Interview med Sinne Pedersen, psykolog hos Center for Familieudvikling.
Når mor og far går fra hinanden, hænder det, at en ny beboer flytter ind hos barnet på børneværelset – savnet. Psykolog Sinne Pedersen forstår godt, hvorfor skilte forældre kan have svært ved at rumme barnets savn. Men hun mener, at vi må insistere på at give plads til det savn, som naturligt kan opstå efter skilsmissen, hvor barnet skal lære at leve et liv med én forælder ad gangen.
”Efter en skilsmisse vil langt de fleste børn opleve et savn med en helt anden styrke, end de før har oplevet i deres liv. Det at skulle bo to forskellige steder, og at der hele tiden er en vigtig person, der mangler, er et nyt vilkår at lære at mestre, og hos rigtig mange børn kommer det til udtryk som et savn,” fortæller Sinne Pedersen.
Hun er psykolog hos Center for Familieudvikling, og hun har i mere end 15 år mødt mange børn fra skilte familier såvel som forældre, der søger skilsmisserådgivning og hjælp.
”Det handler om, at børns vilkår ændrer sig i kølvandet på en skilsmisse. Før bruddet har børnene levet et liv, hvor de har haft deres nærmeste under samme tag og hver dag kunne ’tjekke ind og ud’ med hinanden. At de nu skal leve et liv, hvor der hele tiden mangler én, som de elsker, og som elsker dem, rammer naturligt de fleste børn med ret stor kraft.”
Savnets mange ansigter
På Center for Familieudvikling står Sinne bl.a. for at afholde børnegrupper, som er gruppeforløb for børn med skilte forældre. Blandt børnene i gruppen hører hun, at skiftedagen typisk kan være en dag, hvor savnet blusser op.
”Det er egentlig ret naturligt. Det er jo netop den dag, hvor barnet skal sige farvel til en forælder, og her bliver mindet om, at de nu skal undvære hinanden. For mange børn er netop den dag forbundet med stor følelsesmæssig uro,” siger Sinne.
”Mange børn fortæller også, at savnet tit kigger frem ved sengetid, hvor de mærker: ’Nu er mor her ikke til at sige godnat’ eller ’Jeg savner den godnatsang, far plejer at synge’. Når barnet lukker øjnene og skal til at falde i søvn, kan tankerne nemt falde på den mor eller far, som lige nu ikke sidder i stuen inde ved siden af.”
Sinne oplever, at nogle børn har ord for og er i stand til at sige højt, at de savner mor eller far og det liv, der var engang. Det er på nogle måder dejligt enkelt, for så ved man, hvad man har med at gøre. Andre børn har ikke lige så let adgang til at give savnet et sprogligt udtryk, og hos dem viser det sig måske ved, at de bliver ekstra kede af det, vrede eller frustrerede.
”Der er også børn, som bliver stille og mest holder tanker og følelser for sig selv, og det kan der være gode grunde til. Det kan opleves vanskeligt at sige højt, at man savner, for hvad nu hvis man gør sin mor eller far ked af det? For nogle børn bliver det faktisk vigtigere, at mor og far har det godt, end at de selv får den trøst og omsorg, de har brug for,” fremhæver Sinne, som opfordrer forældre til at være opmærksomme og prøve at forstå baggrunden for børnenes adfærd – særligt i de tilfælde hvor børn savner, uden at de er i stand til at sige det højt.
Børns savn rammer noget i de voksne
”Jeg har endnu ikke mødt forældre, der ikke ville gøre alt, hvad de kan for at passe på deres børn og give dem al den omsorg og støtte, de har brug for. For nogle forældre kan det imidlertid være en stor opgave at møde barnet i savnet, fordi det kan vække svære tanker og følelser hos forælderen selv,” fortæller Sinne.
Når Sinne møder skilte forældre, ser hun flere forskellige forældrereaktioner i de situationer, hvor barnet gribes af savn. Især blandt nyligt skilte forældre, som stadig er ved at finde ud af, hvordan det nye liv er.
”Det kan i sig selv være vanskeligt at rumme, når barnet siger: ’Jeg vil hjem til mor’. Det kan dog være mindst lige så svært at håndtere, når savnet er rettet mod én selv. Hvis barnet f.eks. siger: ’Jeg vil ikke hjem til mor, for jeg savner dig, far’. Begge dele kan vække svære følelser hos den voksne, og det kan for nogle faktisk ende i en konflikt mellem forældrene, fordi der kan opstå tvivl om, hvorvidt barnet mon har det godt hos den anden,” forklarer Sinne.
Igennem årene har Sinne desuden mødt mange skilte forældre, der bliver ramt af en følelse af skyld, når de ser, at barnet er ked af det. Det er jo de voksne, der har truffet beslutningen om at blive skilt, og som har sat barnet i en tilværelse, hvor savnet er blevet en realitet, og den skyldfølelse kan være svær at bære.
”Men forældre kan også blive ramt af vrede og irritation, når deres barn savner. Egentlig er vreden ikke rettet mod barnet, men mod situationen eller ekspartneren. Man kan nemt falde i den fælde, at man kommer til at tænke om sin ekspartner: ’Du gik fra mig, og nu skal vores barn leve med et stort savn. Det er din skyld.’”
Endelig oplever Sinne, at barnets savn kan prikke til en usikkerhed hos den enkelte forælder, som måske begynder at spørge sig selv: ’Hvis børnene længes sådan efter det andet hjem, betyder det så, at de ikke har det godt hos mig? Er jeg ikke vigtig for dem længere?’
Når svære følelser spærrer for støtte
Fra mange års skilsmisserådgivning er det Sinnes erfaring, at sådanne svære følelser kan komme til at stå i vejen for, at forældre får givet deres barn den nødvendige omsorg og støtte. Ikke fordi forældrene ikke vil hjælpe barnet, men fordi de bliver overvældet af deres egne følelser.
”Jeg mødte på et tidspunkt en syvårig dreng i en af vores børnegrupper. Da jeg lærte ham at kende, havde hans mor og far været skilt i et års tid. Det viste sig, at drengen til tider havde det svært hjemme hos sin far – bl.a. fordi faren blev tavs og gik sin vej, når drengen fortalte, at han savnede mor.”
”Jeg kendte faren og vidste, at det, der var på spil hos ham, var, at han havde svært ved at acceptere den nye tilværelse som skilt familie. Det var hans kone, der var gået fra ham, og når sønnen sagde, at han savnede moren, blev faren hver gang overvældet af sin egen sorg over bruddet, og han blev nødt til at gå sin vej,” fortæller Sinne.
”Resultatet blev, at faren kom til at virke ligeglad, selv om han var alt andet end det, og at drengen blev efterladt alene med sine følelser. Ikke fordi faren ønskede det sådan, men fordi han ganske enkelt ikke vidste, hvad han skulle gøre. Hvad drengen i bund og grund havde brug for var, at faren i første omgang fik taget hånd om sig selv og sin egen sorgproces, så han kunne blive i stand til at hjælpe drengen med at bære hans følelse af savn. Det ved jeg, at faren heldigvis fik gjort med tiden.”
”Jeg kan godt forstå, at du savner”
Ifølge Sinne forsvinder savnet sikkert aldrig helt, men langt de fleste børn lærer hen ad vejen, hvordan de kan håndtere savnet og det vilkår, at der altid er én forælder, der mangler. I hvert fald hvis de får den støtte undervejs, de har brug for.
”I vores børnegrupper taler vi med børnene om, hvad der er hjælpsomt for dem, når de savner mor eller far. Nogle børn fortæller, at det hjælper at gøre noget for at få tankerne væk – f.eks. ved at læse en bog eller skrive til nogen på sin mobiltelefon. Andre børn har brug for at kunne ringe hjem til den anden forælder, eller de har omvendt brug for at tage afstand og lukke helt ned for kontakten for at få ro til at lande hos den ene forælder uden at blive mindet om savnet til den anden,” fortæller Sinne.
”Mange børn nævner også, at det hjælper dem, når de får lov til at tale højt om savnet. Det er påfaldende, hvor mange børn der siger: ’Jeg har egentlig bare brug for at sige højt, at jeg savner, uden at mor eller far skal gøre noget ved det. Det er rart, når de bare lytter.’ For mig at se siger børnene med det budskab, at det er vigtigt at have lov til at savne – også uden at forældrene skal finde en løsning på savnet.”
Sinne understreger, at vi som forældre aldrig helt kan vide på forhånd, hvad vores barn har særligt brug for. Derfor er noget af det vigtigste, at vi tør gøre en indsats for at forstå barnet og give følelsesmæssig støtte. Også selv om det kan gøre ondt at lytte til svaret.
”Når vi giver følelsesmæssig støtte, gør vi det ved at give plads til barnets følelser. Vi viser, at følelserne godt må være der, f.eks. ved at sige noget i stil med: ’Det giver god mening, at du savner far. Du holder rigtig meget af ham, og det er underligt, når du ikke skal se ham i flere dage’. Eller ’Når du lukker døren til dit værelse og vil være alene, så tænker jeg, det måske handler om, at du savner mor og bliver lidt ked af det. Det er helt i orden at savne mor, hun er jo rigtig vigtig for dig.’”
”For det er jo ofte sådan, det er: Savnet er et vilkår og ikke noget, vi kan fjerne fra børnenes liv. Begge forældre er vigtige, og netop derfor mærker børnene et savn til dem,” slutter Sinne af.
Som en håndsrækning til den skilte familie tilbyder Center for Familieudvikling børnegrupper til børn med skilte forældre, samt et éndagskursus til skilte forældre. På vores hjemmeside kan du desuden holde dig orienteret om vores øvrige tilbud – alt sammen med det formål at styrke tryghed og trivsel i familien.