Vores skilte familie – kursus i fælles forældresamarbejde

Få redskaber til at styrke samarbejdet om jeres fælles børn

”Vores skilte familie – kursus i fælles forældresamarbejde” (KIFF-kursus) er det første skridt til at begynde at arbejde med sin skilsmisse hos Center for Familieudvikling. En skilsmisse er uden tvivl en stor – og oftest svær – livsomvæltning for hele familien, men der er hjælp at hente. 

Kurset er for jer, som er blevet skilt, men gerne vil styrke samarbejdet om jeres fælles børn. Det er både relevant, hvis I står midt i en skilsmisse, hvis I er blevet skilt for nyligt, eller bruddet ligger længere tilbage. Kurset er udarbejdet, så I enten kan deltage individuelt eller sammen som eks-par.

”Vores skilte familie – kursus i fælles forældresamarbejde” er et pædagogisk kursus, der har fokus på forældresamarbejdet, og hvordan man som forældre bedst støtter sine børn efter en skilsmisse. Kurset er udviklet af Center for Familieudvikling med afsæt i den nyeste viden på området og i forskningsbaserede principper og metoder.

Kurset giver viden og værktøjer til at:

  • Støtte børnene bedst muligt i deres hverdag mellem to hjem.
    Kurset giver indblik i, hvordan en skilsmisse typisk påvirker børn, hvilke behov børn har under og efter en skilsmisse, og hvordan I som skilte forældre bedst kan støtte jeres børn.
  • Forbedre forældresamarbejdet og kommunikationen.
    Kurset giver indblik i, hvordan I kan lykkes med at styrke jeres forældresamarbejde, som er den vigtigste – men ofte også den sværeste – opgave efter en skilsmisse. Jeres børn har behov for, at I kan arbejde tilstrækkeligt godt sammen som forældre, og med kurset får I hjælp til, hvordan et ”godt nok” forældresamarbejde kan se ud efter en skilsmisse.
  • Blive mere bevidst om egen proces i skilsmissen.
    Kurset giver indblik i, hvordan I som voksne kan bearbejde jeres egen oplevelse af skilsmissen. En skilsmisse er en af de største livsomvæltninger, vi kan opleve som forældre. At blive skilt er en krævende følelsesmæssig rejse, som også byder på en grundlæggende omlægning af tilværelsen. Hvordan I tackler det hver især har stor betydning for børnene og det videre forældresamarbejde.

Kurset – det første skridt til at arbejde med sin skilsmisse

Vi anbefaler, at alle, som søger skilsmisserådgivning hos Center for Familieudvikling, først deltager på ”Vores skilte familie – kursus i fælles forældresamarbejde”. For nogle eks-par kan kurset stå alene, og for andre vil det give mening med efterfølgende rådgivning eller et terapeutisk forløb.

Kurset er et vigtigt første skridt, fordi det giver en masse grundlæggende viden og centrale redskaber, man kan få gavn af med det samme. Det styrker samtidig udbyttet af et eventuelt terapeutisk forløb, der desuden ofte er forbundet med ventetid på ledige terapitider.

I kan både deltage på kurset individuelt eller sammen som eks-par. Kursister som deltager sammen med en eks-partner vil opleve, at det er en fordel, at begge parter modtager undervisning om de samme begreber og værktøjer. Det er også en mulighed, at begge parter deltager på kurset, men på forskellige tidspunkter.

 

Kursets indhold

Indhold:

Kurset består af to korte videomoduler, som kan tilgås hjemmefra, og en undervisningsdag, som foregår på Center for Familieudvikling.

Man indleder kurset med et videomodul à ca. 20 minutters varighed, hvor man introduceres for underviserne og får kendskab til kursets indhold. Desuden bliver man præsenteret for en mindre hjemmeopgave, som skal laves inden selve kursusdagen.

Derefter følger en kursusdag, som foregår på Center for Familieudvikling i København. Dagen veksler mellem undervisning og øvelser og tager udgangspunkt i forskellige undervisningstemaer:

    • Skilsmissen som livsomvæltning
    • Den vigtige kommunikation
    • Samarbejdsformer efter skilsmissen
    • Børns reaktioner
    • Forældresamarbejdet
    • Når kommunikationen bliver svær
    • At støtte børn i skilsmissen
    • Vejen videre og hver for sig

Efter undervisningsdagen får man adgang til et afsluttende videomodul à ca. 60 minutters varighed med fokus på: At deles om tiden med børnene.

Praktiske informationer

Varighed:

Kurset varer 1 dag fra kl. 9-16.

Kurset består af:

  • Et indledende videomodul à ca. 20 minutter.
  • En undervisningsdag på Center for Familieudvikling i København i tidsrummet 9.00-16.00.
  • Et afsluttende videomodul à ca. 60 minutter.

Se program for kurset her.

Hvor:

København: Center for Familieudvikling, Østergade 5, 1. sal. 1100 København. K.

Forplejning:

Der vil i løbet af dagene blive serveret let forplejning, kaffe og the.

Pris og betaling

Pris:

Prisen for hele kurset er 795 DKK. inkl. moms. pr. deltager.

Betaling:

Du kan betale kurset med dankort eller Mobile Pay.

 

En underviser fortæller om kurset

Se med, når afdelingsleder og underviser Søren Marcussen fortæller om indholdet på kurset.

Undervisere

Søren Marcussen

Diplomuddannelse i psykologi, psykoterapeut og projektleder. Leder af Familieafdelingen i København.

Sinne Pedersen

Psykolog (cand.psych. aut.)

Mathias Rolskov Jakobsen

Psykolog (cand.psych.)
Mathias er på barsel.

Mathias Rolskov Jakobsen er psykolog hos Center for Familieudvikling og arbejder både med emotions-fokuseret parterapi, med terapi for skilte forældre samt med sammenbragte familier....

Læs mere