3 gode råd til at styrke dit parforhold

Af psykolog og direktør, Mattias Stølen Due.

1. Lav månedlig status på forholdet

Ifølge Mattias Stølen Due ligger nøglen til at passe på parforholdet i, at du og din partner sætter tid af til en samtale om det, der kan være sårbart og svært. Uanset om det er børneopdragelse, sex eller coronakrisen.

– De fleste par vil have godt af fra tid til anden at tage temperaturen på, hvordan det går. For nogen er det nok at tage en overordnet refleksion en gang om året, men de allerfleste vil have gavn og glæde af at gøre det en gang om måneden.

Ifølge Mattias Stølen Due skal I være enige om et tidspunkt for, hvornår I har samtalen og måske også beslutte jer for en tidsramme.

– Ellers risikerer I, at alle diskussionerne er noget, der opstår tilfældigt og kommer ind fra højre på tidspunkter, der absolut ikke er særlig hensigtsmæssige.

Og selvom det kan lyde Excel-agtigt at planlægge en samtale i et parforhold, er det vigtigt, understreger han.

– Vi prioriterer at gå til fitness og sætte vennerne i kalenderen. Det gør vi, fordi det er værdibaseret – fordi vi godt vil træne og se vores venner. Men den tid, vi har til hinanden, hvor vi taler om parforholdet, bliver ofte til en tilfældig tid.

2. Vær nysgerrig på din partner

Når I sætter jer ned og har samtalen om jeres parforhold, er det vigtigt, at du viser en stor grad af nysgerrighed, og at du godt vil lytte.

– Vi skal være interesserede i at lytte til den anden, også selvom vores partner mener noget, som, vi synes, er fuldstændig galt afmarcheret. Man skal vise interesse og nysgerrighed, også når man er uenig.

Ifølge Mattias Stølen Due mister mange par, der har været sammen i fem, 10 eller 20 år interessen for hinanden. Og når de er uenige, har de ofte en tendens til at blive kritiske i stedet for at lytte.

– Vi skal genbruge noget af den nysgerrighed, vi bragte ind i forholdet, da vi mødte hinanden og turde stille spørgsmål med et åbent sind og milde øjne, også selvom vi tænker anderledes, siger han.

3. Vis taknemmelighed

Det behøver ikke kun være i form af gaver, at du viser, hvor meget du sætter pris på din partner, mener Mattias Stølen Due.

– Jeg vil også opfordre til, at man i det hele taget er mere generøs med ordene, viser større taknemmelighed og fortæller hinanden noget mere, hvad man sætter pris på og værdsætter.

– Og det behøver ikke tage mere end otte sekunder. Det handler bare om at sige: ’Tusind tak, fordi du igen i dag har lavet god aftensmad eller har været en god mor til vores børn.’ Det behøver ikke tage lang tid, men kan have en enorm stor effekt, siger han.

Artikel bragt på Dr.dk d. 5. januar 2021.

Læs mere om hvad du kan gøre for dit parforhold