Højkonflikte skilsmisser: Veje til forandring for børn og voksne

Konferencen blev afsluttet med en paneldebat, hvor en række fremtrædende fagfolk indenfor feltet medvirkede. I paneldebatten blev spørgsmålet rejst, hvad manglerne er i det nuværende system, og hvordan vi fremover kan blive bedre til at hjælpe familier i højkonflikt skilsmisse.

Læs nogle af udtalelserne fra de medvirkende i paneldebatten her: 

 Anni Højmark, retspræsident ved Familieretten: 

”I Familieretten møder jeg alle typer af familier og konflikter. Udfordringen er at få børnenes stemme hørt på en etisk forsvarlig måde, så man får et billede af, hvad der er på spil hos barnet, og nedtone det meget påtrængende voksenperspektiv, som typisk udfoldes i retten, hvor folk positionerer sig. Det eneste sted, hvorfra der kan komme et nyt perspektiv, er fra børnene, hvis vi voksne forstår at opfange, hvad børnene siger. Jeg synes, det er interessant, hvordan børnene i ”Sammen om Børnene” bliver empoweret til at bruge deres stemme. En højkonflikt skilsmisse er som en sorg. Hvis det bliver ved, og man ikke kommer ud af det, bliver det invaliderende. ”Sammen om Børnene” er for mig et håb om, at der er kommet en rigtig god metode. Det kan godt være, den ikke virker til alle familier – men det er der ingen metoder, der gør. Tænk engang, hvis 2/3 af familierne kommer ud af konflikterne, og hvor mange potentielt ressourcestærke børn, der får det bedre. Det vil jeg tage med mig.” 

Anne Vang, direktør i Ballerup kommune: 

”Med ”Sammen om Børnene” har vi på mange måder fundet medicinen. Men vi har svært ved at finde nogen til at tage den. Det har vist sig meget svært at motivere familier til at deltage i et behandlingsforløb i kommunen. Det gælder både ressourcestærke og mere ressourcesvage familier. Motivationen kan være lav, fordi man ikke ønsker at være i rum sammen med eks-partneren, eller fordi man ikke vil hænge sit beskidte vasketøj ud, hvis man nu havner i forældregruppe med nogen, man kender. Kan vi motivere på en kraftigere måde, end vi gør i dag? I nogle lande kan forældre blive pålagt behandling. Man kan også forestille sig i højere grad at nudge forældrene i retning af behandling. Men i Danmark gør vi intet for at skabe den motivation.”

Christine Eg Clausen, afdelingsleder i Århus kommunes Børnecenter: 

”Hvornår ekskluderer vi familier fra at deltage i ”Sammen om Børnene”? Sådan som metoden er sat op nu, ekskluderer vi eksempelvis familier, hvis der er tegn på misbrug hos en af forældrene. Det gælder også, hvis en forælder f.eks. ryger lidt hash, og det kan være en del af konflikten imellem forældrene. Det kunne være interessant, hvis vi forholdt os til eksklusionskriterierne og undersøgte, om flere kunne rummes i interventionen.” 

Bente Boserup, tidl. seniorkonsulent i Børns Vilkår: 

”Hvordan får vi kommuner, domstole og Familieretshuset til at arbejde sammen? Hvordan får vi dem til at sidde omkring samme bord og lave løsninger frem for bare at sende papirer fra den ene til den anden? Vi bliver nødt til at appellere til, at de forskellige instanser kan sætte sig omkring samme bord og finde en helhedsorienteret løsning med afsæt i det enkelte barn. Det er vigtigt, der er specialfagligheder til stede, så man finder ud af, hvilken hjælp forældre og børn skal have. Jeg har talt med børn, som har levet et helt børneliv, uden der blev fundet ud af, hvad der skulle gøres. Vi skal også være opmærksomme på vores sprogbrug. Vi skal væk fra at kalde det højkonflikte skilsmisser og snarere kalde det komplekse skilsmisser, for det er meget mere kompliceret end bare en konflikt.” 

Karen Margrethe Vendelbo Dahl, chefanalytiker ved VIVE: 

”Er målet i de højkonflikte skilsmissesager, at enten den ene eller den anden forælder får ret? Eller er målet at skabe et godt samarbejde mellem forældrene? Det giver to meget forskellige udfald, og derfor skal man være påpasselig med at blande afgørelser og behandlinger.” 

Laura er et af de børn, der var med i ”Sammen om Børnene” i 2021. Som en del af behandlingsprogrammet skrev hun en sangtekst til sine forældre, som hun også delte med deltagerne på konferencen: 

(Vers)

En familie, en far en mor og to børn

Et hjem, ikke perfekt, men det gik

Ændrede sig fra en til to

Far flyttede ud fra vores hjem, prøvede at skabe ro. 

(Omkvæd)

Familien blev splittet

Hvad gør det ved mig

Det hele blev ændret

Blev tvunget en anden vej. 

(Vers)

Eksamen, venner og lektier fylder mit liv

En psykisk fase i livet der er svær

Jeg har aldrig følt mig usikker som person

Det ændrede lidt da alt blev til to. 

(Omkvæd)

Familien blev splittet

Hvad gør det ved mig

Det hele blev ændret

Blev tvunget en anden vej. 

(Vers)

Før var jeg en teenager, sagde ’fuck it’ til alt

far træf en beslutning, mor græd

hvem tar’ sig af mor, og hvem af far?

ansvar kommer naturligt, men jeg er stadig barn. 

(Omkvæd)

Familien blev splittet

Hvad gør det ved mig

Det hele blev ændret

Blev tvunget en anden vej. 

(Ekstra omkvæd)

Familien blev splittet

Hvad gør det ved mig

Horisonten skiftede

Blev tvunget en anden vej. 

Læs artiklen om “Sammen om Børnene” fortalt ud fra stemmer på konferencen – du finder den her.

Som arrangør af konferencen ser Center for Familieudvikling, at der særligt er fire områder, der kalder på fortsat drøftelse og opmærksomhed:

• Konferencen viste, at der er behov for at nuancere vores sprogbrug, når vi i den brede debat taler om højkonflikte skilsmissefamilier, og at der er behov for at nuancere vores forståelse af, at højkonflikte skilsmissefamilier rummer forskellige segmenter med deres forskellige behov. I forlængelse heraf er det nødvendigt, at målgruppen for behandlingsprogrammet ”Sammen om Børnene” bliver præciseret og beskrevet nærmere, ligesom der kan vise sig behov for at udvikle andre programmer til bestemte segmenter af de højkonflikte skilsmissefamilier.

• Konferencen viste, at der er brug for at træffe beslutning om, hvem der løfter opgaven med at tilbyde mere omfattende behandling til familier i højkonflikt skilsmisse. Der synes at være klarhed om, at Familieretten og Familieretshuset har ansvaret for at udarbejde forskellige undersøgelser og træffe afgørelser i disse sager, og her blev betydningen af hurtige og effektive processer understreget. Derimod fremstår det mindre klart, hvilken instans der har ansvaret for at tilbyde kvalificerede behandlingsprogrammer som f.eks. ”Sammen om Børnene”. Kunne man forestille sig, at kommunerne spillede en mere central rolle her? Dette for at understrege to pointer: Dels at konflikter kan og skal behandles, dels at behandlingen skal finde sted i et regi adskilt fra den enhed, der foretager undersøgelser og træffer afgørelser, sådan som det i dag sker i Familieretshuset og Familieretten.

• Konferencen viste, at det er en vanskelig opgave at rekruttere familier til at deltage i ”Sammen om Børnene”. Der er tale om et omfattende program, som kræver en vis tid og fleksibilitet hos de familier, der skal deltage i forskellige samlinger og gruppegange. Det er imidlertid en misforståelse, der syntes at opstå på konferencen, at ”Sammen om Børnene” forudsætter et vist uddannelsesniveau eller bestemt psykologisk kapacitet hos de deltagende forældre – en misforståelse, som modsiges af internationale evalueringer af bl.a. ”No Kids in the Middle”. På baggrund af det danske datamateriale var der en overvægt af ressourcestærke forældre målt på tid og uddannelse. Det udelukker dog ikke, at mere ressourcesvage forældre også vil kunne profitere af at deltage i ”Sammen om Børnene”, hvilket der er eksempler på i både København og Århus kommune. Med denne præcisering af, at ”Sammen om Børnene” både kan hjælpe ressourcesvage og ressourcestærke forældre, må det videre arbejde også indbefatte en afklaring af, hvordan vores systemer kan understøtte en god rekrutteringsproces. Så længe vores systemer er sat sådan sammen, at behandling er et tilbud, forældre kan takke nej til, og som de ikke pålægges at deltage i, opstår en skrøbelighed i programmet, som vi rent faktisk har mulighed for at ændre.

• Konferencen viste, at vi i debatten ofte taler om, at hensynet til barnet støder sammen med hensynet til forældrene – en debat, som også Social- og Ældreministeren berørte i sin videotale. Ministeren understregede, at vi altid skal have fokus på barnets bedste, når mor og far strides, for ellers risikerer barnet at betale en meget høj pris, sådan som voksne skilsmissebørn beretter. Dette synspunkt er sympatisk, og det er et synspunkt, Center for Familieudvikling støtter. Samtidig kan det være nødvendigt at nuancere, hvad det vil sige at handle til barnets bedste. Hvert år mister omkring 300 børn kontakt til en forælder som følge af højkonflikte skilsmisser. Der er desværre tilfælde, hvor det er nødvendigt på grund af bevist overgreb og vold. Men der er også tilfælde, hvor børn unødigt bliver afskåret fra at have kontakt til en forælder, fordi forældrene begynder at dæmonisere hinanden og anklage hinandens forældrekompetencer i kampen om at være den bedste forælder. Netop dette er kendetegnende ved højkonflikte skilsmisseforældre og bliver kun forværret af lange sagsbehandlingstider og forkerte afgørelser. For os at se er betoningen i denne debat ikke uvæsentlig: Vi er nødt til at acceptere og arbejde for, at barnet har brug for samvær med begge forældre – når vi selvfølgelig ser bort fra de tilfælde, hvor der er bevist overgreb og vold – for kun dette vil være til barnets bedste.