Interview med psykolog Else Marie Schmidt Andersen
Der findes ikke to skilsmisser, der er helt ens, og mens nogle skilte forældre kan holde jul sammen, er der andre, der ikke kan udveksle to ord med hinanden. Uanset kan en skilsmisse dog være nødvendig. I sidste ende er det måden, man er skilt på, der er afgørende for børns trivsel. Og hvis ikke forældre formår at skabe et tåleligt og tilstrækkeligt samarbejde efter en skilsmisse, går det ud over børnene, fortæller psykolog Else Marie Schmidt Andersen.
”Man kan ikke entydigt definere, hvad det gode forældresamarbejde er, for det vil variere fra familie til familie. Det afgørende er, at der er en form for samarbejdsrelation imellem de skilte forældre,” fortæller Else Marie Schmidt Andersen.
Hun er psykolog på Center for Familieudvikling, og igennem de sidste 10 år har hun mødt utallige forældre, som efter en skilsmisse har ønsket hjælp og rådgivning til at få samarbejdet om børnene til at fungere bedre.
”I mit arbejde ønsker jeg at hjælpe skilte forældre til at skabe et ’godt nok’ forældresamarbejde. Det handler ikke om at nå et perfekt samarbejde, men at børn i bund og grund får tilstrækkelig ro og tryghed til at være sig selv – nemlig børn,” siger Else Marie med henvisning til den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott, der i 1950’erne introducerede begrebet ’den gode nok mor’.
”Der er brug for at skabe tilstrækkelig ro i relationen mellem de skilte forældre, for at de kan rette fokus på, hvordan børnene har det. Lykkes forældre med at skabe en tilværelse, hvor børnene får lov til at være orienteret mod egne interesser og behov uden at skulle være på overarbejde i at håndtere mors og fars følelser og en konflikt, der ruller, så er man kommet langt.”
Når børn bliver brevduer og små mæglere
Gang på gang har Else Marie dog set, hvordan forældre af forskellige grunde har svært ved at skabe et godt nok forældresamarbejde efter en skilsmisse, og det sætter børnene på et følelsesmæssigt overarbejde.
”Børn kan komme til at fungere som brevduer, der skal sende beskeder frem og tilbage mellem mor og far, eller de bliver små mæglere, der skal udrede trådene. De risikerer at komme følelsesmæssigt i klemme, fordi det bliver tydeligt, at forældrene ikke kan lide hinanden. I forsøget på at passe på de voksne lukker børnene måske ned for egne følelser og behov,” forklarer Else Marie.
Selv om forældre prøver at skjule konflikterne ved at minimere kontakten til hinanden, eller der bliver et fuldstændigt fravær af kontakt, så er det stadig en konflikt, understreger Else Marie. Børn opdager det, når forældre undlader at hilse på hinanden, eller hvis de ikke interesserer sig for børnenes liv i det andet hjem. Det kan give en dårlig atmosfære, som børn vil mærke.
”Men der findes et håb, når forældre tør arbejde med egne følelser og gerne vil udvikle samarbejdet om børnene. Og når forældre insisterer på, at ansvaret ligger hos de voksne. Det kan man eksempelvis gøre ved at fortælle børnene, at skilsmissen er en voksenbeslutning, som børnene hverken har haft indflydelse på eller skal fikse. Man kan f.eks. sige: ’Det er rigtigt nok, dét svære du mærker – og vi er i gang med at tage os af det.’”
Tag hånd om din egen sorg
Else Marie peger på, at noget af det vigtigste, vi som voksne kan gøre, er at tage os godt af os selv og ’deale’ med den sorg, smerte og vrede, der kan følge med et brud. Det går forud for, at vi kan lande et tilstrækkeligt godt forældresamarbejde.
”Følelser kan løbe af sted med os, og vores egen smerte kan komme til at skygge for, hvad der er til vores børns bedste. Det handler ikke om, at vi ikke elsker vores børn. Men har vi mange ubearbejdede følelser, bliver det vanskeligt at være en nærværende og omsorgsfuld forælder, da energien oftest bliver brugt på at være ked af det, vred eller i konflikt med den anden forælder.”
”Resultatet af dette kan blive, at forældres omsorgsevne for en periode nedsættes, simpelthen fordi konflikten og egne svære følelser stjæler fokus. Parallelt med dette vil børnenes omsorgsbehov ofte være større – særligt i den første tid, men også vedvarende, hvis konflikterne fortsætter med at rulle. Netop fordi forældres omsorgsevne kan være udfordret, og fordi børns omsorgsbehov måske øges efter en skilsmisse, taler man i fagsprog om, at der er en omsorgsligning i familien, der ikke går op. Dette er en væsentlig belastning for børn, hvis det står på over længere tid,” fortæller Else Marie.
”I et parforhold kan vi dele svære tanker og følelser med hinanden. Men i en skilsmisse må vi acceptere, at det ikke længere er den anden, vi skal dele vores sorg og smerte med. Den tid er forbi. Det er vores ansvar at få kigget på egen sårbarhed – også den, som bliver trigget af noget i relationen til ekspartneren. Og har vi brug for følelsesmæssig støtte, må vi finde en god ven, kollega eller kompetent fagperson, vi kan gå til,” anbefaler Else Marie.
Vil du med indenfor?
Ifølge Else Marie er det gavnligt, at skilte forældre afstemmer rammerne for samarbejdet om børnene. Det kan man gøre ved at sætte ord på, hvor meget man som forældre skal have med hinanden at gøre, og hvad man hver især er klar til. Gør man jævnligt status, kan man desuden imødekomme, at behov og ønsker ofte ændrer sig over tid.
”For nogle handler det om at lade være med at kommunikere på skrift, men at man altid går med ind og hilser, når det er skiftedag. Det kan også være, at man det første år efter skilsmissen sender en mail hver onsdag med en opdatering på børnene. Andre har et udvidet forældresamarbejde, hvor de f.eks. spiser sammen hver 14. dag og holder barnets fødselsdag og jul sammen.”
”Nogle ønsker at kunne gøre alt muligt sammen af hensyn til barnet, og for mange familier fungerer det rigtig godt. Det vil dog typisk være i familier, hvor der allerede er et godt nok forældresamarbejde.”
”For familier, hvor samarbejdet er præget af konflikt og mange svære følelser hos de voksne, er det ikke et realistisk ideal. Her kan der være brug for, at forældrene får arbejdet med sig selv og deres samarbejdsrelation, inden de mange planer om fælles fødselsdage, jul, mm. skal gøres til virkelighed. Desuden viser vores erfaring, at børn ikke har behov for et helt tæt forældresamarbejde for at kunne trives,” siger Else Marie.
Hun understreger, at vejen ud af et parforhold, og dermed vejen ind i et samarbejde som skilte forældre, ofte er en asynkron proces. Der kan derfor være forskel på, hvad den ene og den anden er klar til. Ofte skyldes denne forskel, at der er en der forlod den anden, og en anden der er blevet forladt. Det kan tage tid at komme dertil, hvor begge ønsker nogenlunde det samme af samarbejdsrelationen.
”Hvis man lige er blevet forladt, kan man have brug for ro og tid til at bearbejde de svære følelser. Derfor kan der være behov for, at den, der er gået, udviser tålmodighed, og at den, der føler sig forladt, udviser en intention om, at forældresamarbejdet nok skal udvikle sig med tiden. Er man derimod skilt på tredje år, og har man stadig et meget ufleksibelt og konfliktfyldt samarbejde, kan det være betydningsfuldt for børnene, at man får søgt hjælp til det,” foreslår Else Marie.
Aben flytter gerne med
I mødet med skilte forældre støder Else Marie jævnligt på, at forældre fortsat forsøger at blande sig i hinandens liv. Det kan dreje sig om sengetid, skærmforbrug og madvaner i det andet hjem, og hvordan den anden løfter forældreopgaven. Sådanne forsøg på at yde indflydelse skyldes ofte gode intentioner om at ville det bedste for børnene.
”På grund af skilsmissen bliver vi dog nødt til at slippe forestillingen om, at vi kan påvirke, hvordan den anden er som forælder. Går jeg fra min partner, kan jeg ikke længere kommentere på, hvornår børnene skal puttes, eller hvordan deres liv skal se ud, når de er hos ham – og det er noget af det sværeste for mange at give slip på efter en skilsmisse. At prøve på at styre, hvad der foregår hos den anden fører kun til større frustrationer og flere konflikter,” siger Else Marie.
Hun fremhæver, at det i udgangspunktet kan være rart for mange børn med nogenlunde ens regler i de to hjem. Det gør det lettere for børn at orientere sig i en situation, der i forvejen kræver stor omskiftelighed.
”Samtidig ved vi, at børn godt kan håndtere forskelligheder. Det kan f.eks. være, at sengetiden altid er kl. 19 hos mor, mens det er mere løst hos far. Det kan børn godt finde ud af. Det, børnene har brug for, er, at vi som voksne kan finde ud af at tale med dem om forskellighederne på ikke konfliktfyldte måder og hjælpe dem til at håndtere forskellighederne i hverdagen.”
Sagen er også, at aben ofte flytter med. Dét, man har kæmpet med i sit parforhold, lever typisk videre, når man bliver skilt, hvis ikke man får arbejdet med de negative samspilsmønstre.
”En mor, der f.eks. er mere striks med hensyn til børneopdragelsen, og en far, der er mere laissez faire, kan hurtigt komme til at trigge noget hos hinanden. Det er helt normalt og meget menneskeligt, at vi kan blive optaget af, hvad den anden gør forkert som forælder. Disse positioner bliver nogle gange endnu mere ekstreme, når vi går fra hinanden. Men børnene har nu engang den mor og far, de har. Dét må vi som forældre acceptere og hjælpe børnene til at håndtere – også selv om vi ikke altid er enige i måden at gøre tingene på,” siger Else Marie.
Samvær kan blive en kampplads
Hun understreger, at de fleste skilte forældre i sagens natur vil have deres uenigheder. Der er mange beslutninger, der knytter sig til at have børn sammen, og der findes ikke altid et entydigt svar – f.eks. når det kommer til, hvem der skal holde ferie med barnet i uge 29. Om søndag eller onsdag skal være skiftedag. Eller om det er bedst med en 7/7, 10/4 eller helt tredje samværsordning.
”Samvær er ikke en mærkelig ting at være uenige om. Som skilte forældre skal vi dele det dyrebareste, vi har – nemlig børnene. Både børn og forældre skal håndtere et savn og den ubærlige følelse af, at man ikke kan være sammen al den tid, man gerne vil. Derfor kan særligt diskussioner om samvær blive en kampplads,” fortæller Else Marie.
Hun anbefaler ikke én samværsordning frem for en anden, men opfordrer skilte forældre til at se på, hvad der fungerer bedst for børnene. Især skal ordningen kunne støtte børnene i fortsat at have en god og tryg relation til begge forældre. Desuden er det hensigtsmæssigt, at forældre vedvarende forholder sig til og også justerer ordningen, hvis der opstår nye behov med tiden.
”Det springende punkt er, hvordan vi kommunikerer med hinanden, når uenigheder om f.eks. samvær opstår. Vi kan komme til at tænke – og også sige højt: ’Selvfølgelig skal det passe ind i dit kram. Du tænker altid kun på dig selv’ eller ’Du er altid så hysterisk og vred’. Frem for at vi taler om problemet som et naturligt og alment vilkår ved at være skilt, kan vi komme til at udtrykke, at det er den anden, der er problemet, og det bremser en positiv forandring,” siger Else Marie.
”I et forældresamarbejde er der mange kameler, der skal sluges, fordi vi kan se forskelligt på tingene. Det kender vi fra parforholdet. Det bliver ekstra svært, når det skal gøres i forhold til et menneske, vi ikke elsker længere. Men børn har grundlæggende brug for, at deres forældre kan lande et kompromis – ikke at der findes en vinder og en taber af diskussionen, for det producerer blot flere konflikter,” understreger Else Marie.
’Du er heldig, at du har den mor, du har’
I terapisamtaler hænder det, at Else Marie møder skilte forældre, som har svært ved overhovedet at acceptere, at den anden forælder har betydning for børnene. Men uanset hvor vrede eller frustrerede vi voksne kan være på hinanden, har børnene ret til at have et forhold til begge forældre.
”Vi kan forestille os en mor, der virker depressiv. Tilstanden er ikke så grel, at det kræver egentlig indgriben, men faren mærker, at datteren har det svært, når hun er hos sin mor. Datteren har f.eks. svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi hun har tankemylder.”
Else Marie fremhæver, at det i en sådan situation er ønskeligt, hvis forældrene kan tale om, hvordan de begge kan støtte deres datter til at finde ro om aftenen. Er samarbejdet mere konfliktfyldt og udfordret, kan det dog nemt ske, at faren kommer til at tale dårligt om moren og nedvurderer hendes forældreevner – også foran datteren.
”Selv om sådanne tanker måske fylder hos faren, er det bedste han kan gøre for sin datter at være der for hende. Det gør han ved at tale med hende om de svære tanker og følelser og anerkende, at det godt kan være svært ind imellem.”
”Her kunne faren f.eks. sige: ’Du er heldig, at du har den mor, du har. Hun gør det så godt, hun kan lige nu. Men jeg kan godt se, at det bliver svært for dig, når hun har det sådan. Måske kan du foreslå mor, at hun holder dig i hånden om aftenen, indtil du er faldet i søvn’,” siger Else Marie og understreger, at forældre, der lykkes med at støtte barnet i at have et forhold til både mor og far, ikke kun fremmer forældresamarbejdet, men også barnets trivsel.
”Hvis forældre derimod igen og igen åbenlyst udtrykker, at den anden er inkompetent eller uduelig, forstærkes en fortælling, som er svær for børn at leve i. I værste fald vil børn høre, at også en del af dem er forkert – og det kan i sidste ende påvirke deres selvværd.”
Håbet ligger i dine handlinger
En skilsmisse kan være en svær omstilling. Den vil typisk være forbundet med savn for både børn og voksne, og det kan bøvle for mange i den første tid. Men hvis man som skilte forældre lykkes med at skabe et godt nok samarbejde, er der god grund til at tro, at børnene kommer til at trives og klarer sig godt på den lange bane.
”Børns liv kan blive lige så godt som i enhver anden familiekonstellation. Og det er vi to forældre, der kan påvirke. Tør man som forælder se, at man selv bidrager til et negativt samspilsmønster og er man villig til at arbejde med sin egen andel, er der håb. Og formår begge forældre at gøre det samtidigt, kan der ske store ændringer på kort tid. Så har man pludselig indflydelse på, om skilsmissen lander et godt sted,” fortæller Else Marie.
Nogle lykkes selv med at skabe et tilstrækkeligt godt forældresamarbejde efter skilsmissen. Andre klarer det ved hjælp af gode relationer, som evner at se nuanceret på konflikten og ikke blot ukritisk er på hold med den ene part og modarbejder den anden.
”Vi har brug for mennesker, der ikke kun bekræfter os i, at ekspartneren er en idiot, men som evner at sige, hvad vi selv kan arbejde med og gøre anderledes. Får vi ikke den slags nødvendige udfordringer, havner vi nemt i en offerposition, og det er et meget ufrit sted at være. Men det kræver et kompetent netværk, som formår at udfordre vores negative forestillinger om den anden og holde børnene i fokus,” understreger Else Marie.
”Oplever man, at det er svært at lykkes på egen hånd, er det ingen skam, og så skal man ikke tøve med at søge professionel hjælp. Samarbejdet mellem skilte forældre er en vanskelig og kompleks størrelse, og det kan være nødvendigt at søge rådgivning hos en psykolog eller anden fagperson med viden og erfaring indenfor dette felt. De voksne – og i særlig grad børnene – har brug for, at forældrene tager de nødvendige skridt. Det hører til det bedste, man kan gøre for familiens trivsel i de to hjem.”
Find flere relevante tilbud som vores kursus “Vores skilte familie – kursus i fælles forældresamarbejde” eller individuel eller fælles skilsmisserådgivning i vores afdelinger i København eller Aarhus.