Om psykiske udfordringer hos børn – vi har modtaget dette spørgsmål:
Hej Center for Familieudvikling.
Jeg har en teenagedatter, som har OCD. Jeg synes, hendes psykiske lidelse fylder meget i vores familie. Vi taler meget om det, og som forældre kan vi måske også nogle gange blive overhensynsfulde. Til tider bliver det drænende – både for mig selv og for min mand, men det er også som om, at det bliver drænende for vores datter. Jeg er med på, at vi ikke skal negligere, at hun har udfordringer. Men hvordan undgår vi, at det kommer til at fylde det hele?
Med venlig hilsen
Den bekymrede mor
Kære bekymrede mor.
Tak for dit gode spørgsmål, som jeg er sikker på, at rigtig mange andre forældre kan genkende sig selv i. Når vores nærmeste – og især vores børn – kæmper med noget, vil vi så gerne gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe dem og lindre deres lidelser. Og denne omsorg og medleven er det allervigtigste for børn og unge – både med og uden OCD.
Støt op om hende – men ikke om OCD’en
Det helt centrale i dit spørgsmål drejer sig om, hvordan I som forældre på én gang støtter kærligt op om jeres datter, men ikke kommer til at løbe OCD’ens ærinde i ønsket om at lindre hendes ubehag og angst her og nu. Det dilemma vil mange andre forældre til en OCD-ramt sikkert kunne genkende.
At blive for hensynsfuld overfor OCD’en kan f.eks. betyde, at man kommer til at hjælpe den OCD-ramte med at ”tjekke” for hende eller lade hende ”tjekke”. Det kan også være ved at udføre bestemte tvangshandlinger eller hjælpe hende med at undgå det, der kan give hende tvangshandlinger (herunder tvangstanker).
Det kan kortvarigt virke angstdæmpende for den OCD-ramte at blive ved med at udføre disse tvangshandlinger eller undgå det, der vækker ubehaget – men på lang sigt er det med til at vedligeholde og ikke afhjælpe angsten. I kan støtte hende i at bryde med tvangen, men det må ske gradvist og må tages i det omfang, hun magter det.
Det fremgår ikke tydeligt af dit spørgsmål, i hvilket omfang jeres datter er plaget af OCD, og om hun allerede får professionel hjælp. Mit indtryk er dog, at I allerede er meget opmærksomme på ikke at negligere det svære. På den måde kan hun få lov til at opleve, at der er plads til at tale om det, der skaber problemer. Ved at bakke op om den professionelle hjælp, hun måske får, og ved at tage med til pårørendesamtaler, viser I netop denne åbenhed.
Giv plads til hele hende – og resten af familien
Samtidig skal jeres datter have lov til at være den pige, hun er, med sine interesser, aktiviteter, venner og alt det, der fylder i et helt almindeligt ungdomsliv. Det kan være med til at styrke hendes selvtillid og ind imellem give en pause fra OCD’en.
I det omfang det er muligt, vil det også være godt for resten af familien at gøre de ting, I hver især og sammen kan lide at gøre, så ikke OCD’en og bekymringerne får lov til at overtage alt. Det er også vigtigt ikke at glemme eventuelle søskende, der ser ud til at trives og have det godt. Her kan lidt alenetid med dem betyde meget.
Men som I sikkert kender til, kan de voksnes ressourcer ind imellem være begrænsede, når man står i en svær situation, så det må blive det muliges kunst. Det er forståeligt, hvis I også kan opleve udmattelse og en følelse af magtesløshed.
For mig lyder det dog som om, at I er lykkedes med at skabe en tillidsfuld og åben relation til jeres datter – tillykke med det! På de dage, hvor jeres bekymring tager over, kan det måske være en lille kilde til håb og trøst at tænke på, at hun måske netop kommer til jer med alt det, der er sårbart, og når det hele brænder på, mens lærere og venner kan opleve hende med overskud. Jeres billede af hende vil derfor ikke være det fulde billede af, hvem hun er.
Følelsesmæssigt pres og forandringer kan få OCD’en til at blusse op
Det kan aktivere alt muligt i os som forældre, når vores børn har det svært. Det kan opleves skamfuldt, når man ikke oplever at slå til, og når ens egen frustration fylder. Samtidig er den frustration, I oplever som forældre, måske kun en lille flig af det, jeres teenager oplever.
Helt generelt kan det være vanskeligt at følge med som forældre til en teenager, hvor udviklingen går hurtigt og ikke i en støt stigende linje. Det er ikke sikkert, OCD’en og angsten fylder på samme måde nu som om et halvt år, men der kan godt være begivenheder – som f.eks. eksaminer eller store forandringer som skoleskift – der kan få OCD’en til at blusse op og give et midlertidigt tilbagefald.
Professionel hjælp
Vi kan alle have nogle ting, vi slås med, men hvis OCD’en i høj grad går ud over jeres datters sociale trivsel og mulighed for at følge med i skolen, synes jeg, det er en god idé at opsøge hjælp. Det kan f.eks. ske ved at tage kontakt til PPR gennem skolen eller selv at tage kontakt til en psykolog foruden egen læge.
Hos en psykolog vil man typisk arbejde med at lære at genkende OCD’en, hvordan den er på spil og øve sig i at gøre modstand mod den, så den ikke styrer hele ens liv og bliver en stor del af ens identitet og selvopfattelse.
Ved at få professionel hjælp kan I få lov til ”bare” at være forældre og ikke også behandlere. En del organisationer og foreninger tilbyder også pårørendesamtaler med vejledning til de nærmeste. Det kan være en hjælp til, hvordan man bedst kan støtte op om den OCD-ramte i kampen mod OCD’en.
Jeg håber, du kan bruge svaret til noget. Ellers er du altid velkommen til at skrive ind igen.
De bedste hilsner,
Elli Kappelgaard
Psykolog
Center for Familieudvikling
Du kan altid søge individuel hjælp eller parterapi hos Center for Familieudvikling som et bidrag til at styrke børn og voksnes trivsel i familien. Du finder også god rådgivning specifikt om OCD hos OCD-foreningen.
Vi opfordrer desuden til at sende os spørgsmål, og vi udvælger ét hver måned, som eksperter fra Center for Familieudvikling svarer på. Svaret deler vi her på siden og i forbindelse med vores månedlige nyhedsbrev.
Har du et spørgsmål om parforholdet, samarbejdet mellem skilte forældre eller den sammenbragte familie, så send det til os på mail: kontakt@familieudvikling.dk.
Vælger vi dit spørgsmål ud, vil det blive anonymiseret, idet vi ændrer navnet på afsenderen.