Interview med Andreas Schröder, overlæge, ph.d. og speciallæge i psykiatri hos Center for Familieudvikling.
Psykisk sygdom er en svær opgave at håndtere – særligt når det er ens eget barn, der bliver ramt – og ofte vil det påvirke både forældre og søskende. Men psykiske udfordringer og mistrivsel hos børn og unge behøver ikke at rive familien fra hinanden, hvis vi gør os umage med at vove åbenhed, og vi aktivt søger viden og professionel hjælp i tide, mener psykiater Andreas Schröder.
”Det er min oplevelse, at der er få ting, der kan udfordre forældre mere, end når deres børn udvikler psykisk mistrivsel eller sygdom,” fortæller Andreas Schröder, der er speciallæge i psykiatri hos Center for Familieudvikling i Aarhus.
I over 20 år har han udredt og behandlet mennesker med psykiske sygdomme, og han har set, hvordan psykiske udfordringer hos et barn kan lægge et stort pres på parforholdet og familien. Ofte kan der hos forældre opstå en følelse af selvbebrejdelse og magtesløshed. Det kan være et opslidende og uforudsigeligt forløb, og der kan melde sig en grundlæggende tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre – både for det barn, der er ramt af psykiske udfordringer, for søskende og forældrenes parforhold.
En vej af sorg og af håb
”I større eller mindre grad kan der også være en sorgproces forbundet med at indstille sig på, at ens barn f.eks. har angst, depression eller OCD, og man spørger måske sig selv: ’Hvad nu hvis det ender med, at vores barn aldrig får det godt igen? Aldrig får et almindeligt liv? Ikke kan forfølge sine drømme i livet?’ Dette er helt naturlige tanker og bekymringer.”
”I stedet for at undvige de ubehagelige spørgsmål er det min erfaring, at det er bedre at stå ansigt til ansigt med dem. Det er bestemt ikke enkelt, og som forældre reagerer vi ikke nødvendigvis på samme måde,” siger Andreas, der ligesom sine kollegaer på Center for Familieudvikling møder forældre, der oplever at befinde sig i en krise på grund af deres barns mistrivsel, og som derfor opsøger individuel terapi eller hjælp til parforholdet.
”Der kan være tidspunkter, hvor den ene forælder er fyldt af håb for, at barnet får det godt igen, mens den anden nærmest er i sorg og finder alting håbløst. I de situationer kan den sorgfulde have svært ved at forstå sin partners mere håbefulde tilgang – og omvendt – og det kan ske, at man bevæger sig længere og længere i hver sin retning.”
”Når ens barn har det svært, sidder følelserne i forvejen udenpå tøjet, og man kan nemt føle sig svigtet af sin partner. Desuden kan forældrepar blive udfordret på deres teamspirit og begynde at tvivle: ’Kan vi overhovedet arbejde sammen om det her?”
Andreas understreger, at det er helt naturligt, at vi kan reagere forskelligt, når vi føler os pressede. For ham at se må vi dog prøve at acceptere, at vi for en tid står forskellige steder uden samtidig at miste forbindelsen til hinanden.
”I virkeligheden vil de to forældreperspektiver typisk kunne supplere hinanden. Prøver vi som forældre at give plads til de modsatrettede følelser og handlingsimpulser, vil vi ofte bedre kunne møde barnets forskellige behov, end hvis det kun er den ene forælders perspektiv, der er gældende.”
Overbekymret eller underbekymret?
Ifølge Andreas er det dog helt almindeligt, at nogle af de negative mønstre, som findes i et parforhold i forvejen, bliver forstørret i kølvandet på psykisk sygdom.
”Jeg tænker på familier, hvor den ene forælder kan have en tendens til at være overbekymret og særlig ængstelig for barnet. Forælderen kan f.eks. komme til at søge hjælp for hurtigt eller søge for meget hjælp på sit barns vegne frem for at styrke barnets naturlige udvikling. Den anden forælder kan omvendt indtage en lidt modsat – og mere ubekymret – rolle og kommer måske til at overse tydelige advarselstegn på mistrivsel hos barnet. En svær udfordring hos barnet bliver måske slået hen som tegn på en helt almindelig udviklings- eller modningsproces hos børn, der ikke skal problematiseres.”
Andreas fortæller, at især voksne, der selv lider af en ikke-diagnosticeret psykisk udfordring, kan have en blind vinkel i synet på egne børn. Det kan være tilfældet med ADHD, som har en stærk genetisk komponent og derfor ”løber” i familier igennem generationer.
Andre eksempler er OCD, social angst eller relationelle udfordringer, som kan nedarves både genetisk og gennem indlæring i familien eller i skolen, men også som en mere ubevidst gentagelse af uhensigtsmæssige reaktionsmønstre eller psykologiske beskyttelsesstrategier, som barnet har set hos forælderen, og som forælderen måske selv har oplevet i sin egen opvækst.
”Hvis forælderen aldrig har fået hjælp til sine egne psykiske vanskeligheder, opfattes disse oftest som en del af ens personlighed. Samtidig genkender forælderen måske noget i barnet fra sig selv, som han eller hun har behov for at bagatellisere eller forsvare, men som den anden forælder igen og igen problematiserer. Det kan være konkrete tvangshandlinger hos barnet i tilfælde af OCD, en stærk impulsivitet og motorisk uro i tilfælde af ADHD eller en overdreven mistro overfor andre mennesker i tilfælde af relationelle udfordringer.”
”I et sådant mønster med den ’overbekymrede’ overfor den ’underbekymrede’, kan der ske en polarisering forældrene imellem. Den ene forælder vil typisk presse på for, at barnet skal udredes, eller at der i det mindste etableres et samarbejde med skolen, ungdomsklubben eller lignende. Alt imens kan den anden forælder være stærkt imod og synes måske, at alene dét at overveje, om barnet fejler noget, er en overdreven bekymring, som kan skade barnets naturlige udvikling. En sådan polarisering er ret klassisk og ofte forståelig – men den er alligevel ikke hjælpsom for hverken barnet eller familien som helhed.”
Andreas påpeger, at hvis man ikke er lydhør overfor, hvad den anden forælder bringer frem, vil samtalen om barnet have svære betingelser. Er man derimod i stand til at tale åbent og ærligt med hinanden – uden at insistere på et radikalt andet perspektiv end den anden – er der gode muligheder for at supplere hinanden på en konstruktiv måde.
”Når alt kommer til alt, er bekymringen for barnet noget, der skal tages alvorligt og afklares i fællesskab. Særligt hvis barnet eller den unge befinder sig i en sårbar situation, har han eller hun for alvor brug for forældre, der tydeligt står sammen og også formår at handle på barnets vegne,” fortæller han.
”Jeg vil faktisk sige, at hvis man har et barn, der dagligt går i skole med ondt i maven, har vedvarende problemer med at sove, begynder at isolere sig fra sine venner eller viser tegn på selvdestruktiv adfærd som f.eks. selvskade eller spisevægring, så skal man reagere som forældre.”
Svært at opdage psykisk sygdom hos børn
Helt generelt er det dog sværere at opdage psykisk sygdom hos børn og unge end hos voksne. Det skyldes blandt andet, at der er stor variation i børn og unges naturlige udvikling, så det trivselsfelt, som forældre og fagfolk skal forholde sig til, er enormt bredt.
”Vi må starte med at spørge barnet: ’Hvordan har du det egentlig?’ Forældres oprigtige, omsorgsfulde og respektfulde interesse vil ofte kunne få barnet eller det unge menneske til at åbne sig. Men ikke alle har ordene til at udtrykke, hvordan de har det, og ofte viser mistrivsel sig først og fremmest i børn og unges adfærd. Det kræver så, at voksne kan skelne, hvornår der er tale om sygdom, et trivselsproblem eller en normal udvikling, og det kan være rigtig svært.”
”Mistrivsel kan f.eks. være en længerevarende tilstand af nedsat energi og glæde i livet eller en periode med ophobning af frustrationer hos den unge, som kan medføre, at barnet trækker sig fra familie og venner, ikke kommer i skole eller oftere havner i konflikt med andre. Mistrivsel er ikke det samme som psykisk sygdom. Men der er en tæt sammenhæng, for uden hjælp fra forældre og andre voksne til at vende skuden, kan mistrivsel føre til f.eks. depression, angst eller OCD, som efterhånden vil gå ud over evnen til at opretholde en normal hverdag,” forklarer Andreas.
”Samtidig er det en normal udvikling hos børn og unge, at de vil opleve negative følelser som tristhed, vrede og ængstelse. De fleste børn vil have perioder, hvor livet synes let, og andre perioder, hvor de i højere grad må anstrenge sig for at leve op til deres egne eller andres forventninger – f.eks. om at være god til fodbold, at være vellidt blandt vennerne eller at kunne acceptere sig selv. Det er noget, der hører et almindeligt børne- og ungdomsliv til.”
”Her må man afklare, om ens barn ’bare’ er i en svær livsfase med øget mistrivsel, eller om barnet er ved at udvikle psykisk sygdom. Når en afklaring er væsentlig, er det fordi, de redskaber, som kan hjælpe barnet, vil være temmelig forskellige,” fortæller Andreas.
Han nævner, at nogle forældre holder sig tilbage fra at undersøge dette nærmere, fordi psykisk sygdom fortsat er stigmatiseret i vores samfund. Desuden er der forældre, der selv lever med en ikke-erkendt psykisk udfordring, og som afholder sig fra at undersøge barnets (og dermed egne) vanskeligheder i et forsøg på at tage hensyn. Men en tøven kan også skyldes, at forældre synes, de overskrider barnets grænser, hvis de deler deres bekymring med nære venner eller søger råd hos lægen, psykologen eller pædagogen.
”Grundlæggende er det min holdning, at man godt må tale med andre i fortrolighed, hvis det foregår i respekt for barnet. Hvis man synes at se tegn på psykisk sygdom hos sit barn, tænker jeg endda, det er en pligt at tale med andre for derigennem at undersøge: ’Er der egentlig andre, der er bekymret for mit barn?’”
”At få et fagligt perspektiv på barnet er afgørende for at kunne få den rette hjælp. Ellers kan man som forældre komme til at famle rundt i mørke, eller man går mere og mere på listefødder, fordi man ikke ved, hvad man skal stille op. Heldigvis er der masser af hjælp at hente, når først vi har afgrænset og forstået barnets udfordringer,” siger Andreas.
Søg viden – ikke holdninger
En faldgrube er, at vi i en samtale om mistrivsel lader de gratis holdninger få frit i spil, mener Andreas. Vi kan nemt komme til at referere til noget, vi engang har læst, eller vi legitimerer vores synspunkter med henvisning til, hvad en såkaldt ekspert i radioen vist nok har sagt.
”Det kan gå hen og blive en interessant diskussion. Men når drejer det sig om ens eget barn, vil jeg råde til, at man undgår at låne en masse holdninger, som man begynder at stå stejlt på.”
”For at sige det lidt skarpt så er det ikke et holdningsspørgsmål, om ens barn har en depression eller ej. Det er en faglig vurdering. Hvad vi hver især måtte mene om mistrivsel og psykisk sygdom – eller om der stilles for mange eller for få diagnoser i dag – kan i disse konkrete tilfælde være underordnet. Snarere skal vi vide noget mere om barnets aktuelle tilstand. Og heldigvis er der meget god viden tilgængelig,” påpeger Andreas.
Han opfordrer forældre til at søge forskningsbaseret viden og samle lødig information, sådan som vi måske ville gøre det, hvis det var en fysisk sygdom, der pludselig ramte familien. Nogle går til foredrag, mens andre læser bøger eller lytter til podcasts om emnet. Derudover findes der mange patient- og pårørendeorganisationer, som formidler god og saglig information om det at leve med psykisk sygdom.
”Hvis mistrivsel eller psykisk sygdom bevirker, at ens barn siger og gør nogle bestemte ting, som virkelig udfordrer én som forælder, kan tilegnelse af viden være en hjælp til at se på sit barn med nye øjne. Får man mere viden om den pågældende psykiske sygdom, kan man også blive bedre i stand til at støtte sit barn – f.eks. ved at udvise større tålmodighed og omsorg for barnet samtidig med, at man tydeligt kan sætte ord på den adfærd, man finder bekymrende,” fortæller han.
Ikke et emne hen over aftensmaden
Når der er flere søskende i familien, kan man som forælder blive i tvivl om, i hvilken grad de skal inddrages i det, der har med deres bror eller søsters psykiske sygdom eller mistrivsel at gøre. Andreas genkender, at man som forælder f.eks. kan få lyst til at spørge sine andre børn: ’Er du også bekymret for din bror?’ eller ’Synes du også, din søster spiser for lidt?’
”Jeg kan godt forstå, at man som forælder har dette behov, men det er vigtigt at være meget forsigtig med at bede søskende om deres vurdering af situationen. I hvert fald indtil der har været fagfolk inde over, som kan give en afklaring og måske diagnose.”
”Når alt kommer til alt, er det forældrenes ansvar og ikke et emne, hele familien skal involveres i hen over aftensmaden. Sandsynligvis er de andre børn allerede på overarbejde og kæmper med selv at finde deres ben i det hele.”
”Jeg mødte engang en ung mand, som fortalte, hvor taknemmelig han var for, at hans forældre tog alle de tunge samtaler med hans 16-årige storebror, dengang broren blev syg. Selv blev han ikke inddraget meget i brorens indre liv, selv om de to brødre indtil da – med kun godt et år imellem dem – havde været tæt knyttet. Han fik dog nogle opdateringer af sine forældre ind imellem – f.eks. at hans bror nu fik dén medicin, gik hos dén psykiater, skulle på sygehuset så og så ofte, var sygemeldt fra skolen i en given periode, osv.”
”Efterfølgende sagde den unge mand til mig: ’Dét at jeg fik den information og samtidig vidste, at mine forældre tog sig af min storebror, hjalp mig til at kunne være sammen med ham. Vi kunne være sammen som søskende, uden at jeg behøvede at skifte rolle. Og samtidig vidste jeg, at jeg ikke skulle tage det personligt, når han ud af det blå pludselig kunne blive megasur eller ked af det.’”
”For mig at se er det et godt eksempel på, hvordan det ideelt kan se ud. Børn har både brug for og ret til at vide, hvad deres bror eller søster fejler – selvfølgelig tilpasset deres alder og forståelse. De skal vide, at han eller hun får hjælp, ligesom det skal stå klart, at sygdommen og behandlingen ikke er børnenes ansvar. Det er forældrenes opgave at tage hånd om det, der skal gøres for at støtte det barn, der er ramt af psykiske udfordringer,” understreger Andreas.
Søskende kan føle sig overset
Det kan nemt ske, at søskende føler sig overset eller overladt til sig selv, når et barn i familien rammes af psykiske udfordringer. Mindre børn vil måske kopiere en uhensigtsmæssig adfærd, fordi de oplever, at det mødes med opmærksomhed fra forældrenes side, og i værste fald kan de selv havne i mistrivsel.
”Selv om bekymringen for det syge barn kan fylde hele ens indre, bliver man nødt til at være forælder for alle børn i familien. Det kan man gøre ved at sætte ord på, at det er okay at være ked af det og længes efter samvær, som ikke handler om sygdom. Men det er også vigtigt at få sagt højt, at mor og far er nødt til at bruge ekstra tid sammen med det barn, der har det svært,” siger Andreas.
Han foreslår, at forældre prøver at skabe stunder, hvor det psykisk sårbare barn ikke nødvendigvis er med, og hvor man aktivt gør noget med de andre børn. At spise en is sammen, tage en tur i biografen eller komme på en udflugt kan være en tiltrængt pause for både forældre og søskende.
”En sådan ’pause’ kan give de raske søskende mulighed for at stille spørgsmål eller give udtryk for deres tanker og bekymringer. Risikoen er, at mange søskende til psykisk syge børn og unge ellers ender med at gemme på deres egne udfordringer, fordi de gerne vil skåne forældrene,” fortæller Andreas.
”Man kan også forsøge at finde fælles aktiviteter, som alle i familien kan deltage i, og hvor sygdommen fylder så lidt som muligt. Det kunne være at tage en tur i sommerhus langt væk fra hverdagens krav eller lave små hyggelige aktiviteter som at spille et familiespil eller se en film sammen – så længe man forholder sig fleksibelt til, at det barn, der har det svært, skal kunne forlade fællesskabet, når han eller hun har behov for det.”
Desuden nævner Andreas, at man sammen med de raske søskende kan undersøge, om de kan finde et frirum et andet sted i en periode. Man kan opfordre børnene til at tilbringe mere tid sammen med andre familiemedlemmer eller venner og i øvrigt hjælpe børnene til at række ud mod andre fællesskaber.
Har jeg mon også ADHD?
Hos forældre kan der opstå et behov for selvransagelse, og i mange tilfælde giver det også mening at afsøge noget hos sig selv, når ens barn oplever mistrivsel eller psykisk sygdom.
”Som forælder kan det være en invitation til at se på sit biologiske ophav og egen opvækst. Man vil måske spejle sig i sit barn og stille sig selv spørgsmålet: ’Har jeg mon også ADHD? Skal jeg også udredes?’ Det er bestemt et relevant spørgsmål at undersøge, men her er det min vurdering, at forældrerollen må komme før selvransagelsesprocessen.”
”Når et barn har det skidt, kræver det, at vi som forældre formår at sætte os selv til side. Ellers får vi forældre, der bliver mest optagede af at se indad, når der først og fremmest er brug for forældre, der ser barnet. Jeg kan opfordre til, at man for en stund prøver at parkere selvransagelsen, så hovedfokus i første omgang retter sig mod at hjælpe barnet og ellers at støtte hinanden som par,” foreslår Andreas.
Ifølge Andreas kan man senere vende tilbage til sin egen individuelle proces, når det peger i den rigtige retning for barnet. Men det handler om timing.
En krise, vi kan komme igennem sammen
”Psykisk sygdom og mistrivsel er ligesom andre kriser. Det giver os nogle meget vanskelige vilkår i tilværelsen, men det kan også være en anledning til, at vi får et nyt indblik i hinandens liv. Med svær eller længerevarende sygdom får vi stillet en virkelig svær opgave, og samtidig kan det minde os om, at vi vil gå langt for at holde sammen på vores parforhold og familie,” fremhæver Andreas.
Vi begynder måske i højere grad at opsøge praktisk hjælp, tage imod andres støtte, skrue ned for arbejdet, sætte fritidsaktiviteter på pause, tale med chefen om årsagen til ekstra fravær, åbne os mere for venner og bekendte – alt sammen nænsomt afstemt med hinanden og barnet. Gør vi noget aktivt for at undgå, at sygdommen river os fra hinanden, kan det i sig selv være helende og knytte familien tættere sammen.
Det er også her, forældre kan opleve at bryde det, som nogle gange kaldes den negative sociale arv. Det bliver muligt, hvis relationerne i familien prioriteres, og familien vover at være åben overfor at modtage hjælp og forståelse udefra, så andre er med til at bære, guide og lindre det, der opleves svært.
”En krise kan i det hele tage blive en invitation til at stoppe op og se, om vi i bund og grund lever det liv, vi ønsker. For nogle bliver det et ’wake up call’ til at prioritere anderledes, og som par kan vi nå hen til den erfaring, at vi godt kan komme igennem en svær tid sammen,” siger Andreas.
”Hvilken tidshorisont vi ser ind i, vil afhænge af den pågældende sygdom og effekten af en eventuel behandling. Men vi kan selv arbejde for at styrke familieklimaet ved at søge specialiseret viden, øve os i at tale med hinanden om det, der sker, og række ud efter professionel hjælp. Lykkes vi med det, er det bedste, vi i sidste ende kan gøre at tage en dag ad gangen, så håbet kan opstå på vejen.”
”Jeg har mødt mange familier, som er kommet styrket ud af den fælles krise, som en periode med psykisk sygdom er. Andre har måttet finde sig til rette med knuste fremtidsdrømme på deres barns vegne, men har samtidig oplevet en dyb forbundethed og taknemmelighed over den fælles tid sammen, som de ikke ville være foruden,” fortæller Andreas og slutter af:
”Vi kan kun i mindre grad beskytte vores børn mod sygdom og mistrivsel – men vi kan være dér, når det sker, og heri finde en dybere mening i vores forældreopgave. Som en erfaren børne-unge-psykiater har skrevet: ’Det er aldrig barnet, der er problemet – det er sygdommen. Og det er familien, der holder nøglen til at løse den opgave, som sygdommen stiller hele familien i.’”*
Har du psykiske udfordringer tæt inde på livet?
Her kan du søge hjælp:
- Center for Familieudvikling har speciale i at styrke tryghed og trivsel i familien primært gennem indsatser til de voksne. På vores hjemmeside kan du søge individuel hjælp, parterapi og skilsmisserådgivning eller benytte dig af nogle af vores andre indsatser, som bidrager til at styrke børn og voksnes trivsel i familien.
- En række kompetencecentre og organisationer indenfor det psykiatriske område tilbyder generel hjælp og rådgivning til pårørende – f.eks. Psykiatrifonden, Kombu eller Bedre Psykiatri. Desuden kører der i øjeblikket en kampagne under overskriften ’Spørg mere’, som har til formål at nedbryde tabuer om psykisk sygdom og give en hjælpende hånd til især børn, som har psykisk sygdom tæt inde på livet i familien.
- Mange patient- og pårørendeorganisationer formidler god og saglig information om det at leve med specifikke psykiske sygdomme og om behandlingsmuligheder, ligesom der her kan være adgang til netværk med andre, som står i samme situation – f.eks. ADHD-foreningen, Autismeforeningen, OCD-foreningen eller Depressions Foreningen.
*Nina Tejs Jørring et al. Narrative psychiatry and family collaborations. New York, Routledge 2022.