Om venskabets betydning for et parforhold – månedens kommentar:
For et år siden lancerede vi podcasten Vores Parforhold – en podcast, som nu er blevet afspillet over 40.000 gange, og som fortsat afspilles tusind gange ugentligt. Senest var jeg så heldig at lave en podcastoptagelse med Nibras og Obaid, som du måske kender fra det populære TV2-program ”Nybyggerne”, hvor parret vandt hele konkurrencen – og et nybygget hus.
I min samtale med dem blev jeg mindet om noget vigtigt, nemlig venskabets betydning for et parforhold. Parret fortalte, at det har stor betydning for dem at mærke en forbundethed, f.eks. i kraft af fælles værdier. Og de fortalte, hvordan deres parforhold og ægteskab ikke tog sin begyndelse i stor og intens romantik, men mest af alt startede med at være et venskab.
Når jeg ser hvilke forestillinger og idealer om parforholdet, som er fremherskende i vores kultur, er der i min optik en tendens til at negligere netop den venskabelige del af relationen. Det er som om, vi opfatter venskab og romantik som to adskilte ting, og vi kan komme til at overse, at venskabet til vores partner har afgørende betydning for, hvordan vi trives i vores parforhold.
Fra mange års terapi og samtaler med par på Center for Familieudvikling er det min erfaring, at et parforhold, der har to ben at stå på – med venskabet som det ene og lidenskaben som det andet – ofte har bedre chancer for at bestå på den lange bane. Nok er lidenskab rart at opleve, men vi ved også, at det er en følelse, vi kun får til låns i korte øjeblikke ad gangen. Den er undtagelsen snarere end reglen. Hverdagsrealiteten i det langvarige parforhold handler oftere om stressede morgener, skoletasker, uredte senge, indkøbslister og dårlig ånde, hvilket ligger et stykke fra det mere romantiske og lidenskabelige idealbillede.
Alt dette gør dog mindre, når vi som Nibras og Obaid i bund og grund er rigtig gode venner, og som par har lyst til at tilbringe tid i hinandens selskab. Lykkes vi med at skabe et parforhold, hvor vi har det rart og hyggeligt sammen, kan vi bedre leve med, at der ind imellem vil være mindre frekvent romantik og lidenskabelig sex, og vi kan nemmere acceptere, at sådanne perioder også hører til at leve almindelige liv. I stedet for at drømme os væk fra det, kan vi glæde os over, at vi har en kæreste eller ægtefælle, som vil være vores ven, og som vi kan dele de travle og trætte – og helt almindelige – hverdage med.
Parforholdets glæder og udfordringer, solskinsdage og regnvejrsdage, er netop, hvad podcasten Vores Parforhold sætter fokus på. I den 2. sæson, som vi tog hul på før jul, har jeg det privilegium at tale med såkaldt almindelige danskere om deres parforhold.
Du kan glæde dig til at høre afsnittet med Nibras og Obaid, som netop er udkommet på Spotify og i Apples Podcast App. Her finder du også alle de tidligere episoder. Aktuelt er afsnittet om ”Følelsesmæssig intimitet”, ”Konflikthåndtering” og ”Sex” de mest afspillede. De indgår i 1. sæson, hvor jeg sammen med min kollega Stephanie Green Lauridsen, parterapeut på Center for Familieudvikling, og Tea Trillingsgaard, lektor og forskningsleder på Aarhus Universitet, taler om nogle af de vigtigste temaer i et parforhold.
Tak fordi du lytter med!
Publiceret marts 2024.
Om Danmarks største telefonrådgivningslinje for par – månedens kommentar:
Partelefonen står centralt i Center for Familieudviklings bevægelse henimod at være et sted, hvor man også kan få hjælp til parforholdet og ikke bare tilkøbe hjælp. Vi ønsker i disse år at styrke vores NGO-profil ved at tilbyde stadigt flere former for gratis og lettilgængelig hjælp. Partelefonen er vores første – og hidtil mest konkrete – bud på denne vision, og derfor fremhæver vi telefonrådgivningslinjen i dette jubilæumsår, hvor Center for Familieudvikling fylder 20 år.
Ambitionen med Partelefonen er at give par i hele landet – uanset socioøkonomisk status – adgang til gratis telefonrådgivning. Undersøgelser viser, at kun ca. 7% af den danske befolkning benytter sig af traditionel parterapi. Potentialet i en landsdækkende og gratis telefonrådgivningslinje er, at de mange par, som ikke ellers opsøger parterapi på grund af f.eks. logistiske, tidsmæssige eller økonomiske barrierer, kan få hjælp her.
Noget af det mest værdifulde ved Partelefonen er, at man kan blive lyttet til, forstået og også få normalisereret frustrationer, udfordringer eller ambivalens i parforholdet, som vi alle kan bakse med ind imellem. Heldigvis ved vi fra forskning, at parrådgivning kan have en god effekt, og der er evidens for, at jo tidligere vi tager imod hjælp, des bedre rustet er vi til at tage vare på både vores parforhold og vores børns trivsel.
For nogle kan ét opkald til Partelefonens dygtige, frivillige telefonrådgivere være tilstrækkelig hjælp i sig selv. Det kan være en håndsrækning, der giver inspiration til at starte en vigtig – men måske svær – samtale med sin partner og gøre det ud fra et nyt perspektiv: At det ikke er den anden, der er problemet, og heller ikke én selv – men at man sammen er fanget i noget problematisk.
For andre fungerer Partelefonen som et springbræt, der giver afsæt til og mod på at arbejde mere med sit parforhold – f.eks. til at deltage på et parkursus eller booke parterapeutiske samtaler. Et opkald til Partelefonen gør måske, at man finder ud af, at det at sætte ord på forholdet og arbejde med det tema ikke er farligt, men snarere hjælpsomt og håbefuldt.
Med Partelefonen vægter vi samtidig forebyggende hjælp til par, hvormed vi understøtter en samfundskulturel udvikling, der er optaget af tilbyde hjælp, før det er for sent. På Center for Familieudvikling mener vi, at vi i langt højere grad skal prioritere forebyggelse på par- og familieområdet – både som privatpersoner og blandt beslutningstagere. Det er der brug for, hvis vi for alvor skal styrke trygheden og trivslen i de danske børnefamilier. Igennem tre år har Partelefonen givet en unik indgang til en sådan forebyggende rådgivning, og vi glæder os over, hvilken positiv forskel det gør for de stadigt flere par, der ringer ind.
Publiceret januar 2024.
Om psykiske udfordringer i familien – månedens kommentar:
Min lillebror Frederik er psykisk udviklingshæmmet. Han har intet sprog og kan ikke klare sig selv, og han minder om en étårig ”indvendigt”, selv om han i sit ydre ligner en voksen mand.
Han fyldte 40 år dette efterår, og det skal naturligvis fejres. Men da han har stærke autistiske træk, er det usikkert, hvor længe han kan holde til at deltage i festlighederne, og hvor meget han i øvrigt magter at være sammen med gæsterne. Fødselsdagsfesten bliver derfor både en anledning til at fejre ham, men også en påmindelse om den sårbarhed, der er forbundet med at være bror til ham.
Noget af det, der har været svært for mig gennem årene, er, at jeg ikke kan dele mine tanker og oplevelser med Frederik. Det var særligt trist i forbindelse med, at vores tre børn kom til verden. Det har været de største begivenheder i mit liv, og dem ville jeg naturligvis gerne dele med min bror.
Jeg har dog haft mange år til at vænne mig til og forstå, at jeg ikke kan dele liv med ham. Og på mange måder har jeg også lært at leve med det. Dét, jeg dog til stadighed synes er svært, er, at han ikke kan dele liv med mig.
På dage hvor han smiler og synger, går det fint. Men de gange, hvor han er tydeligt frustreret eller sågar slår sig selv i hovedet, oplever jeg en stor afmagt og frustration knyttet til, at jeg ikke kan være der for ham. Jeg har ikke adgang til hans tanker og frustrationer, og det er derfor svært for mig at hjælpe ham.
Selv om det heldigvis er de færreste, der er så handicappede som min bror, så hører vi stort set dagligt om, hvordan børn og unge udfordres af ADHD, angst eller andre psykiske udfordringer. Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen har omkring 15% af alle børn været i behandling for en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år. Det svarer til mere end hvert 6. barn, og noget tyder desværre på, at det tal er stigende.
At være storebror til Frederik minder mig om, at det ikke kun er det enkelte menneske, der rammes, når psykisk (eller fysisk) sygdom spænder ben for én i tilværelsen. Det har også betydning for søskende og forældre, ja hele familien – på det praktiske, relationelle, emotionelle og måske endda eksistentielle plan.
På denne baggrund er jeg stolt over, at vi på Center for Familieudvikling har kompetencer til og erfaring med at hjælpe forældre, der befinder sig i en livskrise. Uanset om man har børn med særlige behov eller er ramt på andre måder, kan man i en sådan fase af livet have brug for hjælp til parforholdet og sig selv. Derfor tilbyder vi både parterapi og individuel terapi – alt sammen for at skabe de bedste betingelser for hele familiens trivsel.
Publiceret november 2023.
Om hverdagens kedelige øjeblikke – månedens kommentar:
Sidste uge vendte jeg tilbage til hverdagen og arbejdet efter en dejlig efterårsferie. På min gåtur ned mod Center for Familieudviklings lokaler på Strøget blev jeg mødt af mange reklamer i butiksvinduer og på skilte. Men særligt én reklame gjorde indtryk på mig.
Et teleselskab kører en kampagne, der lyder noget i retning af:
– Med vores produkt er der aldrig et kedeligt øjeblik. Få al den bedste streaming samlet ét sted.
Umiddelbart kunne man være fristet til straks at købe et af selskabets streamingprodukter, for det lyder tillokkende med al den underholdning, man kan få smidt i hovedet til en rimelig pris. Ikke desto mindre var der noget ved reklamen, der forstyrrede mig. Den vakte et grundlæggende spørgsmål hos mig, som eftertanken kaldte på at sige højt:
Hvorfor må vi ikke have et kedeligt øjeblik? Hvorfor er det så farligt for os moderne mennesker?
Ifølge psykiateren og forskeren Daniel Siegel er en betingelse for medfølelse, at vi oplever ro, hvile og ”mellemrum” i vores daglige gøremål. Eller sagt med andre ord: Hvis vi ikke ”keder os” engang imellem, skaber vi hverken tid, overskud eller formåen til at tænke på vores medmennesker.
Det er, når vi stirrer ud i luften, venter i en kø eller sidder i sofaen – vel at mærke uden at glo på vores telefon – at vi kan komme til at tænke på vores fraskilte bror, vores stressramte datter eller vores gode ven, der føler sig ensom i sit parforhold. Det er i de såkaldt kedelige stunder, at vi får chancen for at komme i tanke om, at der er betydningsfulde mennesker omkring os, som kan have brug for at blive mødt med vores medfølelse og varme.
I det gamle Rom fastholdt magthaverne befolkningen i et jerngreb. Ikke kun via traditionel magtudøvelse, men også via det de kaldte ”brød og cirkus”, som hentydede til de kornuddelinger og gladiatorkampe i cirkus, som kejseren gav befolkningen i Rom. Der var altså tale om noget, der kunne indtages ”med munden og med øjnene”, og måske var formålet at afholde datidens romere fra at beskæftige sig med mere eksistentielle, relationelle eller samfundsmæssige anliggender.
For mig at se kan nutidens ”brød og cirkus” kaldes streaming og skærm – og effekten er den samme som for godt 2.000 år siden. Det bedøver os i en sådan grad, at selv den kærligste og mest omsorgsfulde person kan blive begrænset i at udvise den medfølelse, som personen ellers er i stand til.
De kedelige øjeblikke bliver sjældent fremhævet som noget positivt, når vi i al almindelighed taler om vores forventninger og ønsker til tilværelsen, parforholdet og familielivet. Men skal vi passe på de nære relationer og på familien, kan vi med god grund forsøge at se værdien i hverdagens underholdningsfri mellemrum.
Lad os derfor denne vinter hilse kedsomheden velkommen for vores egen skyld – og ikke mindst for vores familiers skyld.
Publiceret oktober 2023.
Om sammenbragte familiers udfordringer – månedens kommentar:
Der findes efter sigende 37 forskellige familiekonstellationer i Danmark*, og her er andengangsfamilien i dag blandt de mest udbredte. Med tanke på at næsten halvdelen af alle førstegangsægteskaber går i opløsning på et tidspunkt – og fordi mange skilte forældre ikke opgiver drømmen om at finde en partner – er der tale om rigtig mange børn og voksne, som på et tidspunkt kommer til at indgå i en sammenbragt familie. Samtidig ser vi på Center for Familieudvikling, at mange kæmper med at få denne familieform til at fungere. Derfor har vi et særligt fokus på den sammenbragte familie. Det gælder også vores seneste nyhedsbrev.
Man skulle antage, at forældre i en sammenbragt familie ville have bedre chancer for at holde sammen på familien anden gang, fordi de har gjort sig erfaringer fra et tidligere ægteskab. Det er dog ikke altid tilfældet. Trods gode intentioner ender flertallet af disse familier med at gå i opløsning. Risikoen for et brud i en andengangsfamilie er faktisk markant større end i en førstegangfamilie.
Det er i og for sig ikke underligt, når man tænker over det. For selv om de voksne nok har lært noget af deres første ægteskab, så er kompleksiteten endnu større i en sammenbragt familie. Både praktisk og følelsesmæssigt. De voksne skal forholde sig til flere hjem og hinandens eks’er, og de skal ofte forholde sig til både dine, mine og vores børn. Og uanset hvor meget, de prøver at elske deres nye bonusbørn, så er det umuligt at matche den tilknytning og kærlighed, som den biologiske forælder har til sine børn. Der vil altid være en (vanskelig) forskel.
Dertil kommer de problemer, som børnene oplever. De er – sat på spidsen – ”tvunget” til at forholde sig til en ny voksen og i mange tilfælde også til nye søskende. Disse nye familiemedlemmer kan med tiden vise sig at blive ”en bonus”, men i de første (mange) år, er det ofte svært. For børnene har jo ikke selv valgt at indgå i den nye familie. Mange af dem oplever, at de taber tid med deres forælder, fordi deres mor eller far er nyforelsket i en person, som barnet kan have et ambivalent forhold til. Og pludselig skal alt foregå på en alt for ”familieagtig måde” i børnenes optik.
Det er altså på ingen måde underligt, at så mange sammenbragte familier ender med at gå i opløsning. Det er faktisk meget forståeligt. Ikke desto mindre ved vi, at et brud kan opleves meget vanskeligt. Ikke mindst for børnene. De skal – nu for anden gang – forholde sig til en skilsmisse, nye familiekonstellationer, måske også nye forhold (som barnet ikke selv har valgt), nye vaner, nye regler, nyt hus, ny skole. Ydermere er der en risiko for, at børnene helt mister kontakten til deres bonusforælder og bonussøskende, da der ikke er juridiske rettigheder eller biologisk bånd, der binder dem sammen. Hermed mister børnene potentielt vigtige tilknytningsrelationer, som de måske endelig er begyndt at holde af.
På denne baggrund er vi taknemmelige for, at Østifterne har valgt at støtte en særlig indsats til disse familier i form af et dagskursus for forældre i sammenbragte familier og flere andre tilbud, som vi udbyder fra dette efterår. Desuden er vi begejstrerede for, at Janne Leth Førgaard udgiver sin anden bog om emnet om kort tid. Du kan læse mere om hendes og vores perspektiver i denne artikel. God læselyst.
Kilde: Danmarks Statistik
Publiceret september 2023.
Relationel CO2 i hjemmet – månedens kommentar:
Når der i forskellige sammenhænge tales om familiens betydning, er det typisk forældrenes relation til barnet, der nævnes. Betydningen af forældrenes forhold til hinanden – og hvordan denne relation påvirker børns tryghed, trivsel og udvikling – er stort set fraværende i den offentlige debat. Det er tankevækkende, idet familien trods alt er barnets primære base og udviklingsarena, og at det er her de vigtigste tilknytningsrelationer dannes.
Vi ved fra forskningen, at hyppige og vedvarende konflikter imellem forældre risikerer at udfordre børns tryghed og trivsel. Af samme årsag arbejder vi på Center for Familieudvikling ambitiøst med at forebygge konflikter i parforholdet og give par hjælp til at håndtere større problemer på gode måder. Det er selvsamme opmærksomhed, der gør, at vi også yder hjælp til skilte forældre. Blandt skilte forældre kan der i sagens natur være en del konflikter, som kan komme til at præge børns trivsel og udvikling i en negativ retning.
Vores håndsrækning til den skilte familie er ikke et forsøg på at hjælpe de skilte forældre sammen igen. Som organisation er vi fuldt ud bekendte med, at et brud kan være til det bedste for forældrene og også for børnene. Men vores fokus på at styrke børns tryghed og trivsel forpligter. Vi mener ikke, at par skal blive sammen for enhver pris, men vi ønsker at hjælpe dem, der har en stærk intention om at få det til at lykkes. Og vi er optaget af, at en skilsmisse, når den er en realitet, bliver så skånsom som mulig, og at forældresamarbejdet bliver tilstrækkeligt godt.
På Center for Familieudvikling oplever vi et stort behov for at normalisere de problemer, der kan opstå både blandt par og skilte forældre, og vi ser det som vores opgave at pege på veje til at nedbringe konflikterne i det familiære miljø. De fleste ønsker at gøre noget godt for miljøet og nedbringe mængden af CO2 i atmosfæren. Vores særlige ambition er at nedbringe mængden af relationel CO2 i hjemmet – mest af alt for børnenes skyld.
Publiceret juni 2023.