Psykolog (cand.psych. aut).
Heidi arbejder i afdeling for Psykiatri og Eksistens, Center for Familieudvikling i Århus. Hun har forsket i effekten af forskellige former for psykoterapeutisk behandling og har erfaring med behandling af angst, depression, langvarige smerter samt stressrelaterede tilstande både individuelt, i gruppe og i en familiemæssig kontekst. Heidi er også lektor i eksistentiel sundhedspsykologi ved Århus Universitet og har arbejdet både klinisk og forskningsmæssigt med betydningen af livssyn, tro, eksistens og meningsskabelse i mødet med livskriser som tab og sorg, sygdom, kroniske lidelser og traumer. Heidi er uddannet indenfor Intensiv Korttidsdynamisk Psykoterapi og trækker også på oplevelsesorienterede tilgange som Acceptance and Commitment Therapy og Mindfulness samt eksistentiel psykologi.
“Jeg har arbejdet med terapi i mange år, og min erfaring er, at det at søge hjælp kan være en overvindelse, der er fyldt med ambivalens. Derfor er et af mine fokuspunkter at skabe et trygt rum for udforskning af det, som er vanskeligt uanset problemstillingen. Jeg arbejder med det der opstår nu og her i mellem klient og mig som terapeut, som en måde at skabe rum til at mærke egne følelser og reaktioner og hjælpe på vej i at regulere det svære. Det skaber ofte nye erfaringer og nye muligheder for at lære sig selv at kende og at finde en vej til det meningsfulde liv. Jeg byder det eksistentielle indenfor, hvis det ønskes, fordi det grundlæggende farver et menneskes selvforståelse, men sjældent gives plads til samtale, og både kan være en det af problemet, men også en del af løsningen, når man står i en krise.”