Når du booker tid til terapi eller rådgivning, kan du opleve, at vi ikke kan give dig en tid med det samme. Det skyldes, at vi i øjeblikket modtager mange henvendelser og har mange igangværende terapiforløb. Gælder ikke vores afdeling i Aarhus.
Mens I venter, kan I hente hjælp via vores anonyme og gratis rådgivningstelefon Partelefonen.
I tilfælde hvor der er tvivl om, hvorvidt man er parat til at vælge forholdet til, og gå i parterapi med henblik på at finde nye veje sammen, eller om man vil arbejde med at afvikle relationen og gå fra hinanden, kan ”tvivlsrådgivning” være et nyttigt alternativ. Tvivlsrådgivning er ikke terapi, men et afklarende forløb, hvor fokus er på at kunne træffe et aktivt og ansvarsfuldt valg for fremtiden.
Har man igennem længere tid oplevet at miste den tætte og trygge kontakt til hinanden, er man slidt af tilbagevendende og fastlåste konflikter, eller har man oplevet et svigt i parforholdet som kan være svært at tilgive, så er det helt naturligt, at man kan komme i tvivl om hvorvidt man vil blive i relationen. Samtidig kan det at gå fra hinanden opleves som en meget stor, svær og uoverskuelig beslutning.
I de situationer kan det være vigtigt at tage tvivlen alvorligt og få hjælp til et afklarende forløb – altså det vi kalder ”tvivlsrådgivning”.
Når par henvender sig for at få tvivlsrådgivning, er det ofte sådan, at det mest er den ene part, der er i tvivl. Man kan tale om, at den ene part ”læner sig ud af relationen” imens den anden part ”læner sig ind i relationen”. Når vi arbejder med par der er i tvivl, tager vi hånd om den sårbarhed der kan være for begge parter i relationen. Det kan være svært både at være den, der er bange for at blive forladt og at være den der er i tvivl om, hvorvidt man skal forlade sin partner og bryde familien op.
Par der vælger at gå i tvivlsrådgivningsforløb, kan forvente at få:
- En dybere forståelse af hvad der i jeres parforhold har medvirket til, at I nu overvejer et brud.
- Identifikation og forståelse for egen andel og medvirken i vanskelighederne imellem jer.
- Klarhed omkring og tillid til hvad der er næste skridt
Når et par befinder sig ved en skillevej i deres parforhold, er der tre veje de kan gå:
1. Ikke at gøre noget og fortsætte som hidtil.
2. Gå fra hinanden og evt. få hjælp til skilsmissen gennem skilsmisserådgivning.
3. Give parforholdet en chance ved at forpligte sig, og ved at kigge på sin egen andel i at være havnet der, hvor I er havnet. Dette arbejde kan støttes af et parterapeutisk forløb i 3-6 måneder.
Valget af denne vej indebærer at man engagerer sig i at arbejde på at komme tættere på sin partner og først ved slutningen af terapien igen evaluerer på, om det er lykkedes.
I tvivlsrådgivning kommer man sammen, men samtalen vil være opdelt sådan at man både har fælles tid og individuel tid med terapeuten hver især.
Tvivlsrådgivning strækker sig typisk over 1-5 samtaler.
Pris
- Pris gældende for København:
- Tvivlsrådgivning á 90 minutters varighed: 1.995 DKK.
Pris gældende for Aarhus:
- Tvivlsrådgivning á 90 minutters varighed: 1.895 DKK.
Praktiske informationer
Tvivlsrådgivning foregår på vores adresse i København eller Aarhus:
- København: Østergade 5, 1. sal. 1100 Kbh. K. (2 min. fra Kongens Nytorv/Metro)
- Aarhus: Søndergade 10, 2. sal, 8000 Aarhus C