Interview med Andreas Schröder, Overlæge, ph.d. og speciallæge i psykiatri.
I løbet af livet kommer hver tredje af os i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem mindst én gang. Selv om vores viden om de komplekse årsager til psykisk sygdom fortsat er begrænset, kan vi konstatere, at psykisk sygdom koster – både for samfundet, for den enkelte og for de pårørende. Men det behøver ikke koste de nære relationer, hvis vi søger professionel hjælp i tide, kender de typiske faldgruber og prøver at følge nogle vigtige råd, mener speciallæge i psykiatri, Andreas Schröder.
”Psykisk sygdom er som udgangspunkt ligesom andre sygdomme, vi kan rammes af. Vi kan være fysisk syge, og på samme måde kan vi være ramt på sjælen, og det kan påvirke vores tanker, adfærd, følelser og selvopfattelse,” siger Andreas Schröder, som siden 2019 har arbejdet som psykiater hos Center for Familieudvikling i Afdelingen for Individuel og Eksistentiel Terapi i Aarhus.
”Når vi låner et sygdomsbegreb fra lægeverdenen, hvor perspektivet er at undersøge og behandle det organ, der er ramt, kan det lyde som om, at psykisk sygdom er lig med en ’syg hjerne’. Det er ikke decideret forkert, men det forsimpler den komplekse virkelighed, at vi mennesker er mere end vores hjerner,” fortæller Andreas.
Han hentyder til, at selv om psykisk sygdom er et af de mest udbredte sygdomsområder, er forskningen på området begrænset. Traditionelt har der været et større fokus på forskning i fysiske sygdomme, og vi ved stadig ikke nok om, hvorfor nogle af os bliver psykisk syge, mens andre ikke gør.
”Vi ved, at psykisk sygdom typisk opstår på baggrund af en medfødt eller erhvervet sårbarhed. Sygdommen kan så blive udløst af en voldsom følelsesmæssig oplevelse, svære intrapsykiske konflikter eller en mere langvarig psykisk belastning, f.eks. på arbejdspladsen, men vi ved også, at lidelserne hos nogle kan opstå i forbindelse med fysiske sygdomme. Endelig opstår psykisk sygdom nogle gange ud af det blå, altså uden en klar udløsende årsag.”
Hvornår er man syg – og hvornår har man det bare skidt?
Der kan herske den opfattelse, at man kan trække en klar grænse mellem at være psykisk syg og rask. Indimellem kan denne tydelige skelnen ligefrem være en hjælp, og vores diagnosesystemer bidrager også til at definere en klar grænse, fremhæver Andreas.
“Ikke mindst er dette nødvendigt, når fagpersoner skal vurdere, om en person skal have hjælp f.eks. i den offentlige psykiatri, eller om der er indikation for at tilbyde medicinsk behandling. Samtidig sikrer diagnosesystemerne, at man på tværs af lande bruger de samme faglige kriterier til at skelne mellem syg og rask.”
”På den lavpraktiske side har vi derfor nogle klare og fagligt bredt anerkendte kriterier til at afgøre, om en person er ramt af psykisk sygdom. Men hvis vi ser på psykisk sygdom i et mere overordnet, historisk perspektiv, findes der ikke en endegyldig sandhed om, hvor grænsen mellem psykisk syg og psykisk rask præcist går. Ofte placerer vi os på et kontinuum med ’syg’ og ’rask’ som to yderpoler, og samfundets opfattelse af ’normalitet’ er altid i bevægelse,” påpeger Andreas.
”Vi kan bruge sukkersyge som eksempel på en fysisk sygdom, som mange kender til. Her ved vi, at sygdommen gerne udvikles gradvist: Vi kan gå fra at have en helt rask krop til en snert af noget sygt, som med tiden kan blive til decideret sygdom. Og det samme gælder indenfor psykiatrien, hvor psykisk sygdom kan udvikle sig gradvist. Derfor er en tidlig indsats uhyre vigtig for at forhindre sygdomsudvikling og begrænse følgevirkninger – både for den ramte og for familien.”
Når lidelsen plager den enkelte
På Center for Familieudvikling er der fokus på de områder, man i fagsprog kalder ’den mindre psykiatri’, som ofte kan behandles ambulant og uden indlæggelse.
”Vi tager imod mennesker, der er ramt af stress, angst eller depression, men også mennesker med relaterede sygdomme, f.eks. OCD og udbrændthed. Vi tilbyder samtalebehandling og medicinsk behandling, ofte i en kombination, fordi mange af vores klienter har brug for begge dele,” siger Andreas, som sammen med sine kollegaer i Afdelingen for Individuel og Eksistentiel Terapi trækker på forskellige terapeutiske retninger og tilgange i deres behandling.
”Mennesker, der er ramt af psykisk sårbarhed i form af depression, stress eller angst, har typisk svært ved at være til stede i livet på grund af den lidelse, som plager dem. De skal måske for en periode sygemeldes eller skrue ned for arbejdet. Derudover vil personen ofte være ramt på sit selvbillede, tænke mere pessimistisk eller angstfyldt og måske nemmere blive ’trigget’,” fortæller Andreas, som samtidig understreger, at det kan tage sig meget forskelligt ud fra menneske til menneske.
Han peger på, at det kan føles meget ensomt at være ramt af psykisk sygdom, fordi omverdenen ikke nødvendigvis ved, hvor mørk og håbløs den indre verden kan se ud. Selv hvis man forsøger at være åben om sin indre verden, er det ikke sikkert, at den giver intuitiv mening for andre. Mange holder derfor op med at dele deres tanker, følelser og oplevelser med venner og familie. De oplever ikke at blive forstået.
Hvorfor kan jeg ikke redde min ægtefælle?
”Engang kom en pårørende og spurgte mig: ’Hvorfor er jeg ikke i stand til at redde min ægtefælle?’ Mit svar var, at vi er oppe imod stærke kræfter, når vi taler om psykisk sygdom. Selv om vi er psykisk stærke, og vi vil gå langt for vores elskede, er vi bare mennesker, og det er ikke sundt at tage for meget over. Det vil skævvride relationen.”
”Hvis vores partner er ramt af stress, angst eller depression, kan det være nødvendigt med behandling, så han eller hun på sigt kan lære at bære sig selv igen. Det er ikke op til os som pårørende at behandle vores partner. Det kan vi ikke. Omvendt må vi prøve at acceptere, at den anden er forandret for en tid, og også huske os selv på, at det oftest er sygdomme, der vil gå over,” siger Andreas, der selv i en periode har været ramt af depression.
”På et tidspunkt listede jeg op, hvem jeg havde fået hjælp af i den periode, hvor jeg havde været syg. På listen stod: Min hustru, en psykiater, en præst, en psykolog, en fagforeningsmentor, en jobkonsulent, trofaste venner… Listen var lang, og det blev en øjenåbner for mig, hvor mange mennesker der havde hjulpet mig til at få det godt igen,” fortæller Andreas.
”Det kan være afgørende, at den psykisk syge får professionel hjælp, især hvis lidelsen er alvorlig eller står på over længere tid. Dette må man gerne sætte al sin energi og kærlighed ind på som pårørende – at ens partner, forælder eller barn søger og finder professionel hjælp. Ellers kan det være svært at holde til i det lange løb.”
’Det er ikke din skyld’
Andreas fortæller, at det ofte vil aktivere vores tilknytningssystem, når vi bliver ramt af angst, depression eller stress.
”Nogle bliver overdrevent kontaktsøgende og en smule hjælpeløse i kontakten, når de har det dårligt. Andre trækker sig fra deres kære, de bliver tavse og undlader at fortælle, hvordan de egentlig har det, fordi de oplever, det kan være svært for familien at bære. Andre igen kan svinge imellem de to kontaktmønstre. De kan være meget klagende og bede om hjælp den ene dag for at så at lukke i og trække sig den næste.”
”Når nogen på den måde svinger mellem de to poler, bliver det forvirrende for partner og børn, fordi de ikke ved, hvad der foregår, og alligevel skal prøve at manøvrere i det,” forklarer Andreas.
Er man ramt af stress, angst eller depression, kan man ikke altid bidrage i hjemmet på samme måde som før, selv om man gør sit bedste for at hænge i. Det kan give et stort ekstraarbejde til den anden forælder.
”Man føler måske, at man ligger sin partner og familie til last, og det kan føre til selvbebrejdelse og en selvudslettende adfærd. Her kan det være en hjælp, hvis man hører fra sine nærmeste: ’Det er ikke din skyld. Du har ikke valgt at blive deprimeret eller angst.’ Hvis man kunne vælge, ville man jo slukke for sygdommen.”
En familie på listefødder
Når den enkelte oplever psykisk sygdom, vil det ofte påvirke hele familien og præge hjemmet. For de pårørende kan det gøre ondt, men også være opslidende, uforudsigeligt og bekymrende, når et menneske, man holder af, har det svært.
”Det kan medføre, at hele familien begynder at gå på listefødder, tager særlige hensyn og bevidst eller ubevidst forsøger at aflaste den, der har det svært. Familien prøver måske at indrette sig efter den nye situation, og der kan opstå uhensigtsmæssige samspilsmønstre,” fortæller Andreas.
Han peger på, at psykisk sygdom på den måde kan blive en belastning for alle i familien. Hvis man ikke taler åbent om, hvordan det forholder sig, og både den ramte og dennes nærmeste undviger den svære samtale, vil det ofte forværre hele situationen yderligere.
”Her kan børn og partner komme til at tro, at det har noget med dem at gøre. At det ligefrem kan være deres skyld. Eller at de har gjort noget forkert, siden han eller hun ikke vil lege, fravælger hyggestunder eller forholder sig negativt til noget, familien skal foretage sig sammen. Hvis den øvrige familie ikke forstår, hvad det hele handler om, kan der opstå destruktive diskussioner og fastlåste konflikter.”
“Når sygdommen rammer, kan det også ske, at vi ikke længere ligner de mennesker, vi omgiver os med og normalt definerer os ud fra. Det kan være ekstra opslidende, hvis vi som familie oplever ubehag ved at skille os ud fra venner og folk i omgangskredsen. Fra et socialpsykologisk perspektiv er det afgørende for vores emotionelle og fysiske overlevelse, at vi er en del af gruppen, og vi vil gå langt for ikke at blive udstødt,” siger Andreas.
”Fordi psykisk sygdom fortsat er så stigmatiseret i vores samfund, kan det opleves ekstra svært at være åben om situationen – både for den syge og dennes familie. Men åbenhed er nødvendigt, så man kan modtage både følelsesmæssig støtte og praktisk hjælp og aflastning fra venner og bekendte.”
Kæmp for det kærlige samvær
Som pårørende kan man blive overbelastet af den andens bekymringstanker. Selv om man forsøger at lytte og hjælpe, kan det nemt ske, at balancen tipper.
”Vi begynder måske at negligere problemet og siger til vores partner, at det hele nok skal gå, og at det måske ikke er så slemt endda. Eller vi begynder at trække os fra relationen, fordi vi ikke kan holde til det i længden og mærker, at der er en tærskel for vores empati. I begge situationer vil det efterlade den sårbare alene med sine tanker og sit indre mørke,” fortæller Andreas.
”Desuden kan der opstå en magtkamp om, hvorvidt det bekymrede eller optimistiske perspektiv udgør det rigtige verdenssyn. Det kan føre til en destruktiv polarisering, hvor vi holder fast i hver vores opfattelse af virkeligheden, som i værste fald kan resultere i konflikter og en følelsesmæssig distance.”
Mange starter med en oprigtig interesse og opmærksom lytten. Men hvis man som partner oplever, at den anden er ramt af stress, angst eller depression i en sådan grad, at selv de mindste invitationer til kontakt afvises gang på gang, at der ikke længere er nogen seksuel intimitet, og at man ikke kan grine eller hygge sig sammen, kan det med tiden gå ud over den tætte forbindelse og samhørighed i parforholdet.
”Her gælder det om at forsøge at mindes de gode oplevelser, man har haft sammen – selv om det utvivlsomt er svært i situationen, fordi man kan rammes af sorg og fortvivlelse over alt det, der for en tid er gået tabt. Man er nødt til at kæmpe for det gode og kærlige samvær, så det hele ikke kommer til at handle om lidelse, og fokusere på det, der er muligt i relationen her og nu, hvor man stadig kan mærke en nærhed og forbundethed.”
”Som pårørende kan man gøre det helt lavpraktisk ved at spørge: ’Hvad ville være rart for dig nu?’ Det kan også være ved at sige noget kærligt eller vise den anden opmærksomhed, f.eks. ved at sætte hans eller hendes yndlingsfilm eller yndlingsmusik på,” foreslår Andreas og fortsætter:
”Jeg kender par, som øver sig i bare at sidde sammen og holde hinanden i hånden uden at sige noget. Det kan give en tryghed og minde om den dybe forbundethed midt i angst eller depression. Andre går regelmæssige ture, og hvis den syge ingen ord har at dele ud af, kan man gå i kærlig tavshed, eller som partner kan man f.eks. nævne de ting, man får øje på i naturen. Der er mange måder at bevare båndet til sin psykisk syge partner på, også når den samme ydre virkelighed opleves ekstremt forskelligt.”
Besøg din partners ’syge’ verden
Andreas påpeger, at det har stor betydning, hvis man regelmæssigt kan ’besøge’ den syges indre verden, uden at man forsøger at ændre den.
”Man skal ikke blive behandler, og det er ikke partnerens ansvar konstant at berolige den angste eller overbekymrede. Den afgørende hjælp består i, at man som pårørende er til stede og blot lytter til ham eller hende, der er ramt af psykisk sygdom.”
”Ofte vil vi gerne fikse problemet, og vi kommer måske til at sige, at det svære nok snart vil gå over. Langt bedre ville det være, hvis vi som pårørende øver os i at acceptere, at vi ikke kan ændre den andens tilstand her og nu. Som psykisk syg har man mest af alt brug for at mærke interesse og medfølelse – ikke at blive talt fra det, der fylder, eller høre at det nok skal blive godt i morgen,” siger Andreas.
Han understreger, at det bestemt ikke er nemt. Men hvis vi skal bevare relationen til vores partner, hører det til det vigtigste at kunne lytte og være der for den anden, også når han eller hun bliver ramt.
”Det betyder ikke, at vi skal være enige i den andens sortsyn. Vi kan ikke ændre den andens verden, og vi skal heller ikke gøre den til vores egen verden,” understreger Andreas, der mener, at man som pårørende gerne må insistere på, at ens egen verden ser anderledes ud.
”Jeg kan godt forstå, at det ind imellem kan være svært at bevare håbet. Både hos den psykisk syge og hos den pårørende kan tanken melde sig, at det er nemmere at opgive relationen. Begge kan opleve, at de ikke længere forstår hinanden, og at de mindste ting kan blive til udfordringer. Hvis man er i tvivl, om man er ramt af angst, stress eller depression i en grad, der kræver behandling, kan jeg derfor klart anbefale, at man søger hjælp ved at tale med nogen, der kender ens sygdom, og som ved, hvad der skal til for at få det bedre. Her kan både individuel terapi og parterapi vise sig at være relevant.”
FAKTA
- Angst er en af de mest udbredte psykiske sygdomme. Vi kender alle til angst i en eller anden grad. Men for nogle bliver angsten langvarig og så intens, at de oplever en lammende fornemmelse, der hæmmer dem i at gøre almindelige dagligdags ting.
- Depression hører også til en af de mest udbredte psykiske sygdomme. Når man har en depression, er man trist og mangler sin sædvanlige energi. Man har negative tanker og har svært ved at huske og koncentrere sig.
- Stress er ikke en sygdom, men en belastningstilstand, som både kan være psykisk og fysisk. Belastningstilstanden opstår, når ydre eller indre krav overstiger de ressourcer, den enkelte har – eller oplever, at han eller hun har. Er der tale om længerevarende stress, kan det medføre følgesygdomme som blodpropper, hjerte-kar-sygdomme og depression.
Kilde: www.psykiatrifonden.dk
Du kan også læse mere om vores tilgang til depression, angst og stress og få hjælp i vores afdelinger i København og Aarhus.