Grupper

Gruppebehandlingen er et struktureret undervisnings- og terapiforløb i stresshåndtering og forebyggelse af udbrændthed. Gruppebehandling kan have flere fordele. Mange deltagere nævner til sidst i et gruppeforløb, at de især har fået meget ud af at møde andre med samme problemer og sammen arbejde sig oven på igen. At høre og se andre komme på fode igen har en stor effekt og er med til at give håb om selv at blive bedre. Det har også en stor betydning for mange at gennemgå et undervisningsforløb i stresshåndtering og lære sig selv godt at kende samtidig med at lære nye mestringsstrategier.

Før du eventuelt begynder i et gruppeforløb, inviterer vi dig til en individuel samtale med en af vores psykologer, så vi kan danne os et første overblik over din livshistorie og aktuelle tilstand. Du vil blive introduceret til kognitiv adfærdsterapi som arbejdsmetode, og der vil blive god mulighed for at udveksle fyldestgørende og relevante oplysninger, lige som du kan stille spørgsmål til selve gruppebehandlingen.

Behandlingsforløbet i en gruppe strækker sig over 6 uger. Sessionerne varer 2 timer, og der er indlagt 15 minutters pause med te/kaffe. I hvert behandlingsforløb deltager 4-7 personer. Grupperne ledes af en af vores psykologer og en psykologistuderende. Der vil altid være mulighed for at tale med centrets psykiater under forløbet. Grupperne begynder, så snart der er nok tilmeldte.

Ønsker du at starte i et gruppeforløb, kan du udfylde vores skema i boksen til højre.