Af Steen Kruse, pædagog – par og familieterapeut
Center for familieudvikling Århus.
Hvordan klarer vi os igennem en længere periode, hvor al normal struktur er brudt op?
Det har sikkert bekymret mange familier i disse dage. Jeg har selv tre drenge, som godt nok er voksne nu, men jeg har i disse dage mange gange tænkt på, hvordan jeg skulle gribe tingene an, hvis de havde været 6, 9 og 12 år. Jeg husker tydeligt, hvordan der var en årrække, hvor man hele tiden var på. Kun afbrudt af skolegang, søvn og fritidsaktiviteter. Når så skolegangen skal lægges i hjemmet, og fritidsaktiviteterne holder pause – så er det meget forståeligt, at mange kan gribes af usikkerhed og måske en oplevelse af, at man ikke er udrustet til at håndtere den nye situation.
Svaret på ovenstående retoriske spørgsmål kan kort og godt besvares på følgende måde: Ved at skabe en ny struktur!
Hvorfor er struktur nødvendig
Hvis vi kigger tilbage på, hvordan vi levede før strømmen og dermed glødelampen var opfundet – så lænede mennesket sig i langt højere grad op af døgnets givne struktur. Når mørket faldt på, så holdt man op med at arbejde i dét, der kaldtes mørkningstimen eller den blå time, som nogle kalder denne time. Den blå time skabte i mange familier en time til fortælling. Altså også en struktur som man formede sin hverdag ud fra – tvunget af omstændighederne. Vores forfædre var nødt til at overgive sig til døgnets struktur og indrette sig efter den.
Vi ved fra mennesker, der har psykiske lidelser, og som har svært ved at fastholde en vis døgnstruktur, at deres lidelse ofte bliver vanskeligere at håndtere, hvis de vender om på nat og dag eller har en uens døgnrytme. Mange forældre og bedsteforældre har for år tilbage lært, at små børn har brug for ro, renlighed og regelmæssighed. Måske kan man smile lidt af en sådan formulering, men jeg genkender det nu ganske godt, fra da mine børn var små, at det med ro og regelmæssighed gav forudsigelighed og tryghed.
En forklaring på hvorfor struktur er nødvendig, er den, at det giver forudsigelighed. Godt nok længes vi ofte efter ferien og weekenden, fordi forudsigeligheden blødes op af mere løse rammer. Det kan de fleste mennesker godt lide – dog ikke mindre børn. De vil sådan set helst have forudsigelighed og struktur hele tiden. Hvis man f.eks. putter små børn meget senere, end de plejer, så vil man dagen efter opleve, at de er trætte og mere uoplagte. Nogle gange vil man også opleve, at de slet ikke kan sove, hvis ikke man putter dem i deres normale vante døgnstruktur.
Strukturens nødvendighed for den umodne hjerne
Hjernen er ikke fuldt udviklet, før man er ca. 20 år. Lidt forskelligt for piger og drenge. I tænkehjernen har vi en evne til strukturering, regulering og til at målrette en adfærd i forhold til omstændighederne. Det kaldes de eksekutive funktioner. Eksekutive funktioner er et overordnet styringssystem, der koordinerer undersystemer, som tilsammen sørger for meningsfuld og målrettet adfærd. Undersystemerne er f.eks. evnen til impulskontrol, opmærksomhedsstyring samt planlægning og organisering. Alt samme evner der skal hjælpe i vores problemvurdering og problemløsning. F.eks. vil evnen til at udsætte behov og holde impulser nede hjælpe os til at kunne fuldende en opgave. Noget børn, jo mindre de er, skal have støtte til via en omgivende struktur. Disse forskellige funktioner skal hjælpe os til formålsrettet adfærd.
Formålsrettet adfærd
Jo yngre børn er, desto mindre kan man forvente af deres evne til formålsrettet adfærd. Man kan naturligvis forvente mere af en teenager, men teenageren vil ofte, som en del af dette udviklingstrin, sætte spørgsmål ved deres forældres krav og ved systemers krav til dem. Det hører til dette udviklingstrin, at de eksperimenterer med de ”sandheder”, vi som forældre ønsker at påvirke dem med f.eks. i forhold til at holde en dagsstruktur. Netop den del, der handler om at forstå konsekvenserne fuldt ud af ikke at holde en dagsstruktur, er noget af det sidste hjernen udvikler. Dertil kommer jo mange teenagers store lyst til at være i kontakt med andre meget af tiden.
Hvis vi kigger på skolebørn eller mindre børn, så kan man altså ikke forvente at deres hjerne er udviklet til at forstå, hvorfor de skal lære netop dét, de skal lære. Man kan derfor ikke forvente, at børn kan tage initiativ til ting, der for dem kan virke formålsløse. Man kan ikke forvente, at de skal kunne finde ud af, hvordan de kan arbejde sig hen imod målet og slet ikke, hvis de ikke kan se et mål. Eller hvilken rækkefølge en plan skal følge. Netop derfor arbejder institutioner og skoler med handleplaner og læseplaner osv. Det er en strukturering af et stof, som vi som samfund har besluttet, at børn skal igennem.
Nu er det hele brudt op
Når Coronakrisen aflyser al denne struktur, så oplever mange børn og unge i første omgang en form for glæde (med mindre man bliver bange for denne krise, eller hvis man som barn har indsigt i, at man kan lide struktur). Denne glæde er knyttet til glæden vi alle har ved kortvarig strukturbrud. For eksempel så er den netop overståede vinterferie et dejligt brud på strukturen. Nogle står på ski. Nogle tager i sommerhus. Mange daser rundt hjemme og hygger sig med, at det hele er sat lidt på pause. Og når ferien lakker mod enden, så synes de fleste, den har været lidt for kort.
Nogle vil dog allerede efter en uges strukturbrud længes efter skolen og dagligdagens struktur igen. Fordi det ene betinger det andet. Er det sjovt og hyggeligt at holde fri hele tiden? Eller er det sjovt at gå i skole eller arbejde hele tiden. Svaret for mange her er nej, fordi det er i bruddet med strukturen af den normale døgn-, uge- og årsstruktur, at vi mærker lyst og glæde. Bliver rytmen for ens, begynder vi at kede os. Os der er lidt op i årene, kan huske når snestorme lukkede hele landet ned i 5 dage. Det var virkelig sjovt de første to dage, men på femtedagen gravede vi alle alt, hvad vi kunne, så vi kunne komme tilbage til det normale igen. Vi har altså to lidt modsatrettede behov som gensidigt betinger hinanden. Brug for genkendelighed og forudsigelighed samt lyst til strukturbrud og pause.
Coronakrisen er provokerende
Coronakrisen udfordrer os på mange områder. Mest lige nu med den ret store uforudsigelighed. Hvor hårdt bliver vi ramt? Hjælper al denne lukken ned? Hvornår slutter det? Hvordan kommer livet til at gå videre og hvornår? Den er også vanskelig på den måde, at forældre med små børn og skolesøgende børn nu for manges vedkommende får en masse ekstra roller. Ud over at de skal klare deres egen usikkerhed og bekymringer, så skal de agere hjælpere for deres børn omkring deres skolearbejde. Heldigvis hjulpet af lærerne og pædagogerne der fjernunderviser. Lige nu er det eneste forudsigelige, at det hele er uforudsigeligt og i dette spændingsfelt mellem egne bekymringer, måske sygdom og kaotisk hverdag, skal man til skabe en ny forudsigelighed for sine børn.
Lav en ny struktur
Den gamle struktur er væk – den kommer igen, men vi ved ikke hvornår. Der er ingen tvivl om, at det vil lønne sig, hvis man bruger den første tid på at lave en ny og af omstændighederne tilpasset struktur. Først og fremmest må man som forældre, og dér hvor man er to samboende forældre, lave en plan for hvem der gør hvad og hvornår. Man må udarbejde nogle principper for, hvordan man vil løse de næste ugers strukturelle udfordringer. Sådan at man har ret klare grænser for, hvem der arbejder hvornår, og hvem der passer børnene og laver hjemmeundervisning hvornår. Man må også indbyrdes drøfte en vis fælles linje for, hvad man vil kræve af børnene m.h.t. rammer og den tid, de skal sidde omkring spise(skole)bordet.
I starten vil børnene, afhængig af alder og temperament, udfordre jer forældre. Det er helt naturligt. Nu skal I ikke bare være forældre, men også lærere og pædagoger, og det skal naturligvis prøves af, hvorvidt I mener det. Husk på at deres hjerner ikke er udviklet til at forstå den overordnede mening, og deres lyst til ferie-, pause- og weekendaktiviteter vil være de dominerende.
I skolen taler man om klasserumsledelse. Altså at læreren indtager undervisningsrummet. Ikke på den autoritære facon men som en autoritet. Den første tid skal en del forældre antagelig kæmpe med at få en passende klasselærerautoritet. Her er forældre selvfølgelig forskellige ligesom lærerne. Nu er de to lærere altså bare i et parforhold med hinanden, hvis man er et par – og det åbner for nogle oplagte problemer for klasserumsledelsen. Den ene lærer (mor) siger sådan, men matematiklæreren (far) siger sådan.
Hvis denne virus gør, at I som forældre skal være lærere og forældre og pædagoger i måske 6-8 uger, så vil det helt klart lønne sig, hvis I holder en ret stram struktur lige fra starten og arbejder med at få den indlært. Her er det oplagt at læne sig op ad den struktur, børnene kender:
At man har skoletimer fra f.eks. kl. 8.30-10 og kl. 10.30 – 12 osv.
At man har fri kl 14.00 alt afhængig efter alder.
At man måske aftaler at hygge sig med fælles film inden sengetid.
At man holder weekend fredag eftermiddag til mandag morgen.
Én af mine kollegaer har løbetur med sine tre drenge og deres far hver morgen. Glimrende ide. Gymnastik og sport for alle – så er vi i gang. Elsker de det? Formodentlig ikke. Men så vil de elske lørdag og søndag, hvor de må sove længe. De vil elske strukturbruddet som weekenden byder på. Når vi bruger tid på at fastlægge en ny struktur, så vil vi i løbet af få dage skabe ny forudsigelighed og dermed tryghed. Børnene vil falde til ro, og de vil acceptere, at du som mor og far også for en tid er lærer og pædagog. Og så skal vi holde fast i, at om nogle uger, så normaliseres det hele igen, og de vil vende tilbage til deres vante liv.