”Det kan højne kvaliteten af det rådgivningsarbejde, der leveres”

I et nyt samarbejde står Center for Familieudvikling for uddannelsesforløb og supervision til medarbejdere i headspace. Og det styrker det faglige fundament i ”headspace Family” – et nyligt opstartet projekt, som er lokaliseret i fem centre i Danmark.

Headspace har kæmpe erfaring i at yde rådgivning til børn og unge gennem fortrolige samtaler. Som en del af et nyere projekt, ”headspace Family”, vil de øge trivslen hos børn ved også at give deres pårørende støtte og vejledning. Udgangspunktet er fem nyoprettede rådgivningscentre rundt om i landet.

Ifølge Anders Friche, centerchef i headspace, har de længe ønsket at kunne støtte familien omkring den unge. Håbet er, at mor og far kan få et større indblik i, hvad barnet kæmper med, og hvordan forældrene kan give deres støtte.

Gennem et samarbejde med Center for Familieudvikling bliver medarbejdere i ”headspace Family” nu klædt på til den særlige rådgivningsopgave i det nye projekt.

”Det her konkrete samarbejde kan i hvert fald være med til at højne kvaliteten af det rådgivningsarbejde, der leveres i ”headspace Family”,” siger Anders Friche, som sammen med flere af sine medarbejdere deltog i et uddannelsesforløb hos Center for Familieudvikling og den efterfølgende supervision.

Heidi Quist, som er familie- og pårørenderådgiver i ”headspace Family”, oplever, at uddannelsesdagene hos Center for Familieudvikling var til stor inspiration.

Headspace

”Det har givet os familierådgivere et fælles fagligt fundament, når vi skal facilitere vores samtaler med unge og deres pårørende. Jeg oplevede, at teori og praksis blev koblet sammen på en særlig fin og professionel måde – og samtidig med øje for, at det kan omsættes til praktiske greb i dagligdagen. Det har været meget brugbart i vores samtaler.”

”I hverdagen bruger jeg f.eks. metaforen ’at besøge hinandens øer’ og begrebet ’perspektivsamtaler’, som handler om at se det, der sker i familien fra forskellige perspektiver. Og så har vi fået en skærpet forståelse for, at det ikke er den ene eller den anden i familien, der er problemet, men at det er ’mønsteret, der er monsteret’. Det har været meget lærerigt,” siger Heidi Quist.

Undervisningen gav også en indføring i alliancedannelse – herunder de alliancer, der kan opstå i familiesamtaler. Men også hvordan man passer på sig selv som terapeut eller i rådgivningssamtaler, så man kan holde til det arbejde, man laver.

”Indholdet på uddannelsen var generelt både velvalgt og brugbart. Det særligt inspirerende var underviserne, som var utroligt vidende, engagerede og dygtige formidlere,” siger centerchef i headspace, Anders Friche, som ser frem til nye uddannelses- og supervisionsforløb i et fortsat samarbejde med Center for Familieudvikling.

FAKTA
  • Headspace arbejder for at styrke børn og unges mentale trivsel. De taler med unge, der bl.a. oplever ensomhed, psykiske udfordringer, mobning, lavt selvværd, konflikter med forældre/venner eller andre svære ting i livet.
  • Det gør de gennem samtaletilbud – fysiske samtaler, telefonsamtaler og videosamtaler i deres 33 headspace centre rundt om i landet.
  • ”headspace Family” er et nyt, gratis samtaletilbud, som skal sikre øget trivsel hos børn og unge i alderen 12-25 år ved at give deres pårørende den støtte og vejledning, de har brug for.
  • Center for Familieudvikling står for uddannelse og supervision til medarbejdere i ”headspace Family”. Heriblandt deres familie- og pårørenderådgivere i fem nyoprettede centre.
Læs også: