Grupper for børn med skilte forældre

Børnegrupper er samtalegrupper for børn med skilte forældre. En børnegruppe består af ca. 8 jævnaldrende børn og 2 børnegruppeledere, der mødes i et forløb, som strækker sig over 7 gruppegange.

Børn og unge kan opleve forskellige udfordringer, når deres forældre går fra hinanden. Mange beskriver, at de føler sig alene med deres tanker og følelser i forhold til skilsmissen. Det kan derfor være en god hjælp for børn og unge at have et rum, hvor de kan møde jævnaldrende i samme situation, og hvor de kan snakke om de ting, de går og tænker på.

Ved at høre andres fortællinger får børnene mulighed for at opdage, at deres reaktioner på skilsmissen er helt normale, og at de ikke er alene med at have det, som de har det. For nogle børn kan børnegruppen bidrage til øget overskud og lyst til hverdagen med skole, kammerater og nye familierelationer.

Center for Familieudvikling står bag udviklingen af børnegrupper, som i dag udbydes på en række skoler og institutioner. Center for Familieudvikling afholder også jævnligt børnegrupper, som ledes af psykologer med mange års specialiseret erfaring på området.

Vil du tilmelde dit barn til en børnegruppe?

Sådan gør du

Forud for tilmelding er der tre ting, som er vigtige at være opmærksom på.

1. Forsamtale:

For at kunne deltage i gruppeforløbet skal I først til en obligatorisk forsamtale hos Center for Familieudvikling i København. Forsamtalen er en hjælp til at afklare, om børnegruppen er den rigtige hjælp for jeres barn. Det er vigtigt, at både barnet og begge forældre deltager i forsamtalen.

Når I tilmelder jer forløbet, tilmelder I derfor både jeres barn til selve børnegruppen og til den forudgående forsamtale. I finder datoer for forsamtaler nedenfor.

2. Målgruppe:

I udgangspunktet er børnegruppen for børn, der i større eller mindre grad kæmper følelsesmæssigt med effekterne af mor og fars skilsmisse. Det kan både gælde børn, hvis forældre lige er blevet skilt, og børn hvis forældres skilsmisse ligger længere tilbage. Vi har erfaring for, at børn får størst udbytte af gruppeforløbet, hvis de har nået at gøre sig nogle erfaringer med livet i en skilt familie.

Den aktuelle børnegruppe i København, som afholdes i foråret 2025, er fortrinsvist for børn i alderen 10-12 år.

3. Et forløb for hele familien:

Ved tilmelding til børnegruppen forventes det, at barnet kan deltage i alle gruppegange, og at begge forældre kan deltage i forsamtalen og de to forældremøder, som indgår i forløbet.

At deltage i en børnegruppe hos Center for Familieudvikling er en familieindsats, og vi ved, at når forældrene er aktivt involverede, får børnene størst udbytte af at deltage.

Find desuden svar på nogle af de oftest stillede spørgsmål her.

Vigtige datoer

Vi afholder: 

Forsamtaler (en forsamtale varer en halv time):

  • 18. marts 2025 ml. kl. 9.00-15.00
  • 19. marts 2025 ml. kl. 9.00-15.00

Børnegruppe på følgende tirsdage (2025):

  • 8. april kl. 14.00-15.30
  • 22. april kl. 14.00-15.30
  • 29. april kl. 14.00-15.30
  • 6. maj kl. 14.00-15.30
  • 20. maj kl. 14.00-15.30
  • 27. maj kl. 14.00-15.30
  • 3. juni kl. 14.00-15.30

Forældremøder:

  • 9. april kl. 15.00-16.00
  • 10. juni kl. 15.00-16.00

Pris og praktiske informationer

Pris:

Det koster 2.995 kr. at deltage i et børnegruppeforløb à 7 gruppegange inklusiv forsamtale og forældremøder.

Vi reserverer beløbet, når I tilmelder jer et børnegruppeforløb, men vi trækker først beløbet, når I har været til forsamtale og fået plads i gruppen.

Sted:

København: Center for Familieudvikling, Østergade 5 (Strøget), 1. sal, 1100 København K.

Aarhus: Pt. udbyder vi ikke børnegruppeforløb hos Center for Familieudvikling i Aarhus.

 

Jeg synes, det var rigtig dejligt at snakke med nogen, som forstod en. Det er jo ikke alle ens veninder, der lige ved, hvordan det er at have skilte forældre.”
– Alberte, 10 år

Altså man kan jo snakke om nogle ting, som man ikke kan snakke med andre om.”
– Kaja, 14 år

Børnegruppeledere i København

Else Marie Schmidt Andersen

Autoriseret psykolog og underviser

Else Marie Schmidt Andersen er autoriseret psykolog og uddannet parterapeut indenfor EFT (emotions-fokuseret terapi), og hun har været ansat på Center for Familieudvikling siden...

Læs mere

Sinne Pedersen

Autoriseret psykolog

Sinne Pedersen er autoriseret psykolog og har over 15 års erfaring i at styrke børns trivsel gennem familierådgivning, vejledning og terapi. På Center for...

Læs mere

Rikke Kann Rose

Autoriseret psykolog

Rikke Kann Rose er autoriseret psykolog og har været tilknyttet Center for Familieudvikling siden 2022. Igennem de sidste 10 år har Rikke samarbejdet med...

Læs mere

Børnegruppeledere i Aarhus

Søren Møller Andersen

Psykolog

Søren Andersen har siden 2019 arbejdet som psykolog hos Center for Familieudvikling. Søren har særligt specialiseret sig i arbejdet med par og har løbende...

Læs mere

Josephine Støjberg Kardyb

Autoriseret psykolog