Interview med Janne Leth Førgaard, stifter af Ekstramor, og Søren Marcussen, afdelingsleder på Center for Familieudvikling.
”Jeg husker engang for mange år siden, hvor min mand kom hjem efter at have handlet. Jeg husker ikke, hvad jeg var irriteret over. Men jeg husker, at i det øjeblik han kom hjem, satte han indkøbsposerne bombastisk ned på bryggersgulvet og sagde til mig: ’Seriøst, så let er det altså heller ikke’.”
Udtalelsen kommer fra Janne Leth Førgaard, som er bonusmor i en sammenbragt familie. Sammen med sin mand har hun to døtre. Og så har hun i mere end tyve år været ekstramor til de to piger, hendes mand har fra tidligere forhold.
Til daglig færdes Janne i det komplekse landskab, det er at være en sammenbragt familie – både på hjemmefronten og i sit professionelle virke. Hun har nemlig sin egen rådgivningsvirksomhed kaldet ’Ekstramor’, hvor hun tilbyder rådgivning til andengangsfamilier. Og så er hun på trapperne med sin anden bogudgivelse, der udkommer 10. oktober.
”Titlen på bogen er slet og ret ”Førstehjælp til sammenbragte familier”. Den giver ’hands on’ inspiration og værktøjer til at håndtere de udfordringer og forskellige følelser, der kan følge med livet i en sammenbragt familie. Men også køreplaner for, hvordan man helt lavpraktisk kan håndtere f.eks. ferier, fødselsdage, jul og andre højtider,” fortæller hun.
”I starten var jeg særligt optaget af ekstramorens rolle. Det siger næsten sig selv. Men med årene har jeg fået en større forståelse for og interesse i hele familien. Bogen henvender sig derfor til parret og forsøger at se det fra begge vinkler – både ekstraforælder og forælder – men den klæder også familiemedlemmer og omgangskredsen på. For hvad kan man sige, og hvad er måske ikke så kærligt at sige, når man skal støtte og opmuntre en sammenbragt familie,” siger Janne.
Ikke dårligere eller bedre – bare anderledes
”Grunden til at jeg synes, det er nødvendigt med en sådan bog er, at når vi lever i en sammenbragt familie, så støder vi på en række udfordringer, som de fleste af os ikke er forberedt på. Uanset hvor menneskeligt kompetente vi er, så undgår vi ikke at løbe ind i det. Derfor giver det mening at starte med at se på netop det,” forklarer Janne.
”Et eksempel er, at der er så meget information, jeg ikke nødvendigvis får om mit ekstrabarns liv. Som ekstramor har jeg f.eks. ikke adgang til Aula, som er en kommunikationsplatform, mange skoler benytter sig af. Det kan kaste benzin på bålet i forhold til det kontroltab og den følelse af at være udenfor, som man måske føler i forvejen,” fortæller hun.
Ligesom Janne møder Søren Marcussen mange par fra sammenbragte familier. Han er leder af Afdelingen for Par- og Skilsmisseterapi på Center for Familieudvikling, som har flere års erfaring i at hjælpe sammenbragte familier gennem terapi og rådgivning.
”Når jeg møder par i andengangsfamilier, er det er vigtigt for mig at understrege, at en sammenbragt familie ikke er bedre eller dårligere end en førstegangsfamilie. Det er bare en anderledes familie,” siger Søren.
Han oplever, at førstegangsfamilien hurtigt kan blive et ideal, mange forsøger at opnå. Men for ham at se skal vi ikke sammenligne de to familieformer, for andengangsfamilien har sine særlige vilkår, vi må tage højde for. Det er f.eks. et vilkår, at par i en sammenbragt familie starter med det vanskeligste først.
”Vi skal forholde os til børn fra dag ét. Nogle gange både ’dine’ og ’mine’ børn, og måske kommer der fælles børn til, så der også er ’vores’ børn. Det gør det til en mere kompliceret familieform end førstegangsfamilier, hvor børn kommer til hen ad vejen. Selv når vi leger med tanken om at blive kærester og flytte sammen, skal vi forholde os til samværsordninger, og at en ny fælles bopæl skal være tæt på ekspartner og børn,” siger han.
Med tiden handler det også om at definere samarbejdet om børnene, nu hvor man ikke er to biologiske forældre. Desuden kan det opleves svært at give opmærksomhed til både det nye parforhold og til børnene. For ikke at tale om at skabe et nogenlunde samarbejde med ekspartnere, fremhæver Søren.
Han peger på, at en førstegangsfamilie typisk er mest udsat for brud efter 6-8 år, mens det nærmest er fra dag ét, at parret i en sammenbragt familie kan opleve et pres. Her er der amerikansk forskning, der peger på, at hvis man klarer de første fem år som sammenbragt familie, så er der bedre chancer for at lykkes på den lange bane.
”Blandt førstegangsfamilier bliver ca. 45% skilt, og alt tyder på, at brudraten er højere i en sammenbragt familie – særligt i parforholdets første år. Ofte handler det ikke om manglende motivation, eller at ønsket om at lykkes er mindre, men derimod at kompleksiteten er større i den sammenbragte familie,” fortæller Søren.
Ønsket om at hjælpe par til at lykkes sammen har medvirket til, at Janne nu har skrevet en førstehjælpsbog til sammenbragte familier.
”Bogen har rumsteret i mig længe. Det er nemlig også et spørgsmål om, at vi får udbredt mere viden om, hvordan det er at leve i en sammenbragt familie. Særligt set i lyset af, at der bliver flere og flere af os. For én ting er, at den første familie bliver brudt op, men vi skal italesætte, at det jo ikke behøver at ske for den anden,” siger hun.
To voksne, men ikke to forældre
Siden Janne blev bonusmor for over tyve år siden, og siden hun stiftede sin virksomhed Ekstramor i 2012, har hun specialiseret sig i arbejdet med sammenbragte familier. Noget af det hun er optaget af er, at parret i en sammenbragt familie nok består af to voksne, men at de ikke er to forældre. Det kan man nemlig godt komme til at tro, fortæller hun.
”Jeg anbefaler selvfølgelig, at man hjælpes ad. Men jeg mener også, at det er forælderens ansvar at varetage børnenes praktik, logistik og følelser, med mindre man specifikt har aftalt andet. Som par i en sammenbragt familie tænker man ikke altid over, at det er noget, man skal tale om – for det gjorde forælderen jo ikke nødvendigvis med barnets mor eller far. Særligt en del ekstramødre oplever derfor en forventning om, at man er på lige fod. Det kan nogle, men det kan de fleste ikke,” understreger Janne.
”Jeg opfordrer til, at par taler med hinanden om, hvordan ekstraforælderen kan bidrage i forhold til børnene – helt ned i de praktiske eksempler. Det kan være, at man gerne vil lægge barnet i seng engang i mellem, men at man ikke ønsker at gøre det hveranden aften. Eller at man gerne vil smøre madpakker, hvis den anden er i bekneb, men at man ikke vil have hovedansvaret for madpakkerne,” nævner Janne.
Udover at afstemme hvad vi gerne vil og kan bidrage til – og hvad vi ikke kan og vil bidrage til – anbefaler Janne, at vi taler om vores forventninger til den tid, vi bruger sammen som familie og hver for sig.
”Vi kan ikke bare regne med, at nu er vi to voksne, og nu skal vi bare hygge os og tilbringe en masse tid sammen som familie. Jeg anbefaler faktisk ofte, at man ikke er sammen hele tiden som sammenbragt familie. Det bliver for intenst og er hverken godt for børnene eller de voksne.”
”Forælderen kan forståeligt nok have en idé om, at barnet og ekstraforælderen skal lave ting sammen, hvis de skal opbygge en relation. Jeg er i udgangspunktet ikke uenig. Men når det er sagt, er det de færreste – hverken børn eller ekstraforældre – der reagerer godt på, at der bliver trukket noget ned over hovedet på dem. Og så kan vi komme til at stritte imod, fordi vi føler os presset til f.eks. at tage på legepladsen eller til en familiefest, hvor vi ikke føler os hjemme,” siger Janne.
Søren tilføjer, at vi i en førstegangsfamilie ofte gør det meste sammen, mens der i en andengangsfamilie er forskellige enheder, vi skal tage hensyn til. Der er meget, der tyder på, at en af de vigtigste faktorer til at lykkes med denne familieform er, at forældrene gør noget alene med deres egne børn.
”Her er det desuden værd at bemærke, at en meget tæt relation mellem forælderen og den nye partner kan betyde, at barnet oplever at være udenfor. Det kan give en følelse af tab og savn, og barnet kan komme til at stå alene og tænke: ’Jeg vil gerne være alene med dig, mor.’ Barnet kan komme i tvivl om, om forælderen har samme behov og ønske, eller om forælderen hellere vil være sammen med sin nye partner. På den måde kan det nogle gange ligefrem spille ind på barnets mere grundlæggende følelse af at være elsket.”
”Det er meget tydeligt, hvilken positiv forskel det kan gøre for børn, når de oplever at leve i en tæt tilknytning til en forælder, der elsker dem – også når mor eller far indgår i et forhold med en ny kæreste,” fortæller Søren.
Dét med kærlighed
Når Janne møder ekstramødre, fædre og par i sin rådgivningsvirksomhed, gør hun ofte noget ud af at sige, at kærligheden til barnet godt kan være meget forskellig.
”Jeg oplever, at dette budskab er vigtigt at adressere. For selv om vi skriver 2023, er der en tendens til, at man forventer, at især kvinden tager bonusbørn til sig, som var de hendes egne. Og det tror jeg faktisk ikke er muligt. I hvert fald ikke for de fleste af os,” understreger Janne.
”I førstegangsfamilien elsker forældrene som oftest deres børn lige meget. Det er et system, hvor alle elsker alle og er tæt forbundet til hinanden, hvilket er en del af den dynamik, der holder familien sammen. I andengangsfamilien er tilknytningen og den særlige kærlighed derimod anderledes. Det er den også fra barnets side,” forklarer Søren.
”Børn kan lære at holde af fars eller mors nye kæreste og også få en god relation til ham eller hende. Men det er ikke forventeligt, at der udvikles samme form for nære tilknytning som til forælderen. Og den tilknytning, der kan opstå til bonusforælderen, vil typisk udvikles over lang tid,” uddyber han.
Selv om det kan lyde kontroversielt, ligger det Janne på sinde at sætte ord på den forskelsbehandling, der ofte finder sted i sammenbragte familier. Det er blevet til et selvstændigt punkt i hendes nye bog.
”Vi kan ikke lade som om, at alle børn er lige i en sammenbragt familie, for det er de som regel ikke. Nogle bor flere steder, andre gør ikke. Nogle får to sommerferier, andre gør ikke. Nogle pendler frem og tilbage, andre gør ikke,” siger Janne.
”Jeg kan ikke sige, at jeg elsker de fire piger i min sammenbragte familie lige højt. Kærligheden til mine ekstrabørn og børn er forskellig. Vi er nødt til at kunne sige højt på en børnevenlig måde, at der er en forskel. Og vi er nødt til at kunne hjælpe børnene til at håndtere den forskel, der er.”
”Her kan vi bruge det, jeg kalder ’hjertets sprog’ og sige til barnet: ’Mit hjerte består af forskellige rum. Rummene ser forskellige ud, for de skal rumme forskellige mennesker. Her har jeg en plads, der netop er bestemt til dig, fordi du er dig. Og så er der en plads til dine søskende, til far, til et eventuelt nyt barn…’ På den måde kan vi fortælle barnet, at han eller hun altid vil have en særlig plads i vores hjerte, som ingen anden kan overtage,” fortæller Janne.
Familien slutter ikke ved døren
Det der ofte går galt for mange sammenbragte familier er relationen til barnets andet hjem. I førstegangsfamilier er tidligere partnere som regel fortid. Dem behøver vi ikke forholde os til. Men det skal vi løbende i en sammenbragt familie, fordi de voksne skal samarbejde om børnene.
”Vi bruger det udtryk, at familien ikke stopper ved døren. Med det mener vi blandt andet, at børnene bevæger sig ind og ud af det sammenbragte hjem. Der er uger, hvor der måske er ét barn hjemme, og uger hvor der er fem børn. Måden at være familie på varierer således hele tiden,” forklarer Søren.
”Noget andet, der krydser dørtrinnet til den sammenbragte familie, er de konflikter, der kan være mellem de skilte forældre. Det har ofte en stor negativ påvirkning på den nye sammenbragte familie. Det gør det vanskeligt for det nye par og i særdeleshed for børnene, hvis der ikke er et tilstrækkeligt godt samarbejde mellem de skilte forældre,” siger han.
Ekstraforælderen kan også opleve, at partneren bliver ”styret” af sin ekspartner, uden at der bliver sagt fra.
”Her er vi nødt til at have en forståelse for, at ekspartneren har noget, som er exceptionelt vigtigt for den biologiske forælder – og det er en særlig tilknytning og et unikt kendskab til deres fælles barn. Samtidig må vi huske hinanden på, at det ikke er ekspartneren, der skal bestemme, hvordan tingene foregår i vores hjem. Ekspartneren kan selvfølgelig godt have ønsker. Men muligheden for at yde ultimativ indflydelse på den anden forælder forsvandt med skilsmissen,” siger Janne.
Hun anbefaler, at forælder og ekstraforælder er fleksible og gør deres bedste for at få samarbejdet med ekspartneren til at fungere. Men man skal heller ikke slå al kritisk sans fra eller lade den dårlige samvittighed styre. Man er nødt til at se på, hvad der skal til for, at den nye familie kan fungere.
”Som ekstramor kan man opleve det som en næsten fysisk personificering af moren, når barnet kommer ind ad døren: ’Hold da op, hvor hun ligner sin mor!’ Det kan kræve et stort stykke mentalt arbejde at holde det adskilt – især hvis man har det anstrengt med den biologiske mor eller far,” siger Janne.
”Det er ikke altid en let opgave. Og det er det heller ikke nødvendigvis for forælderen. Faren kan f.eks. også tænke: ’Hold da op, hvor er hendes mor besværlig. Hende hænger jeg på og skal bøvle med.’ Men han kan nemmere se pointen i at forsøge af hensyn til barnet,” fortsætter hun.
Janne understreger, at det her er de voksne, der skal stramme sig an. I en sammenbragt familie er det forælder og bonusforælder, der har ansvaret for at skabe en atmosfære i hjemmet, der egner sig til børn. Også selv om det til tider er vanskeligt, at familien ikke i ét og alt slutter ved dørtrinnet.
Et følelseskaos kan godt være normalt
”Vi er også nødt til at sige højt, at det kan være en meget tumultarisk følelsesmæssig oplevelse at leve i en sammenbragt familie. Det gør jeg en del ud af at beskrive i bogen,” siger Janne.
”Hos ekstraforælderen kan der være følelser af utilstrækkelighed og skam over ikke at lykkes på den måde, som man ønskede og forventede af sig selv, men også jalousi. Og hvem er man, hvis man bliver jaloux på et barn? Mit svar er, at så er du formentlig ekstraforælder.”
Dertil kommer, at vi som ekstraforælder på meget konkret vis kan blive konfronteret med følelsen af at være det tredje hjul, og vi kan føle mange afvisninger i løbet af bare én dag. Det kan ikke undgå at påvirke vores selvværd, eller vi kan komme til at opleve os følelsesmæssigt ensomme i parforholdet. Og det er ikke rart, fremhæver Janne.
Hun ønsker, vi skal blive mere opmærksomme på at aftabuisere de ’forbudte’ følelser, som hovedsageligt mange kvinder kommer i kontakt med, når de forelsker sig i én, der har børn med fra et tidligere forhold. Når samtalen falder på netop dét, hører Janne tit samme respons i sin rådgivning: ’Hvor er det rart, at du siger det. Jeg vidste ikke, at det var sådan.’
”Med bogen ønsker jeg at sige, at hvis du som ekstraforælder oplever et følelseskaos, og du ind imellem synes, det er svært at leve i en sammenbragt familie – så er du helt normal. Vi skal ikke undervurdere, hvor stor en følelsesmæssig opgave det er at blive ekstraforælder. Jeg plejer at sige, at det svarer til at skrive sig op til en livslang masterclass i personlig udvikling, fordi du hele tiden kommer i kontakt med gamle skrammer, og der kan komme nye blå mærker til,” påpeger Janne.
”Men lad os tale om, hvordan vi håndterer det, når vi overrumples af vores egne svære følelser og kommer til at handle på måder – overfor vores partner og børnene – hvor vi føler os som en kæmpe fiasko. Det sker for os alle. Og vi gør det så godt, vi kan. Men formår vi ikke at berolige os selv og reparere det, der er gået i stykket imellem os, kan det på sigt lede til mistrivsel og måske i sidste ende et brud,” understreger hun.
I førstehjælps-pakken ligger nysgerrighed
En del af den førstehjælp, Janne peger på, vi kan gribe, er at møde hinanden med nysgerrighed i den sammenbragte familie.
”De par, der har de største chance for at lykkes med den sammenbragte familie, ved også, at det kræver noget. Først og fremmest kræver det en enorm nysgerrighed, hvor vi som par må spørge hinanden: ’Hvordan ser det egentlig ud ovre hos dig?’”
Hun peger på, at vi ofte kan være meget ivrige efter at fortælle, hvordan vi selv har det. At vores partner forstår, hvorfor det hele er meget problematisk og frustrerende for os. Men det er også vigtigt, at vi formår at ’gå på besøg’ hos den anden og undersøger, hvordan det ser ud fra hans eller hendes perspektiv.
”Jeg husker engang for mange år siden, hvor min mand kom hjem efter at have været ude at handle. Jeg husker ikke, hvad jeg var irriteret over. Men jeg husker, at i det øjeblik han kom hjem, satte han indkøbsposerne bombastisk ned på bryggersgulvet og sagde til mig: ’Seriøst, så let er det heller ikke at være mig. I er aldrig tilfredse samtidigt’.”
”Og det kunne jeg godt se. Min mand befandt sig mellem to ekskoner, der ville noget forskelligt, og så mig – og det var ikke altid enkelt. Den dag mærkede jeg for alvor, at det kan gøre en forskel, når vi forsøger at træde over i den andens sko og oprigtigt lytter til, hvordan han eller hun egentlig har det,” fortæller Janne.
Søren tilføjer, at det er afgørende, at vi søger hjælp hos nogen, der har ekspertise på dette område, hvis vi oplever, at det er svært at lykkes som familie på egen hånd.
”Arbejdet med sammenbragte familier er et pionerfelt. Der findes fagfolk, der er specialiseret i at arbejde med denne målgruppe, og der findes dansk litteratur, der beskriver andengangsfamilier, men udvalget er virkelig sparsomt, og det står desværre ikke mål med, hvor udbredt en familieform det med tiden er blevet i Danmark,” siger Søren, som af samme grund hilser ”Førstehjælp til sammenbragte familier” velkommen.
Lykken indtræder i øjeblikke
”Jeg møder par, som har den ambition, at de bare gerne vil have, at alle i familien er glade. Det forstår jeg godt – men samtidig vil jeg sige, at vi så får meget travlt og hurtigere kan opleve at mislykkes. For vi er ikke altid allesammen glade på samme tid i en sammenbragt familie,” påpeger Janne.
”Når jeg føler mig lykkelig, kan min mand tænke: ’Her mangler jo to’. Og når han har hele sit crowd af fire børn samlet, kan jeg tænke: ’Hvor er vi mange.’ En del af at se realiteterne i øjnene kan derfor handle om at slutte fred med, at vores lykkeligste øjeblikke nogle gange indtræffer forskudt.”
”Og så vil jeg sige, at nogle gange er godt nok også godt nok. Det er ikke sikkert, at vi kommer til at elske hinanden dybt og inderligt alle sammen i den sammenbragte familie. Men hvis vi kan have nogle gode stunder, hvor vi er venlige og omgængelige og mærker, at vi hygger os sammen, så er det også virkelig fint og noget at glæde sig over,” fremhæver Janne.
For Søren er det også et vigtigt budskab, at en sammenbragt familie har potentiale til at blive en god familie for både børn og voksne.
”I en skilt familie lever børn med én ressourceperson ad gangen, og børn kan opleve, at de nogle gange savner en anden voksen. På den måde kan rigtig mange børn blive glade for de nye familier, som mor og far skaber efter en skilsmisse. Det er en god ting, at forælderen vil genfinde kærligheden. Og det er en god ting for børn at være i andengangsfamilier, hvis der tages højde for, hvad børn har brug for,” fortæller han.
Skal det lykkes, har børn dog brug for en biologisk forælder, der er tæt på dem, som tager dem i hånden og hjælper dem til at falde til – særligt i etableringen af en ny familie, men også fremover. For det er en forandring i børns liv at blive en del af en sammenbragt familie. Det kommer med en lang række udfordringer, og hvis ikke forælderen har øje for det, kan børn komme til at stå alene.
”Vi kan nemt komme til at tale meget om det, der er svært i en sammenbragt familie. Men vi skal finde håb i, at hvis vi kender de typiske faldgruber, kan vi bedre undgå dem. I så fald kan det blive virkelig gode familier,” slutter Søren af.
FAKTA
- ’Ekstramor’ er en rådgivningsvirksomhed, der henvender sig til ekstramødre, fædre og par i sammenbragte familier, stiftet af Janne Leth Førgaard i 2012. Ekstramor tilbyder individuel rådgivning, par- og familierådgivning, foredrag, workshops og fra efteråret 2023 efteruddannelse til fagfolk.
- Center for Familieudvikling har gennem en årrække opnået specialiseret erfaring i at arbejde med andengangsfamilier. Centeret tilbyder terapi og rådgivning til par i sammenbragte familier, men også et éndagskursus for forældre i sammenbragte familie. Fra 2024 lanceres flere digitale tilbud, som giver gratis inspiration og viden til den voksende gruppe af sammenbragte familier i Danmark.
- Bogen ”Førstehjælp til sammenbragte familier” er skrevet af Janne Leth Førgaard. Den udkommer 10. oktober 2023 på Dansk Psykologisk Forlag til en pris à 279 kr, og du kan købe den lige her.