Kom til sær-event for sammenbragte familier

I samarbejde med Janne Leth Førgaard fra Ekstramor

Torsdag d. 12. oktober kl. 17-19 inviterer vi til et spændende sær-event med fokus på sammenbragte familier. 

Eventet afholdes i samarbejde Janne Leth Førgaard, stifter af rådgivningsvirksomheden Ekstramor, som d. 10. oktober er aktuel med sin anden bog ”Førstehjælp til sammenbragte familier”.

På eventdagen er det muligt at møde Janne fra Ekstramor og Søren Marcussen fra Center for Familieudvikling, og deltagere inviteres til spørgsmål og samtale om tilværelsen som andengangsfamilie.

Aftenen tager udgangspunkt i et interview med Janne Leth Førgaard om hendes nye bog. Hvad er baggrunden for, at hun har skrevet den? Og hvilke budskaber har hun ønsket, at bogen skal bidrage med?

Der vil desuden være faglige og inspirerende oplæg om nogle af de centrale spørgsmål, der knytter sig til at være en sammenbragt familie:

  • Hvordan navigerer vi i det komplekse landskab, vi lever i som sammenbragt familie?
  • Hvilke tabuer, ”forbudte” følelser og frustrationer er almindelige at have som ekstraforælder, og hvordan kan vi nå et sted hen, hvor vi føler os mindre alene og forkerte?
  • Hvordan undgår vi de mest almindelige og forudsigelige faldgruber – til gavn for hele familiens trivsel?

Vi serverer lette snacks og kolde og varme drikkevarer, og du får desuden mulighed for at købe bogen ”Førstehjælp til sammenbragte familier” til en særlig god intropris.

Arrangementet henvender sig primært til par i sammenbragte familier, men bedsteforældre, fagfolk og andre med interesse i dette felt er også meget velkomne.

”Dette event er en anledning til at række ud til par i sammenbragte familier. Håbet er, at vi kan udbrede mere af den viden, der er på feltet, og at flere sammenbragte familier får kendskab til, at man godt kan lykkes sammen på den lange bane og skabe en god familie, hvis man prøver at undgå de typiske faldgruber.”

– Søren Marcussen, afdelingsleder på Center for Familieudvikling.

Praktiske informationer og pris

Det koster 49 kr. pr. person at deltage. Prisen er inklusiv et let traktement bestående af kolde og varme drikkevarer, frugt og diverse snacks.

Arrangementet afholdes i Center for Familieudviklings lokaler:

Østergade 5, (Strøget) 1. sal.
1100 København K.

Med bus og metro: Kgs. Nytorv station ligger blot få minutters gang fra vores adresse.

I bil: Der er ikke mulighed for parkering i forbindelse med vores kursuslokaler. Parkering er for egen regning. Nærmeste parkering er Magasins P-kælder.

Tilmelding

Deltagelse kræver tilmelding.

Om oplægsholderne

Janne Leth Førgaard er ekstramor i en sammenbragt familie. Hun har to døtre sammen med sin mand. Og så har hun i mere end tyve år været ekstramor til de to piger, hendes mand har fra tidligere forhold.

Professionelt har Janne en lang række terapeutiske uddannelser bag sig. Hun er bl.a. uddannet life and business coach, Stepfamily Coach fra Stepfamily Foundation (NYC), familierådgiver og parterapeut.

Janne har sin egen rådgivningsvirksomhed kaldet ’Ekstramor’, hvor hun tilbyder individuel rådgivning, par- og familierådgivning, foredrag, workshops og fra efteråret 2023 efteruddannelse til fagfolk. Derudover har hun nu udgivet to bøger om den sammenbragte familie og står desuden bag podcasten ”Ekstramor” på Podimo.

Søren Marcussen (Psykoterapeut, PD i psykologi) er leder af Afdelingen for Par- og Skilsmisseterapi på Center for Familieudvikling. Søren har mange års erfaring med det relationelle arbejde i en terapeutisk kontekst og har gennem årene haft et særligt fokus på arbejdet med par, skilte og sammenbragte familier. Han har desuden stor erfaring med at afholde foredrag og er underviser på og medudvikler af Center for Familieudviklings mange kursus- og uddannelsestilbud til både privat- og fagpersoner.

Læs mere om vores tilbud til sammenbragte familier her.

 

Janne + Søren EkstraMor event

Vi glæder os til at se dig!

Søren Marcussen & Janne Leth Førgaard