I går blev andet afsnit af ”Med børnene som våben” vist på TV2. Udsendelsen bekræfter, at vi slet ikke er gode nok til at lytte til børn fanget i højkonflikte skilsmisser. Og det kan børnene tage skade af.
– Vi må simpelthen ikke lægge det ansvar over på børnene at skulle vælge side mellem mor og far. Børn danner deres meninger i mødet med de primære omsorgspersoner. Og når børn bliver taget som gidsler i en konflikt mellem forældre, der er i krig med hinanden, ved børnene ikke, hvad der er op og ned. De føler sig fortabte, udtaler Søren Marcussen fra Center for Familieudvikling.
I højkonflikte skilsmisser overhører vi alt for ofte det budskab, barnet sender til os som forældre og myndighedspersoner. Ikke et budskab om en dag eller en uge mere hos den ene eller anden forælder, men et budskab, der går før alt andet: Mor og far, vil I ikke godt holde op med at slås?
– Skal vi ændre den ulykkelige situation, at børn mister kontakt til den ene forælder som følge af højkonflikte skilsmisser, må vi som myndighedspersoner blive bedre til at lytte indgående og opmærksomt til børnene – ikke alene høre, hvad børnene siger, men også forstå, hvad de i grunden ønsker og har brug for. Og det er helt afgørende, at vi udvikler programmer, hvor forældre kan blive pålagt at arbejde med deres konflikter og blive hjulpet ud af krigen. Først da kan vi begynde at sætte børnene fri af konflikten, understreger Søren Marcussen.
Læs hele pressemeddelelsen her.
Foto: TV2