Af psykolog og direktør, Mattias Stølen Due.
Coronavirussen har ikke kun medført en global sundhedskrise og en økonomisk krise. Den kan også ramme parforholdet, skriver psykolog Mattias Stølen Due.
Vi gennemlever lige nu en sundhedskrise og en økonomisk krise af historiske og apokalyptiske dimensioner. Der er dog desværre også risiko for, at vi vil opleve store udfordringer i parforholdet i de kommende måneder.
Vores relation til hinanden vil nemlig komme under et massivt pres. I tråd med myndighedernes forebyggende linje på de ovennævnte områder kommer derfor her et kortfattet perspektiv på, hvordan vi passer på parforholdet i denne tid.
For det første må vi indse, at risikoen for flere skænderier og misforståelser er væsentligt forøget. Vi er alle præget og plaget af bekymringer, uanset om disse handler om eget helbred, vores nærmestes overlevelse, eller om vi kan beholde vores arbejde. Desuden er vi logistisk udfordret, fordi arbejdspladser, skoler og børnehaver er lukkede.
Endelig og ikke mindst er hele situationen kendetegnet ved afmagt og uvidenhed. Vi kan ikke gøre noget ved krisen, og vi ved ikke, hvornår og hvordan den ender. Alt dette bidrager til en stresstilstand, der reducerer vores evne til at udvise forståelse, empati og omsorg over for vores ægtefælle, ligesom hun eller han vil have samme problemer med at møde vores behov.
Det er derfor afgørende, at vi i denne tid formår at perspektivere vores konflikter og misforståelser. At vi indser, at diskussionernes omfang og intensitet ikke handler om, at der er noget galt med vores ægtefælle eller vores parforhold. Det er en undtagelsestilstand lige nu – også for parforholdet.
Ligesom man ikke bør lade sig skille, når børnene er helt små, bør vi også udsætte den slags radikale beslutninger og overvejelser i denne tid. Det er konteksten, der i bogstavelig forstand er sygelig, ej vores forhold.
For det andet må vi acceptere, at kriser ofte håndteres anderledes af vores ægtefælle end af os selv. Nogle bliver meget løsningsorienterede og vil ikke snakke så meget om bekymringer, mens andre har brug for at tale meget om de svære følelser. Det kan udvikle sig til et negativt samspil, hvor begge gør den anden forkert. Af samme grund bør vi først som sidst indse – og fortælle hinanden – at alle coping- mekanismer har deres berettigelse.
Den anden er ikke forkert, men har – bag den for os irriterende adfærd – en god intention. Som alternativ til det negative samspil bør vi sætte tid af til at lytte til hinanden. Både til de legitime bekymringer og de praktiske løsningsforslag for den kommende tid.
Vi lever i en tid, hvor vi er isoleret med vores ægtefælle og familie. Det er derfor vigtigere end nogensinde, at vi passer på hinanden.
Kommentar bragt i Kristligt Dagblad d. 23 marts, 2020.