Skilsmisser er fyldt med sorg – også for de voksne børn

Selvom man er ung eller voksen, er man stadig barn af sine forældre, og når forældrene skal skilles, gør det ondt. Men de unge kan hurtigt komme til at stå alene med både sorg og dårlig samvittighed.

”Når ens forældre pludselig annoncerer deres skilsmisse, så udløser det en sorg, fordi en skilsmisse er et tab. Vi forbinder ordet tab med dødsfald, men faktisk er der også noget, der dør, når man mister sin kernefamilie,” siger psykolog Annette Due Madsen fra Center for Familieudvikling.

Hun peger på, at de store børn nemt kan stå med følelsen af, at de bliver nødt til at være den voksne og tage ansvar for familien, som er i opløsning.

”Som ung er man både barn og voksen, og det kan gøre det svært at finde ud af, hvilken rolle man har i skilsmissesituationen. Man har måske mest af alt lyst til at være vred og ked af det og blive trøstet af mor og far, men ofte overskygges det af en ansvarsfølelse over for forældre eller søskende.”

”Når man som voksent skilsmissebarn skal passe på sig selv, er det vigtigt, at man finder nogle gode mennesker at snakke med, som ikke er en del af konflikten. Det kan være en ven, noget familie, en præst eller en psykolog – et sted, hvor man kan få forståelse for sin situation, og hvor nogen kan lytte til smerten, vreden, dilemmaerne og give gode råd,” foreslår Annette Due Madsen.

Læs mere i denne artikel, som er bragt i Samvirke: Skilsmisser er fyldt med sorg – også for de voksne børn.