Interview med ægteparret Annette og Jørgen Due Madsen.
Ved indledningen af et forhold har de fleste par nok et ideal om en livsvarig og nogenlunde uforanderlig relation. Annette og Jørgen, der har været gift i mere end 45 år, kan skrive under på, at kærligheden imidlertid ikke er en statisk størrelse. Alle forhold har op- og nedture, men med en aktiv indsats kan kærligheden vedligeholdes, og de varme følelser kan udvikles og modnes igen og igen.
Annette og Jørgen, der i sin tid tog initiativ til at stifte Center for Familieudvikling, har delt det meste af livet med hinanden. Et sådant langvarigt forhold kan vække beundring og agtelse – og også give anledning til nysgerrige spørgsmål: For hvordan lykkes man med at blive ældre sammen?
At insistere på den gode samtale
”Jeg vil sige, at den største byggesten i vores relation er, når vi i dagligdagen har nogle betydningsfulde og gode samtaler. Vi giver os tid til at tale med hinanden, og vi har insisteret på, at der ikke må være noget usagt imellem os – i hvert fald ikke lang tid ad gangen. Det betyder ikke, at vi ikke har vores uenigheder, men når vi er kommet til at såre hinanden og har lavet rod i forholdet, er vi klar over, at vi må rydde op efter os,” fortæller Annette.
”At tale godt sammen forudsætter, at man er nysgerrig på, hvem den anden er på et dybere plan, og at man gør sigs umage med at lære den anden at kende,” supplerer Jørgen, som peger på, at deres faglige interesse uundgåeligt har smittet af på dem selv.
Han er psykiater, mens Annette er psykolog og familieterapeut. Igennem et virksomt liv har de arbejdet for at styrke trivslen hos par og familier, bl.a. gennem terapi, foredrag, kurser, bøger og brevkasseindlæg, og denne baggrund har bidraget til, at de tidligt begyndte at se sig selv udefra.
”Det er især, hvis vi er kommet til at såre hinanden, at det er betydningsfuldt at undersøge problematikken nærmere. F.eks. via spørgsmål som: Hvad skete der inde i dig, og hvad skete der inde i mig? Og hvordan kan vi undgå, at det gentager sig? I en sådan samtale får vi lov til at mærke, at vi er på hold sammen, og vi lærer hinanden at kende på et dybere plan. Det kan betegnes som gyldne øjeblikke,” siger Annette.
Hvilken vej går du – mod bitterhed eller visdom?
Annette og Jørgen har snart delt fem årtier med hinanden, og ser man på parforholdet som inddelt i forskellige faser, kan man billedligt talt sige, at de befinder sig i deres forholds efterår.
”Det er et dejligt trygt sted at være, fordi vi nu kender hinanden så godt, og fordi vi har taget vores kampe. Vi kan stadigvæk have vores uenigheder og diskussioner. Men det smukke ved vores livsfase er, at vi kan høste nogle af de frugter, vi har brugt mange år på at så – nemlig et grundlæggende kendskab til hinanden, en stor tryghed og et dybt venskab,” fremhæver Annette.
I de første år som par kan det fylde meget, hvad man kommer fra, og hvad man har med i sin bagage. Når man er ung, skal man finde sin identitet som par, blive trygge ved hinanden og forme et liv sammen. Man har måske små børn og mange gøremål. Man kan ofte være stresset og i underskud, og man skal meget af tiden forhandle om, hvem der gør hvad og hvorfor.
”I den livsfase vi er i nu, er der mere ro. Men det er ikke en livslov, at man er et modent par, alene fordi man har været sammen længe. Man kan godt være ældre og alligevel umoden, hvis man ikke arbejder med sin relation og gør sig umage med at forstå og fordybe den,” fremhæver Jørgen og fortsætter:
”Hver livsfase har sine farer og muligheder for enten at størkne eller udvikle sig. Ifølge den gamle psykolog Erik Erikson befinder Annette og jeg os i den sidste af livets otte faser. Her er risikoen ifølge Erikson, at man kan ende i en form for bitterhed – at livet ikke blev, som man havde drømt om. Men der er også mulighed for, at man formår at integrere sit liv og i bedste fald får en indre visdom, fordi man har høstet så meget erfaring, at livets oplevelser er blevet modnet til noget godt.”
Kriser tærer på kærlighedskontoen
Også Annette og Jørgen har haft deres oplevelser, der skulle modnes, og deres liv er ikke kun gået ud ad den lige landevej.
”Den største udfordring for vores parforhold var, da vores yngste søn, Frederik, blev syg. Da ramlede vores verden. Han er født i 1983, og vi troede, vi havde et raskt barn. Men efter et par år blev vi mere og mere bekymrede,” siger Annette.
Dengang for knapt 40 år siden var familien på vej til Norge. Lejligheden i Danmark var allerede fremlejet og deres stillinger opsagt, og Annette og Jørgen havde forberedt flere års ophold i Norge, hvor de skulle arbejde ved det diakonale psykoterapeutiske hospital Modum Bad. Men et par måneder før afrejsen begyndte sønnen Frederik at få nogle specielle epileptiske anfald, fortæller Jørgen:
”Det var dengang, man ikke bare kunne google, så jeg fandt den store lægebog frem. Her kunne jeg læse, at 80-90 % af dem, der får sådanne anfald, bliver svært psykisk udviklingshæmmede. Jeg husker stadig, hvordan hele min krop stivnede i det øjeblik, jeg læste det.”
”Vi rejste til Norge, hvor vi ikke kendte et øje, og bare en uge efter vores ankomst blev Frederik indlagt igen. Derefter fulgte en tid med utallige anfald, indlæggelser og undersøgelser. Vi var oppe mange gange hver nat, og vi var stressede, udslidte og fortvivlede. Samtidig havde vi et raskt barn, vores ældste søn, der også skulle tages hånd om. I et helt år smilede Frederik ikke på grund af de mange anfald, og det tærer på kærlighedskontoen. På bare få måneder følte jeg, at jeg blev ti år ældre,” forklarer Annette.
Viljen til at holde sammen
Alle par har perioder, hvor ydre omstændigheder påvirker relationen og kan presse parforholdet – eksempelvis i form af langvarig sygdom som i tilfældet med Frederik.
”Det kradser i sjælen, når man har et barn, der ikke er raskt. Det tærer på den indbyrdes parrelation, og der opstod også konflikter imellem os. Der var ikke det store overskud til at tage vare på hinanden som voksne, og de første år i Norge var virkelig en kaotisk tid, fordi Frederik var så dårlig. Dengang levede vi mest i kraft af viljen,” husker Annette.
”Når man bliver gift, hvad enten det er på rådhuset eller i kirken, så er det centrale i bryllupsritualet spørgsmålet om, om man vil elske og ære hinanden i medgang og modgang. Ritualet handler ikke om, om man er sikker på, at man har de rigtige følelser hele tiden,” tilføjer Jørgen.
Han hentyder til, at der synes at være et kulturelt ideal om, at vi ofte skal føle en hel masse. Når vanskelighederne i parforholdet så begynder at dukke op, kan vi nemt komme til at forholde os kritisk til parforholdet, fordi vi måske ikke er bevidste om og accepterer, at vi som par naturligt nok kan få svære vilkår, hvor de store følelser ikke er de fremherskende.
Søg hjælpen i tide
Da de boede på Modum Bad i Norge, blev Annette og Jørgen opfordret til at søge professionel hjælp hos en familieterapeut, da de var allermest pressede på grund af sønnens sygdom.
”Da vi kom til familieterapeuten, fortalte vi, hvor triste vi var, og at vi også kunne have det svært indbyrdes. Vi sørgede jo heller ikke ens. Hans konklusion var: ’Hvor er I normale. I er jo så trætte’. Han normaliserede vores tilstand,” husker Annette, som peger på, at det i mange tilfælde er muligt at få det bedre med hinanden, hvis man gør noget i tide:
”Vi søger som regel hjælp, hvis vi har ondt i knæet, eller der udgår mærkelige lyde fra bilen. Når det derimod kommer til at søge hjælp til vores relationer, som er så vigtige for os, bliver vi ofte mere tøvende. Men bare det at sige sit problem højt, og tage modne og vise mennesker med på råd, kan gøre en stor forskel.”
Vi er rigere sammen
Når Annette og Jørgen ser tilbage på deres liv sammen, husker de ikke alene modgangen, men mindes også de mange positive øjeblikke, der har haft betydning for deres parforhold.
”Som den månedlange rejse til Nordnorge, vores sølvbryllupsfest, eller når Jørgen lægger armen om mig på en almindelig hverdag. For mig er de mest gyldne øjeblikke, når jeg i hverdagen opdager, hvor privilegeret jeg er: At der er én, der har omsorg for mig, selv om han kender både revl og krat,” forklarer Annette.
”Vi mødte alvoren i en ung alder, og vi måtte tidligt indse, at man i et parforhold ikke altid kan forvente det store sus. Frederiks sygdom udgjorde en belastning for vores parforhold – men det gjorde også, at vi udforskede nogle rum inde i os selv, som vi ikke ville have besøgt frivilligt. Derfra kunne vi ikke gå overfladisk videre i vores forhold,” uddyber Jørgen.
”Når Jørgen og jeg synes, at livet har været allerhårdest, har vores varme følelser ligget meget i dvale. Men vi har fået den gave, at vi grundlæggende kan lide hinanden og har sat pris på hinanden. Selv om vi er meget forskellige, tænker jeg, at jeg ville blive meget fattigere, hvis Jørgen ikke var her. Vi synes stadigvæk, der er rigtig meget at hente i fællesskabet med den anden. Man kan nemt komme til at tage hinanden for givet, som årene går – men glæden og taknemligheden ved hinanden har vi fået lov til at bevare,” afslutter Annette.
Fakta
• Annette Due Madsen (f. 1955) er psykolog og familieterapeut, og Jørgen Due Madsen (f. 1952) er psykiater. De har været gift siden 1977 og har tre voksne børn og fem børnebørn.
• Annette og Jørgen er initiativtagerne til Center for Familieudvikling, der blev stiftet i 2004 med det formål at styrke tryghed og trivsel hos par og familier gennem bl.a. terapi, kurser og folkeoplysning.
• Annette og Jørgen er fortsat engagerede medarbejdere på Center for Familieudvikling, og deres ældste søn er i dag direktør.
Artiklen indeholder to privatfotos af Annette og Jørgen på deres bryllupsdag og sølvbryllupsdag.
Hvad kan du gøre for dit parforhold?
Få 7 gode råd og inspiration til hvordan du kan pleje dit parforhold.