Trivselstab efter en skilsmisse behøver ikke blive varigt

Kommentar af Søren Marcussen, afdelingsleder og specialist i arbejdet med skilte familier hos Center for Familieudvikling.

Et nyt dansk forskningsstudie har undersøgt skilsmissens effekt på børns trivsel. Studiet konkluderer noget, vi allerede vidste, nemlig at forældrenes skilsmisse er en livskrise for børn. Men det håbefulde budskab bliver forsømt: At den skilte familie kan få det godt igen – og vi ved meget om hvordan.

Vi ved, at en skilsmisse er en stor livskrise, som børn skal bruge tid på at vænne sig til. Selvom en skilsmisse kan være en nødvendig beslutning, vil det utvivlsomt være en sorg og et tab, når en familie brydes op. Både for de voksne og børnene.

Dette underbygges af en ny forskningsrapport fra ROCKWOOL Fonden. Blandt rapportens konklusioner lyder det blandt andet, at en skilsmisse har store konsekvenser for børnene. Der sker et øjeblikkeligt tab af trivsel, som kan måles 12 år frem, og måske varer det hele livet.*

Det er vigtig viden at få frem. Men den viden skal ikke stå alene. Hvad forskningsrapporten undlader, er det mere håbefulde budskab, som også knytter sig til skilsmissen: At det kan blive godt igen. Vi ved nemlig meget om, hvad der kan fremme familiens trivsel efter en skilsmisse – blandt andet fra anden forskning og fra vores eget arbejde med skilte familier gennem 20 år. Og her er tre faktorer helt afgørende.

Tre faktorer er afgørende for trivsel på sigt

Afgørende er det, at vi støtter børnene og tillader dem, at det hele kan føles svært efter en skilsmisse – og at det også kan forblive svært over længere tid. Det skal vi ikke trylle væk, underminere eller bagatellisere. Vi må prøve at rumme børnenes følelser, så de ikke skal gå alene med det. Vigtigt er det også, at vi bekræfter overfor børnene, at de har lov til at elske både mor og far og viser dem, at de kan have en god relation til begge forældre uden at skulle vælge side efter et brud. Og endelig er det helt essentielt, at vi arbejder for at stoppe de vedvarende konflikter og skaber mulighed for et ”godt nok” forældresamarbejde.

Det er selv sagt ikke let. At deles om tiden med børnene og finde fælles fodslag – f.eks. om børnenes skolegang, sundhed og samvær – er for rigtig mange en svær øvelse. Som skilte forældre har man før levet som par, måske skændtes og kæmpet og netop valgt at gå hver til sit, fordi det ikke fungerede. Og på den baggrund skal man få et samarbejde om børnene til at fungere.

Det fordrer en indsats af de skilte forældre, når der skal etableres et godt nok samarbejde mellem to hjem. Og nogle gange er der også brug for behandlende indsatser og professionel hjælp udefra, hvis det skal lykkes. Men arbejder skilte forældre aktivt på de ting – at støtte børnene følelsesmæssigt, reducere konflikterne og styrke forældresamarbejdet – har man gjort rigtig meget for at skabe de bedst mulige betingelser for, at børn kommer i trivsel igen.

Med det nye studie fra ROCKWOOL Fonden er vi blevet mindet om alvoren: En skilsmisse skal vi ikke tage let på. Men hvis vi efterlader familierne uden håb, så hjælper det ingen. Slet ikke børnene. Vi kender faldgruberne, og vi har meget viden om, hvad der kan fremme børns trivsel efter en skilsmisse. Den erfaring må vi ikke glemme midt i det hele.

Vi må holde håbet op, og dét håb skal få os til at handle. For selvom børn nok aldrig kommer sig helt over forældrenes skilsmisse – og selvom deres liv ikke bliver fuldstændig det samme igen – så kan de få et rigtig godt liv alligevel.

*https://rockwoolfonden.dk/udgivelser/foraeldres-brud-traekker-spor-i-boerns-trivsel-i-mere-end-ti-aar/