Interview med Søren Marcussen, leder af Skilsmisseafdelingen hos Center for Familieudvikling.
Hvert år bliver 3.000 børn fanget mellem en mor og en far i højkonflikte skilsmisser. Konsekvensen er, at børnene lever i vedvarende konflikter, der skaber et utrygt opvækstmiljø med stor negativ indvirkning på trivslen. Det gælder i 10-12% af alle skilsmisser.
”En skilsmisse behøver ikke udgøre et stort problem i sig selv. Det helt afgørende er, hvad der sker efter et brud. Og en del af de skilsmisser, vi producerer i dag, lider børn under,” siger Søren Marcussen, som gennem mange år har beskæftiget sig med højkonflikte skilsmisser.
I alt for mange tilfælde kommer børn i disse familier i klemme og udsættes for en form for omsorgssvigt, der ofte har store og langvarige omkostninger for deres trivsel. I visse tilfælde mister børn helt kontakten til den ene forælder.
”Når jeg ser TV2-udsendelserne ”Med børnene som våben”, der har fået en del opmærksomhed de seneste uger, viser det en ekstrem mørk plet på vores forsøg på at hjælpe højkonflikte skilsmissefamilier. Der hersker ingen tvivl om, at vi skal gøre det langt bedre for de familier, end vi formår i dag.”
TV2-udsendelserne illustrerer ifølge Søren Marcussen åbenlyse udfordringer i vores hjælpesystemer, og han giver tre perspektiver på, hvordan vi skal blive bedre til at sætte børn og forældre fri af konflikten og skabe den forandring, der er brug for:
1. perspektiv: Anerkend, at barnet har brug for begge sine forældre
”Det er okay at blive skilt som par, men det er ikke okay at blive skilt som forældre og kæmpe for retten til at være den eneste forælder i barnets liv. Vi er nødt til at acceptere og arbejde for, at barnet har brug for begge forældre – når vi selvfølgelig ser bort fra de tilfælde, hvor der er bevist overgreb og vold,” udtaler Søren og fortsætter:
”Når hjælpesystemerne i håndteringen af højkonflikte skilsmissesager i alt for mange tilfælde placerer barnet hos kun den ene forælder, slukker de ikke den brand, der blusser – de kaster yderligere brænde på bålet. Argumentet om, at det gøres for at beskytte barnet, holder ganske enkelt ikke.”
”Uanset hvor god en far, man er, kan man aldrig være mor – og omvendt. Hver forælder giver barnet noget forskelligt. Det er kun ved at indtage den position, at barnet bliver sat fri til at elske og kan opnå en tryg tilknytning til både mor og far.”
2. perspektiv: Lyt nænsomt og opmærksomt til barnet
Fra sit mangeårige arbejde indenfor området oplever Søren, hvordan forældre i højkonflikte skilsmisser kan begynde at anklage hinanden. For ham at se er det netop kendetegnende ved højkonflikte skilsmisseforældre, at de begynder at dæmonisere hinanden, og at en del af den dæmonisering kan lede til anklager om den andens forældrekompetencer.
”Som myndighedspersoner må vi ikke lægge det ansvar over på børnene at skulle vælge side mellem mor og far. Børn danner deres meninger i mødet med de primære omsorgspersoner. Og når børn bliver taget som gidsler mellem forældre, der er fanget i et højt og vedvarende konfliktniveau, ved børnene ikke, hvad der er op og ned. Dét at spørge dem, hvor de helst vil bo, er sjældent nogen hjælpe. De føler sig helt fortabte,” fortæller Søren.
”Barnet ønsker næsten altid kontakt til begge forældre. Barnet ved ubevidst, at det er afhængig af forældrenes kærlighed om omsorg, og barnet kan blive fanget i det dilemma at skulle vælge side: Hvis det undlader at vælge mellem mor og far, risikerer det, at kontakten til begge omsorgspersoner kan blive udfordret. Det vækker en grundlæggende frygt i barnet: Så er der ingen, der kan tage sig af mig.”
”I de situationer må vi være langt mere nænsomme og opmærksomme, når vi lytter til børns udsagn. Vi er nødt til at komme tæt på børnene og forstå, hvad der sker i deres hverdag, når de er fanget mellem en mor og far, der bekæmper hinanden. Vi skal blive bedre til at lytte til børnene – ikke alene høre, hvad de siger, men også forstå, hvad de i grunden ønsker og har behov for,” understreger han.
”Ellers kan udfaldet blive, som vi ser i dag: At børn mister hverdagskontakt til en forælder, de elsker, som følge af forældreanklager og forkerte afgørelser.”
3. perspektiv: Tilbyd kvalificerede behandlingsprogrammer til forældrene
For Søren står det klart, at der er brug for at udvikle langvarige og kvalificerede behandlingsprogrammer med fokus på forældrene – en behandling, som vores hjælpesystemer ikke i dag formår at tilbyde.
”Kommunerne kunne med god gavn løfte en større opgave her – såfremt de får at vide, at det forventes af dem. Skal de det, er det afgørende, at der sker en specialtræning af de medarbejdere, der skal løfte opgaven, fordi forældre i højkonflikte skilsmisser er en af de sværeste målgrupper at hjælpe. Heller ikke Familieretshuset, som der er satset stort på, har ressourcer eller profil til at kunne tilbyde langvarig behandling, som særligt retter sig mod at støtte forældrene i at arbejde med deres konflikter.”
”Det er et kæmpe problem. Man kan sammenligne det med en kræftbehandling: For hver dag, uge og måned, der går, før behandlingen går i gang, des større bliver mistrivslen blandt de børn og forældre, der er fanget i højkonflikte skilsmisser,” fortæller han og peger på, at der er veje at gå:
”Vi kan lade os inspirere af andre lande som eksempelvis England, hvor det er muligt rent juridisk at pålægge forældre i højkonflikte skilsmisser at modtage hjælp og behandling,” siger han og giver en afsluttende appel:
”Men der er ingen tvivl om, at der er brug for politisk handling til at anerkende problemet med højkonflikte skilsmisser: Hvordan får vi udviklet behandlingsprogrammer og trænet specialiserede teams til at varetage opgaven? Og hvilke institutioner skal udføre sådanne behandlingstilbud? De spørgsmål kræver svar – og først da kan vi begynde at skabe den forandring, som børn og voksne i højkonflikte skilsmisser har desperat brug for.”