Samtalegruppe for forældre til udviklingshæmmede unge

Er du forælder til et udviklingshæmmet ungt menneske, og savner du et rum, hvor du kan tale om din livssituation med ligesindede?

Som forælder til et ungt menneske med handicap kan man opleve et væld af tanker, følelser og opgaver, som kan være vanskelige at rumme. Det gælder også, når barnet bliver et ungt menneske, som er flyttet hjemmefra. Ofte er det en ensom position, fordi ens omgangskreds ikke nødvendigvis forstår, hvad det vil sige at være mor eller far til et udviklingshæmmet barn.

En lettelse at tale med ligesindede

På Center for Familieudvikling er det vores erfaring, at det kan være en lettelse at møde andre forældre, der er i samme livssituation. Som forældre til et barn med handicap er man på mange måder småbørnsforældre på livstid. Det kan være en lettelse at tale med ligesindede om de mange tanker og opgaver, der skal tages vare på, selv om ens børn ikke bor hjemme længere, og dele bekymringen for fremtiden:

Hvordan skaber man et godt samarbejde med de institutioner, man er afhængig af? Hvad stiller man op, når man som forælder selv bliver ældre? Hvordan taler man med eventuelle søskende om fremtiden?

Tilmeld dig en samtalegruppe

Er du forælder til et udviklingshæmmet ungt menneske, kan du tilmelde dig vores samtalegruppe. Gruppen mødes seks gange. Ved hver gruppegang vil der være en indledning om et konkret emne, men i gruppesamtalen er der naturligvis anledning til at tale om de mange forskellige tanker, der dukker op.

 

Gruppeforløbet

1. Gruppegang: Din identitet som handicapforælder
Hvilke ændringer sker der med én, når man får en livslang opgave som forælder til et udviklingshæmmet barn? Hvordan håndterer man følelsen af sorg, de mange udfordringer og nye krav til mestring? Den første gruppegang sætter fokus på, hvordan det påvirker ens identitet og selvforståelse at være forælder til et handicappet barn.

2. Gruppegang: At sende sit barn på institution
Mange oplever det som en omvendt separationsproces at sende sit barn på institution. Det kan være forbundet med sorg, skyld og lettelse, og mange spørgsmål melder sig: Hvor ofte skal jeg besøge mit barn, og hvor ofte skal jeg have mit barn hjem? I anden gruppesamtale rejses flere af de spørgsmål, der knytter sig til at sende sit barn på institution.

3. Gruppegang: Parforholdet, søskende og familien
Det præger familien og familielivet at have et udviklingshæmmet barn. Hvordan tackler man uenighed med sin ægtefælle eller ex-ægtefælle, og hvordan kan man styrke kommunikation og samarbejde i den fælles forældreopgave? Hvilke udfordringer møder raske søskende ved at have en bror eller søster med et handicap, hvordan påvirker det den indbyrdes søskenderelation, og hvordan ændres også forholdet til den øvrige familie og vennekreds?

4. Gruppegang:  Samarbejdet med de professionelle
Når et ungt menneske med handicap flytter på institution, skal man som forældre skabe et samarbejde med de professionelle medarbejdere, der tager sig af ens barn. Hvordan tackler man de uenigheder og konflikter, der kan opstå, og hvordan håndterer man egne følelser af f.eks. taknemmelighed og ambivalens?

5. Gruppegang:  Egenomsorg contra slitage
Som forældre til et udviklingshæmmet barn skal man balancere egenomsorg og selvbestemmelse overfor opslidende krav og udfordringer i ens livssituation. Mange forældre, som har et barn med handicap, vil erfare stor livsglæde og livsmening i en hverdag, der samtidig rummer udfordringer og ofte livslang sorg i sindet. Den femte gruppegang tager fat på de mange eksistentielle overvejelser.

6. Gruppegang: Fremtiden
Hvad sker der, når vi som forældre bliver ældre, og hvordan forbereder vi os på, at vi en dag ikke er her mere? Hvad skal der ske med ens udviklingshæmmede barn, som aldrig kan klare sig selv? Den afsluttende gruppegang fokuserer på fremtiden og vil involvere samtaler med eventuelle raske søskende og øvrig familie.

Pris og praktiske informationer

Pris

  • Hele gruppeforløbet med forplejning koster 3.600 kr. pr. person.

Praktiske informationer

  • Samtalegruppen mødes seks gange foregår på vores adresse i København: Østergade 5, 1. sal. 1100 Kbh. K. (2 min. fra Kongens Nytorv/Metro)

Kursusleder

Annette Due Madsen

Stifter, psykolog og chefkonsulent