Interview med Dy Plambeck, forfatter og aktuel med bogen ”Mod midnatssolen”.
Fotograf Sara Galbiati.
Dy Plambeck har givet slip på forestillingen om, at hendes sammenbragte familie skal være en ny kernefamilie. Hun har prøvet begge dele, og de kan ikke sammenlignes. Men kan den nye familie lykkes? Vi har talt med forfatteren, der med sin seneste roman ”Mod midnatssolen” bringer en tiltrængt skønlitterær stemme om et emne, der også optager os: Den sammenbragte familie.
Da Dy Plambeck møder sin kæreste, Magnus, bor hun i et hus i en skov i Nordsjælland sammen med sin datter. Han bor i København med sine tre døtre. Men da de får et barn sammen, skal de finde ud af, hvad de nu skal gøre.
”Jeg er selv vokset op i en kernefamilie, og mine forældre er stadig sammen. Jeg har boet 17 år i det samme hus, indtil jeg flyttede hjemmefra. Det var hjem for mig.”
”Når jeg tænker på moderne sammenbragte familier, tror jeg, man bliver nødt til at indse, at man ikke finder hjem på samme måde, som man gjorde tidligere. Familien er ikke længere en fast og konstant størrelse. Det romanen også prøver at finde frem til er, at man som familie godt kan have flere hjem,” siger Dy Plambeck.
Hun er taget fra sit hus i Kirkelte i Nordsjælland, hvor hun er omgivet af natur, og lagt vejen forbi brostensgaderne hos Center for Familieudvikling i centrum af København.
”I mit eget tilfælde har vi valgt en moderne konstellation af hensyn til de børn, der var der i forvejen,” fortæller Dy Plambeck om sin egen sammenbragte familie.
Sammen med sin kæreste, Magnus, har hun Elizabeth på snart tre år, som bor fast hos hende, mens Magnus bor sammen med dem hver anden uge, når han ikke har sine tre teenagedøtre. Og så har Dy Plambeck datteren Ingrid på snart ti år med sin ekskæreste. Datteren bor ti dage hos hende, så fire hos sin far.
Moderkagen
Det er ikke kun derhjemme, eller når hun er på besøg hos Center for Familieudvikling, at meget handler om familier. Også Dy Plambecks forfatterskab kredser om det med familien. I sin forrige roman ”Til min søster” brød kernefamilien sammen, mens hendes nye roman, ”Mod midnatssolen”, handler om alt det, der spirer frem bagefter.
I romanen møder man hovedpersonen Amy, som er blevet skilt fra sin eksmand Kjartan. Med fra forholdet har hun tvillingepiger på 8 år, og så har hun fået datteren Trude sammen med sin nye kæreste, den norske Mats, der bor nord for polarcirklen i Tromsø, hvor han er fraskilt far til to drenge.
I ”Mod midnatssolen” tager Amy sammen med sine tre børn med en færge op langs den norske kyst for at deltage i en familiefest hos Mats. Med på rejsen er Amys to ungdomsveninder og en frossen moderkage. En moderkage, som er fra parrets fælles barn, Trude.
”Mats bor i det hjem, han har haft med sin ekskone, og hendes navn står stadig på døren. Nu kommer Amy så med moderkagen – Trudes genetik – som er forbindelsespunktet mellem de to familier og graver den ned i Mats’ have,” fortæller Dy Plambeck.
”Amy har en forestilling om, at det kan skabe en forbindelse mellem hans hjem i Tromsø og hendes hjem på Amager. Mellem hans tidligere liv, hans børn og hendes liv og hendes børn. Amy synes selv, det er så banalt og naivt, at hun ikke rigtig vil sige det til sine to veninder. Så det er børnene, der afslører, at hun har moderkagen med i en madkasse, som hun på vejen derop forsøger at holde frossen i en køletaske.”
Vi er mange om at bære den erfaring
Billedligt talt bliver moderkagen en påmindelse om, at vi altid har været forbundet til nogen. Vi har alle været forbundet via moderkagen til vores mor. Den er et forbindelsesled. ”Mod Midnatssolen” er Dy Plambecks sjette roman, og den fortæller om alt det smukke og komplekse, der følger med, når man finder ind i nye familieformer – og netop skal prøve at forbinde sig til hinanden.
”Jeg blev overrasket over, at ca. 300.000 lever i en sammenbragt familie. Det synes jeg er et stort tal, fordi jeg selv gik rundt og havde en følelse af, at det var svært at finde nogen at spejle mig i.”
”Hvorfor fylder alle dem, der lever med ekspartnere, egne børn, delebørn og nye kærester så lidt i skønlitteraturen – som i nærmest ingenting? Hvorfor taler vi ikke mere om de udfordringer og kompleksiteter, som ligger i denne familiestruktur, ligesom vi taler om den skilte familie og kernefamilien? Hvis der ikke findes nogen fortællinger ude i verden, så er det, som om det liv, vi lever, ikke rigtig findes,” siger Dy Plambeck, som med romanen ønsker at åbne samtalen om de nye familiekonstellationer.
”Mit håb er, at folk vil læse romanen og både føle sig genkendt og opdage, at vi er mange om at bære den erfaring at leve i sammenbragte familier. Det kan være en trøst. At vi finder ud af, at det er forholdsvist normalt.”
De tomme værelser
For Dy Plambeck peger ordet sammenbragt på, at det er noget, der skal sættes sammen af forskellige dele. Men hvordan samler man et billede af en broget flok? Kan man overhovedet det?
”I en sammenbragt familie mødes forskellige kulturer, og man må prøve at genopbygge det hele og få tingene til at passe sammen. Man lærer og optager ting fra hinanden. Men hjem handler jo også om traditioner og kultur. Hvis man kan holde fast i nogle af de traditioner, der har været, før den sammenbragte familie indtraf, tror jeg godt, man kan bevare en følelse af hjem,” siger Dy Plambeck.
”Jeg elsker for eksempel at pynte op til fødselsdage. Så køber jeg kæmpe balloner og laver et kæmpe morgenbord. Det synes jeg hører sig til. Men der kommer min kærestes piger fra noget mere underspillet. Der må jeg nogle gange ’back off’ med mine balloner og fødselsdagstog og gå med, at der bliver sat et par flag frem, og så er det fint.”
For Dy Plambeck er et af de tydeligste tegn på en sammenbragt familie de værelser, som nogle gange står tomme i huset.
”I dag er skiftedag for min store datter. Hun tager hjem til sin far, og så står hendes værelse tomt i fire dage. Fordi hendes lillesøster, Elizabeth, er i den alder, hvor hun løber ind på sin storesøsters værelse og tager ting, er Ingrid begyndt at sige: ’Kan du ikke låse min dør, når jeg tager over til far?’ Og jeg kan godt forstå det: At det kan være grænseoverskridende, at andre kan gå ind og tage ens ting, endda når man ikke er der. Og hvor putter de de ting hen?”
Det er enormt sårbart, når forældre bliver skilt og finder nye partnere. For Dy Plambeck er det vigtigt, at der er plads til den sårbarhed – som for eksempel at hendes datter kan tale helt åbent om, at hun hader skiftedag. I forlængelse af sårbarheden ligger også en meget konkret forvirring over at leve i en sammenbragt familie, oplever hun.
”Jeg kan være i et rum, hvor jeg både er kæreste, og jeg er biologisk mor til to børn i flokken, men det er kun én af dem, der har sin far i rummet. Og så er der tre andre piger, som alle har deres far i rummet, men hvor jeg ikke er deres mor. Jeg er en ekstravoksen eller bonusmor, som kan noget andet. Så jeg udfylder fire forskellige roller på samme tid. Det synes jeg nogle gange er lidt overvældende.”
En smule ’crowded’
Følelsen af at prøve at finde sig til rette i noget, der har eksisteret længe før, man selv blev en del af historien, kender hun. Helt konkret bor hendes kæreste i den lejlighed, hvor han før har boet med sin ekskone.
”Jeg har skullet finde ud af, hvor er der plads til mig i det hjem? Hvor kan jeg være? Det er en proces. Ikke mindst fordi det også er børnenes barndomshjem. Man bliver konfronteret med alt det liv, der før er blevet levet i det hjem, og skal forlige sig med, at der findes en stor historie, der kommer forud for, at man selv træder ind.”
”Det har overrasket mig, hvor meget den tidligere etablerede familie stadig fylder. Jeg har jo selv en ekskæreste, så jeg har en forståelse for, at der er nogle ting, man skal finde ud af. Alligevel var der en skævvridning, fordi min kæreste havde tre børn, og jeg havde ét, da vi mødte hinanden. For jo flere børn, des mere behov for kontakt og ting, der skal ordnes.”
I ”Mod midnatssolen” refererer hovedkarakteren Amy til den britiske prinsesse Dianas berømte sætning om, at det var lidt trangt med tre personer i ægteskabet med Charles. For tre er da ingenting, som Amy siger i romanen. Og så begynder Amy at remse op, at de i hvert fald er seks eller otte personer i hendes parforhold. Og hun når frem til, at de måske faktisk er omkring 24, som skal høres om sommerferieplaner, påskefrokoster og fødselsdage for at få det hele til at gå op.
”For mig har det også været overraskende, hvordan det kan sætte stemningen i vores familie. At når min kæreste har en konflikt med sin ekskone, smitter det af på vores parforhold. Så skal jeg give plads til, at det godt må fylde, og hjælpe med at redde det ud,” siger Dy Plambeck.
”Jeg har haft en naiv forestilling om, at når et forhold sluttede, så var det slut. Men det gør det jo ikke. Ikke når man har børn, man skal tage sig af. Og det vidste jeg selvfølgelig også godt. Samtidig er der så meget kærlighed. Jeg har selv to børn, jeg har kærlighed til, og så har jeg min kæreste og hans børn, som jeg også har kærlighed til. Jeg har lært ved at leve i en sammenbragt familie, at kærligheden ikke er en portion, der kan bruges op. Der er rigelig kærlighed til alle.”
Tiden får familien til at gro
Dy Plambeck oplever, at jo mere tid, de tilbringer sammen, des mere bliver familien gødet, vandet og kan gro. Tiden er vigtig, især for børnene, som hverken har valgt til eller fra i den nye konstellation.
”Det handler om, at man giver det prioritet og også accepterer, at det er en livsomvæltning at indgå i en sammenbragt familie. For det synes jeg, det er. Det er en omvæltning at få alle med og godt på skinner: Alle børnene, en selv, ens partner, nye babyer og det marsvin, der er ved at få stress af at blive flyttet mellem flere hjem.”
”Jeg synes, man bliver nødt til at tro på kærligheden og elske igen. Og jeg siger igen, for hvis man har været en førstegangsfamilie, og nu skal leve i en sammenbragt familie, så har man jo elsket før. Men at turde tro på, at kærligheden kan blomstre igen, og at man kan elske igen, det synes jeg, man skal tage med ind i relationen. Det er en overvindelse at træde ind i en ny forbundethed og sige: Vi findes. Det er også den vigtige overgangsrejse, Amy er på i romanen.”
Dy Plambeck oplever ikke, at den sammenbragte familie er hverken værre eller bedre end kernefamilien. Den er bare anderledes.
”Min bog giver ikke noget svar. Det er ikke sådan, at man læser den og tænker: ’Nå, sådan skal man være en sammenbragt familie’. Den undersøger mere de sårbarheder og skønne ting og kompleksiteter, der er i en sådan familiestruktur. Det er en fortælling, man kan holde op for sig og spejle sig i. Jeg er også selv bare et eksempel på, hvordan det kan se ud. Der er jo cirka tusind andre måder at leve i moderne familieformer på,” siger hun.
”Jeg tror, det handler om at give tingene tid. Men det er også vigtigt at give slip på forestillingen om, at den nye sammenbragte familie skal være en ny kernefamilie. Nu har jeg prøvet begge dele, og det kan ikke sammenlignes. Jeg tror, man skal gennemtænke de idealer og så spørge hinanden: Hvad er godt for vores sammenbragte familie?”
Da Dy Plambeck siger farvel og træder ud ad døren hos Center for Familieudvikling, er dette interview selvsagt slut. Men alt tyder på, at samtalen om den sammenbragte familie kun lige er begyndt. ”Mod midnatssolen” er udgivet, og nu findes fortællingen om Amy og hendes komplekse familie i skønlitteraturen. Endelig, fristes man til at sige.
FAKTA om Dy Plambeck
- Født i 1980 i København og bor i Kirkelte i Nordsjælland med sine to døtre. Lever i et forhold med kæresten Magnus, der har tre børn fra et tidligere ægteskab.
- Uddannet fra Forfatterskolen i 2004.
- Har udgivet seks romaner, digte, børnebøger og salmer, der er optaget i Højskolesangbogen og Kirkesangbogen.
- Mod midnatssolen” er udkommet på Forlaget Gyldendal – find mere her
FAKTA om Center for Familieudvikling
- En nonprofit-organisation, der siden 2004 har arbejdet for at styrke trygheden og trivslen i familien.
- Tilbyder forebyggende hjælp, terapi og rådgivning til par og skilte forældre.
- Har igennem en årrække opnået specialiseret erfaring i arbejdet med sammenbragte familie og tilbyder aktuelt et éndagskursus for forældre i sammenbragte familie.