Josephine Støjberg Schmidt

Vi lever alle i- og formes af de relationer vi indgår i. Derfor ser jeg stor mening i at arbejde for at styrke netop dem i mit arbejde som praktikant på Center for Familieudvikling.

Af samme grund har jeg gennem mit studie til psykolog fattet en særlig faglig interesse for relationers betydning. Denne interesse i høj grad blevet vakt gennem forskellige praksiserfaringer. I forskningsarbejde på Universitetets Psykologiske Klinik har jeg arbejdet med og undersøgt den terapeutiske relation og vigtigheden af samarbejdet i det terapeutiske møde.

Derudover arbejder jeg som frivillig rådgiver hos Børns Vilkår. Jeg varetager rådgivning på Børnetelefonen, Børnechatten og Forældretelefonen. Mange af rådgivningssamtalerne handler om skilsmisse oplevet fra såvel de voksnes som børnenes perspektiv, og om alle de følelser, som kan komme i klemme i en situation som den. Igennem disse samtaler har jeg fået en forståelse for, hvor vigtige de nære relationer er for vores psykiske velvære – men også, hvor afgørende kommunikationen er, når vi i vores nære relationer oplever udfordringer og kriser.

Derudover har jeg tidligere arbejdet på en døgninstitution for børn med autisme, arbejdet som frivillig for Red Barnet i deres arbejde med aboriginske børn i nord-vest Australien og arbejder nu som rådgiver på Stoplinien.

 

Nysgerrighed er en af de vigtigste veje ind til et andet menneske.