Der var engang, hvor man skrev kærestebreve, forelskede sig og giftede sig. Dengang hvor ingen kendte til Tinder og dating. Vi har mødt 91-årige Elisabeth, der ser tilbage på 62 års ægteskab med sin mand, Jens, som døde for to år siden. Center for Familieudvikling tegner et tidsbillede af ægteskabet.
Interview med Elisabeth Tvilling.
”Min lillebror mødte Jens på en ungdomslejr i Tyskland. Min bror var nok 19 og Jens 17 år på det tidspunkt. Selv var jeg et par år ældre, 21 år. Hjemvendt fra lejren inviterede min bror Jens på besøg hos os i Helsingør, fordi de var blevet gode venner. Om søndagen gik Jens og jeg en tur sammen. Og mens vi gik der og fulgtes ad, sagde han pludselig: ’Jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig’.
”Jeg blev himmelhenrykt. Det hele skete meget pludseligt. Men det var sådan, det blev: Fra den dag var vi kærester. Jeg kan huske, at jeg gik og sang og trallede den nærmeste tid. Jeg var helt oppe i skyerne,” fortæller Elisabeth om dengang i 1950’erne, hvor parret begyndte at lære hinanden at kende.
Jens og Elisabeth var glade for hinanden og mødtes så meget, de kunne. Det var mest Jens, der cyklede fra København til Helsingør, hvor Elisabeth boede med sin familie. Når han skulle hjem igen, cyklede hun med noget af vejen.
”Vi kom egentlig fra ret forskellige familier. Min svigerfar var festlig og omfavnede alle, og der var altid skæg og ballade omkring ham. Når jeg var på besøg, kravlede han og børnene rundt på møblerne og legede vildt. Der var min egen familie mere stilfærdig. I hvert fald min far, som ikke delte mange ord. Fællesnævneren var, at vi begge kom fra et hjem med en kristen opdragelse. Det bandt os sammen.”
Fra puslebord på Nørrebro til skolegang i Hvidovre
Fra den 21-årige pige i Helsingør til den 91-årige kvinde, der nu sidder hvilende i lænestolen, har der udspillet sig et langt liv og ægteskab. I vindueskarmen står et sort-hvid billede af Jens fra hans unge dage.
”Han var en flot fyr. Meget flot. Til en start havde jeg lidt problemer med, at der var mange piger, der havde et godt øje til ham. Men han holdt da fast i mig. Jeg tænker selvfølgelig meget på ham, og hvad vi har haft sammen. Jeg glemmer ham jo ikke.”
Da Elisabeth og Jens efter omtrent fem år som kærester blev gift – og der kunne overhovedet ikke være tale om andet end ægteskab – flyttede de sammen i en lejlighed på Nørrebro.
”Det var, mens vi boede der, at vi fik vores første barn, Anette. Jeg husker, at jeg skiftede hende på vores spisebord, og at vi delte toilet med naboen. Jeg syntes, det var dejligt, men det blev også for småt til, at vi kunne blive ved med at bo der.”
To lejligheder senere – og en underbo, der klagede over børn, der løb hen over stuegulvet – begyndte parret at kigge på hus. Familien var på det tidspunkt blevet udvidet med to drenge, Steffen og Frank, og slog sig ned i Hvidovre, hvor børnene gik i skole.
”Det har altid været mig, der styrede det hele derhjemme. Da jeg blev gravid første gang og ventede vores datter, sagde jeg mit job op som kontorassistent på Københavns Rådhus. Jens var i mellemtiden begyndt at arbejde i sin fars firma, en fødevarefabrik. Først som chauffør, hvilket gav ham 240 kr. om ugen i løn, og siden steg han i graderne for en dag selv at overtage firmaet.”
”Min svigerinde, som havde nogenlunde jævnaldrende børn, gik på arbejde. Jeg fattede ikke, at hun havde lyst til det. Hun syntes omvendt, at det var helt håbløst med sådan en som mig, der bare gik derhjemme. For hvordan kunne jeg holde det ud? Jeg har altid gået hjemme med børnene. Og jeg har elsket det.”
Det kendetegnede Elisabeth og Jens’ familieliv, at parret havde en stor omgangskreds, blandt andet i kraft af den kirke, hvor de var aktive. Jens kom også i kontakt med mange på fabrikken. Samarbejdspartnere, indkøbere eller de ansatte, hvor flere havde anden etnisk baggrund og familier i andre lande.
”Vi havde ofte mennesker i huset i Hvidovre. Nogle gange kom der ti eller tyve mennesker og spiste eller drak kaffe hos os, eller der var ekstra gæster juleaften. Der skete altid noget. Men jeg har egentlig aldrig tænkt over, at det var besværligt. Vi havde så mange gode år,” fortæller Elisabeth.
At miste et barn
Midt i de travle år som børnefamilie, gav tilværelse dem et slag, som det var svært at rejse sig fra.
”Det med Frank var meget slemt. Jeg tror, jeg græd i to år. Og siden har jeg aldrig rigtig kunnet græde. Det var som om, jeg havde brugt mine tårer op.”
Den yngste af børnene, Frank, gik til fodbold efter skoletid. En dag kom træneren farende efter Elisabeth. Han sagde, at Frank var faldet om på banen under fodboldkampen. De kørte på hospitalet med det samme. Men der var ikke noget at gøre. Franks knapt 10-årige hjerte var holdt op med at slå.
”Jeg havde altid en fornemmelse af, at jeg svigtede mine børn. Jeg kunne have glædet mig over, at jeg havde mine raske børn, men efter Frank døde, lå jeg bare på sofaen og var så ked af det.”
Blot få måneder før dødsfaldet var børneflokken ellers blevet udvidet. Efter flere års ansøgningsproces havde Elisabeth og Jens langt om længe fået David, et adoptivbarn fra Korea, som de havde ventet på, og som nogle år efter blev efterfulgt af Michael, deres andet adoptivbarn.
”David var syv måneder, da han kom fra Korea til vores familie, og kun tre måneder efter døde Frank. David blev på en eller anden måde min redning. Han skreg hele tiden. Senere fandt jeg ud af, at det var fordi, hans mave ikke kunne tåle modermælkserstatning. Men til at begynde med rendte jeg rundt med ham, også om natten, og det var med til at holde mig i gang. Ellers var jeg blevet ved med at ligge på den sofa og græde.”
”Når jeg kørte med ham i barnevognen for at besøge Franks gravsted på kirkegården, og mine tårer trillede, så rakte David sine arme op mod mig. Som for at trøste mig. Jeg tror faktisk, det var min lille dreng, der fik mig ud af sorgen,” siger Elisabeth.
”Jens var meget bekymret for mig. Først mange år senere har jeg helt forstået, hvor bekymret han var dengang. Han var selvfølgelig selv i sorg over at miste sin søn, men han var også meget ked af det på mine vegne. Jeg tror, han var bange for, at jeg skulle gå til. At jeg ville dø af sorg.”
Uenigheder, ja – men ingen grundlæggende tvivl
Selvom Elisabeth og Jens’ dåbsattest viser, at de har gennemlevet en verdenskrig, en efterkrigstid og en koldkrigstid, så var der i deres ægteskab ingen store krige. Det største slag var tabet af deres søn, men det fik dem ikke til at vende sig væk fra hinanden.
”Jeg spekulerede ikke over, hvad der fik det til at fungere imellem os. Mig og Jens. Det var bare så naturligt, at vi var sammen,” siger Elisabeth, som også husker, at det indledte en ny fase i deres liv og ægteskab, da børnene blev voksne.
”Vi begyndte at rejse mere sammen, med Østen som vores favorit, og de rejser betød meget for os. Jeg synes ellers nok, det var lidt hårdt de første år, efter børnene var flyttet hjemmefra. Der havde jeg en periode, hvor jeg var vred på Jens, fordi jeg syntes, hans arbejde fyldte for meget. Han tog afsted tidligt om morgenen, ofte allerede kl. 2 om natten, fordi han skulle åbne fabrikken, og kom hjem kl. 16 om eftermiddagen, hvor han skulle sove middagslur. Så kunne vi lige spise aftensmad, inden han gik i seng igen. Der rullede jeg mig lidt ud, husker jeg. Jeg var sur.”
”Ellers arbejdede vi ikke imod hinanden på nogen måder. Vi havde det godt sammen, og vi fik det liv, vi drømte om: Børnene, fabrikken, et fælles værdisæt og en god omgangskreds. Men det var nu ikke noget, vi talte meget om. Det var meget stille og roligt og uden de store udtryk af følelser og ord. Alligevel har jeg aldrig tvivlet,” siger Elisabeth.
De indrettede sig efter hinanden, og Elisabeth accepterede med tiden, at Jens ikke kunne slippe sit arbejde. Han blev ved stort set til sin død. Kun de sidste år var han så syg, at han ikke kunne tage af sted til fabrikken. Men han gik aldrig officielt på pension.
”Jens og jeg kendte sådan set ikke hinanden, da vi blev kærester, men gennem årene voksede vi sammen. Vi levede livet op ad hinanden og havde det godt med det. Vi hyggede os sammen og var rigtig gode venner. Det var selvfølgelig ikke alt, vi var enige om, men vi vidste med hinanden, at det her var vores liv – og det satte vi i grunden ikke spørgsmålstegn ved.”
Hvorfor bliver vi sammen i et parforhold? Det har forsker ved Københavns Universitet, Camilla Øverup, et godt bud på. Læs artiklen her: ”Parforholdsekspert: Disse tre faktorer er afgørende for et varigt parforhold”