Partelefonen

Vi ønsker alle at have et trygt og godt parforhold. Alligevel kan det være svært at få plejet intimiteten til hinanden. Derfor kan vi alle have brug for inspiration og hjælp til at passe på parforholdet. Det er noget af det bedste, vi kan gøre for vores trivsel.

Ring til Partelefonen

– Danmarks største telefonrådgivningslinje for par

44 144 146

Gratis og anonym telefonrådgivning

Mandag kl. 15-18 • Tirsdag kl. 12-15 • Onsdag kl. 12-15 • Torsdag kl. 15-18

Det er helt normalt at opleve udfordringer i sit parforhold. Det kan være, du oplever, at jeres skænderier kører i ring, og I har svært ved at forsones. Måske fungerer jeres sexliv ikke, eller der er udfordringer i livet som børnefamilie. Når du ringer ind til Partelefonen, vil der i samtalen være fokus på netop det, som fylder i dit parforhold.

De frivillige telefonrådgivere har alle en psykologfaglig eller anden relevant baggrund. De er uddannet hos Center for Familieudvikling til at varetage rådgivningssamtaler, og de kan inspirere og hjælpe dig til at håndtere udfordringerne i dit parforhold. Rådgiverne er også i stand til at henvise videre, hvis I sammen finder ud af, at der er behov for yderligere støtte.

Vi lytter. Vi rådgiver. Vi hjælper jer videre.

 

Det siger brugerne:

Rådgiveren levede sig ind i min problemstilling og kom samtidig med sit perspektiv, og det var en hjælp.” – Anonym bruger

“Jeg følte mig hørt for første gang i lang tid og anerkendt i de følelser, jeg har. Samtidig var rådgiveren ærlig og kom med kritiske spørgsmål. Det satte gang i nogle gode og udviklende tanker.” – Anonym bruger

“Umiddelbart var det bare rart at blive lyttet til og få noget feedback på problemerne derhjemme.” – Anonym bruger

“Fordi det er over telefonen, er det nemt og hurtigt at komme i gang i en travl hverdag.” – Anonym bruger

 

Hvem kan ringe til Partelefonen?

Alle, der har brug for inspiration og hjælp til at passe på parforholdet, kan ringe til Partelefonen.

Du kan ringe ind alene eller sammen med din partner. En gennemsnitlig samtale varer ca. 45-60 minutter.

Du er også velkommen til at ringe flere gange. Vi kan ikke garantere, at det er den samme rådgiver, du kommer til at tale med, men alle vores rådgivere er meget kompetente og klar til at hjælpe dig.

Hvem kommer jeg til at tale med?

Vores frivillige rådgivere

Når du ringer ind til Partelefonen, møder du en frivillig rådgiver i den anden ende af røret.

De frivillige rådgivere har alle en relevant baggrund som f.eks. psykoterapeut, psykologistuderende, psykolog, sexolog eller sundhedsplejerske og er blevet uddannet hos Center for Familieudvikling forud for arbejdet i telefonrådgivningen. Flere har været med, siden Partelefonen modtog de første opkald for to år siden.

Rådgiverne brænder for at inspirere og hjælpe par, der ønsker at passe på parforholdet. Takket være deres indsats kan Partelefonen hver uge give gratis og anonym rådgivning.

Vores frivillige rådgivere modtager løbende supervision af erfarne psykologer, der arbejder med par, og de er en del af et fagligt forankret hus hos Center for Familieudvikling.

Kan jeg være anonym, når jeg ringer?

Anonymitet

Partelefonen er et anonymt rådgivningstilbud. Vi har ikke nummerviser, vi kan ikke se din IP-adresse, og vi registrerer ikke dine personlige oplysninger.

Der kan være særlige tilfælde, hvor andre hensyn vægtes højere. Hvis rådgiverne får kendskab til, at et barn eller ungt menneskes trivsel er i alvorlig risiko, har de pligt til at underrette det. I sådanne særlige situationer vil du blive gjort opmærksom på det, og du vil blive bedt om at oplyse navn og kontaktoplysninger. Vi vil altid fortælle dig, hvorfor vi beder om disse oplysninger og hvad, de vil blive brugt til.

Hvorfor oplever jeg ventetid?

Ventetid

Du kan opleve, at der er ventetid, når du ringer til Partelefonen. Det skyldes, at Partelefonen er et gratis tilbud, man kan benytte sig af uden tidsbestilling, og at vi i perioder modtager mange opkald. Vi prioriterer tid til den enkelte og det pågældende par, og de fleste samtaler kan vare op til 45 minutter. 

Er der ventetid, når du ringer til Partelefonen, håber vi på din tålmodighed, eller at du vil forsøge igen på et andet tidspunkt. Travlheden kan variere, men der vil altid være huller, og vi vil meget gerne tale med dig og jer om det, der er svært i jeres parforhold.

Partelefonen har åbent mandag til torsdag. Du finder de præcise åbningstider her på siden. Vi ser frem til at tale med dig.

Har Partelefonens rådgivere tavshedspligt?

Tavshedspligt

Alle medarbejdere og rådgivere hos Partelefonen er underlagt tavshedspligt. Det betyder, at vores rådgivere ikke må videregive det, I taler om. Kun i tilfælde af bekymring for et barn eller ungt menneske tilsidesættes tavshedspligten til fordel for underretningspligten.

Partelefonen fører statistik over alle opkald. Det betyder, at rådgiveren efter et opkald registrerer ikke-identificerbare oplysninger som køn, alder og årsag til henvendelse. Dette bruges til at dokumentere og evaluere vores arbejde uden at gå på kompromis med din anonymitet.

Hvordan kan det være gratis?

Gratis rådgivning

Partelefonen er finansieret af økonomisk støtte fra Østifterne. Dette gør det muligt at udbyde telefonrådgivningen som et gratis tilbud, du ikke skal betale for.

Hjælp os til at blive bedre

Må vi låne 5 minutter af din tid?

Hvis du har været i kontakt med Partelefonen, vil vi meget gerne høre om din oplevelse, så vi hele tiden kan forbedre vores indsats.

Derfor håber vi, du vil udfylde denne evaluering af vores tilbud. Det tager bare 5 minutter.

På forhånd tak for din feedback!

Du kan få svar på endnu flere spørgsmål lige her. 

Mere inspiration til jeres parforhold

Få indblik i jeres styrker og udfordringer i jeres forhold

Tag et Par-tjek og få taget temperaturen på jeres forhold og hent ny inspiration sammen med en Par-tjek vejleder. Formålet med et Par-tjek er at hjælpe jer til at styrke og vedligeholde jeres forhold i tide og over tid.

Spil et spil sammen

Kendskabsspillet består af 104 spørgsmålskort, som er udviklet til at fremme jeres nysgerrighed, interesse og kendskab til hinanden.

Bliv klogere på jeres parforhold

“Pas på parforholdet – når kærligheden er kommet for at blive” er en bog om kærlighed, kommunikation og hvordan et parforhold også handler om at passe på hinanden.

Giv jeres parforhold et boost

I en travl hverdag kan det være svært at give kærligheden gode vækstbetingelser.

Tag på et to-dages parkursus (PREP) og få inspiration til at holde kærligheden ved lige.