Kategori: Nyheder

Om psykiske udfordringer hos børn – vi har modtaget dette spørgsmål:

Hej Center for Familieudvikling.

Jeg har en teenagedatter, som har OCD. Jeg synes, hendes psykiske lidelse fylder meget i vores familie. Vi taler meget om det, og som forældre kan vi måske også nogle gange blive overhensynsfulde. Til tider bliver det drænende – både for mig selv og for min mand, men det er også som om, at det bliver drænende for vores datter. Jeg er med på, at vi ikke skal negligere, at hun har udfordringer. Men hvordan undgår vi, at det kommer til at fylde det hele?

Med venlig hilsen

Den bekymrede mor

---

Kære bekymrede mor.

Tak for dit gode spørgsmål, som jeg er sikker på, at rigtig mange andre forældre kan genkende sig selv i. Når vores nærmeste – og især vores børn – kæmper med noget, vil vi så gerne gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe dem og lindre deres lidelser. Og denne omsorg og medleven er det allervigtigste for børn og unge – både med og uden OCD.

Støt op om hende – men ikke om OCD’en
Det helt centrale i dit spørgsmål drejer sig om, hvordan I som forældre på én gang støtter kærligt op om jeres datter, men ikke kommer til at løbe OCD’ens ærinde i ønsket om at lindre hendes ubehag og angst her og nu. Det dilemma vil mange andre forældre til en OCD-ramt sikkert kunne genkende.

At blive for hensynsfuld overfor OCD’en kan f.eks. betyde, at man kommer til at hjælpe den OCD-ramte med at ”tjekke” for hende eller lade hende ”tjekke”. Det kan også være ved at udføre bestemte tvangshandlinger eller hjælpe hende med at undgå det, der kan give hende tvangshandlinger (herunder tvangstanker).

Det kan kortvarigt virke angstdæmpende for den OCD-ramte at blive ved med at udføre disse tvangshandlinger eller undgå det, der vækker ubehaget – men på lang sigt er det med til at vedligeholde og ikke afhjælpe angsten. I kan støtte hende i at bryde med tvangen, men det må ske gradvist og må tages i det omfang, hun magter det.

Det fremgår ikke tydeligt af dit spørgsmål, i hvilket omfang jeres datter er plaget af OCD, og om hun allerede får professionel hjælp. Mit indtryk er dog, at I allerede er meget opmærksomme på ikke at negligere det svære. På den måde kan hun få lov til at opleve, at der er plads til at tale om det, der skaber problemer. Ved at bakke op om den professionelle hjælp, hun måske får, og ved at tage med til pårørendesamtaler, viser I netop denne åbenhed.

Giv plads til hele hende – og resten af familien
Samtidig skal jeres datter have lov til at være den pige, hun er, med sine interesser, aktiviteter, venner og alt det, der fylder i et helt almindeligt ungdomsliv. Det kan være med til at styrke hendes selvtillid og ind imellem give en pause fra OCD’en.

I det omfang det er muligt, vil det også være godt for resten af familien at gøre de ting, I hver især og sammen kan lide at gøre, så ikke OCD’en og bekymringerne får lov til at overtage alt. Det er også vigtigt ikke at glemme eventuelle søskende, der ser ud til at trives og have det godt. Her kan lidt alenetid med dem betyde meget.

Men som I sikkert kender til, kan de voksnes ressourcer ind imellem være begrænsede, når man står i en svær situation, så det må blive det muliges kunst. Det er forståeligt, hvis I også kan opleve udmattelse og en følelse af magtesløshed.

For mig lyder det dog som om, at I er lykkedes med at skabe en tillidsfuld og åben relation til jeres datter – tillykke med det! På de dage, hvor jeres bekymring tager over, kan det måske være en lille kilde til håb og trøst at tænke på, at hun måske netop kommer til jer med alt det, der er sårbart, og når det hele brænder på, mens lærere og venner kan opleve hende med overskud. Jeres billede af hende vil derfor ikke være det fulde billede af, hvem hun er.

Følelsesmæssigt pres og forandringer kan få OCD’en til at blusse op
Det kan aktivere alt muligt i os som forældre, når vores børn har det svært. Det kan opleves skamfuldt, når man ikke oplever at slå til, og når ens egen frustration fylder. Samtidig er den frustration, I oplever som forældre, måske kun en lille flig af det, jeres teenager oplever.

Helt generelt kan det være vanskeligt at følge med som forældre til en teenager, hvor udviklingen går hurtigt og ikke i en støt stigende linje. Det er ikke sikkert, OCD’en og angsten fylder på samme måde nu som om et halvt år, men der kan godt være begivenheder – som f.eks. eksaminer eller store forandringer som skoleskift – der kan få OCD’en til at blusse op og give et midlertidigt tilbagefald.

Professionel hjælp
Vi kan alle have nogle ting, vi slås med, men hvis OCD’en i høj grad går ud over jeres datters sociale trivsel og mulighed for at følge med i skolen, synes jeg, det er en god idé at opsøge hjælp. Det kan f.eks. ske ved at tage kontakt til PPR gennem skolen eller selv at tage kontakt til en psykolog foruden egen læge.

Hos en psykolog vil man typisk arbejde med at lære at genkende OCD’en, hvordan den er på spil og øve sig i at gøre modstand mod den, så den ikke styrer hele ens liv og bliver en stor del af ens identitet og selvopfattelse.

Ved at få professionel hjælp kan I få lov til ”bare” at være forældre og ikke også behandlere. En del organisationer og foreninger tilbyder også pårørendesamtaler med vejledning til de nærmeste. Det kan være en hjælp til, hvordan man bedst kan støtte op om den OCD-ramte i kampen mod OCD’en.

Jeg håber, du kan bruge svaret til noget. Ellers er du altid velkommen til at skrive ind igen.

De bedste hilsner,
Elli Kappelgaard
Psykolog
Center for Familieudvikling

…
Vil du vide mere om, hvordan det kan lykkes at skabe en tryg familie på trods af psykiske udfordringer, kan du tilmelde dig vores gratis webinar torsdag d. 7. december kl. 14.00-15.00.

Du kan altid søge individuel hjælp eller parterapi hos Center for Familieudvikling som et bidrag til at styrke børn og voksnes trivsel i familien. Desuden kan du finde god rådgivning specifikt om OCD hos OCD-foreningen.

…

Vi opfordrer til at sende os spørgsmål, og vi udvælger ét hver måned, som eksperter fra Center for Familieudvikling svarer på. Svaret deler vi her på siden og i forbindelse med vores månedlige nyhedsbrev. 

Har du et spørgsmål, der handler om parforhold, samarbejdet mellem skilte forældre eller den sammenbragte familie, så send det til os på mail: kontakt@familieudvikling.dk.
Vælger vi dit spørgsmål ud, vil det blive anonymiseret, idet vi ændrer navnet på afsenderen. 

Interview med Andreas Schröder, overlæge, ph.d. og speciallæge i psykiatri hos Center for Familieudvikling. 

Psykisk sygdom er en svær opgave at håndtere – særligt når det er ens eget barn, der bliver ramt – og ofte vil det påvirke både forældre og søskende. Men psykiske udfordringer og mistrivsel hos børn og unge behøver ikke at rive familien fra hinanden, hvis vi gør os umage med at vove åbenhed, og vi aktivt søger viden og professionel hjælp i tide, mener psykiater Andreas Schröder.

”Det er min oplevelse, at der er få ting, der kan udfordre forældre mere, end når deres børn udvikler psykisk mistrivsel eller sygdom,” fortæller Andreas Schröder, der er speciallæge i psykiatri hos Center for Familieudvikling i Aarhus.

I over 20 år har han udredt og behandlet mennesker med psykiske sygdomme, og han har set, hvordan psykiske udfordringer hos et barn kan lægge et stort pres på parforholdet og familien. Ofte kan der hos forældre opstå en følelse af selvbebrejdelse og magtesløshed. Det kan være et opslidende og uforudsigeligt forløb, og der kan melde sig en grundlæggende tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre – både for det barn, der er ramt af psykiske udfordringer, for søskende og forældrenes parforhold.

 

En vej af sorg og af håb

”I større eller mindre grad kan der også være en sorgproces forbundet med at indstille sig på, at ens barn f.eks. har angst, depression eller OCD, og man spørger måske sig selv: ’Hvad nu hvis det ender med, at vores barn aldrig får det godt igen? Aldrig får et almindeligt liv? Ikke kan forfølge sine drømme i livet?’ Dette er helt naturlige tanker og bekymringer.”

”I stedet for at undvige de ubehagelige spørgsmål er det min erfaring, at det er bedre at stå ansigt til ansigt med dem. Det er bestemt ikke enkelt, og som forældre reagerer vi ikke nødvendigvis på samme måde,” siger Andreas, der ligesom sine kollegaer på Center for Familieudvikling møder forældre, der oplever at befinde sig i en krise på grund af deres barns mistrivsel, og som derfor opsøger individuel terapi eller hjælp til parforholdet.

”Der kan være tidspunkter, hvor den ene forælder er fyldt af håb for, at barnet får det godt igen, mens den anden nærmest er i sorg og finder alting håbløst. I de situationer kan den sorgfulde have svært ved at forstå sin partners mere håbefulde tilgang – og omvendt – og det kan ske, at man bevæger sig længere og længere i hver sin retning.”

”Når ens barn har det svært, sidder følelserne i forvejen udenpå tøjet, og man kan nemt føle sig svigtet af sin partner. Desuden kan forældrepar blive udfordret på deres teamspirit og begynde at tvivle: ’Kan vi overhovedet arbejde sammen om det her?”

Andreas understreger, at det er helt naturligt, at vi kan reagere forskelligt, når vi føler os pressede. For ham at se må vi dog prøve at acceptere, at vi for en tid står forskellige steder uden samtidig at miste forbindelsen til hinanden.

”I virkeligheden vil de to forældreperspektiver typisk kunne supplere hinanden. Prøver vi som forældre at give plads til de modsatrettede følelser og handlingsimpulser, vil vi ofte bedre kunne møde barnets forskellige behov, end hvis det kun er den ene forælders perspektiv, der er gældende.”

Overbekymret eller underbekymret?

Ifølge Andreas er det dog helt almindeligt, at nogle af de negative mønstre, som findes i et parforhold i forvejen, bliver forstørret i kølvandet på psykisk sygdom.

”Jeg tænker på familier, hvor den ene forælder kan have en tendens til at være overbekymret og særlig ængstelig for barnet. Forælderen kan f.eks. komme til at søge hjælp for hurtigt eller søge for meget hjælp på sit barns vegne frem for at styrke barnets naturlige udvikling. Den anden forælder kan omvendt indtage en lidt modsat – og mere ubekymret – rolle og kommer måske til at overse tydelige advarselstegn på mistrivsel hos barnet. En svær udfordring hos barnet bliver måske slået hen som tegn på en helt almindelig udviklings- eller modningsproces hos børn, der ikke skal problematiseres.”

Andreas fortæller, at især voksne, der selv lider af en ikke-diagnosticeret psykisk udfordring, kan have en blind vinkel i synet på egne børn. Det kan være tilfældet med ADHD, som har en stærk genetisk komponent og derfor ”løber” i familier igennem generationer.

Andre eksempler er OCD, social angst eller relationelle udfordringer, som kan nedarves både genetisk og gennem indlæring i familien eller i skolen, men også som en mere ubevidst gentagelse af uhensigtsmæssige reaktionsmønstre eller psykologiske beskyttelsesstrategier, som barnet har set hos forælderen, og som forælderen måske selv har oplevet i sin egen opvækst.

”Hvis forælderen aldrig har fået hjælp til sine egne psykiske vanskeligheder, opfattes disse oftest som en del af ens personlighed. Samtidig genkender forælderen måske noget i barnet fra sig selv, som han eller hun har behov for at bagatellisere eller forsvare, men som den anden forælder igen og igen problematiserer. Det kan være konkrete tvangshandlinger hos barnet i tilfælde af OCD, en stærk impulsivitet og motorisk uro i tilfælde af ADHD eller en overdreven mistro overfor andre mennesker i tilfælde af relationelle udfordringer.”

”I et sådant mønster med den ’overbekymrede’ overfor den ’underbekymrede’, kan der ske en polarisering forældrene imellem. Den ene forælder vil typisk presse på for, at barnet skal udredes, eller at der i det mindste etableres et samarbejde med skolen, ungdomsklubben eller lignende. Alt imens kan den anden forælder være stærkt imod og synes måske, at alene dét at overveje, om barnet fejler noget, er en overdreven bekymring, som kan skade barnets naturlige udvikling. En sådan polarisering er ret klassisk og ofte forståelig – men den er alligevel ikke hjælpsom for hverken barnet eller familien som helhed.”

Andreas påpeger, at hvis man ikke er lydhør overfor, hvad den anden forælder bringer frem, vil samtalen om barnet have svære betingelser. Er man derimod i stand til at tale åbent og ærligt med hinanden – uden at insistere på et radikalt andet perspektiv end den anden – er der gode muligheder for at supplere hinanden på en konstruktiv måde.

”Når alt kommer til alt, er bekymringen for barnet noget, der skal tages alvorligt og afklares i fællesskab. Særligt hvis barnet eller den unge befinder sig i en sårbar situation, har han eller hun for alvor brug for forældre, der tydeligt står sammen og også formår at handle på barnets vegne,” fortæller han.

”Jeg vil faktisk sige, at hvis man har et barn, der dagligt går i skole med ondt i maven, har vedvarende problemer med at sove, begynder at isolere sig fra sine venner eller viser tegn på selvdestruktiv adfærd som f.eks. selvskade eller spisevægring, så skal man reagere som forældre.”

 

Svært at opdage psykisk sygdom hos børn

Helt generelt er det dog sværere at opdage psykisk sygdom hos børn og unge end hos voksne. Det skyldes blandt andet, at der er stor variation i børn og unges naturlige udvikling, så det trivselsfelt, som forældre og fagfolk skal forholde sig til, er enormt bredt.

”Vi må starte med at spørge barnet: ’Hvordan har du det egentlig?’ Forældres oprigtige, omsorgsfulde og respektfulde interesse vil ofte kunne få barnet eller det unge menneske til at åbne sig. Men ikke alle har ordene til at udtrykke, hvordan de har det, og ofte viser mistrivsel sig først og fremmest i børn og unges adfærd. Det kræver så, at voksne kan skelne, hvornår der er tale om sygdom, et trivselsproblem eller en normal udvikling, og det kan være rigtig svært.”

”Mistrivsel kan f.eks. være en længerevarende tilstand af nedsat energi og glæde i livet eller en periode med ophobning af frustrationer hos den unge, som kan medføre, at barnet trækker sig fra familie og venner, ikke kommer i skole eller oftere havner i konflikt med andre. Mistrivsel er ikke det samme som psykisk sygdom. Men der er en tæt sammenhæng, for uden hjælp fra forældre og andre voksne til at vende skuden, kan mistrivsel føre til f.eks. depression, angst eller OCD, som efterhånden vil gå ud over evnen til at opretholde en normal hverdag,” forklarer Andreas.

”Samtidig er det en normal udvikling hos børn og unge, at de vil opleve negative følelser som tristhed, vrede og ængstelse. De fleste børn vil have perioder, hvor livet synes let, og andre perioder, hvor de i højere grad må anstrenge sig for at leve op til deres egne eller andres forventninger – f.eks. om at være god til fodbold, at være vellidt blandt vennerne eller at kunne acceptere sig selv. Det er noget, der hører et almindeligt børne- og ungdomsliv til.”

”Her må man afklare, om ens barn ’bare’ er i en svær livsfase med øget mistrivsel, eller om barnet er ved at udvikle psykisk sygdom. Når en afklaring er væsentlig, er det fordi, de redskaber, som kan hjælpe barnet, vil være temmelig forskellige,” fortæller Andreas.

Han nævner, at nogle forældre holder sig tilbage fra at undersøge dette nærmere, fordi psykisk sygdom fortsat er stigmatiseret i vores samfund. Desuden er der forældre, der selv lever med en ikke-erkendt psykisk udfordring, og som afholder sig fra at undersøge barnets (og dermed egne) vanskeligheder i et forsøg på at tage hensyn. Men en tøven kan også skyldes, at forældre synes, de overskrider barnets grænser, hvis de deler deres bekymring med nære venner eller søger råd hos lægen, psykologen eller pædagogen.

”Grundlæggende er det min holdning, at man godt må tale med andre i fortrolighed, hvis det foregår i respekt for barnet. Hvis man synes at se tegn på psykisk sygdom hos sit barn, tænker jeg endda, det er en pligt at tale med andre for derigennem at undersøge: ’Er der egentlig andre, der er bekymret for mit barn?’”

”At få et fagligt perspektiv på barnet er afgørende for at kunne få den rette hjælp. Ellers kan man som forældre komme til at famle rundt i mørke, eller man går mere og mere på listefødder, fordi man ikke ved, hvad man skal stille op. Heldigvis er der masser af hjælp at hente, når først vi har afgrænset og forstået barnets udfordringer,” siger Andreas.

 

Søg viden – ikke holdninger

En faldgrube er, at vi i en samtale om mistrivsel lader de gratis holdninger få frit i spil, mener Andreas. Vi kan nemt komme til at referere til noget, vi engang har læst, eller vi legitimerer vores synspunkter med henvisning til, hvad en såkaldt ekspert i radioen vist nok har sagt.

”Det kan gå hen og blive en interessant diskussion. Men når drejer det sig om ens eget barn, vil jeg råde til, at man undgår at låne en masse holdninger, som man begynder at stå stejlt på.”

”For at sige det lidt skarpt så er det ikke et holdningsspørgsmål, om ens barn har en depression eller ej. Det er en faglig vurdering. Hvad vi hver især måtte mene om mistrivsel og psykisk sygdom – eller om der stilles for mange eller for få diagnoser i dag – kan i disse konkrete tilfælde være underordnet. Snarere skal vi vide noget mere om barnets aktuelle tilstand. Og heldigvis er der meget god viden tilgængelig,” påpeger Andreas.

Han opfordrer forældre til at søge forskningsbaseret viden og samle lødig information, sådan som vi måske ville gøre det, hvis det var en fysisk sygdom, der pludselig ramte familien. Nogle går til foredrag, mens andre læser bøger eller lytter til podcasts om emnet. Derudover findes der mange patient- og pårørendeorganisationer, som formidler god og saglig information om det at leve med psykisk sygdom.

”Hvis mistrivsel eller psykisk sygdom bevirker, at ens barn siger og gør nogle bestemte ting, som virkelig udfordrer én som forælder, kan tilegnelse af viden være en hjælp til at se på sit barn med nye øjne. Får man mere viden om den pågældende psykiske sygdom, kan man også blive bedre i stand til at støtte sit barn – f.eks. ved at udvise større tålmodighed og omsorg for barnet samtidig med, at man tydeligt kan sætte ord på den adfærd, man finder bekymrende,” fortæller han.

 

Ikke et emne hen over aftensmaden

Når der er flere søskende i familien, kan man som forælder blive i tvivl om, i hvilken grad de skal inddrages i det, der har med deres bror eller søsters psykiske sygdom eller mistrivsel at gøre. Andreas genkender, at man som forælder f.eks. kan få lyst til at spørge sine andre børn: ’Er du også bekymret for din bror?’ eller ’Synes du også, din søster spiser for lidt?’

”Jeg kan godt forstå, at man som forælder har dette behov, men det er vigtigt at være meget forsigtig med at bede søskende om deres vurdering af situationen. I hvert fald indtil der har været fagfolk inde over, som kan give en afklaring og måske diagnose.”

”Når alt kommer til alt, er det forældrenes ansvar og ikke et emne, hele familien skal involveres i hen over aftensmaden. Sandsynligvis er de andre børn allerede på overarbejde og kæmper med selv at finde deres ben i det hele.”

”Jeg mødte engang en ung mand, som fortalte, hvor taknemmelig han var for, at hans forældre tog alle de tunge samtaler med hans 16-årige storebror, dengang broren blev syg. Selv blev han ikke inddraget meget i brorens indre liv, selv om de to brødre indtil da – med kun godt et år imellem dem – havde været tæt knyttet. Han fik dog nogle opdateringer af sine forældre ind imellem – f.eks. at hans bror nu fik dén medicin, gik hos dén psykiater, skulle på sygehuset så og så ofte, var sygemeldt fra skolen i en given periode, osv.”

”Efterfølgende sagde den unge mand til mig: ’Dét at jeg fik den information og samtidig vidste, at mine forældre tog sig af min storebror, hjalp mig til at kunne være sammen med ham. Vi kunne være sammen som søskende, uden at jeg behøvede at skifte rolle. Og samtidig vidste jeg, at jeg ikke skulle tage det personligt, når han ud af det blå pludselig kunne blive megasur eller ked af det.’”

”For mig at se er det et godt eksempel på, hvordan det ideelt kan se ud. Børn har både brug for og ret til at vide, hvad deres bror eller søster fejler – selvfølgelig tilpasset deres alder og forståelse. De skal vide, at han eller hun får hjælp, ligesom det skal stå klart, at sygdommen og behandlingen ikke er børnenes ansvar. Det er forældrenes opgave at tage hånd om det, der skal gøres for at støtte det barn, der er ramt af psykiske udfordringer,” understreger Andreas.

 

Søskende kan føle sig overset

Det kan nemt ske, at søskende føler sig overset eller overladt til sig selv, når et barn i familien rammes af psykiske udfordringer. Mindre børn vil måske kopiere en uhensigtsmæssig adfærd, fordi de oplever, at det mødes med opmærksomhed fra forældrenes side, og i værste fald kan de selv havne i mistrivsel.

”Selv om bekymringen for det syge barn kan fylde hele ens indre, bliver man nødt til at være forælder for alle børn i familien. Det kan man gøre ved at sætte ord på, at det er okay at være ked af det og længes efter samvær, som ikke handler om sygdom. Men det er også vigtigt at få sagt højt, at mor og far er nødt til at bruge ekstra tid sammen med det barn, der har det svært,” siger Andreas.

Han foreslår, at forældre prøver at skabe stunder, hvor det psykisk sårbare barn ikke nødvendigvis er med, og hvor man aktivt gør noget med de andre børn. At spise en is sammen, tage en tur i biografen eller komme på en udflugt kan være en tiltrængt pause for både forældre og søskende.

”En sådan ’pause’ kan give de raske søskende mulighed for at stille spørgsmål eller give udtryk for deres tanker og bekymringer. Risikoen er, at mange søskende til psykisk syge børn og unge ellers ender med at gemme på deres egne udfordringer, fordi de gerne vil skåne forældrene,” fortæller Andreas.

”Man kan også forsøge at finde fælles aktiviteter, som alle i familien kan deltage i, og hvor sygdommen fylder så lidt som muligt. Det kunne være at tage en tur i sommerhus langt væk fra hverdagens krav eller lave små hyggelige aktiviteter som at spille et familiespil eller se en film sammen – så længe man forholder sig fleksibelt til, at det barn, der har det svært, skal kunne forlade fællesskabet, når han eller hun har behov for det.”

Desuden nævner Andreas, at man sammen med de raske søskende kan undersøge, om de kan finde et frirum et andet sted i en periode. Man kan opfordre børnene til at tilbringe mere tid sammen med andre familiemedlemmer eller venner og i øvrigt hjælpe børnene til at række ud mod andre fællesskaber.

 

Har jeg mon også ADHD?

Hos forældre kan der opstå et behov for selvransagelse, og i mange tilfælde giver det også mening at afsøge noget hos sig selv, når ens barn oplever mistrivsel eller psykisk sygdom.

”Som forælder kan det være en invitation til at se på sit biologiske ophav og egen opvækst. Man vil måske spejle sig i sit barn og stille sig selv spørgsmålet: ’Har jeg mon også ADHD? Skal jeg også udredes?’ Det er bestemt et relevant spørgsmål at undersøge, men her er det min vurdering, at forældrerollen må komme før selvransagelsesprocessen.”

”Når et barn har det skidt, kræver det, at vi som forældre formår at sætte os selv til side. Ellers får vi forældre, der bliver mest optagede af at se indad, når der først og fremmest er brug for forældre, der ser barnet. Jeg kan opfordre til, at man for en stund prøver at parkere selvransagelsen, så hovedfokus i første omgang retter sig mod at hjælpe barnet og ellers at støtte hinanden som par,” foreslår Andreas.

Ifølge Andreas kan man senere vende tilbage til sin egen individuelle proces, når det peger i den rigtige retning for barnet. Men det handler om timing.

 

En krise, vi kan komme igennem sammen

”Psykisk sygdom og mistrivsel er ligesom andre kriser. Det giver os nogle meget vanskelige vilkår i tilværelsen, men det kan også være en anledning til, at vi får et nyt indblik i hinandens liv. Med svær eller længerevarende sygdom får vi stillet en virkelig svær opgave, og samtidig kan det minde os om, at vi vil gå langt for at holde sammen på vores parforhold og familie,” fremhæver Andreas.

Vi begynder måske i højere grad at opsøge praktisk hjælp, tage imod andres støtte, skrue ned for arbejdet, sætte fritidsaktiviteter på pause, tale med chefen om årsagen til ekstra fravær, åbne os mere for venner og bekendte – alt sammen nænsomt afstemt med hinanden og barnet. Gør vi noget aktivt for at undgå, at sygdommen river os fra hinanden, kan det i sig selv være helende og knytte familien tættere sammen.

Det er også her, forældre kan opleve at bryde det, som nogle gange kaldes den negative sociale arv. Det bliver muligt, hvis relationerne i familien prioriteres, og familien vover at være åben overfor at modtage hjælp og forståelse udefra, så andre er med til at bære, guide og lindre det, der opleves svært.

”En krise kan i det hele tage blive en invitation til at stoppe op og se, om vi i bund og grund lever det liv, vi ønsker. For nogle bliver det et ’wake up call’ til at prioritere anderledes, og som par kan vi nå hen til den erfaring, at vi godt kan komme igennem en svær tid sammen,” siger Andreas.

”Hvilken tidshorisont vi ser ind i, vil afhænge af den pågældende sygdom og effekten af en eventuel behandling. Men vi kan selv arbejde for at styrke familieklimaet ved at søge specialiseret viden, øve os i at tale med hinanden om det, der sker, og række ud efter professionel hjælp. Lykkes vi med det, er det bedste, vi i sidste ende kan gøre at tage en dag ad gangen, så håbet kan opstå på vejen.”

”Jeg har mødt mange familier, som er kommet styrket ud af den fælles krise, som en periode med psykisk sygdom er. Andre har måttet finde sig til rette med knuste fremtidsdrømme på deres barns vegne, men har samtidig oplevet en dyb forbundethed og taknemmelighed over den fælles tid sammen, som de ikke ville være foruden,” fortæller Andreas og slutter af:

”Vi kan kun i mindre grad beskytte vores børn mod sygdom og mistrivsel – men vi kan være dér, når det sker, og heri finde en dybere mening i vores forældreopgave. Som en erfaren børne-unge-psykiater har skrevet: ’Det er aldrig barnet, der er problemet – det er sygdommen. Og det er familien, der holder nøglen til at løse den opgave, som sygdommen stiller hele familien i.’”*

Har du psykiske udfordringer tæt inde på livet?

Her kan du søge hjælp:

• Center for Familieudvikling har speciale i at styrke tryghed og trivsel i familien primært gennem indsatser til de voksne. På vores hjemmeside kan du søge individuel hjælp, parterapi og skilsmisserådgivning eller benytte dig af nogle af vores andre indsatser, som bidrager til at styrke børn og voksnes trivsel i familien.
• En række kompetencecentre og organisationer indenfor det psykiatriske område tilbyder generel hjælp og rådgivning til pårørende – f.eks. Psykiatrifonden, Kombu eller Bedre Psykiatri. Desuden kører der i øjeblikket en kampagne under overskriften ’Spørg mere’, som har til formål at nedbryde tabuer om psykisk sygdom og give en hjælpende hånd til især børn, som har psykisk sygdom tæt inde på livet i familien.
• Mange patient- og pårørendeorganisationer formidler god og saglig information om det at leve med specifikke psykiske sygdomme og om behandlingsmuligheder, ligesom der her kan være adgang til netværk med andre, som står i samme situation – f.eks. ADHD-foreningen, Autismeforeningen, OCD-foreningen eller Depressions Foreningen.

*Nina Tejs Jørring et al. Narrative psychiatry and family collaborations. New York, Routledge 2022.

Om psykiske udfordringer i familien – månedens kommentar:

Min lillebror Frederik er psykisk udviklingshæmmet. Han har intet sprog og kan ikke klare sig selv, og han minder om en étårig ”indvendigt”, selv om han i sit ydre ligner en voksen mand.

Han fylder 40 i dette efterår, og det skal naturligvis fejres. Men da han har stærke autistiske træk, er det usikkert, hvor længe han kan holde til at deltage i festlighederne, og hvor meget han i øvrigt magter at være sammen med gæsterne. Fødselsdagsfesten bliver derfor både en anledning til at fejre ham, men også en påmindelse om den sårbarhed, der er forbundet med at være bror til ham.

Noget af det, der har været svært for mig gennem årene, er, at jeg ikke kan dele mine tanker og oplevelser med Frederik. Det var særligt trist i forbindelse med, at vores tre børn kom til verden. Det har været de største begivenheder i mit liv, og dem ville jeg naturligvis gerne dele med min bror.

Jeg har dog haft mange år til at vænne mig til og forstå, at jeg ikke kan dele liv med ham. Og på mange måder har jeg også lært at leve med det. Dét, jeg dog til stadighed synes er svært, er, at han ikke kan dele liv med mig.

På dage hvor han smiler og synger, går det fint. Men de gange, hvor han er tydeligt frustreret eller sågar slår sig selv i hovedet, oplever jeg en stor afmagt og frustration knyttet til, at jeg ikke kan være der for ham. Jeg har ikke adgang til hans tanker og frustrationer, og det er derfor svært for mig at hjælpe ham.

Selv om det heldigvis er de færreste, der er så handicappede som min bror, så hører vi stort set dagligt om, hvordan børn og unge udfordres af ADHD, angst eller andre psykiske udfordringer. Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen har omkring 15% af alle børn været i behandling for en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år. Det svarer til mere end hvert 6. barn, og noget tyder desværre på, at det tal er stigende.

At være storebror til Frederik minder mig om, at det ikke kun er det enkelte menneske, der rammes, når psykisk (eller fysisk) sygdom spænder ben for én i tilværelsen. Det har også betydning for søskende og forældre, ja hele familien – på det praktiske, relationelle, emotionelle og måske endda eksistentielle plan.

På denne baggrund er jeg stolt over, at vi på Center for Familieudvikling har kompetencer til og erfaring med at hjælpe forældre, der befinder sig i en livskrise. Uanset om man har børn med særlige behov eller er ramt på andre måder, kan man i en sådan fase af livet have brug for hjælp til parforholdet og sig selv. Derfor tilbyder vi både parterapi og individuel terapi – alt sammen for at skabe de bedste betingelser for hele familiens trivsel.

Publiceret november 2023.

 

---

Om hverdagens kedelige øjeblikke – månedens kommentar:

Sidste uge vendte jeg tilbage til hverdagen og arbejdet efter en dejlig efterårsferie. På min gåtur ned mod Center for Familieudviklings lokaler på Strøget blev jeg mødt af mange reklamer i butiksvinduer og på skilte. Men særligt én reklame gjorde indtryk på mig.

Et teleselskab kører en kampagne, der lyder noget i retning af:
– Med vores produkt er der aldrig et kedeligt øjeblik. Få al den bedste streaming samlet ét sted.

Umiddelbart kunne man være fristet til straks at købe et af selskabets streamingprodukter, for det lyder tillokkende med al den underholdning, man kan få smidt i hovedet til en rimelig pris. Ikke desto mindre var der noget ved reklamen, der forstyrrede mig. Den vakte et grundlæggende spørgsmål hos mig, som eftertanken kaldte på at sige højt:

Hvorfor må vi ikke have et kedeligt øjeblik? Hvorfor er det så farligt for os moderne mennesker?

Ifølge psykiateren og forskeren Daniel Siegel er en betingelse for medfølelse, at vi oplever ro, hvile og ”mellemrum” i vores daglige gøremål. Eller sagt med andre ord: Hvis vi ikke ”keder os” engang imellem, skaber vi hverken tid, overskud eller formåen til at tænke på vores medmennesker.

Det er, når vi stirrer ud i luften, venter i en kø eller sidder i sofaen – vel at mærke uden at glo på vores telefon – at vi kan komme til at tænke på vores fraskilte bror, vores stressramte datter eller vores gode ven, der føler sig ensom i sit parforhold. Det er i de såkaldt kedelige stunder, at vi får chancen for at komme i tanke om, at der er betydningsfulde mennesker omkring os, som kan have brug for at blive mødt med vores medfølelse og varme.

I det gamle Rom fastholdt magthaverne befolkningen i et jerngreb. Ikke kun via traditionel magtudøvelse, men også via det de kaldte ”brød og cirkus”, som hentydede til de kornuddelinger og gladiatorkampe i cirkus, som kejseren gav befolkningen i Rom. Der var altså tale om noget, der kunne indtages ”med munden og med øjnene”, og måske var formålet at afholde datidens romere fra at beskæftige sig med mere eksistentielle, relationelle eller samfundsmæssige anliggender.

For mig at se kan nutidens ”brød og cirkus” kaldes streaming og skærm – og effekten er den samme som for godt 2.000 år siden. Det bedøver os i en sådan grad, at selv den kærligste og mest omsorgsfulde person kan blive begrænset i at udvise den medfølelse, som personen ellers er i stand til.

De kedelige øjeblikke bliver sjældent fremhævet som noget positivt, når vi i al almindelighed taler om vores forventninger og ønsker til tilværelsen, parforholdet og familielivet. Men skal vi passe på de nære relationer og på familien, kan vi med god grund forsøge at se værdien i hverdagens underholdningsfri mellemrum.

Lad os derfor denne vinter hilse kedsomheden velkommen for vores egen skyld – og ikke mindst for vores familiers skyld.

Publiceret oktober 2023.

 

---

Om sammenbragte familiers udfordringer – månedens kommentar:

Der findes efter sigende 37 forskellige familiekonstellationer i Danmark*, og her er andengangsfamilien i dag blandt de mest udbredte. Med tanke på at næsten halvdelen af alle førstegangsægteskaber går i opløsning på et tidspunkt – og fordi mange skilte forældre ikke opgiver drømmen om at finde en partner – er der tale om rigtig mange børn og voksne, som på et tidspunkt kommer til at indgå i en sammenbragt familie. Samtidig ser vi på Center for Familieudvikling, at mange kæmper med at få denne familieform til at fungere. Derfor har vi et særligt fokus på den sammenbragte familie. Det gælder også vores seneste nyhedsbrev.

Man skulle antage, at forældre i en sammenbragt familie ville have bedre chancer for at holde sammen på familien anden gang, fordi de har gjort sig erfaringer fra et tidligere ægteskab. Det er dog ikke altid tilfældet. Trods gode intentioner ender flertallet af disse familier med at gå i opløsning. Risikoen for et brud i en andengangsfamilie er faktisk markant større end i en førstegangfamilie.

Det er i og for sig ikke underligt, når man tænker over det. For selv om de voksne nok har lært noget af deres første ægteskab, så er kompleksiteten endnu større i en sammenbragt familie. Både praktisk og følelsesmæssigt. De voksne skal forholde sig til flere hjem og hinandens eks’er, og de skal ofte forholde sig til både dine, mine og vores børn. Og uanset hvor meget, de prøver at elske deres nye bonusbørn, så er det umuligt at matche den tilknytning og kærlighed, som den biologiske forælder har til sine børn. Der vil altid være en (vanskelig) forskel.

Dertil kommer de problemer, som børnene oplever. De er – sat på spidsen – ”tvunget” til at forholde sig til en ny voksen og i mange tilfælde også til nye søskende. Disse nye familiemedlemmer kan med tiden vise sig at blive ”en bonus”, men i de første (mange) år, er det ofte svært. For børnene har jo ikke selv valgt at indgå i den nye familie. Mange af dem oplever, at de taber tid med deres forælder, fordi deres mor eller far er nyforelsket i en person, som barnet kan have et ambivalent forhold til. Og pludselig skal alt foregå på en alt for ”familieagtig måde” i børnenes optik.

Det er altså på ingen måde underligt, at så mange sammenbragte familier ender med at gå i opløsning. Det er faktisk meget forståeligt. Ikke desto mindre ved vi, at et brud kan opleves meget vanskeligt. Ikke mindst for børnene. De skal – nu for anden gang – forholde sig til en skilsmisse, nye familiekonstellationer, måske også nye forhold (som barnet ikke selv har valgt), nye vaner, nye regler, nyt hus, ny skole. Ydermere er der en risiko for, at børnene helt mister kontakten til deres bonusforælder og bonussøskende, da der ikke er juridiske rettigheder eller biologisk bånd, der binder dem sammen. Hermed mister børnene potentielt vigtige tilknytningsrelationer, som de måske endelig er begyndt at holde af.

På denne baggrund er vi taknemmelige for, at Østifterne har valgt at støtte en særlig indsats til disse familier i form af et dagskursus for forældre i sammenbragte familier og flere andre tilbud, som vi udbyder fra dette efterår. Desuden er vi begejstrerede for, at Janne Leth Førgaard udgiver sin anden bog om emnet om kort tid. Du kan læse mere om hendes og vores perspektiver i denne artikel. God læselyst.

Kilde: Danmarks Statistik

Publiceret september 2023.

 

---

Relationel CO2 i hjemmet – månedens kommentar:

Når der i forskellige sammenhænge tales om familiens betydning, er det typisk forældrenes relation til barnet, der nævnes. Betydningen af forældrenes forhold til hinanden – og hvordan denne relation påvirker børns tryghed, trivsel og udvikling – er stort set fraværende i den offentlige debat. Det er tankevækkende, idet familien trods alt er barnets primære base og udviklingsarena, og at det er her de vigtigste tilknytningsrelationer dannes.

Vi ved fra forskningen, at hyppige og vedvarende konflikter imellem forældre risikerer at udfordre børns tryghed og trivsel. Af samme årsag arbejder vi på Center for Familieudvikling ambitiøst med at forebygge konflikter i parforholdet og give par hjælp til at håndtere større problemer på gode måder. Det er selvsamme opmærksomhed, der gør, at vi også yder hjælp til skilte forældre. Blandt skilte forældre kan der i sagens natur være en del konflikter, som kan komme til at præge børns trivsel og udvikling i en negativ retning.

Vores håndsrækning til den skilte familie er ikke et forsøg på at hjælpe de skilte forældre sammen igen. Som organisation er vi fuldt ud bekendte med, at et brud kan være til det bedste for forældrene og også for børnene. Men vores fokus på at styrke børns tryghed og trivsel forpligter. Vi mener ikke, at par skal blive sammen for enhver pris, men vi ønsker at hjælpe dem, der har en stærk intention om at få det til at lykkes. Og vi er optaget af, at en skilsmisse, når den er en realitet, bliver så skånsom som mulig, og at forældresamarbejdet bliver tilstrækkeligt godt.

På Center for Familieudvikling oplever vi et stort behov for at normalisere de problemer, der kan opstå både blandt par og skilte forældre, og vi ser det som vores opgave at pege på veje til at nedbringe konflikterne i det familiære miljø. De fleste ønsker at gøre noget godt for miljøet og nedbringe mængden af CO2 i atmosfæren. Vores særlige ambition er at nedbringe mængden af relationel CO2 i hjemmet – mest af alt for børnenes skyld.

Publiceret juni 2023.

Om forskellige værdier i parforholdet – vi har modtaget dette spørgsmål:

Hej Center for Familieudvikling.

Min kæreste og jeg har altid været ret aktive og rejst en hel del. Da vi fandt sammen, fyldte adventurerejser, klatring og ekstremsport f.eks. meget i vores forhold. I dag har vi to børn sammen. Det er dejligt. Men jeg synes også, vores aktive livsstil har ændret sig. Min kæreste er ikke længere så eventyrlysten, som hun var før. Hun synes, det er besværligt – og heller ikke altid helt forsvarligt – at have børnene med til de forskellige ting, og hun tænker på risikoen ved, at vi måske kommer til skade. Jeg vil gerne lave mere af det, for det er stadig vigtigt for mig, men min kæreste er ikke rigtig med på den. Jeg føler, at vores værdier for det gode liv bevæger sig i hver sin retning. Hvad tænker I om det?

Med venlig hilsen

Anders

---

Kære Anders.

Tak for dit spørgsmål.

Du beskriver noget, som jeg tror, mange kan genkende fra deres eget parliv. Mange par kan sikkert opleve, at livet ændrer sig radikalt, efter man har fået børn. 

Nu skriver du ikke, hvor gamle børnene er, men jeg antager, at de er ret små. Det er min erfaring, at man som småbørnsfamilie typisk kan se netop den dynamik, du beskriver. Det er, når vi får børn, at det kan vise sig, at vi som forældre er ret forskellige på en række områder. 

Én af forskellighederne kan omhandle, at den ene forælder er mere beskyttende og måske lidt ængstelig for alt det, der kan ske med børnene, mens den anden indtager en lidt modsat rolle som den, der presser børnene noget mere. Ofte ser han eller hun ikke så bekymrende på mulige farer, men tænker mere, at børn også skal modnes, og at de bliver robuste af at møde krav og udfordringer.

Det man nogle gange ser i et forældreskab er, at der kan opstå en polarisering, som netop fremmes af, at der eksempelvis er én, der er mere beskyttende, og som synes, det kan være svært, at den anden gerne vil udfordre børnene – eller omvendt. Børn har dog brug for begge dele. Både at blive støttet og udfordret.

Gad vide om det kan være en mulighed for jer at se sådan på det: At I begge varetager vigtige sider af det at være gode forældre. Måske I med dette som afsæt kan starte nogle samtaler om, hvad I gerne vil sammen med børnene – både på den lille skala, mens de er helt små, og hvad I måske gerne vil kunne udfordre dem med om 2, 5 eller 10 år.

Måske du på den måde kan få øje på, at din kæreste gerne vil være med til, at noget af jeres liv kan vende tilbage i takt med, at børnene bliver ældre. Mit gæt er, at når din kæreste tidligere har været glad for dette liv, så lever det stadig inde i hende. Samtidig gør det at få børn noget helt elementært ved os – f.eks. sådan at din kæreste kommer til at varetage den del af sin beskyttertrang mere end at varetage sin eventyrlyst. 

Måske kan du åbne for denne eventyrlyst ved at vise hende, at du også ønsker at tage vare på trygheden og sikkerheden, mens børnene er helt små.

Held og lykke med samtalen om de kommende eventyr.

Med venlig hilsen
Steen Kruse
Par- og Familieterapeut
Center for Familieudvikling

…

Vi opfordrer til at sende os spørgsmål, og vi udvælger ét hver måned, som eksperter fra Center for Familieudvikling svarer på. Svaret deler vi her på siden og i forbindelse med vores månedlige nyhedsbrev. 

Har du et spørgsmål, der handler om parforhold, samarbejdet mellem skilte forældre eller den sammenbragte familie, så send det til os på mail: kontakt@familieudvikling.dk.
Vælger vi dit spørgsmål ud, vil det blive anonymiseret, idet vi ændrer navnet på afsenderen. 

Har du brug for hjælp her og nu, er du også velkommen til at ringe til Partelefonen, som giver gratis og anonym telefonrådgivning om parforholdet, ligesom du til enhver tid kan søge terapi og rådgivning hos Center for Familieudvikling.

Interview med Janne Leth Førgaard, stifter af Ekstramor, og Søren Marcussen, afdelingsleder på Center for Familieudvikling.

”Jeg husker engang for mange år siden, hvor min mand kom hjem efter at have handlet. Jeg husker ikke, hvad jeg var irriteret over. Men jeg husker, at i det øjeblik han kom hjem, satte han indkøbsposerne bombastisk ned på bryggersgulvet og sagde til mig: ’Seriøst, så let er det altså heller ikke’.”

Udtalelsen kommer fra Janne Leth Førgaard, som er bonusmor i en sammenbragt familie. Sammen med sin mand har hun to døtre. Og så har hun i mere end tyve år været ekstramor til de to piger, hendes mand har fra tidligere forhold.

Til daglig færdes Janne i det komplekse landskab, det er at være en sammenbragt familie – både på hjemmefronten og i sit professionelle virke. Hun har nemlig sin egen rådgivningsvirksomhed kaldet ’Ekstramor’, hvor hun tilbyder rådgivning til andengangsfamilier. Og så er hun på trapperne med sin anden bogudgivelse, der udkommer 10. oktober.

”Titlen på bogen er slet og ret ”Førstehjælp til sammenbragte familier”. Den giver ’hands on’ inspiration og værktøjer til at håndtere de udfordringer og forskellige følelser, der kan følge med livet i en sammenbragt familie. Men også køreplaner for, hvordan man helt lavpraktisk kan håndtere f.eks. ferier, fødselsdage, jul og andre højtider,” fortæller hun.

”I starten var jeg særligt optaget af ekstramorens rolle. Det siger næsten sig selv. Men med årene har jeg fået en større forståelse for og interesse i hele familien. Bogen henvender sig derfor til parret og forsøger at se det fra begge vinkler – både ekstraforælder og forælder – men den klæder også familiemedlemmer og omgangskredsen på. For hvad kan man sige, og hvad er måske ikke så kærligt at sige, når man skal støtte og opmuntre en sammenbragt familie,” siger Janne.

Ikke dårligere eller bedre – bare anderledes

”Grunden til at jeg synes, det er nødvendigt med en sådan bog er, at når vi lever i en sammenbragt familie, så støder vi på en række udfordringer, som de fleste af os ikke er forberedt på. Uanset hvor menneskeligt kompetente vi er, så undgår vi ikke at løbe ind i det. Derfor giver det mening at starte med at se på netop det,” forklarer Janne.

”Et eksempel er, at der er så meget information, jeg ikke nødvendigvis får om mit ekstrabarns liv. Som ekstramor har jeg f.eks. ikke adgang til Aula, som er en kommunikationsplatform, mange skoler benytter sig af. Det kan kaste benzin på bålet i forhold til det kontroltab og den følelse af at være udenfor, som man måske føler i forvejen,” fortæller hun.

Ligesom Janne møder Søren Marcussen mange par fra sammenbragte familier. Han er leder af Afdelingen for Par- og Skilsmisseterapi på Center for Familieudvikling, som har flere års erfaring i at hjælpe sammenbragte familier gennem terapi og rådgivning.

”Når jeg møder par i andengangsfamilier, er det er vigtigt for mig at understrege, at en sammenbragt familie ikke er bedre eller dårligere end en førstegangsfamilie. Det er bare en anderledes familie,” siger Søren.

Han oplever, at førstegangsfamilien hurtigt kan blive et ideal, mange forsøger at opnå. Men for ham at se skal vi ikke sammenligne de to familieformer, for andengangsfamilien har sine særlige vilkår, vi må tage højde for. Det er f.eks. et vilkår, at par i en sammenbragt familie starter med det vanskeligste først.

”Vi skal forholde os til børn fra dag ét. Nogle gange både ’dine’ og ’mine’ børn, og måske kommer der fælles børn til, så der også er ’vores’ børn. Det gør det til en mere kompliceret familieform end førstegangsfamilier, hvor børn kommer til hen ad vejen. Selv når vi leger med tanken om at blive kærester og flytte sammen, skal vi forholde os til samværsordninger, og at en ny fælles bopæl skal være tæt på ekspartner og børn,” siger han.

Med tiden handler det også om at definere samarbejdet om børnene, nu hvor man ikke er to biologiske forældre. Desuden kan det opleves svært at give opmærksomhed til både det nye parforhold og til børnene. For ikke at tale om at skabe et nogenlunde samarbejde med ekspartnere, fremhæver Søren.

Han peger på, at en førstegangsfamilie typisk er mest udsat for brud efter 6-8 år, mens det nærmest er fra dag ét, at parret i en sammenbragt familie kan opleve et pres. Her er der amerikansk forskning, der peger på, at hvis man klarer de første fem år som sammenbragt familie, så er der bedre chancer for at lykkes på den lange bane.

”Blandt førstegangsfamilier bliver ca. 45% skilt, og alt tyder på, at brudraten er højere i en sammenbragt familie – særligt i parforholdets første år. Ofte handler det ikke om manglende motivation, eller at ønsket om at lykkes er mindre, men derimod at kompleksiteten er større i den sammenbragte familie,” fortæller Søren.

Ønsket om at hjælpe par til at lykkes sammen har medvirket til, at Janne nu har skrevet en førstehjælpsbog til sammenbragte familier.

”Bogen har rumsteret i mig længe. Det er nemlig også et spørgsmål om, at vi får udbredt mere viden om, hvordan det er at leve i en sammenbragt familie. Særligt set i lyset af, at der bliver flere og flere af os. For én ting er, at den første familie bliver brudt op, men vi skal italesætte, at det jo ikke behøver at ske for den anden,” siger hun.

 

To voksne, men ikke to forældre

Siden Janne blev bonusmor for over tyve år siden, og siden hun stiftede sin virksomhed Ekstramor i 2012, har hun specialiseret sig i arbejdet med sammenbragte familier. Noget af det hun er optaget af er, at parret i en sammenbragt familie nok består af to voksne, men at de ikke er to forældre. Det kan man nemlig godt komme til at tro, fortæller hun.

”Jeg anbefaler selvfølgelig, at man hjælpes ad. Men jeg mener også, at det er forælderens ansvar at varetage børnenes praktik, logistik og følelser, med mindre man specifikt har aftalt andet. Som par i en sammenbragt familie tænker man ikke altid over, at det er noget, man skal tale om – for det gjorde forælderen jo ikke nødvendigvis med barnets mor eller far. Særligt en del ekstramødre oplever derfor en forventning om, at man er på lige fod. Det kan nogle, men det kan de fleste ikke,” understreger Janne.

”Jeg opfordrer til, at par taler med hinanden om, hvordan ekstraforælderen kan bidrage i forhold til børnene – helt ned i de praktiske eksempler. Det kan være, at man gerne vil lægge barnet i seng engang i mellem, men at man ikke ønsker at gøre det hveranden aften. Eller at man gerne vil smøre madpakker, hvis den anden er i bekneb, men at man ikke vil have hovedansvaret for madpakkerne,” nævner Janne.

Udover at afstemme hvad vi gerne vil og kan bidrage til – og hvad vi ikke kan og vil bidrage til – anbefaler Janne, at vi taler om vores forventninger til den tid, vi bruger sammen som familie og hver for sig.

”Vi kan ikke bare regne med, at nu er vi to voksne, og nu skal vi bare hygge os og tilbringe en masse tid sammen som familie. Jeg anbefaler faktisk ofte, at man ikke er sammen hele tiden som sammenbragt familie. Det bliver for intenst og er hverken godt for børnene eller de voksne.”

”Forælderen kan forståeligt nok have en idé om, at barnet og ekstraforælderen skal lave ting sammen, hvis de skal opbygge en relation. Jeg er i udgangspunktet ikke uenig. Men når det er sagt, er det de færreste – hverken børn eller ekstraforældre – der reagerer godt på, at der bliver trukket noget ned over hovedet på dem. Og så kan vi komme til at stritte imod, fordi vi føler os presset til f.eks. at tage på legepladsen eller til en familiefest, hvor vi ikke føler os hjemme,” siger Janne.

Søren tilføjer, at vi i en førstegangsfamilie ofte gør det meste sammen, mens der i en andengangsfamilie er forskellige enheder, vi skal tage hensyn til. Der er meget, der tyder på, at en af de vigtigste faktorer til at lykkes med denne familieform er, at forældrene gør noget alene med deres egne børn.

”Her er det desuden værd at bemærke, at en meget tæt relation mellem forælderen og den nye partner kan betyde, at barnet oplever at være udenfor. Det kan give en følelse af tab og savn, og barnet kan komme til at stå alene og tænke: ’Jeg vil gerne være alene med dig, mor.’ Barnet kan komme i tvivl om, om forælderen har samme behov og ønske, eller om forælderen hellere vil være sammen med sin nye partner. På den måde kan det nogle gange ligefrem spille ind på barnets mere grundlæggende følelse af at være elsket.”

”Det er meget tydeligt, hvilken positiv forskel det kan gøre for børn, når de oplever at leve i en tæt tilknytning til en forælder, der elsker dem – også når mor eller far indgår i et forhold med en ny kæreste,” fortæller Søren.

 

Dét med kærlighed

Når Janne møder ekstramødre, fædre og par i sin rådgivningsvirksomhed, gør hun ofte noget ud af at sige, at kærligheden til barnet godt kan være meget forskellig.

”Jeg oplever, at dette budskab er vigtigt at adressere. For selv om vi skriver 2023, er der en tendens til, at man forventer, at især kvinden tager bonusbørn til sig, som var de hendes egne. Og det tror jeg faktisk ikke er muligt. I hvert fald ikke for de fleste af os,” understreger Janne.

”I førstegangsfamilien elsker forældrene som oftest deres børn lige meget. Det er et system, hvor alle elsker alle og er tæt forbundet til hinanden, hvilket er en del af den dynamik, der holder familien sammen. I andengangsfamilien er tilknytningen og den særlige kærlighed derimod anderledes. Det er den også fra barnets side,” forklarer Søren.

”Børn kan lære at holde af fars eller mors nye kæreste og også få en god relation til ham eller hende. Men det er ikke forventeligt, at der udvikles samme form for nære tilknytning som til forælderen. Og den tilknytning, der kan opstå til bonusforælderen, vil typisk udvikles over lang tid,” uddyber han.

Selv om det kan lyde kontroversielt, ligger det Janne på sinde at sætte ord på den forskelsbehandling, der ofte finder sted i sammenbragte familier. Det er blevet til et selvstændigt punkt i hendes nye bog.

”Vi kan ikke lade som om, at alle børn er lige i en sammenbragt familie, for det er de som regel ikke. Nogle bor flere steder, andre gør ikke. Nogle får to sommerferier, andre gør ikke. Nogle pendler frem og tilbage, andre gør ikke,” siger Janne.

”Jeg kan ikke sige, at jeg elsker de fire piger i min sammenbragte familie lige højt. Kærligheden til mine ekstrabørn og børn er forskellig. Vi er nødt til at kunne sige højt på en børnevenlig måde, at der er en forskel. Og vi er nødt til at kunne hjælpe børnene til at håndtere den forskel, der er.”

”Her kan vi bruge det, jeg kalder ’hjertets sprog’ og sige til barnet: ’Mit hjerte består af forskellige rum. Rummene ser forskellige ud, for de skal rumme forskellige mennesker. Her har jeg en plads, der netop er bestemt til dig, fordi du er dig. Og så er der en plads til dine søskende, til far, til et eventuelt nyt barn…’ På den måde kan vi fortælle barnet, at han eller hun altid vil have en særlig plads i vores hjerte, som ingen anden kan overtage,” fortæller Janne.

Familien slutter ikke ved døren

Det der ofte går galt for mange sammenbragte familier er relationen til barnets andet hjem. I førstegangsfamilier er tidligere partnere som regel fortid. Dem behøver vi ikke forholde os til. Men det skal vi løbende i en sammenbragt familie, fordi de voksne skal samarbejde om børnene.

”Vi bruger det udtryk, at familien ikke stopper ved døren. Med det mener vi blandt andet, at børnene bevæger sig ind og ud af det sammenbragte hjem. Der er uger, hvor der måske er ét barn hjemme, og uger hvor der er fem børn. Måden at være familie på varierer således hele tiden,” forklarer Søren.

”Noget andet, der krydser dørtrinnet til den sammenbragte familie, er de konflikter, der kan være mellem de skilte forældre. Det har ofte en stor negativ påvirkning på den nye sammenbragte familie. Det gør det vanskeligt for det nye par og i særdeleshed for børnene, hvis der ikke er et tilstrækkeligt godt samarbejde mellem de skilte forældre,” siger han.

Ekstraforælderen kan også opleve, at partneren bliver ”styret” af sin ekspartner, uden at der bliver sagt fra.

”Her er vi nødt til at have en forståelse for, at ekspartneren har noget, som er exceptionelt vigtigt for den biologiske forælder – og det er en særlig tilknytning og et unikt kendskab til deres fælles barn. Samtidig må vi huske hinanden på, at det ikke er ekspartneren, der skal bestemme, hvordan tingene foregår i vores hjem. Ekspartneren kan selvfølgelig godt have ønsker. Men muligheden for at yde ultimativ indflydelse på den anden forælder forsvandt med skilsmissen,” siger Janne.

Hun anbefaler, at forælder og ekstraforælder er fleksible og gør deres bedste for at få samarbejdet med ekspartneren til at fungere. Men man skal heller ikke slå al kritisk sans fra eller lade den dårlige samvittighed styre. Man er nødt til at se på, hvad der skal til for, at den nye familie kan fungere.

”Som ekstramor kan man opleve det som en næsten fysisk personificering af moren, når barnet kommer ind ad døren: ’Hold da op, hvor hun ligner sin mor!’ Det kan kræve et stort stykke mentalt arbejde at holde det adskilt – især hvis man har det anstrengt med den biologiske mor eller far,” siger Janne.

”Det er ikke altid en let opgave. Og det er det heller ikke nødvendigvis for forælderen. Faren kan f.eks. også tænke: ’Hold da op, hvor er hendes mor besværlig. Hende hænger jeg på og skal bøvle med.’ Men han kan nemmere se pointen i at forsøge af hensyn til barnet,” fortsætter hun.

Janne understreger, at det her er de voksne, der skal stramme sig an. I en sammenbragt familie er det forælder og bonusforælder, der har ansvaret for at skabe en atmosfære i hjemmet, der egner sig til børn. Også selv om det til tider er vanskeligt, at familien ikke i ét og alt slutter ved dørtrinnet.

Et følelseskaos kan godt være normalt

”Vi er også nødt til at sige højt, at det kan være en meget tumultarisk følelsesmæssig oplevelse at leve i en sammenbragt familie. Det gør jeg en del ud af at beskrive i bogen,” siger Janne.

”Hos ekstraforælderen kan der være følelser af utilstrækkelighed og skam over ikke at lykkes på den måde, som man ønskede og forventede af sig selv, men også jalousi. Og hvem er man, hvis man bliver jaloux på et barn? Mit svar er, at så er du formentlig ekstraforælder.”

Dertil kommer, at vi som ekstraforælder på meget konkret vis kan blive konfronteret med følelsen af at være det tredje hjul, og vi kan føle mange afvisninger i løbet af bare én dag. Det kan ikke undgå at påvirke vores selvværd, eller vi kan komme til at opleve os følelsesmæssigt ensomme i parforholdet. Og det er ikke rart, fremhæver Janne.

Hun ønsker, vi skal blive mere opmærksomme på at aftabuisere de ’forbudte’ følelser, som hovedsageligt mange kvinder kommer i kontakt med, når de forelsker sig i én, der har børn med fra et tidligere forhold. Når samtalen falder på netop dét, hører Janne tit samme respons i sin rådgivning: ’Hvor er det rart, at du siger det. Jeg vidste ikke, at det var sådan.’

”Med bogen ønsker jeg at sige, at hvis du som ekstraforælder oplever et følelseskaos, og du ind imellem synes, det er svært at leve i en sammenbragt familie – så er du helt normal. Vi skal ikke undervurdere, hvor stor en følelsesmæssig opgave det er at blive ekstraforælder. Jeg plejer at sige, at det svarer til at skrive sig op til en livslang masterclass i personlig udvikling, fordi du hele tiden kommer i kontakt med gamle skrammer, og der kan komme nye blå mærker til,” påpeger Janne.

”Men lad os tale om, hvordan vi håndterer det, når vi overrumples af vores egne svære følelser og kommer til at handle på måder – overfor vores partner og børnene – hvor vi føler os som en kæmpe fiasko. Det sker for os alle. Og vi gør det så godt, vi kan. Men formår vi ikke at berolige os selv og reparere det, der er gået i stykket imellem os, kan det på sigt lede til mistrivsel og måske i sidste ende et brud,” understreger hun.

I førstehjælps-pakken ligger nysgerrighed

En del af den førstehjælp, Janne peger på, vi kan gribe, er at møde hinanden med nysgerrighed i den sammenbragte familie.

”De par, der har de største chance for at lykkes med den sammenbragte familie, ved også, at det kræver noget. Først og fremmest kræver det en enorm nysgerrighed, hvor vi som par må spørge hinanden: ’Hvordan ser det egentlig ud ovre hos dig?’”

Hun peger på, at vi ofte kan være meget ivrige efter at fortælle, hvordan vi selv har det. At vores partner forstår, hvorfor det hele er meget problematisk og frustrerende for os. Men det er også vigtigt, at vi formår at ’gå på besøg’ hos den anden og undersøger, hvordan det ser ud fra hans eller hendes perspektiv.

”Jeg husker engang for mange år siden, hvor min mand kom hjem efter at have været ude at handle. Jeg husker ikke, hvad jeg var irriteret over. Men jeg husker, at i det øjeblik han kom hjem, satte han indkøbsposerne bombastisk ned på bryggersgulvet og sagde til mig: ’Seriøst, så let er det heller ikke at være mig. I er aldrig tilfredse samtidigt’.”

”Og det kunne jeg godt se. Min mand befandt sig mellem to ekskoner, der ville noget forskelligt, og så mig – og det var ikke altid enkelt. Den dag mærkede jeg for alvor, at det kan gøre en forskel, når vi forsøger at træde over i den andens sko og oprigtigt lytter til, hvordan han eller hun egentlig har det,” fortæller Janne.

Søren tilføjer, at det er afgørende, at vi søger hjælp hos nogen, der har ekspertise på dette område, hvis vi oplever, at det er svært at lykkes som familie på egen hånd.

”Arbejdet med sammenbragte familier er et pionerfelt. Der findes fagfolk, der er specialiseret i at arbejde med denne målgruppe, og der findes dansk litteratur, der beskriver andengangsfamilier, men udvalget er virkelig sparsomt, og det står desværre ikke mål med, hvor udbredt en familieform det med tiden er blevet i Danmark,” siger Søren, som af samme grund hilser ”Førstehjælp til sammenbragte familier” velkommen.

 

Lykken indtræder i øjeblikke

”Jeg møder par, som har den ambition, at de bare gerne vil have, at alle i familien er glade. Det forstår jeg godt – men samtidig vil jeg sige, at vi så får meget travlt og hurtigere kan opleve at mislykkes. For vi er ikke altid allesammen glade på samme tid i en sammenbragt familie,” påpeger Janne.

”Når jeg føler mig lykkelig, kan min mand tænke: ’Her mangler jo to’. Og når han har hele sit crowd af fire børn samlet, kan jeg tænke: ’Hvor er vi mange.’ En del af at se realiteterne i øjnene kan derfor handle om at slutte fred med, at vores lykkeligste øjeblikke nogle gange indtræffer forskudt.”

”Og så vil jeg sige, at nogle gange er godt nok også godt nok. Det er ikke sikkert, at vi kommer til at elske hinanden dybt og inderligt alle sammen i den sammenbragte familie. Men hvis vi kan have nogle gode stunder, hvor vi er venlige og omgængelige og mærker, at vi hygger os sammen, så er det også virkelig fint og noget at glæde sig over,” fremhæver Janne.

For Søren er det også et vigtigt budskab, at en sammenbragt familie har potentiale til at blive en god familie for både børn og voksne.

”I en skilt familie lever børn med én ressourceperson ad gangen, og børn kan opleve, at de nogle gange savner en anden voksen. På den måde kan rigtig mange børn blive glade for de nye familier, som mor og far skaber efter en skilsmisse. Det er en god ting, at forælderen vil genfinde kærligheden. Og det er en god ting for børn at være i andengangsfamilier, hvis der tages højde for, hvad børn har brug for,” fortæller han.

Skal det lykkes, har børn dog brug for en biologisk forælder, der er tæt på dem, som tager dem i hånden og hjælper dem til at falde til – særligt i etableringen af en ny familie, men også fremover. For det er en forandring i børns liv at blive en del af en sammenbragt familie. Det kommer med en lang række udfordringer, og hvis ikke forælderen har øje for det, kan børn komme til at stå alene.

”Vi kan nemt komme til at tale meget om det, der er svært i en sammenbragt familie. Men vi skal finde håb i, at hvis vi kender de typiske faldgruber, kan vi bedre undgå dem. I så fald kan det blive virkelig gode familier,” slutter Søren af.

FAKTA

• ’Ekstramor’ er en rådgivningsvirksomhed, der henvender sig til ekstramødre, fædre og par i sammenbragte familier, stiftet af Janne Leth Førgaard i 2012. Ekstramor tilbyder individuel rådgivning, par- og familierådgivning, foredrag, workshops og fra efteråret 2023 efteruddannelse til fagfolk.
• Center for Familieudvikling har gennem en årrække opnået specialiseret erfaring i at arbejde med andengangsfamilier. Centeret tilbyder terapi og rådgivning til par i sammenbragte familier, men også et éndagskursus for forældre i sammenbragte familie. Fra 2024 lanceres flere digitale tilbud, som giver gratis inspiration og viden til den voksende gruppe af sammenbragte familier i Danmark.
• Bogen ”Førstehjælp til sammenbragte familier” er skrevet af Janne Leth Førgaard. Den udkommer 10. oktober 2023 på Dansk Psykologisk Forlag til en pris à 279 kr, og du kan købe den lige her. 

Om børn i sammenbragte familier – vi har modtaget dette spørgsmål:

Hej Center for Familieudvikling.

I har skrevet, at man kan sende spørgsmål til jer, som vil blive behandlet i næste nyhedsbrev. Her kommer mit spørgsmål:

Hvordan håndterer man det bedst, når børn flere gange i løbet af deres barndom bliver introduceret til forældres kærester? F.eks. hvis man er blevet skilt, da børnene var helt små, og de igennem årene har skullet forholde sig til flere af forældrenes kærester og også skulle bo sammen med dem. At børnene ligesom er blevet “mæt” af forældres nye kærester og ikke har overskuddet og lysten til at indgå i en ny sammenbragt familie for 2. eller 3. gang. Hvad kan man gøre for at hjælpe børnene?

Med venlig hilsen
Den anonyme

---

Kære den anonyme.

Mange tak for et godt og vigtigt spørgsmål. I mit svar tillader jeg mig at antage, at vi taler om dine børn, og at du og de står i en situation, der minder om det beskrevne. Ellers håber jeg, du vil ”oversætte” mit svar, så det passer ind i din sammenhæng.

Først og fremmest er det for mig at se et sundhedstegn alene det, at du er blevet opmærksom på og nysgerrig på den ”mæthed”, som du skriver om. Det vidner om, at dine børn har været trygge nok til at give udtryk for, at de måske mangler lyst eller overskud til at indgå i en (ny) sammenbragt familie – og det vidner også om, at du har været tilstrækkeligt følelsesmæssigt tilgængelig for dem, så du har kunnet opfange deres signaler.

Jeg vil egentlig motivere dig til at gå endnu længere i den retning. Altså at blive endnu mere nysgerrig på, hvad der mon ligger i den ”mæthed”, og hvordan du kan tage højde for den, når og hvis du ønsker at involvere dine børn i eventuelle nye relationer.

Måske følgende input kan hjælpe dig i den proces: 

Vi ved, at både forældres skilsmisse og forældres etablering af nye relationer – og med tiden nye familiekonstellationer – er noget, der kræver rigtig meget energi og overskud hos børn. Vi plejer som en tommelfingerregel at sige, at det koster lige så mange kræfter – og tager lige så lang tid – for børn at tilpasse sig det nye liv i en sammenbragt familie, som selve skilsmissen har krævet af dem.

Både skilsmissen og etableringen af en ny samboende og sammenbragt familie udgør meget grundlæggende omvæltninger i noget af det mest fundamentale for børn: Deres daglige livsrytme og deres basale relationelle netværk – altså den hjemlige ”trygge base”, som de bruger som afsæt til at møde og håndtere den ydre verden (f.eks. skole, kammerater, osv.)

Selv om disse omvæltninger kan give rigtig god mening og også vise sig at blive positive og være i børnenes interesse på sigt, så koster de kræfter. Grundlæggende forandringer er forbundet med en vis mængde stress. Sådan er det for os alle sammen. Her er det samtidig vigtigt at huske, at børnene er med på denne rejse, fordi vi som voksne er på den. Børnene har hverken valgt skilsmissen eller de sammenbragte konstellationer – det er os voksne.

På den måde giver det for mig at se god mening, at dine børn giver udtryk for en ”mæthed”. Det lyder som om, de har været igennem flere runder af grundlæggende forandringer – f.eks. i forbindelse med brud i forskellige sammenbragte konstellationer. Måske er mætheden et andet ord for, at de føler sig udmattede?

Alternativt kan det være, at de føler en sorg over tabet af tidligere relationer. Måske fylder det for dem på en måde, så det bliver svært for dem at tro på, at det er besværet værd at investere i nye relationer?

Jeg giver her mine bedste bud på, hvordan du kan hjælpe dine børn:

• Tal med børnene om deres mæthed, lyt til hvad der fylder hos dem og forsøg at forstå dem så godt som muligt.
•  Forsøg i fællesskab at afklare hvilke forhåbninger og bekymringer, I hver især kan have til en mulig ny sammenbragt familiekonstellation. Det kan sagtens være meget anderledes end de tidligere konstellationer. I takt med at børn bliver ældre, er det f.eks. ikke sikkert, at det mest hensigtsmæssige vil være, at en ny kæreste indtager en forældrerolle.
• Et sidste råd vi ofte giver sammenbragte familier (uanset om det sker for 2., 3. eller 4. gang) er, at man skal overveje at sænke tempoet, når man går fremad. Det gælder generelt, at når tempoet på forandringerne går ned, så går trivslen op – og modsat.

Jeg håber, du og I kan bruge mine input til noget. Det svar, jeg giver her, kan af gode grunde ikke rumme det hele. Her er I altid velkomne til at henvende jer til os på Center for Familieudvikling, hvis I ønsker yderligere inspiration og hjælp.

De bedste hilsner
Mathias Rolskov
Psykolog
Center for Familieudvikling

På Center for Familieudvikling tilbyder vi terapi og rådgivning til par i sammenbragte familier, men også et éndagskursus for forældre i sammenbragte familie. 

Om nye kærester efter en skilsmisse – vi har modtaget dette spørgsmål:

Hej Center for Familieudvikling.

Mit spørgsmål er: Hvor længe vil I mene, der skal gå fra, at man er blevet skilt, til man introducerer en ny kæreste for sine børn? Og hvor længe bør der som minimum gå, inden man så flytter sammen med en ny kæreste efter skilsmissen, når man har børn?

Jeg spørger, fordi jeg ofte ser, at nogen har meget travlt med at komme ind i et nyt forhold og “fikse” / “gøre det godt igen” overfor børnene og ligesom reparere skilsmissen ved meget hurtigt at ville skabe en “ny” familie.

God sommer.

Mange hilsner Rikke

---

Kære Rikke.

Tusind tak for dit spørgsmål. Du stiller et spørgsmål, der rammer direkte ned i et af de dilemmaer, vi ofte møder hos forældre her hos os. Et dilemma, der involverer både børn og voksne, og som jeg meget gerne vil forsøge at besvare.

At etablere en ny familie – eller skal vi sige ”andengangsfamilie” – er noget rigtig mange gør på bagkant af en skilsmisse. Faktisk er andengangsfamilier, eller sammenbragte familier, den næststørste familieform lige efter førstegangsfamilierne. Rigtig mange mennesker vil derfor stå med præcis dit spørgsmål: Hvornår giver det mening at introducere børnene for nye partnere, og hvornår kan vi flytte sammen?

Eftersom ingen familier og ingen skilsmisser er ens, er det svært at give et enkelt svar på dit spørgsmål. Dét, der er rigtigt i en familie, vil være forkert i en anden. Det jeg kan sige lidt om her er, hvad vi oplever, der kan være vanskeligt for særligt børnene i forbindelse med etablering af de nye familier og derfor det, man med fordel kan være opmærksom på som forældre.

Når forældre etablerer nye familier efter en skilsmisse, oplever vi gerne voksne, der er forelskede, og som har fået fornyet håb for fremtiden. De bærer ofte et brændende ønske om at etablere en ny familie og komme videre med deres liv.

For rigtig mange børn vil det imidlertid være en stor mundfuld at møde nye partnere, og det kan forstærke følelsen af sorg over tabet af den gamle familie. Vi oplever også børn, der får en større oplevelse af loyalitetskonflikt, og ikke mindst skal de håndtere endnu en forandring af deres livsvilkår.

Vi kan på en måde sige, at børnene sikkert aldrig bliver helt klar til, at mor og far etablerer nye familier. Derfor giver det ikke nødvendigvis mening at vente på, at børnene bliver klar til, at nye kærester bliver introduceret. Det, vi som voksne kan gøre i stedet for, er at støtte børnene undervejs i processen, så de ikke står alene med deres svære følelser, som ganske sikkert vil opstå.

Dermed er både tid og følelsesmæssig støtte to vigtige faktorer i overgangen til en sammenbragt familie. Jeg vil sige lidt uddybende om begge dele i det følgende.

Først lidt om tid. Vi må sige det ærligt: Rigtig mange børn oplever, at det går for stærkt, når nye partnere introduceres. Vi oplever også, at børn hurtigt mærker en forventning om, at de skal blive glade for de nye familiemedlemmer. Selv om mor eller far er meget forelskede i den nye partner og gerne vil dele ud af begejstringen, er det for mange børn en længere proces at vænne sig til det nye. Når man både er i gang med at sige farvel til én slags familieliv og samtidig skal finde ud af at være i et nyt, har man som barn brug for tålmodighed fra de voksne. Her må forældrene forvente, at det at få et varmt og godt forhold til en ny bonusforælder ofte tager tid.

Den anden faktor jeg vil nævne er børnenes følelsesmæssige oplevelse. Mange børn bliver glade for deres forældres nye partnere og nye bonus- og halvsøskende. Samtidig oplever mange børn, at det giver anledning til modsatrettede følelser. Er det f.eks. muligt både at være glad for fars nye kæreste og samtidig have en oplevelse af, at hun er irriterende, fordi hun tager al tiden med far? Kan jeg tillade mig selv at synes, at mors nye kæreste er sjov, når far nu sidder alene derhjemme og er ked af det? Og bliver far vred, hvis jeg ikke har lyst til at være sammen med hans nye kæreste?

Børn kan hurtigt komme til at stå i nogle følelsesmæssige udfordringer, når mor eller far får en ny kæreste. De har ofte brug for at få hjælp til at håndtere disse følelser og mærke, at de voksne godt kan håndtere det sammen med dem. Hvis børn derimod står alene med de svære og modsatrettede følelser, kan det blive ekstra vanskeligt for dem. Derfor kan forældre og andre voksne med fordel gøre sig umage med at sætte sig i barnets sted og forsøge at forstå de følelsesmæssige udfordringer, der kan opstå for et barn i disse situationer.

Jeg håber, du kan bruge dette svar. Hvis du er interesseret i at vide mere om etableringen af nye familier efter en skilsmisse, og de faldgruber man med fordel kan være opmærksom på, vil jeg anbefale dig at se på vores kursus om den sammenbragte familie. Du kan også holde dig orienteret om de webinarer, vi jævnligt holder, som sætter fokus på skilsmissens betydning for børn og voksne.

De bedste hilsner
Sinne
Psykolog
Center for Familieudvikling

….

Find flere relevante tilbud som vores kursus Videre efter skilsmissen (KIFF-kursus) eller individuel eller fælles skilsmisserådgivning i vores afdelinger i København eller Aarhus.

Interview med psykolog Else Marie Schmidt Andersen

Der findes ikke to skilsmisser, der er helt ens, og mens nogle skilte forældre kan holde jul sammen, er der andre, der ikke kan udveksle to ord med hinanden. Uanset kan en skilsmisse dog være nødvendig. I sidste ende er det måden, man er skilt på, der er afgørende for børns trivsel. Og hvis ikke forældre formår at skabe et tåleligt og tilstrækkeligt samarbejde efter en skilsmisse, går det ud over børnene, fortæller psykolog Else Marie Schmidt Andersen.

”Man kan ikke entydigt definere, hvad det gode forældresamarbejde er, for det vil variere fra familie til familie. Det afgørende er, at der er en form for samarbejdsrelation imellem de skilte forældre,” fortæller Else Marie Schmidt Andersen.

Hun er psykolog på Center for Familieudvikling, og igennem de sidste 10 år har hun mødt utallige forældre, som efter en skilsmisse har ønsket hjælp og rådgivning til at få samarbejdet om børnene til at fungere bedre.

”I mit arbejde ønsker jeg at hjælpe skilte forældre til at skabe et ’godt nok’ forældresamarbejde. Det handler ikke om at nå et perfekt samarbejde, men at børn i bund og grund får tilstrækkelig ro og tryghed til at være sig selv – nemlig børn,” siger Else Marie med henvisning til den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott, der i 1950’erne introducerede begrebet ’den gode nok mor’.

”Der er brug for at skabe tilstrækkelig ro i relationen mellem de skilte forældre, for at de kan rette fokus på, hvordan børnene har det. Lykkes forældre med at skabe en tilværelse, hvor børnene får lov til at være orienteret mod egne interesser og behov uden at skulle være på overarbejde i at håndtere mors og fars følelser og en konflikt, der ruller, så er man kommet langt.”

Når børn bliver brevduer og små mæglere

Gang på gang har Else Marie dog set, hvordan forældre af forskellige grunde har svært ved at skabe et godt nok forældresamarbejde efter en skilsmisse, og det sætter børnene på et følelsesmæssigt overarbejde.

”Børn kan komme til at fungere som brevduer, der skal sende beskeder frem og tilbage mellem mor og far, eller de bliver små mæglere, der skal udrede trådene. De risikerer at komme følelsesmæssigt i klemme, fordi det bliver tydeligt, at forældrene ikke kan lide hinanden. I forsøget på at passe på de voksne lukker børnene måske ned for egne følelser og behov,” forklarer Else Marie.

Selv om forældre prøver at skjule konflikterne ved at minimere kontakten til hinanden, eller der bliver et fuldstændigt fravær af kontakt, så er det stadig en konflikt, understreger Else Marie. Børn opdager det, når forældre undlader at hilse på hinanden, eller hvis de ikke interesserer sig for børnenes liv i det andet hjem. Det kan give en dårlig atmosfære, som børn vil mærke.

”Men der findes et håb, når forældre tør arbejde med egne følelser og gerne vil udvikle samarbejdet om børnene. Og når forældre insisterer på, at ansvaret ligger hos de voksne. Det kan man eksempelvis gøre ved at fortælle børnene, at skilsmissen er en voksenbeslutning, som børnene hverken har haft indflydelse på eller skal fikse. Man kan f.eks. sige: ’Det er rigtigt nok, dét svære du mærker – og vi er i gang med at tage os af det.’”

Tag hånd om din egen sorg

Else Marie peger på, at noget af det vigtigste, vi som voksne kan gøre, er at tage os godt af os selv og ’deale’ med den sorg, smerte og vrede, der kan følge med et brud. Det går forud for, at vi kan lande et tilstrækkeligt godt forældresamarbejde.

”Følelser kan løbe af sted med os, og vores egen smerte kan komme til at skygge for, hvad der er til vores børns bedste. Det handler ikke om, at vi ikke elsker vores børn. Men har vi mange ubearbejdede følelser, bliver det vanskeligt at være en nærværende og omsorgsfuld forælder, da energien oftest bliver brugt på at være ked af det, vred eller i konflikt med den anden forælder.”

”Resultatet af dette kan blive, at forældres omsorgsevne for en periode nedsættes, simpelthen fordi konflikten og egne svære følelser stjæler fokus. Parallelt med dette vil børnenes omsorgsbehov ofte være større – særligt i den første tid, men også vedvarende, hvis konflikterne fortsætter med at rulle. Netop fordi forældres omsorgsevne kan være udfordret, og fordi børns omsorgsbehov måske øges efter en skilsmisse, taler man i fagsprog om, at der er en omsorgsligning i familien, der ikke går op. Dette er en væsentlig belastning for børn, hvis det står på over længere tid,” fortæller Else Marie.

”I et parforhold kan vi dele svære tanker og følelser med hinanden. Men i en skilsmisse må vi acceptere, at det ikke længere er den anden, vi skal dele vores sorg og smerte med. Den tid er forbi. Det er vores ansvar at få kigget på egen sårbarhed – også den, som bliver trigget af noget i relationen til ekspartneren. Og har vi brug for følelsesmæssig støtte, må vi finde en god ven, kollega eller kompetent fagperson, vi kan gå til,” anbefaler Else Marie.

Vil du med indenfor?

Ifølge Else Marie er det gavnligt, at skilte forældre afstemmer rammerne for samarbejdet om børnene. Det kan man gøre ved at sætte ord på, hvor meget man som forældre skal have med hinanden at gøre, og hvad man hver især er klar til. Gør man jævnligt status, kan man desuden imødekomme, at behov og ønsker ofte ændrer sig over tid.

”For nogle handler det om at lade være med at kommunikere på skrift, men at man altid går med ind og hilser, når det er skiftedag. Det kan også være, at man det første år efter skilsmissen sender en mail hver onsdag med en opdatering på børnene. Andre har et udvidet forældresamarbejde, hvor de f.eks. spiser sammen hver 14. dag og holder barnets fødselsdag og jul sammen.”

”Nogle ønsker at kunne gøre alt muligt sammen af hensyn til barnet, og for mange familier fungerer det rigtig godt. Det vil dog typisk være i familier, hvor der allerede er et godt nok forældresamarbejde.”

”For familier, hvor samarbejdet er præget af konflikt og mange svære følelser hos de voksne, er det ikke et realistisk ideal. Her kan der være brug for, at forældrene får arbejdet med sig selv og deres samarbejdsrelation, inden de mange planer om fælles fødselsdage, jul, mm. skal gøres til virkelighed. Desuden viser vores erfaring, at børn ikke har behov for et helt tæt forældresamarbejde for at kunne trives,” siger Else Marie.

Hun understreger, at vejen ud af et parforhold, og dermed vejen ind i et samarbejde som skilte forældre, ofte er en asynkron proces. Der kan derfor være forskel på, hvad den ene og den anden er klar til. Ofte skyldes denne forskel, at der er en der forlod den anden, og en anden der er blevet forladt. Det kan tage tid at komme dertil, hvor begge ønsker nogenlunde det samme af samarbejdsrelationen.

”Hvis man lige er blevet forladt, kan man have brug for ro og tid til at bearbejde de svære følelser. Derfor kan der være behov for, at den, der er gået, udviser tålmodighed, og at den, der føler sig forladt, udviser en intention om, at forældresamarbejdet nok skal udvikle sig med tiden. Er man derimod skilt på tredje år, og har man stadig et meget ufleksibelt og konfliktfyldt samarbejde, kan det være betydningsfuldt for børnene, at man får søgt hjælp til det,” foreslår Else Marie.

Aben flytter gerne med

I mødet med skilte forældre støder Else Marie jævnligt på, at forældre fortsat forsøger at blande sig i hinandens liv. Det kan dreje sig om sengetid, skærmforbrug og madvaner i det andet hjem, og hvordan den anden løfter forældreopgaven. Sådanne forsøg på at yde indflydelse skyldes ofte gode intentioner om at ville det bedste for børnene.

”På grund af skilsmissen bliver vi dog nødt til at slippe forestillingen om, at vi kan påvirke, hvordan den anden er som forælder. Går jeg fra min partner, kan jeg ikke længere kommentere på, hvornår børnene skal puttes, eller hvordan deres liv skal se ud, når de er hos ham – og det er noget af det sværeste for mange at give slip på efter en skilsmisse. At prøve på at styre, hvad der foregår hos den anden fører kun til større frustrationer og flere konflikter,” siger Else Marie.

Hun fremhæver, at det i udgangspunktet kan være rart for mange børn med nogenlunde ens regler i de to hjem. Det gør det lettere for børn at orientere sig i en situation, der i forvejen kræver stor omskiftelighed.

”Samtidig ved vi, at børn godt kan håndtere forskelligheder. Det kan f.eks. være, at sengetiden altid er kl. 19 hos mor, mens det er mere løst hos far. Det kan børn godt finde ud af. Det, børnene har brug for, er, at vi som voksne kan finde ud af at tale med dem om forskellighederne på ikke konfliktfyldte måder og hjælpe dem til at håndtere forskellighederne i hverdagen.”

Sagen er også, at aben ofte flytter med. Dét, man har kæmpet med i sit parforhold, lever typisk videre, når man bliver skilt, hvis ikke man får arbejdet med de negative samspilsmønstre.

”En mor, der f.eks. er mere striks med hensyn til børneopdragelsen, og en far, der er mere laissez faire, kan hurtigt komme til at trigge noget hos hinanden. Det er helt normalt og meget menneskeligt, at vi kan blive optaget af, hvad den anden gør forkert som forælder. Disse positioner bliver nogle gange endnu mere ekstreme, når vi går fra hinanden. Men børnene har nu engang den mor og far, de har. Dét må vi som forældre acceptere og hjælpe børnene til at håndtere – også selv om vi ikke altid er enige i måden at gøre tingene på,” siger Else Marie.

Samvær kan blive en kampplads

Hun understreger, at de fleste skilte forældre i sagens natur vil have deres uenigheder. Der er mange beslutninger, der knytter sig til at have børn sammen, og der findes ikke altid et entydigt svar – f.eks. når det kommer til, hvem der skal holde ferie med barnet i uge 29. Om søndag eller onsdag skal være skiftedag. Eller om det er bedst med en 7/7, 10/4 eller helt tredje samværsordning.

”Samvær er ikke en mærkelig ting at være uenige om. Som skilte forældre skal vi dele det dyrebareste, vi har – nemlig børnene. Både børn og forældre skal håndtere et savn og den ubærlige følelse af, at man ikke kan være sammen al den tid, man gerne vil. Derfor kan særligt diskussioner om samvær blive en kampplads,” fortæller Else Marie.

Hun anbefaler ikke én samværsordning frem for en anden, men opfordrer skilte forældre til at se på, hvad der fungerer bedst for børnene. Især skal ordningen kunne støtte børnene i fortsat at have en god og tryg relation til begge forældre. Desuden er det hensigtsmæssigt, at forældre vedvarende forholder sig til og også justerer ordningen, hvis der opstår nye behov med tiden.

”Det springende punkt er, hvordan vi kommunikerer med hinanden, når uenigheder om f.eks. samvær opstår. Vi kan komme til at tænke – og også sige højt: ’Selvfølgelig skal det passe ind i dit kram. Du tænker altid kun på dig selv’ eller ’Du er altid så hysterisk og vred’. Frem for at vi taler om problemet som et naturligt og alment vilkår ved at være skilt, kan vi komme til at udtrykke, at det er den anden, der er problemet, og det bremser en positiv forandring,” siger Else Marie.

”I et forældresamarbejde er der mange kameler, der skal sluges, fordi vi kan se forskelligt på tingene. Det kender vi fra parforholdet. Det bliver ekstra svært, når det skal gøres i forhold til et menneske, vi ikke elsker længere. Men børn har grundlæggende brug for, at deres forældre kan lande et kompromis – ikke at der findes en vinder og en taber af diskussionen, for det producerer blot flere konflikter,” understreger Else Marie.

’Du er heldig, at du har den mor, du har’

I terapisamtaler hænder det, at Else Marie møder skilte forældre, som har svært ved overhovedet at acceptere, at den anden forælder har betydning for børnene. Men uanset hvor vrede eller frustrerede vi voksne kan være på hinanden, har børnene ret til at have et forhold til begge forældre.

”Vi kan forestille os en mor, der virker depressiv. Tilstanden er ikke så grel, at det kræver egentlig indgriben, men faren mærker, at datteren har det svært, når hun er hos sin mor. Datteren har f.eks. svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi hun har tankemylder.”

Else Marie fremhæver, at det i en sådan situation er ønskeligt, hvis forældrene kan tale om, hvordan de begge kan støtte deres datter til at finde ro om aftenen. Er samarbejdet mere konfliktfyldt og udfordret, kan det dog nemt ske, at faren kommer til at tale dårligt om moren og nedvurderer hendes forældreevner – også foran datteren.

”Selv om sådanne tanker måske fylder hos faren, er det bedste han kan gøre for sin datter at være der for hende. Det gør han ved at tale med hende om de svære tanker og følelser og anerkende, at det godt kan være svært ind imellem.”

”Her kunne faren f.eks. sige: ’Du er heldig, at du har den mor, du har. Hun gør det så godt, hun kan lige nu. Men jeg kan godt se, at det bliver svært for dig, når hun har det sådan. Måske kan du foreslå mor, at hun holder dig i hånden om aftenen, indtil du er faldet i søvn’,” siger Else Marie og understreger, at forældre, der lykkes med at støtte barnet i at have et forhold til både mor og far, ikke kun fremmer forældresamarbejdet, men også barnets trivsel.

”Hvis forældre derimod igen og igen åbenlyst udtrykker, at den anden er inkompetent eller uduelig, forstærkes en fortælling, som er svær for børn at leve i. I værste fald vil børn høre, at også en del af dem er forkert – og det kan i sidste ende påvirke deres selvværd.”

Håbet ligger i dine handlinger

En skilsmisse kan være en svær omstilling. Den vil typisk være forbundet med savn for både børn og voksne, og det kan bøvle for mange i den første tid. Men hvis man som skilte forældre lykkes med at skabe et godt nok samarbejde, er der god grund til at tro, at børnene kommer til at trives og klarer sig godt på den lange bane.

”Børns liv kan blive lige så godt som i enhver anden familiekonstellation. Og det er vi to forældre, der kan påvirke. Tør man som forælder se, at man selv bidrager til et negativt samspilsmønster og er man villig til at arbejde med sin egen andel, er der håb. Og formår begge forældre at gøre det samtidigt, kan der ske store ændringer på kort tid. Så har man pludselig indflydelse på, om skilsmissen lander et godt sted,” fortæller Else Marie.

Nogle lykkes selv med at skabe et tilstrækkeligt godt forældresamarbejde efter skilsmissen. Andre klarer det ved hjælp af gode relationer, som evner at se nuanceret på konflikten og ikke blot ukritisk er på hold med den ene part og modarbejder den anden.

”Vi har brug for mennesker, der ikke kun bekræfter os i, at ekspartneren er en idiot, men som evner at sige, hvad vi selv kan arbejde med og gøre anderledes. Får vi ikke den slags nødvendige udfordringer, havner vi nemt i en offerposition, og det er et meget ufrit sted at være. Men det kræver et kompetent netværk, som formår at udfordre vores negative forestillinger om den anden og holde børnene i fokus,” understreger Else Marie.

”Oplever man, at det er svært at lykkes på egen hånd, er det ingen skam, og så skal man ikke tøve med at søge professionel hjælp. Samarbejdet mellem skilte forældre er en vanskelig og kompleks størrelse, og det kan være nødvendigt at søge rådgivning hos en psykolog eller anden fagperson med viden og erfaring indenfor dette felt. De voksne – og i særlig grad børnene – har brug for, at forældrene tager de nødvendige skridt. Det hører til det bedste, man kan gøre for familiens trivsel i de to hjem.”

Find flere relevante tilbud som vores kursus Videre efter skilsmissen (KIFF-kursus) eller individuel eller fælles skilsmisserådgivning i vores afdelinger i København eller Aarhus.

Om børn i parforholdet – vi har modtaget dette spørgsmål:

Hej Center for Familieudvikling.

Jeg er for et par måneder siden flyttet sammen med min kæreste. Vi befinder os i midten af tyverne, og i samtalen om fælles drømme ender det ofte ud i en længere snak om, hvornår man som par er “klar” til at stå i den opgave og gave, det er at få børn.

Så mit spørgsmål går på: Hvilke overvejelser bør man sammen have taget stilling til, inden man bliver forældre? Skal eksempelvis ens værdier, holdning til opdragelse eller forventninger til parforholdet være ens?

Hvis man gerne vil undgå at blive en del af de over 40%, som bliver skilt, hvad skal man så tage stilling til, før man sammen er klar til at få børn og starte en familie?

Mange venlige hilsner Klara

---

Kære Klara.

Det er et godt spørgsmål, du stiller.

Først og fremmest vil jeg nævne, at det er de færreste forældre, der er helt enige om børneopdragelsen. Hvis man oplever, man er forholdsvist enige om eksempelvis værdier, inden man får børn, så vil mange alligevel opleve, at man er forskellige, når det kommer til, hvordan man udlever dem i praksis.

Du spørger bl.a., fordi du gerne vil undgå en senere skilsmisse. Jeg tænker, det bedste man kan gøre, når man er et nyt par, er at undersøge, hvordan man taler sammen, når man er uenige.

De fleste taber hovedet ind imellem – men oplever du for det meste, at I kan tale jer ind på hinanden? Kan I behandle hinanden med respekt og anerkendelse, når I er uenige? Formår I at komme hinanden i møde, når I har været uenige?

Det er nemlig sådan, at hvis man kan være uenige med respekt og opleve, at man har forholdsvist let ved at forsone sig igen, så kan det være en god rettesnor for parforholdets uenigheder sidenhen.

Noget andet du kan overveje er, om I ser radikalt forskelligt på centrale temaer. Hvis I gør, så er det måske godt at tale om, hvordan I vil forholde jer til forskellige konkrete ting i fremtiden.

Det kræver naturligvis større rummelighed, hvis man er direkte uenige om eksempelvis politiske og religiøse forhold. Og nogle uenigheder kan også være af en sådan karakter, at par vælger at gå fra hinanden.

Ofte er det dog sådan, at vi i diskussioner får presset hinanden op i et hjørne, hvor vores uenigheder bliver firkantede ”sandheder” om hinanden, som vi sjældent kan genkende os selv i. Netop i disse tilsyneladende store uenigheder kan det være hensigtsmæssigt at forsøge at nuancere, hvad vi måske rent faktisk er enige om i uenigheden.

På den måde er det værd at bemærke, at der er forskel på, hvorvidt man ser forskelligt på nogle ting, men er i stand til at rumme og anerkende den anden, eller om der er ting, man ved, man simpelthen ikke kan leve med. Så kan man jo lige så godt tage det op og finde ud af, hvad man gør.

Min erfaring er, at man generelt kommer længst, hvis man lykkes med at være nysgerrig på den andens perspektiv, og man formår at lytte til hinanden med oprigtig interesse.

Jeg håber, dette svar kan give lidt stof til eftertanke i jeres videre rejse sammen som par.
Ønsker du mere rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte vores gratis rådgivningslinje Partelefonen, ligesom du kan hente inspiration i podcasten Vores Parforhold.

De bedste hilsner
Steen
Par- og familieterapeut
Center for Familieudvikling

Interview med psykolog og parterapeut Amalie Vatne Brean.

Nok er det en lykkelig begivenhed at få børn, men ifølge forskningen kan børn også udfordre tilfredsheden og ligefrem skabe en krise i parforholdet. Psykolog Amalie Vatne Brean giver bud på, hvordan vi kan lykkes med at bevare en tæt følelsesmæssig kontakt til hinanden, når der føjes børn til ligningen, og parforholdet får nye betingelser.

”Først og fremmest er det en kæmpe omstilling i vores liv, når vi får børn. Med barnet flytter en ny person ind i parforholdet, som skal have vores opmærksomhed. I al fremtid er vi sammen om noget andet end os selv. Oplevelsen af mening styrkes som regel, fordi vi får noget fælles at være sammen om, men der opstår også mange udfordringer i kølvandet på den glædelige begivenhed,” fortæller Amalie Vatne Brean.

”For at være i stand til at møde det lille barns behov er vi indrettet sådan, at der i overgangen til forældreskabet sker en række biologiske og følelsesmæssige ændringer, som gør os mere sensitive. Den gravide kvinde oplever den største forandring rent biologisk, men forandringerne viser sig også hos partneren. Den nye sensitivitet kan blive en styrke for parforholdet, hvis vi forvalter det godt. Omvendt kan det også blive en sårbarhed, som risikerer at medføre flere konflikter,” forklarer Amalie.

Som psykolog på Center for Familieudvikling i København møder hun jævnligt forældrepar, der opsøger terapi, fordi problemerne i den indbyrdes relation begynder at overskygge styrkerne. De har brug for hjælp for at komme godt videre som par og familie.

Kastet ud på dybt vand

”Som samfund taler vi for lidt om, hvor stor en følelsesmæssig og eksistentiel overgang det er at blive forælder. I fagsprog kalder vi det ofte en udviklingskrise. Desuden lever vi i en tid, hvor myten om den perfekte forælder og det perfekte parforhold blomstrer. Udmattelsen over at tage vare på et lille barn kommer derfor af gode grunde bag på mange. For ikke at tale om usikkerheden over, om man er en god forælder.”

Ifølge Amalie står det moderne forældrepar ret alene om en stor opgave, som vi i andre kulturer tit har været bedre til at løfte som storfamilie eller lokalsamfund, og kulturelt set har vi høje forventninger til, hvad parrelationen skal kunne klare.

”Der er forskning, der peger på, at tilfredsheden i parforholdet falder, efter vi har fået det første barn. At få børn er ligefrem blevet kaldt en krise for parforholdet, fordi vi billedligt talt bliver kastet ud på dybt vand,” siger Amalie.

Hun understreger, at den faldende parforholdstilfredshed ikke handler om barnet i sig selv, men om hvordan vi forvalter vores parforhold i den periode, hvor vi er ekstra pressede og trætte.

”Som forældrepar står vi helt konkret med et barn, der vågner måske ti gange om natten, der er utallige bleskift i løbet af døgnet, indkøb der skal gøres på urimelige tidspunkter, amning og tilberedning af mos, som vi ikke bare kan udskyde.”

”Her kan vi ende med, at vi mest af alt bliver et arbejdsteam, og at vi langsomt mister den romantiske relation, de hyggelige stunder og det seksuelle rum, vi førhen delte. Får vi ikke talt sammen og kigget hinanden i øjnene, kan vi miste perspektivet for den andens livsverden og følelsesmæssigt glide fra hinanden,” forklarer Amalie.

De par, hun møder i terapien, fortæller ofte om en følelse af ensomhed. Hun møder også forældrepar, der er havnet i en magtkamp, hvor de kommer til at modarbejde hinanden frem for at støtte hinanden. Hver dag kan blive en kamp om, hvem der gør mest, eller hvem der gør det rigtige.

Kampen kompliceres af, at vi måske for første gang står i en ulige situation. I kraft af den gravide mave, fødsel og amning vil de fysiske forskelle træde tydeligt frem, og det kan udfordre den fremherskende idé om det ligestillede parforhold.

”I de situationer kan det være en hjælp, hvis vi øver os i at sige til hinanden: ’Hold da op, hvor er vi pressede for tiden’. Tør vi række ud til hinanden og indrømme, at vi har svære betingelser, kan vi bedre skabe en fælles front mod det ydre pres, der er på parforholdet,” siger Amalie og hentyder til, at det dybe vand bliver mindre udfordrende, når vi sidder to i samme båd og prøver at komme godt videre ved fælles hjælp.

Bevar de små kontaktøjeblikke

Når vi får børn, går vi fra en hverdag, hvor vi har en masse tid til os selv og vores partner, til en hverdag, hvor der melder sig en masse opgaver af praktisk karakter. De fleste par oplever, at de får mindre uforstyrret tid til sig selv og hinanden. De har ikke samme mulighed for at have romantiske middage, danse hele natten, dyrke lidenskabelig sex og have lange dybe snakke.

”Det er helt okay og tit nødvendigt at sætte parentes om noget af det for en tid. Der er nogle forventninger, vi skal sænke i visheden om, at det kan komme delvist igen senere,” siger Amalie.

Derimod bør vi øge frekvensen af de små kontaktøjeblikke, mener hun og understreger, at de små ting, vi gør for hinanden i hverdagen, har stor betydning på lang sigt.

”Det kan være små handlinger, der signalerer ’jeg vil dig’ eller ’du er vigtig for mig’ – f.eks. at give den anden et kys på kinden, se en film sammen, sende en sød sms i løbet af arbejdsdagen eller sige den anden tak for mad.”

”Det kan også være at tage tidligere fri fra arbejde for at drikke en kop kaffe sammen. Eller gå senere i seng en aften eller droppe at ordne vasketøj, så man kan få talt med hinanden. Bare en halv time her, et kvarter der,” foreslår hun.

”Vi har en kulturel forventning om, at det er ved den årlige ’get away’-weekend, at vi kan tage de store snakke, og parforholdet vil blomstre. Men ofte er det i de små øjeblikke, der opstår hele tiden, at vi får mulighed for at skabe og opretholde en god kontakt til hinanden,” siger Amalie, som påpeger, at det, der virker for nogle par, ikke nødvendigvis fungerer for andre.

”Derfor må man spørge sig selv: Hvordan kan det se ud for os? Hvordan skaber vi små huller til hinanden i hverdagen? Har man erfaring med, at det ikke sker af sig selv, kan planlægning være en god ting.”

Et eventyrligt eller rutinepræget liv

Med forældreskabet opdager vi måske, at vi får nye behov og forventninger, eller vi begynder at stå mere stejlt på vores værdier – f.eks. når det kommer til børneopdragelse, eller hvordan vi skaber det gode familieliv. Det kan lede til misforståelser og konflikter, vi ikke har haft før.

”Et eksempel kan være et par, der i udgangspunktet har en idé om at opretholde et eventyrligt liv, når de får børn. Men da først barnet er kommet, får den ene behov for en mere hjemlig og rutinepræget tilværelse, mens den anden fortsat ønsker en spontan og udadvendt livsstil,” fortæller Amalie.

Hun understreger, at forskellighederne også kan kredse om, hvorvidt man skal prioritere karriere eller et familieorienteret liv, om man skal bo i lejlighed i byen eller flytte i hus på landet, om børneopdragelsen skal være defineret ved en tydelig grænsesætning eller en mere afslappet tilgang, eller hvor ofte man skal have sex.

I de diskussioner kan vi føle os truede, hvis den anden vil noget andet end os selv. Eller vi begynder at tænke om vores partner som en fjende, der står i vejen for vores lykke. Her har vi ofte mere lyst til at forsvare os eller angribe den anden frem for at lytte.

”Man kommer på prøve, når man opdager de forskelligheder. Det er nemt at sige, at man skal bevare nysgerrigheden og lytte oprigtigt til hinanden. Og selv om det er vigtigt, er det i praksis ofte svært,” siger Amalie og understreger, at man ikke skal forvente, at man kan finde en løsning med det samme.

”Først og fremmest handler det om at gå på opdagelse i hinandens indre verden. Her kan man f.eks. starte med at spørge sin partner: ’Hvad er vigtigt for dig? Hvad handler det her om for dig?’ Kan vi tage den snak, åbner der sig gerne nogle nuancer, som vi ikke ser, når vi råber fra hvert vores hjørne,” fortæller hun.

”Helt konkret kan man strukturere samtalen ved at give hinanden en kuglepen i hånden. Den, der har kuglepennen, taler, mens den anden først lytter og dernæst gentager, hvad han eller hun har hørt.”

I terapien opfordrer Amalie par til at følge nysgerrighedens vej, fordi den leder os til bedre at kunne forstå hinanden. Som f.eks. at den andens intention i bund og grund kan være den samme som vores egen – nemlig at skabe et godt familieliv eller at opdrage ens børn, så de føler sig elskede og kan stå trygt i tilværelsen. Hun peger på, at jo tidligere vi starter med at have de nysgerrige snakke, hvor vi prøver at lytte til hinanden, desto nemmere er de at opretholde, når vi bliver ekstra presset.

‘Puha, du kommer sent hjem’

Vi skal ikke forvente, at vi kan undgå problemer i parforholdet, når vi får børn. Vi vil havne i konflikter, og ifølge Amalie er det helt normalt og slet ikke farligt. Det afgørende er, om vi lykkes med at genfinde kontakten til hinanden. Det kan dog være ekstra svært i tiden før og efter fødslen, fordi behovet for den anden kan vække svære følelser.

”Et eksempel er en kvinde, der sidder og ammer, og hendes mand, der kommer senere hjem fra arbejde end planlagt. Kvinden har savnet ham. Men fordi hun er træt og føler sig i underskud, kommer hun til at udtrykke sin længsel på en bebrejdende måde og siger: ’Puha, du kommer godt nok sent hjem’.

Savnet er gengældt. Men kvindens udmelding gør, at manden får dårlig samvittighed. I stedet for at sige ’jeg har savnet dig,’ reagerer han med en vrede, som trigger hende – og pludselig råber de ad hinanden, blot fordi de har længtes efter kontakt.

”Af frygt for at miste kontakten kan det ske, at vi taber kontakten til hinanden endnu mere. Fordi vi er så vigtige for hinanden, er der meget på spil, og selv små kontaktbrud kan gøre ufattelig ondt. Vi kan komme til at såre hinanden dybt – med det resultat, at vi begynder at forsvare os, går til angreb eller trækker os mere væk fra hinanden,” forklarer Amalie.

”Det kompliceres af, at vi befinder os i to meget sårbare positioner med et lille barn i midten. Det, vores partner gør her og nu, såsom at komme for sent hjem, kan trække tråde tilbage til vores egen opvækst eller tidligere svigt i parforholdet. Der kan f.eks. melde sig billeder af en fraværende far eller at have følt sig alene under fødslen. Den aktuelle hændelse hænger altså måske sammen med noget, der er sket i fortiden, men det kan vores hjerner ikke altid nødvendigvis skelne imellem.”

Amalie påpeger, at hvis der sker mange af disse konflikter, uden at vi når at stoppe op eller reparere på dem, kan vi med tiden havne et sted, hvor afstanden mellem os bliver uoverskuelig stor. Med tiden vil vi glide længere og længere væk fra hinanden, og i sidste ende kan det blive for sårbart overhovedet at genfinde den intimitet og kontakt, der er nødvendig for at have det godt sammen.

Få hjælp til det, der er svært

”Det kræver mod at sige undskyld, når vi har dummet os, eller sige højt, når vi savner den anden. Men jo oftere vi tør række ud, når noget bliver svært, spørge ind til den andens perspektiv eller fortælle om egne følelser, desto nemmere er det at nærme os hinanden,” siger hun.

Amalie påpeger, at en krise ikke kun behøver at være noget negativt. Den rummer også et potentiale – som f.eks. at vi i kraft af forældreskabet får gode chancer for at lære os selv og hinanden bedre at kende.

”Formår vi at bevare en grundlæggende følelse af, at ’vi står i det her sammen’, er der god grund til at tro, at tilfredsheden i parforholdet vil stige igen med tiden,” fortæller Amalie og fremhæver, at vi på et tidspunkt vil komme på den anden side, i takt med at mængden af bleskift, natlige opvågninger og praktiske gøremål reduceres.

”Det er også vigtigt at fremhæve, at konflikter ikke er farlige, og at et midlertidigt tab af kontakt er et vilkår og ikke en fiasko. Det oplever vi alle sammen. Vi kan også alle komme derud, hvor det bliver svært at finde hinanden igen – især hvis vi er pressede, eller noget i relationen vækker nye eller gamle følelsesmæssigt svigt,” siger hun.

”Her kan parterapi være en hjælp til at blive klogere på hinandens perspektiv og få øje på hver vores ønsker og drømme, som i sidste ende ofte er de samme: At skabe de bedste betingelser for parforholdet og familien.”

…

Hvad kan du gøre for dit parforhold? 

Få 7 gode råd og inspiration til hvordan du kan pleje dit parforhold eller tag et kig på vores parkurser, hvor du og din partner kan blive bedre til at kommunikere mere klart og konstruktivt.

Interview med Andreas Schröder, Overlæge, ph.d. og speciallæge i psykiatri.

I løbet af livet kommer hver tredje af os i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem mindst én gang. Selv om vores viden om de komplekse årsager til psykisk sygdom fortsat er begrænset, kan vi konstatere, at psykisk sygdom koster – både for samfundet, for den enkelte og for de pårørende. Men det behøver ikke koste de nære relationer, hvis vi søger professionel hjælp i tide, kender de typiske faldgruber og prøver at følge nogle vigtige råd, mener speciallæge i psykiatri, Andreas Schröder. 

”Psykisk sygdom er som udgangspunkt ligesom andre sygdomme, vi kan rammes af. Vi kan være fysisk syge, og på samme måde kan vi være ramt på sjælen, og det kan påvirke vores tanker, adfærd, følelser og selvopfattelse,” siger Andreas Schröder, som siden 2019 har arbejdet som psykiater hos Center for Familieudvikling i Afdelingen for Individuel og Eksistentiel Terapi i Aarhus.

”Når vi låner et sygdomsbegreb fra lægeverdenen, hvor perspektivet er at undersøge og behandle det organ, der er ramt, kan det lyde som om, at psykisk sygdom er lig med en ’syg hjerne’. Det er ikke decideret forkert, men det forsimpler den komplekse virkelighed, at vi mennesker er mere end vores hjerner,” fortæller Andreas.

Han hentyder til, at selv om psykisk sygdom er et af de mest udbredte sygdomsområder, er forskningen på området begrænset. Traditionelt har der været et større fokus på forskning i fysiske sygdomme, og vi ved stadig ikke nok om, hvorfor nogle af os bliver psykisk syge, mens andre ikke gør.

”Vi ved, at psykisk sygdom typisk opstår på baggrund af en medfødt eller erhvervet sårbarhed. Sygdommen kan så blive udløst af en voldsom følelsesmæssig oplevelse, svære intrapsykiske konflikter eller en mere langvarig psykisk belastning, f.eks. på arbejdspladsen, men vi ved også, at lidelserne hos nogle kan opstå i forbindelse med fysiske sygdomme. Endelig opstår psykisk sygdom nogle gange ud af det blå, altså uden en klar udløsende årsag.”

 

Hvornår er man syg – og hvornår har man det bare skidt?

Der kan herske den opfattelse, at man kan trække en klar grænse mellem at være psykisk syg og rask. Indimellem kan denne tydelige skelnen ligefrem være en hjælp, og vores diagnosesystemer bidrager også til at definere en klar grænse, fremhæver Andreas.

“Ikke mindst er dette nødvendigt, når fagpersoner skal vurdere, om en person skal have hjælp f.eks. i den offentlige psykiatri, eller om der er indikation for at tilbyde medicinsk behandling. Samtidig sikrer diagnosesystemerne, at man på tværs af lande bruger de samme faglige kriterier til at skelne mellem syg og rask.”

”På den lavpraktiske side har vi derfor nogle klare og fagligt bredt anerkendte kriterier til at afgøre, om en person er ramt af psykisk sygdom. Men hvis vi ser på psykisk sygdom i et mere overordnet, historisk perspektiv, findes der ikke en endegyldig sandhed om, hvor grænsen mellem psykisk syg og psykisk rask præcist går. Ofte placerer vi os på et kontinuum med ’syg’ og ’rask’ som to yderpoler, og samfundets opfattelse af ’normalitet’ er altid i bevægelse,” påpeger Andreas.

”Vi kan bruge sukkersyge som eksempel på en fysisk sygdom, som mange kender til. Her ved vi, at sygdommen gerne udvikles gradvist: Vi kan gå fra at have en helt rask krop til en snert af noget sygt, som med tiden kan blive til decideret sygdom. Og det samme gælder indenfor psykiatrien, hvor psykisk sygdom kan udvikle sig gradvist. Derfor er en tidlig indsats uhyre vigtig for at forhindre sygdomsudvikling og begrænse følgevirkninger – både for den ramte og for familien.”

Når lidelsen plager den enkelte

På Center for Familieudvikling er der fokus på de områder, man i fagsprog kalder ’den mindre psykiatri’, som ofte kan behandles ambulant og uden indlæggelse.

”Vi tager imod mennesker, der er ramt af stress, angst eller depression, men også mennesker med relaterede sygdomme, f.eks. OCD og udbrændthed. Vi tilbyder samtalebehandling og medicinsk behandling, ofte i en kombination, fordi mange af vores klienter har brug for begge dele,” siger Andreas, som sammen med sine kollegaer i Afdelingen for Individuel og Eksistentiel Terapi trækker på forskellige terapeutiske retninger og tilgange i deres behandling.

”Mennesker, der er ramt af psykisk sårbarhed i form af depression, stress eller angst, har typisk svært ved at være til stede i livet på grund af den lidelse, som plager dem. De skal måske for en periode sygemeldes eller skrue ned for arbejdet. Derudover vil personen ofte være ramt på sit selvbillede, tænke mere pessimistisk eller angstfyldt og måske nemmere blive ’trigget’,” fortæller Andreas, som samtidig understreger, at det kan tage sig meget forskelligt ud fra menneske til menneske.

Han peger på, at det kan føles meget ensomt at være ramt af psykisk sygdom, fordi omverdenen ikke nødvendigvis ved, hvor mørk og håbløs den indre verden kan se ud. Selv hvis man forsøger at være åben om sin indre verden, er det ikke sikkert, at den giver intuitiv mening for andre. Mange holder derfor op med at dele deres tanker, følelser og oplevelser med venner og familie. De oplever ikke at blive forstået.

Hvorfor kan jeg ikke redde min ægtefælle?

”Engang kom en pårørende og spurgte mig: ’Hvorfor er jeg ikke i stand til at redde min ægtefælle?’ Mit svar var, at vi er oppe imod stærke kræfter, når vi taler om psykisk sygdom. Selv om vi er psykisk stærke, og vi vil gå langt for vores elskede, er vi bare mennesker, og det er ikke sundt at tage for meget over. Det vil skævvride relationen.”

”Hvis vores partner er ramt af stress, angst eller depression, kan det være nødvendigt med behandling, så han eller hun på sigt kan lære at bære sig selv igen. Det er ikke op til os som pårørende at behandle vores partner. Det kan vi ikke. Omvendt må vi prøve at acceptere, at den anden er forandret for en tid, og også huske os selv på, at det oftest er sygdomme, der vil gå over,” siger Andreas, der selv i en periode har været ramt af depression.

”På et tidspunkt listede jeg op, hvem jeg havde fået hjælp af i den periode, hvor jeg havde været syg. På listen stod: Min hustru, en psykiater, en præst, en psykolog, en fagforeningsmentor, en jobkonsulent, trofaste venner… Listen var lang, og det blev en øjenåbner for mig, hvor mange mennesker der havde hjulpet mig til at få det godt igen,” fortæller Andreas.

”Det kan være afgørende, at den psykisk syge får professionel hjælp, især hvis lidelsen er alvorlig eller står på over længere tid. Dette må man gerne sætte al sin energi og kærlighed ind på som pårørende – at ens partner, forælder eller barn søger og finder professionel hjælp. Ellers kan det være svært at holde til i det lange løb.”

’Det er ikke din skyld’

Andreas fortæller, at det ofte vil aktivere vores tilknytningssystem, når vi bliver ramt af angst, depression eller stress.

”Nogle bliver overdrevent kontaktsøgende og en smule hjælpeløse i kontakten, når de har det dårligt. Andre trækker sig fra deres kære, de bliver tavse og undlader at fortælle, hvordan de egentlig har det, fordi de oplever, det kan være svært for familien at bære. Andre igen kan svinge imellem de to kontaktmønstre. De kan være meget klagende og bede om hjælp den ene dag for at så at lukke i og trække sig den næste.”

”Når nogen på den måde svinger mellem de to poler, bliver det forvirrende for partner og børn, fordi de ikke ved, hvad der foregår, og alligevel skal prøve at manøvrere i det,” forklarer Andreas.

Er man ramt af stress, angst eller depression, kan man ikke altid bidrage i hjemmet på samme måde som før, selv om man gør sit bedste for at hænge i. Det kan give et stort ekstraarbejde til den anden forælder.

”Man føler måske, at man ligger sin partner og familie til last, og det kan føre til selvbebrejdelse og en selvudslettende adfærd. Her kan det være en hjælp, hvis man hører fra sine nærmeste: ’Det er ikke din skyld. Du har ikke valgt at blive deprimeret eller angst.’ Hvis man kunne vælge, ville man jo slukke for sygdommen.”

En familie på listefødder 

Når den enkelte oplever psykisk sygdom, vil det ofte påvirke hele familien og præge hjemmet. For de pårørende kan det gøre ondt, men også være opslidende, uforudsigeligt og bekymrende, når et menneske, man holder af, har det svært.

”Det kan medføre, at hele familien begynder at gå på listefødder, tager særlige hensyn og bevidst eller ubevidst forsøger at aflaste den, der har det svært. Familien prøver måske at indrette sig efter den nye situation, og der kan opstå uhensigtsmæssige samspilsmønstre,” fortæller Andreas.

Han peger på, at psykisk sygdom på den måde kan blive en belastning for alle i familien. Hvis man ikke taler åbent om, hvordan det forholder sig, og både den ramte og dennes nærmeste undviger den svære samtale, vil det ofte forværre hele situationen yderligere.

”Her kan børn og partner komme til at tro, at det har noget med dem at gøre. At det ligefrem kan være deres skyld. Eller at de har gjort noget forkert, siden han eller hun ikke vil lege, fravælger hyggestunder eller forholder sig negativt til noget, familien skal foretage sig sammen. Hvis den øvrige familie ikke forstår, hvad det hele handler om, kan der opstå destruktive diskussioner og fastlåste konflikter.”

“Når sygdommen rammer, kan det også ske, at vi ikke længere ligner de mennesker, vi omgiver os med og normalt definerer os ud fra. Det kan være ekstra opslidende, hvis vi som familie oplever ubehag ved at skille os ud fra venner og folk i omgangskredsen. Fra et socialpsykologisk perspektiv er det afgørende for vores emotionelle og fysiske overlevelse, at vi er en del af gruppen, og vi vil gå langt for ikke at blive udstødt,” siger Andreas.

”Fordi psykisk sygdom fortsat er så stigmatiseret i vores samfund, kan det opleves ekstra svært at være åben om situationen – både for den syge og dennes familie. Men åbenhed er nødvendigt, så man kan modtage både følelsesmæssig støtte og praktisk hjælp og aflastning fra venner og bekendte.”

Kæmp for det kærlige samvær

Som pårørende kan man blive overbelastet af den andens bekymringstanker. Selv om man forsøger at lytte og hjælpe, kan det nemt ske, at balancen tipper.

”Vi begynder måske at negligere problemet og siger til vores partner, at det hele nok skal gå, og at det måske ikke er så slemt endda. Eller vi begynder at trække os fra relationen, fordi vi ikke kan holde til det i længden og mærker, at der er en tærskel for vores empati. I begge situationer vil det efterlade den sårbare alene med sine tanker og sit indre mørke,” fortæller Andreas.

”Desuden kan der opstå en magtkamp om, hvorvidt det bekymrede eller optimistiske perspektiv udgør det rigtige verdenssyn. Det kan føre til en destruktiv polarisering, hvor vi holder fast i hver vores opfattelse af virkeligheden, som i værste fald kan resultere i konflikter og en følelsesmæssig distance.”

Mange starter med en oprigtig interesse og opmærksom lytten. Men hvis man som partner oplever, at den anden er ramt af stress, angst eller depression i en sådan grad, at selv de mindste invitationer til kontakt afvises gang på gang, at der ikke længere er nogen seksuel intimitet, og at man ikke kan grine eller hygge sig sammen, kan det med tiden gå ud over den tætte forbindelse og samhørighed i parforholdet.

”Her gælder det om at forsøge at mindes de gode oplevelser, man har haft sammen – selv om det utvivlsomt er svært i situationen, fordi man kan rammes af sorg og fortvivlelse over alt det, der for en tid er gået tabt. Man er nødt til at kæmpe for det gode og kærlige samvær, så det hele ikke kommer til at handle om lidelse, og fokusere på det, der er muligt i relationen her og nu, hvor man stadig kan mærke en nærhed og forbundethed.”

”Som pårørende kan man gøre det helt lavpraktisk ved at spørge: ’Hvad ville være rart for dig nu?’ Det kan også være ved at sige noget kærligt eller vise den anden opmærksomhed, f.eks. ved at sætte hans eller hendes yndlingsfilm eller yndlingsmusik på,” foreslår Andreas og fortsætter:

”Jeg kender par, som øver sig i bare at sidde sammen og holde hinanden i hånden uden at sige noget. Det kan give en tryghed og minde om den dybe forbundethed midt i angst eller depression. Andre går regelmæssige ture, og hvis den syge ingen ord har at dele ud af, kan man gå i kærlig tavshed, eller som partner kan man f.eks. nævne de ting, man får øje på i naturen. Der er mange måder at bevare båndet til sin psykisk syge partner på, også når den samme ydre virkelighed opleves ekstremt forskelligt.”

Besøg din partners ’syge’ verden

Andreas påpeger, at det har stor betydning, hvis man regelmæssigt kan ’besøge’ den syges indre verden, uden at man forsøger at ændre den.

”Man skal ikke blive behandler, og det er ikke partnerens ansvar konstant at berolige den angste eller overbekymrede. Den afgørende hjælp består i, at man som pårørende er til stede og blot lytter til ham eller hende, der er ramt af psykisk sygdom.”

”Ofte vil vi gerne fikse problemet, og vi kommer måske til at sige, at det svære nok snart vil gå over. Langt bedre ville det være, hvis vi som pårørende øver os i at acceptere, at vi ikke kan ændre den andens tilstand her og nu. Som psykisk syg har man mest af alt brug for at mærke interesse og medfølelse – ikke at blive talt fra det, der fylder, eller høre at det nok skal blive godt i morgen,” siger Andreas.

Han understreger, at det bestemt ikke er nemt. Men hvis vi skal bevare relationen til vores partner, hører det til det vigtigste at kunne lytte og være der for den anden, også når han eller hun bliver ramt.

”Det betyder ikke, at vi skal være enige i den andens sortsyn. Vi kan ikke ændre den andens verden, og vi skal heller ikke gøre den til vores egen verden,” understreger Andreas, der mener, at man som pårørende gerne må insistere på, at ens egen verden ser anderledes ud.

”Jeg kan godt forstå, at det ind imellem kan være svært at bevare håbet. Både hos den psykisk syge og hos den pårørende kan tanken melde sig, at det er nemmere at opgive relationen. Begge kan opleve, at de ikke længere forstår hinanden, og at de mindste ting kan blive til udfordringer. Hvis man er i tvivl, om man er ramt af angst, stress eller depression i en grad, der kræver behandling, kan jeg derfor klart anbefale, at man søger hjælp ved at tale med nogen, der kender ens sygdom, og som ved, hvad der skal til for at få det bedre. Her kan både individuel terapi og parterapi vise sig at være relevant.”

FAKTA

• Angst er en af de mest udbredte psykiske sygdomme. Vi kender alle til angst i en eller anden grad. Men for nogle bliver angsten langvarig og så intens, at de oplever en lammende fornemmelse, der hæmmer dem i at gøre almindelige dagligdags ting.
• Depression hører også til en af de mest udbredte psykiske sygdomme. Når man har en depression, er man trist og mangler sin sædvanlige energi. Man har negative tanker og har svært ved at huske og koncentrere sig.
• Stress er ikke en sygdom, men en belastningstilstand, som både kan være psykisk og fysisk. Belastningstilstanden opstår, når ydre eller indre krav overstiger de ressourcer, den enkelte har – eller oplever, at han eller hun har. Er der tale om længerevarende stress, kan det medføre følgesygdomme som blodpropper, hjerte-kar-sygdomme og depression.

Kilde: www.psykiatrifonden.dk 

Du kan også læse mere om vores tilgang til depression, angst og stress og få hjælp i vores afdelinger i København og Aarhus.

Mattias Stølen Due giver her nogle gode råd, der kan hjælpe familier helskindede gennem julens strabadser. Han understreger, at rådene ikke kun gælder i den søde juletid, de må også meget gerne bringes i anvendelse resten af året.

1: Afstem forventningerne

»Hvis du vil undgå, at julen bliver de skuffede forventningers fest for både børn og voksne, er det vigtigt i god tid at afstemme forventningerne hos alle parter. Helt lavpraktisk: Hvem skal vi besøge? Hvor meget skal vi være sammen med henholdsvis din og min familie? Læg en plan for julen, nøjagtig som man lægger en plan for en god arbejdsuge. Skriv den ned og læg den f.eks. i Outlook eller i anden kalender – det lyder usexet, men det hjælper til at minimere clashede forventninger og dermed frustrationer. Det er meget nemmere at tale om sine forventninger i »fredstid«, end når det hele brænder på juleaften.«

2: Lav gaveregler og hold dem

»Afstem også forventningerne til gaver, både dem til børnene, til den øvrige familie og til hinanden. Det kan godt være, at manden vil overraske kæresten/hustruen med en gave til flere tusinde kroner for at kompensere for, at han ikke har været så nærværende i årets løb. Men det kan stille hende i en sårbar position, hvis hun har købt noget til et par hundrede kroner. Og nu vi er ved gaven til ægtefællen, så ved vi fra forskningen, at materielle ting ikke nødvendigvis bidrager særligt meget til vores trivsel. Hvad med i stedet at investere i noget, der har til formål at skabe bedre relationer i de nære forhold. For eksempel et kro- eller spaophold, så man kan få noget kvalitetstid sammen.«

3: Glem perfektionismen

»Skru ned for ambitionerne og zoom ind på det vigtigste. Det vil også være en god træning i, hvordan I i det nye år generelt kan skrue ned for forestillingen om, hvor meget man kan nå. Lav en prioritering: Hvis det her skal være en god jul, hvad er det så, vi især skal lykkes med? Hvis det skal være at få pulsen ned og nå at kigge hinanden i øjnene og spille nogle spil med børnene, så kan det godt være, I skal købe konfekten i stedet for partout at lave den selv. Lav en knivskarp prioritering og indse, at vi er nødt til at sige nej til noget for at sige ja til noget andet.«

4: Tal med din partner

»Der er alt for mange par, der aldrig får talt sammen om, hvordan de egentlig har det med hinanden. Det bør man efter min mening gøre med jævne mellemrum. Måske er det ikke lige op til jul, man skal tage hul på den samtale. Men man kunne benytte en af dagene mellem jul og nytår til det. I stedet for at åbne sin arbejdsmail, så snart man har en ledig stund, skulle man måske tage en time med ægtefællen eller kæresten og spørge, hvordan han eller hun egentlig synes, det går mellem jer to.«

5: Sluk skærmen og hold fri

»Hold så vidt muligt fri fra arbejde og digitale medier i julen. Mange har en tendens til, selv om de holder ferie, lige at skulle tjekke arbejdsmailen, de er nærmest blevet afhængige af det. Drop det eller – hvis det er absolut nødvendigt – aftal, hvornår og hvor meget. Prøv også at holde fri fra smartphonen og de sociale medier i julen. Ikke bare er de sociale medier tidsrøvere ud over det sædvanlige – og for mange en frygtelig dårlig vane – ved vi jo alle, at de også kan kan skabe en negativ vurdering af ens eget liv. Ikke mindst ved særlige højtider som julen, hvis man ikke føler, man kan leve op til de glansbilleder, andre lægger ud på Facebook og Instagram.«

6: Alle har ret til deres minder

»Hav respekt for de juleminder, andre har med i bagagen. Noget af det mest sårbare ved julen er, at den aktiverer både gode og dårlige barndomsminder. Det kan godt være, at din partner holder fast i nogle traditioner, du dybest set finder tåbelige. Men hvis du interesserede dig lidt mere for den historik, der ligger bag, ville du måske forstå hvorfor – og ikke bare anse det for et åndssvagt behov. Det gælder ikke bare i julen, det gælder også i livets andre forhold.«

Find mere hjælp til parforholdet her.

Artikel bragt på Berlingske.

Interview med par- og familieterapeut Anne Dahl.

De har taget imod hinanden, og de har afvist hinanden. De har set hinanden, og de har overset hinanden. De har været tålmodige, og de har være utålmodige. Hvorfor er ægteparret Anne og Per Arne så stadig sammen? Måske fordi de oplevede en kærlighed så dyrebar, at den fortjente, at de kæmpede for den.

Sådan indleder det norske par, Anne og Per Arne Dahl, forordet i deres bog ”Den store kjærligheten – kan vi lære å elske?”, der netop er udkommet i en nyudgivelse. Ægteparret tror på, at vi kan lære at elske, og at vi kan holde af hinanden igennem et langt liv sammen, så længe vi kæmper for at holde liv i de varme følelser. For kærligheden kan ikke overleve af sig selv.

Smit med de gode handlinger
”I Norge har vi en sundhedskampagne, der hedder ’fem om dagen’. Kampagnen har til formål at få folk til dagligt at spise fem stykker frugt og grøntsager. På samme måde tror jeg, det er vigtigt for et samliv, at vi hver dag gør konkrete ting for vores partner, hvor vi udtrykker vores kærlighed,” siger Anne Dahl.

Hun er til daglig ansat ved det diakonale psykoterapeutiske hospital Modum Bad i Norge, men har i løbet af efteråret opholdt sig i Danmark sammen med sin mand. I den periode var hun tilknyttet Center for Familieudvikling som parterapeut.

”Når vi bliver optaget af vores partners behov, er vi med til at styrke den fælles trivsel i parforholdet. I tråd med kampagnen kan vi gøre os umage med at praktisere daglige ”godhedshandlinger”. Lykkes vi med det, vil det skabe et godt udgangspunkt for, at vi kan bevare de varme følelser for hinanden igennem et langt liv,” siger Anne.

Hun foreslår, at vi øver os i at spørge og lytte til hinanden, give hinanden komplimenter, sige den anden tak, prioritere tid sammen, tilbyde hinanden vores hjælp og på lignende måde mobilisere konkrete gode handlinger – som når Per Arne hver morgen kommer med kaffe til hende på sengen.

”Jeg føler stadig, han tænker på mig. Gang på gang overrasker han mig med hverdagsgodhed. Jeg ved, han har meget at tage sig af, men alligevel føler jeg aldrig, at nogen kommer før mig,” fortæller Anne.

Hun understreger, at det har stor betydning for vores trivsel, når vi føler os tænkt på og holdt af. Godhed har det med at smitte, og når man oplever, at man har værdi og er elskværdig, har kærligheden gode betingelser for at vokse frem. Selv små godhedshandlinger kan summe op til at blive en stor kærlighed.

Byg relationen på mere end følelser
Sammen har Anne og Per Arne fem voksne børn. Bogen ”Den store kjærligheten” er skrevet til børnene og deres ægtefæller – og par som dem – der vokser op i en tid med store forventninger til, hvordan et samliv skal se ud.

”Der går næsten ikke en uge, uden at vi ser overskrifter i medierne, der fortæller os, hvor heftige og lidenskabelige følelser, vi skal have for hinanden i et parforhold. Man kan nemt komme til at tvivle på sit eget parforhold, hvis man ikke oplever, at man kan leve op til dette emotionelle ideal. Men følelser er svingende, og de er ikke altid et kompas til det gode liv. Hvis man hele tiden skal tage temperaturen på sine følelser, og lade følelserne styre forholdet, kan det skabe en meget utryg og ustabil relation,” siger Anne.

I begyndelsen af et forhold oplever vi ofte en intens forelskelse, fysisk tiltrækning og en spændt forventning til alt det gode, forholdet skal bringe. Men ifølge forskningen vil en kærlighedsrelation naturligt gå gennem forskellige faser. Når forelskelsen ebber ud efter de første par år, er det i højere grad beslutningen om, at man vil være der for hinanden og skabe et godt liv sammen, der bærer forholdet.

”Skal vi bevare de varme følelser for hinanden, kan vi ikke bygge en relation alene på lidenskab og tiltrækning. Vi må også træffe en beslutning om, at vi vil være sammen. For mig handler kærlighed om forelskelse, følelser og forventninger – men også om forpligtelse og om viljen til at gøre en indsats for at passe på forholdet,” fortæller Anne.

”Men det skal ikke lyde som en tung opgave, så længe man dyrker de fælles interesser, griber de øjeblikke, man kan få sammen, og hygger sig i hinandens selskab. I går havde Per Arne og jeg en fridag, hvor vi kørte en tur. Og bare det at sidde i bilen med en kop kaffe og noget strikketøj, spise frokost på et hyggeligt strandhotel, gå ned til bådene og lugte til fisk og bagefter slentre gennem byens hovedgade – det er da toppen af lykke og vækker nyt liv i kærligheden.”

Giv hinanden en statusrapportering
Da Anne og Per Arne første gang mødte hinanden, var hun 19 år, og han var 23 år. I dag har de været gift i 47 år.

”Dengang var jeg en lidt usikker og genert pige. Han var mere frimodig og udadvendt. Det var lidt af et tilfælde, at vi mødte hinanden på en korturné. Men vi fik hurtigt etableret en fortrolighed og ærlighed, som jeg ikke havde oplevet med nogen anden. Dén åbenhed og ærlighed skulle vise sig at blive bestemmende for vores liv sammen,” siger Anne.

I perioder af deres forhold har Per Arne rejst meget på grund af sit arbejde, mens Anne har været hjemme med børnene. Da børnene var små, gennemførte hun sideløbende sit studie i teologi. Hun mindes, at hun dengang følte sig temmelig træt og udkørt, og at deres parforhold kørte på lavt blus.

”Men vi har altid sørget for at give hinanden en statusopdatering, og det har givet en oplevelse af at vide, hvad der foregik i den andens liv. På den måde kunne vi være mere overbærende, når den ene var særligt presset, og vi kunne dele vores glæder i de gode tider. Det gav en oplevelse af at leve med i hinandens liv, selv når vi var fysisk adskilt.”

”Men jeg ønsker ikke, at vi skal fremstilles som et særligt vellykket par. I Per Arnes arbejde som præst og i mit arbejde som terapeut har vi mødt så mange par, at vi må sande, at der ikke findes én parforholdsrelation, som udelukkende er god. Man kan ikke forvente, at det altid skal være let. For os blev det hjælpsomt at holde fast i vores statusrapportering, og når jeg i dag ser tilbage, oplever jeg en dyb sammenhæng mellem ærlighed og kærlighed,” fortæller Anne.

Det kræver noget at vise sin sårbarhed
Anne understreger vigtigheden af, at vi deler de sårbare tanker og følelser med hinanden. For mange par kan det opleves vanskeligt, og vi undlader at gøre det. Måske fordi vi frygter, at de sårbare udmeldinger bliver afvist, korrigeret eller udfordret på en sådan måde, at vi ikke føler, vi kan være os selv.

”Det kræver noget at vise sin sårbarhed. Det er modigt, når vi deler vores personlige udfordringer, bekymringer og usikkerhed med vores partner. I parforholdet kan vi komme til at udvikle et mønster, hvor vi møder hinanden med tavshed og kritik. Men når vi vover at vise hinanden vores sande ansigt, kan det afføde en nyfunden empati og en helt anden respons. Lykkes vi med det, kan det skabe den grundlæggende tryghed og tillid i relationen, vi har brug for, og som binder os stærkere sammen,” siger Anne.

”Det er også derfor, vi holder parkurser som PREP. I PREP-undervisningen – såvel som i det terapeutiske arbejde – er der en tredje person til stede, som leder et forløb bl.a. gennem at stille spørgsmål. Det kan få parret til at åbne sig for hinanden og finde et nyt fælles sprog, hvor de deler deres sårbarheder med hinanden. Vi har stor dokumentation for, at sådanne kurser øger chancen for at overleve som par,” fortæller Anne, som sammen med sin mand var blandt initiativtagerne til at indføre parkurset PREP på Modum Bad for over 20 år siden.

”Samtidig er det vigtigt for mig at vise stor respekt for dem, der oplever, at et brud er nødvendigt. For nogle par er et brud det eneste rigtige. Det er kompliceret at leve sammen, og nogle gange er det bedre, at vi skilles på en ansvarlig måde og går videre ad hver vores vej.”

Du er ansvarlig for klimaet i dit forhold
Anne og Per Arne bor til daglig i den norske by Vikersund ikke langt fra Modum Bad. Her har de i sin tid bygget deres hus ud af genbrugstømmer fra gamle norske huse. Det har krævet hårdt arbejde – og den samme indstilling har gjort sig gældende i deres eget forhold. Skal vi passe på relationen, kræver det nemlig både vedholdenhed og vedligeholdelse, fortæller Anne.

”Når vi skal lære at køre bil, kræver det køretimer og en bestået køreprøve. Når vi skal dykke, skal vi certificeres først. Når vi skal have en god kondition, lægger vi mange timer i fitnesscentret. Men når det kommer til at leve sammen med det samme menneske igennem et helt liv, forventer vi, at det går af sig selv.”

Hun henviser til de negative følger, et skrantende samliv kan have, når vi ikke får passet på forholdet i tide og over tid. Stemningen og atmosfæren mellem os voksne i et parforhold har stor indvirkning på vores livsglæde, kreativitet, trivsel og møde med omverdenen. Ikke mindst præger det vores børn. Derfor er det så afgørende, hvad det er for en atmosfære, vi skaber i mødet med hinanden.

”Da jeg kom ind i min mands familie, mødte de mig med en venlighed, gavmildhed og opmærksomhed, som jeg ikke havde oplevet før. De var så gode. Når du vokser op i et sådant klima, bliver du mindre optaget af, hvad der er ’mit og dit’, og du lærer i højere grad at udvise gavmildhed, tage kærlige initiativer og udtrykke taknemmelighed,” siger Anne, som opfordrer par til at passe godt på klimaet i parforholdet – netop i en tid, hvor der tales meget om konsekvenserne ved klimaforandringer.

”Vi bliver gode til det, vi øver os på – og derfor skal vi også gøre os umage og øve os på at være i en nær relation med et andet menneske. Men det forudsætter en bevidstgørelse. Kun det, vi bliver bevidste om, kan vi gøre noget ved, mens det, vi ikke får bevidstgjort, gør noget ved os,” understreger hun.

Et realistisk blik på parforholdet
Anne peger på, at der er mange arenaer, hvor det handler om at vise omverdenen, hvor vellykket og dygtig man er. Også samlivet kan blive et område, hvor vi oplever, at vi skal være en succes og kunne præstere det perfekte forhold.

”De forventninger, vi stiller op for os selv, kan blive så store, at de er svære at indfri. Skaber vi en forestilling om, at parforholdet skal være perfekt, producerer det for mange en følelse af stress, præstationsangst og utilstrækkelighed. At vi ikke er gode nok. Jeg tror, der er et stort spring fra den virkelighed, vi præsenteres for i film og på nettet, til den virkelighed par rent faktisk oplever.”

Hun understreger, at sådanne forventninger kan være ekstra udfordrende, når man befinder sig i en krævende og slidsom livsfase – som når man har små børn eller er ramt af sygdom, og hvor det mest af alt bare handler om at holde ud. Også vor tids tendens til travlhed kan suge kraften ud af parforholdet.

”Da vi havde små børn, havde vi ikke det tempo, der er i dag. Der var ikke mobiltelefoner, sociale medier og det samme aktivitetsniveau. Der var et roligere tempo. Når jeg ser på vores børn og svigerbørn, som skal jonglere familie, fuldtidsarbejde og fritidsaktiviteter, kan jeg godt få lidt ondt af dem. Over tid kan travlheden slide på kærligheden og også tage livet af mange samliv.”

”Man må nogle gange tage nye greb og skabe ændringer i hverdagen – særligt i bestemte faser af livet – så man kan finde det nødvendige overskud til at passe på kærligheden og trivslen. Når par læser ”Den store kjærligheten”, håber vi, at bogen giver dem mod på at satse på kærligheden. Ikke fordi målet er, at vi skal skabe et perfekt forhold – men for at skabe et forhold, der er ’godt nok’, hvor vi kan trives og føle os hjemme. Vi ønsker, at bogen giver anledning til samtale – med ens partner, omgangskreds og i den bredere offentlighed – så vi kan fremme et mere realistisk syn på parforholdet. Og det kan der være brug for,” slutter Anne Dahl af.

Fakta
• Anne (68 år) og Per Arne Dahl (72 år) har været gift i 47 år. Sammen har de fem voksne børn og seksten børnebørn.
• Anne er teolog, arbejder ved Modum Bad i Norge og har i en periode været tilknyttet Center for Familieudvikling som par- og familieterapeut. Per Arne er tidligere biskop og har netop afsluttet en ansættelse som præstevikar i den danske sømandskirke i København.
• Sammen er de aktuelle med en genudgivelse af bogen ”Den store kjærligheten – kan vi lære å elske?”, som er udkommet på Gyldendals Norske Forlag. Bogen forventes også at udkomme i en dansk oversættelse.
• Per Arne Dahl har tidligere skrevet bøgerne ”Sårbarhedens kraft” og ”Gæstfrihedens kraft”. Begge er udgivet i en dansk oversættelse på Kristeligt Dagblads Forlag.

 

Interview med ægteparret Annette og Jørgen Due Madsen.

Ved indledningen af et forhold har de fleste par nok et ideal om en livsvarig og nogenlunde uforanderlig relation. Annette og Jørgen, der har været gift i mere end 45 år, kan skrive under på, at kærligheden imidlertid ikke er en statisk størrelse. Alle forhold har op- og nedture, men med en aktiv indsats kan kærligheden vedligeholdes, og de varme følelser kan udvikles og modnes igen og igen.

Annette og Jørgen, der i sin tid tog initiativ til at stifte Center for Familieudvikling, har delt det meste af livet med hinanden. Et sådant langvarigt forhold kan vække beundring og agtelse – og også give anledning til nysgerrige spørgsmål: For hvordan lykkes man med at blive ældre sammen?

At insistere på den gode samtale
”Jeg vil sige, at den største byggesten i vores relation er, når vi i dagligdagen har nogle betydningsfulde og gode samtaler. Vi giver os tid til at tale med hinanden, og vi har insisteret på, at der ikke må være noget usagt imellem os – i hvert fald ikke lang tid ad gangen. Det betyder ikke, at vi ikke har vores uenigheder, men når vi er kommet til at såre hinanden og har lavet rod i forholdet, er vi klar over, at vi må rydde op efter os,” fortæller Annette.

”At tale godt sammen forudsætter, at man er nysgerrig på, hvem den anden er på et dybere plan, og at man gør sigs umage med at lære den anden at kende,” supplerer Jørgen, som peger på, at deres faglige interesse uundgåeligt har smittet af på dem selv.

Han er psykiater, mens Annette er psykolog og familieterapeut. Igennem et virksomt liv har de arbejdet for at styrke trivslen hos par og familier, bl.a. gennem terapi, foredrag, kurser, bøger og brevkasseindlæg, og denne baggrund har bidraget til, at de tidligt begyndte at se sig selv udefra.

”Det er især, hvis vi er kommet til at såre hinanden, at det er betydningsfuldt at undersøge problematikken nærmere. F.eks. via spørgsmål som: Hvad skete der inde i dig, og hvad skete der inde i mig? Og hvordan kan vi undgå, at det gentager sig? I en sådan samtale får vi lov til at mærke, at vi er på hold sammen, og vi lærer hinanden at kende på et dybere plan. Det kan betegnes som gyldne øjeblikke,” siger Annette.

Hvilken vej går du – mod bitterhed eller visdom?
Annette og Jørgen har snart delt fem årtier med hinanden, og ser man på parforholdet som inddelt i forskellige faser, kan man billedligt talt sige, at de befinder sig i deres forholds efterår.

”Det er et dejligt trygt sted at være, fordi vi nu kender hinanden så godt, og fordi vi har taget vores kampe. Vi kan stadigvæk have vores uenigheder og diskussioner. Men det smukke ved vores livsfase er, at vi kan høste nogle af de frugter, vi har brugt mange år på at så – nemlig et grundlæggende kendskab til hinanden, en stor tryghed og et dybt venskab,” fremhæver Annette.

I de første år som par kan det fylde meget, hvad man kommer fra, og hvad man har med i sin bagage. Når man er ung, skal man finde sin identitet som par, blive trygge ved hinanden og forme et liv sammen. Man har måske små børn og mange gøremål. Man kan ofte være stresset og i underskud, og man skal meget af tiden forhandle om, hvem der gør hvad og hvorfor.

”I den livsfase vi er i nu, er der mere ro. Men det er ikke en livslov, at man er et modent par, alene fordi man har været sammen længe. Man kan godt være ældre og alligevel umoden, hvis man ikke arbejder med sin relation og gør sig umage med at forstå og fordybe den,” fremhæver Jørgen og fortsætter:

”Hver livsfase har sine farer og muligheder for enten at størkne eller udvikle sig. Ifølge den gamle psykolog Erik Erikson befinder Annette og jeg os i den sidste af livets otte faser. Her er risikoen ifølge Erikson, at man kan ende i en form for bitterhed – at livet ikke blev, som man havde drømt om. Men der er også mulighed for, at man formår at integrere sit liv og i bedste fald får en indre visdom, fordi man har høstet så meget erfaring, at livets oplevelser er blevet modnet til noget godt.”

Kriser tærer på kærlighedskontoen
Også Annette og Jørgen har haft deres oplevelser, der skulle modnes, og deres liv er ikke kun gået ud ad den lige landevej.

”Den største udfordring for vores parforhold var, da vores yngste søn, Frederik, blev syg. Da ramlede vores verden. Han er født i 1983, og vi troede, vi havde et raskt barn. Men efter et par år blev vi mere og mere bekymrede,” siger Annette.

Dengang for knapt 40 år siden var familien på vej til Norge. Lejligheden i Danmark var allerede fremlejet og deres stillinger opsagt, og Annette og Jørgen havde forberedt flere års ophold i Norge, hvor de skulle arbejde ved det diakonale psykoterapeutiske hospital Modum Bad. Men et par måneder før afrejsen begyndte sønnen Frederik at få nogle specielle epileptiske anfald, fortæller Jørgen:

”Det var dengang, man ikke bare kunne google, så jeg fandt den store lægebog frem. Her kunne jeg læse, at 80-90 % af dem, der får sådanne anfald, bliver svært psykisk udviklingshæmmede. Jeg husker stadig, hvordan hele min krop stivnede i det øjeblik, jeg læste det.”

”Vi rejste til Norge, hvor vi ikke kendte et øje, og bare en uge efter vores ankomst blev Frederik indlagt igen. Derefter fulgte en tid med utallige anfald, indlæggelser og undersøgelser. Vi var oppe mange gange hver nat, og vi var stressede, udslidte og fortvivlede. Samtidig havde vi et raskt barn, vores ældste søn, der også skulle tages hånd om. I et helt år smilede Frederik ikke på grund af de mange anfald, og det tærer på kærlighedskontoen. På bare få måneder følte jeg, at jeg blev ti år ældre,” forklarer Annette.

Viljen til at holde sammen
Alle par har perioder, hvor ydre omstændigheder påvirker relationen og kan presse parforholdet – eksempelvis i form af langvarig sygdom som i tilfældet med Frederik.

”Det kradser i sjælen, når man har et barn, der ikke er raskt. Det tærer på den indbyrdes parrelation, og der opstod også konflikter imellem os. Der var ikke det store overskud til at tage vare på hinanden som voksne, og de første år i Norge var virkelig en kaotisk tid, fordi Frederik var så dårlig. Dengang levede vi mest i kraft af viljen,” husker Annette.

”Når man bliver gift, hvad enten det er på rådhuset eller i kirken, så er det centrale i bryllupsritualet spørgsmålet om, om man vil elske og ære hinanden i medgang og modgang. Ritualet handler ikke om, om man er sikker på, at man har de rigtige følelser hele tiden,” tilføjer Jørgen.

Han hentyder til, at der synes at være et kulturelt ideal om, at vi ofte skal føle en hel masse. Når vanskelighederne i parforholdet så begynder at dukke op, kan vi nemt komme til at forholde os kritisk til parforholdet, fordi vi måske ikke er bevidste om og accepterer, at vi som par naturligt nok kan få svære vilkår, hvor de store følelser ikke er de fremherskende.

Søg hjælpen i tide
Da de boede på Modum Bad i Norge, blev Annette og Jørgen opfordret til at søge professionel hjælp hos en familieterapeut, da de var allermest pressede på grund af sønnens sygdom.

”Da vi kom til familieterapeuten, fortalte vi, hvor triste vi var, og at vi også kunne have det svært indbyrdes. Vi sørgede jo heller ikke ens. Hans konklusion var: ’Hvor er I normale. I er jo så trætte’. Han normaliserede vores tilstand,” husker Annette, som peger på, at det i mange tilfælde er muligt at få det bedre med hinanden, hvis man gør noget i tide:

”Vi søger som regel hjælp, hvis vi har ondt i knæet, eller der udgår mærkelige lyde fra bilen. Når det derimod kommer til at søge hjælp til vores relationer, som er så vigtige for os, bliver vi ofte mere tøvende. Men bare det at sige sit problem højt, og tage modne og vise mennesker med på råd, kan gøre en stor forskel.”

Vi er rigere sammen
Når Annette og Jørgen ser tilbage på deres liv sammen, husker de ikke alene modgangen, men mindes også de mange positive øjeblikke, der har haft betydning for deres parforhold.

”Som den månedlange rejse til Nordnorge, vores sølvbryllupsfest, eller når Jørgen lægger armen om mig på en almindelig hverdag. For mig er de mest gyldne øjeblikke, når jeg i hverdagen opdager, hvor privilegeret jeg er: At der er én, der har omsorg for mig, selv om han kender både revl og krat,” forklarer Annette.

”Vi mødte alvoren i en ung alder, og vi måtte tidligt indse, at man i et parforhold ikke altid kan forvente det store sus. Frederiks sygdom udgjorde en belastning for vores parforhold – men det gjorde også, at vi udforskede nogle rum inde i os selv, som vi ikke ville have besøgt frivilligt. Derfra kunne vi ikke gå overfladisk videre i vores forhold,” uddyber Jørgen.

”Når Jørgen og jeg synes, at livet har været allerhårdest, har vores varme følelser ligget meget i dvale. Men vi har fået den gave, at vi grundlæggende kan lide hinanden og har sat pris på hinanden. Selv om vi er meget forskellige, tænker jeg, at jeg ville blive meget fattigere, hvis Jørgen ikke var her. Vi synes stadigvæk, der er rigtig meget at hente i fællesskabet med den anden. Man kan nemt komme til at tage hinanden for givet, som årene går – men glæden og taknemligheden ved hinanden har vi fået lov til at bevare,” afslutter Annette.

Fakta
• Annette Due Madsen (f. 1955) er psykolog og familieterapeut, og Jørgen Due Madsen (f. 1952) er psykiater. De har været gift siden 1977 og har tre voksne børn og fem børnebørn.
• Annette og Jørgen er initiativtagerne til Center for Familieudvikling, der blev stiftet i 2004 med det formål at styrke tryghed og trivsel hos par og familier gennem bl.a. terapi, kurser og folkeoplysning.
• Annette og Jørgen er fortsat engagerede medarbejdere på Center for Familieudvikling, og deres ældste søn er i dag direktør.

Artiklen indeholder to privatfotos af Annette og Jørgen på deres bryllupsdag og sølvbryllupsdag.

Hvad kan du gøre for dit parforhold? 

Få 7 gode råd og inspiration til hvordan du kan pleje dit parforhold.

Selvom man er ung eller voksen, er man stadig barn af sine forældre, og når forældrene skal skilles, gør det ondt. Men de unge kan hurtigt komme til at stå alene med både sorg og dårlig samvittighed.

”Når ens forældre pludselig annoncerer deres skilsmisse, så udløser det en sorg, fordi en skilsmisse er et tab. Vi forbinder ordet tab med dødsfald, men faktisk er der også noget, der dør, når man mister sin kernefamilie,” siger psykolog Annette Due Madsen fra Center for Familieudvikling.

Hun peger på, at de store børn nemt kan stå med følelsen af, at de bliver nødt til at være den voksne og tage ansvar for familien, som er i opløsning.

”Som ung er man både barn og voksen, og det kan gøre det svært at finde ud af, hvilken rolle man har i skilsmissesituationen. Man har måske mest af alt lyst til at være vred og ked af det og blive trøstet af mor og far, men ofte overskygges det af en ansvarsfølelse over for forældre eller søskende.”

”Når man som voksent skilsmissebarn skal passe på sig selv, er det vigtigt, at man finder nogle gode mennesker at snakke med, som ikke er en del af konflikten. Det kan være en ven, noget familie, en præst eller en psykolog – et sted, hvor man kan få forståelse for sin situation, og hvor nogen kan lytte til smerten, vreden, dilemmaerne og give gode råd,” foreslår Annette Due Madsen.

Læs mere i denne artikel, som er bragt i Samvirke: Skilsmisser er fyldt med sorg – også for de voksne børn.

Interview med Steen Kruse, familieterapeut og leder i Aarhus på Center for Familieudvikling.

Skal mobiltelefonen ligge fremme under aftensmaden, og hvad er den ”rigtige” måde at fylde opvaskemaskinen på? Konflikter kan ikke undgås i et parforhold. Men vil vi skabe en god og tryg relation til vores partner, skal vi insistere på nærhed gennem hele livet.

Vi ved fra forskning, at tilfredsheden og nærheden er meget høj i starten af et parforhold. Men når den første forelskelse har lagt sig, bliver intimiteten af og til udfordret. Det sker typisk, når et par har etableret sig med børn, fuldtidsjob og fritidsinteresser, og hverdagen efterhånden går mere op i fornuft og praktik.

”Her kan par opleve, at de begynder at kommer på afstand af hinanden, og at afstanden også giver grobund for mere vanskelige konflikter, hvor vi bliver trigget på et dybere plan,” fortæller Steen Kruse, som er familieterapeut og leder af Familieafdelingen i Aarhus på Center for Familieudvikling.

Typiske konflikter i parforholdet
Konflikter er uoverensstemmelser, der indebærer spændinger i og mellem mennesker. Steen peger på nogle typiske konflikter i parforholdet, som ofte handler om forskellighederne imellem os – vores forskellige interesser, værdier og temperamenter, som vi kan have en tendens til at bagatellisere i starten af et forhold.

”Det vi blev forelsket i, og som vi syntes var særligt spændende hos den anden i den første tid, kan efter nogle år opleves uforeneligt imellem os. Det kan f.eks. være en bestemt interesse eller fritidsbeskæftigelse, den anden har, som med tiden opleves mere irriterende end inspirerende, og det kan skabe en interessekonflikt i parforholdet på den lange bane,” siger Steen.

En anden typisk konflikt i parforholdet er værdikonflikter. Ofte bliver vi forelsket i nogen, vi ligner på det værdimæssige område. Men selv om vi deler mange værdier som på et idéplan ligner hinanden, kan det med tiden vise sig, at vi ikke er enige i praksis.

”Det kan være, vi i begyndelsen af parforholdet deler en værdi om, at der ikke skal ligge mobiltelefoner på spisebordet, når vi spiser, og det vil vi godt lære vores børn. Senere vil man måske se, at den ene part alligevel har mobilen fremme under måltidet, fordi vedkommende i praksis er mere lempelig i, hvordan værdien leves ud i hverdagen. Og det kan lede til en værdikonflikt i parforholdet,” fortæller Steen.

Steen fremhæver også at, de fleste i samarbejdet om at få en hverdag til at fungere vil støde på funktionskonflikter, som eksempelvis handler om, hvordan vi fordeler morgentjansen med de små børn, hvis tur det er til at tømme skraldespanden, eller hvad der er den bedste måde at fylde opvaskemaskinen på.

”Det sker naturligt i hverdagens travlhed, hvor opgaver skal fordeles, at man hurtigt kan komme til at krydse klinger med sin partner. Det er ofte småting, der kan være starten på, at en konflikt udvikler sig mere hidsigt. Når par i parterapien skal fortælle om sådanne konflikter, kan de næsten synes, det er pinligt at sige højt, fordi det set på afstand kan virke som bagateller.”

90% af konflikterne skyldes vores egen bagage
Steen forklarer, at vi ofte kan komme til at gå fra en sådan funktionskonflikt, hvor der ikke nødvendigvis er mange følelser involveret, til det der kaldes en dynamisk konflikt, hvor vi får aktiveret den bagage, der ligger i os hver især. Derfor kan nogle par genspille den samme konflikt i årevis. Får man ikke stoppet en sådan konflikt i tide, vil det ikke alene lægge kimen til at ødelægge en god dag, men også et godt parforhold.

”Dynamiske konflikter er typisk mønstre, hvor dét, jeg gør, aktiverer noget bestemt i dig, som igen aktiverer en bestemt modreaktion hos mig. Det mønster, vi skaber sammen, kan vi ofte genkende fra konflikt til konflikt, og med tiden kan vi have svært ved at komme ud af det mønster igen.”

”Hvis min kone f.eks. giver mig instrukser om, hvordan noget skal udføres, kommer hun hurtigt til at lyde, som min far gjorde for 50 år siden, da han udstak direktiver til mig som barn. Selv om det er lang tid siden, har jeg stadig en modstand imod, at nogen giver mig instrukser og vil diktere, hvad jeg skal gøre. Det gælder ikke kun min kone, men kan også blive trigget af kollegaer eller andre mennesker omkring mig,” fortæller Steen.

Ifølge parterapeuten John Gottman, som igennem mange år har forsket i parforhold, bliver 90 % af de konflikter, vi har med hinanden, aktiveret af noget, vi selv slæber med i bagagen. Dette til trods for at vi kan være tilbøjelige til at tænke, at det 90 % af tiden nok snarere er vores partner, der er skyld i konflikten.

Med de dynamiske konflikter skal vi derfor ofte se tilbage i vores liv for at forstå, hvorfor det er blevet så væsentlig en konflikt for os: Hvad er det, jeg selv bringer ind i parforholdet, som vedvarende aktiveres af min partner, uden at det nødvendigvis er hans eller hendes ansvar?

Indlæg en selvvalgt pause
Når vi har en konflikt med vores partner, synes logikken for mange af os at være, at der er én, der er forkert på den, og én, der har ret. Logikken synes også at være, at konflikten først kan løses, når vi finder den skyldige.

Konflikter aktiverer vores nervesystem på en sådan måde, at vi ofte har svært ved at se vores egen andel i konflikten. Det sker helt naturligt. Psykiateren Daniel Siegel peger på, at når en konflikt optrappes, og vi bliver vrede, er der meget aktivitet i den del af hjernen, som er forbundet med kamp-, flugt- og frys-responser. Når der er meget aktivitet i den del af hjernen, er der samtidig mindre aktivitet i de præfrontale regioner, som har at gøre med empati og nuanceret tænkning.

”Vi ændrer perspektiv fra at være nysgerrige, åbne og undersøgende overfor, hvad den anden mener, til en optagethed af at dominere samtalen, få ret og bevise vores partners andel og skyld i konflikten. Vi bliver med andre ord mindre konstruktive udgaver af os selv, og derfor giver det god mening at indlægge en selvvalgt pause i samtalen – en ’time out’ – så vi kan få ro på os selv,” foreslår Steen.

”I en ’time out’ vil vi måske først mentalt forberede argumenter for, hvorfor den anden er en idiot og tager fejl, og vi kan holde vores egen forsvarstale. Men efterhånden kan vi begynde at se, at vi selv fik sagt noget, der ikke var et 12-tal værdigt. Når vi vender tilbage til vores partner efter en ’time out’, kan vi starte et andet sted – f.eks. med at sige undskyld og arbejde på at genskabe den gode kontakt til hinanden.”

Hvad trigger mig, og hvad trigger dig?
Steen peger på, at vi er nødt til at kigge indad og åbent undersøge, hvad det er, der provokerer og trigger os, når vi havner i konflikter. Det er i sagens natur svært. Men hvis vi ikke ved, hvad der sker indeni os, bliver vi ’lost’ i en konflikt med vores partner. Så forstår vi ikke, hvorfor vi reagerer, som vi gør, og det bliver svært at håndtere konflikten, tage ansvar for os selv og passe på parforholdet.

Et væsentligt spørgsmål er, hvordan vi tager vare på den forskellighed, der er imellem os, uden at det bliver relationen, det går ud over. Her peger Steen på, at vi må skabe gode samtaler om vores forskelligheder – og gerne tidligt i parforholdet, hvor vi stadig har en god portion nysgerrighed.

”I langt de fleste parforhold daler nysgerrigheden desværre over tid, og vi kan med årene blive mindre optagede af, hvad vores partner egentlig mener. I stedet for begynder vi at danne fastlåste billeder af hinanden.”

”Hvis vi derimod tidligt i parforholdet udvikler en velvillig indstilling til, at vi vil lære vores partners udgangspunkt bedre at kende, danner vi en god grobund for at varetage vores forskelligheder. Kun ved at forholde os nysgerrigt til vores partner kan vi indgå i samtalen og håndtere den konflikt, vi har nu og her,” siger Steen.

”Har vi lagt vores våben, som Anne Dorte Michelsen synger i én af sine sange, bliver vi i stand til at have konflikter med vores partner, uden at det skal gøre os til fjender. Vi kan gå ind i konflikterne uden en intention om at ville skade hinanden – og selv hvis vi skulle komme til at sige noget sårende, vil vi vide med hinanden, at det ikke var vores hensigt.”

Bevar den gode kontakt til hinanden
Selvom det kræver hårdt arbejde at bevare forholdet til vores partner, er den dybe relation til et menneske, som kender os så godt heldigvis indsatsen værd. For forskningen viser, at langvarige og gode forhold gør os til gladere mennesker, der lever længere.*

”Spørger man par, hvorfor de er i et forhold, vil langt de fleste fremhæve, at det er for at være sammen med et menneske, som griber dem, når de har brug for at blive grebet, som trøster dem, når de har brug for trøst, og som vil forstå dem, når de har brug for forståelse. Et menneske, som de har tillid til, vil én det bedste, og som de kan være trygt forbundet med, samtidig med at de kan være fuldstændig sig selv,” fortæller Steen og slutter af:

”Konflikterne kan vi ikke helt undgå i et parforhold. Men hvis vi bevarer en nysgerrig indstilling til vores partner, tager ansvar for vores egen bagage og insisterer på nærhed livet igennem, kan vi bedre forstå og håndtere konflikterne i parforholdet – og bevare en tryg relation på den lange bane.”

Ønsker du inspiration og hjælp til at bevare et godt parforhold? Så ring til Partelefonen – Danmarks største telefonrådgivningslinje for par. Her får du gratis og anonym rådgivning, så du kan passe på parforholdet. Ring 44 144 146 – eller læs mere om Partelefonen her.
Du kan også tage et kig på vores parkurser, hvor du og din partner kan blive bedre til at kommunikere mere klart og konstruktivt.

*”Gopler ældes baglæns” af Nicklas Brendborg.

Fotos: Pexels.com

Interview med Mathias Rolskov, psykolog hos Center for Familieudvikling.

Interview med Dragana Mateskovic Lyduch, psykolog hos Center for Familieudvikling.

Teenageårene er kendt for at være en tid, der kan være fyldt med udfordringer i relationen mellem teenager og forældre.

Der er ofte ambivalente følelser på spil, som kan føre til fastlåste konflikter og et tab af kontakt. Men det er også en tid, hvor der foregår en rivende udvikling i teenagerens krop og sind. Heri kan der ligge et stort potentiale for forælder-barn-relationen, hvis bare man ved, hvordan man som forælder fastholder overblikket og bedst støtter sin teenager.

Gå på opdagelse i dit barns verden
Vi genkender sikkert alle billedet af den uengagerede og uinteresserede teenager, der tilbringer meget tid bag en skærm og reagerer med følelsesudbrud, så snart forældrene forsøger at sige noget.

”Længe har vi tænkt, at teenagere er ’dovne’ og ’hormonstyrede’, når det kommer til deres reaktioner. Men det er en myte, som kan få forældre til at føle sig magtesløse og utilstrækkelige, og som fremstiller det som en fase i livet, der bare skal overstås. Faktisk er teenageårene en af de perioder, hvor der sker den største udvikling i hjernen, og børn i den alder er alt andet end dovne set fra et neurovidenskabeligt perspektiv,” siger psykolog hos Center for Familieudvikling, Dragana Mateskovic Lyduch.

Forskningen viser nemlig, at vi indtil 12-13-års alderen suger al viden til os, men at hjernen i teenageårene går gennem en stor og vigtig omstruktureringsproces.

”Det betyder helt konkret, at nogle forbindelser i hjernen dør, fordi de ikke skal bruges længere, mens andre forbindelser bliver forstærket, og nye forbindelser bliver dannet med lynets hast. Som Daniel Siegel, en af verdens førende forskere indenfor dette område, siger, kan man sammenligne teenageres hjerne med et træ, som fra naturens side skal igennem et efterår, hvor det smider blade for sidenhen at komme til et forår, hvor træet kan blomstre og give frugt,” forklarer Dragana og siger videre:

”Det kan være en ekstra energikrævende proces at skulle igennem disse forandringer, og det kræver tålmodighed og tid til at lære sin nye hjerne at kende. Det er derfor ikke så mærkeligt, at teenagere har brug for mere søvn og kan have svært ved at regulere deres følelser.”

Forældre på sidelinjen
Alle disse forandringer kan for nogle forældre føles som et lyn fra en klar himmel, og der er særligt to ting, der kan være udfordrende i denne livsfase.

”For det første oplever mange forældre et tab, når deres barn, som hidtil har søgt trøst og støtte hos forældrene, for alvor begynder at afvise dem og trække sig fra kontakten. Derudover kan forældre være forvirrede over, hvad der nu forventes af dem, og hvad deres rolle egentlig er,” siger Dragana.

Der opstår et indre følelsesliv, som teenageren skal lære at navigere i, og det kan resultere i, at følelserne sidder uden på tøjet. For forældrene bliver barnets humør og sindsstemning mere uforudsigeligt, og det kan føles svært at gøre noget som helst rigtigt, fordi teenagehjernen ganske enkelt er vanskelig at forstå. Derudover kaster teenagere sig ud i mere risikofyldt adfærd, fortæller Dragana:

”Fra naturens side er det en helt normal og forventelig udvikling, fordi teenagere skal afprøve og erfare, hvad de kan. De øver sig på at skulle stå på egne ben. Men som forælder kan man fyldes af bekymring, særligt fordi man kan opleve, at man ikke helt kan stole på teenagerens dømmekraft.”

Forældres bekymringer er reelle, for teenageres hjerne ikke er færdigudviklet. Det er særligt pandelapperne, som bl.a. er ansvarlige for planlægning, følelsesregulering og risikovurdering, der er uudviklede.

”Det kan give forældre grå hår, når de skal lade deres børn begå sig mere frit i den store verden. Mange forældre erfarer også, at de ikke længere har det samme mandat til at påvirke barnets beslutninger, men må betragte meget fra sidelinjen,” siger Dragana.

Derhjemme kan man opleve, at børnene ikke vil bidrage til de huslige pligter, ikke overholder aftaler, næppe hilser og blot kommer hjem for at spise for så at smutte igen. Eller at man som forælder er nødt til at gentage de samme ting mange gange.

”Det er helt forståeligt, at forældrene bliver trigget af teenagerens ’lunefulde’, ’uansvarlige’, ’dovne’ og ’uengagerede’ adfærd, bl.a. fordi de synes, de kan forvente en anden opførsel fra de store børn. Mange forældre føler en stor frustration og afmagt, mens de kæmper med at finde ud af, hvad de kan stille op,” fortæller Dragana og fortsætter:

”Forældre kan komme til at føle sig mindre værdsat og mindre betydningsfulde, og de stiller måske sig selv spørgsmålene: Hvad er min betydning her? Hvad er min rolle nu? Og ind imellem kan forældrenes forsøg på at navigere i dette nye landskab resultere i konflikter og et negativt samspil med teenageren.”

Forældre som det stabile bagland
Gennem barndommen har barnet brug for en tryg tilknytning til forældrene for at kunne trives og udvikle sig. Behovet for en tryg tilknytning forsvinder ikke, men i teenageårene er det vennerne, der udgør de vigtigste sociale relationer. Igennem venskaber lærer de væsentlige sociale færdigheder, videreudvikler deres selvforståelse og får erfaringer med at træffe valg og sætte grænser.

”Når teenageren vender sig mere mod vennerne, kan det for forældrene være forbundet med en smerte over at miste den nære relation, der har været før,” fremhæver Dragana.

”Men forældre har fortsat stor betydning som det stabile bagland, teenagebarnet altid kan vende tilbage til, få støtte, omsorg og kærlighed fra. Teenagere har meget brug for deres forældre – bare på en anden måde end i den tidlige barndom.”

Det kan være svært for teenageren at følge med, når kroppen og sindet ændrer sig. Teenagere mærker de store forandringer, der sker både udvendigt og indvendigt, og det kan skabe en uro og usikkerhed. I den situation vil de have brug for deres forældre, der hjælper dem til at forstå, hvad der sker.

”Teenagere vil også opleve, at der er andre forventninger til dem fra omverdenen. Der er mange valg, de skal træffe, og det kan opleves som en belastning og udfordring. Derfor vil de nogle gange føle sig overvældede og forvirrede og have behov for, at en forælder kan være med dem i disse overvejelser som en stabil og indsigtsfuld voksen, de kan støtte sig op ad,” siger Dragana.

Forældre skal tage ansvar for relationen
Hun peger på, at vi som forældre kan have de bedste intentioner om at opnå en tættere kontakt til vores teenagebarn, men i vores forsøg kan vi komme til at opføre os anmassende og invaderende. Eller vi kan ende med at trække os fra relationen, fordi vi vil undgå konflikter, eller simpelthen fordi vi ikke aner, hvad vi skal stille op.

”Selv om teenagere har brug for deres forældre, kan de give udtryk for noget andet, og den måde man hidtil har udfyldt forældrerollen på, bliver måske afvist. Det er vigtigt, at forældrene respekterer afvisninger og grænser fra teenagerens side, også når det opleves modsætningsfuldt og som en hårfin balance.”

Dragana understreger, at hvis vi skal hjælpe vores barn igennem den periode, hvor deres hjerne er på overarbejde, skal vi være mere nysgerrige end opdragende, mere ansvarstagende end beskyldende.

”Vi skal tage ansvar for relationen ved at være lydhøre overfor, hvordan vores teenager egentlig har det og prøve at handle ud fra det. Vi kan forsøge at lytte til og forstå, hvordan det, vi gør, opleves, ligesom vi kan forsøge at reparere, når vi handler på en måde, som virker uhensigtsmæssigt,” siger hun og uddyber:

”Det er ingen enkel opgave. Som forældre skal vi kunne respektere et ’nej’ og en lukket dør, selv i de situationer hvor vi føler os magtesløse, bekymrede og sårede. Det kræver, at vi kan håndtere og regulere vores følelser og bekymringer, som kan blive trigget i samspillet med teenageren.”

”Samtidig skal vi være i stand til at vise, at vi som forældre står til rådighed, når barnet har brug for vores hjælp, og være en støtte for dem på en respektfuld måde, som hverken er dømmende eller bedrevidende.”

”Som forældre kan vi bestræbe os på at være autentiske. Vi kan begynde med ærligt at sige, når vi synes, der er noget i relationen, der er svært – men uden at forvente, at vores teenager skal gøre noget ved vores følelser. Vi kan dele, hvad vi finder vigtigt, og hvilke håb, vi har for relationen eller en bestemt situation. Men vi må også acceptere, at vi ikke har kontrol over, hvorvidt vores teenager hilser pænt om morgenen eller tager skraldet med ud.”

Værdsæt de smukke sider af dit barn
Frem for hovedsageligt at betragte teenageårene som en besværlig fase, kan vi tænke over, hvad vi kan lære af teenageren. De vil eksempelvis blive optaget af nye interesser og begynde at sætte sig nye mål.

”Vi ser mange unge, der engagerer sig i sociale og globale forhold som f.eks. klimabevægelsen. De kan være fyldt af en passion, idealisme og tro på, at de kan ændre på, hvad der foregår i verden, hvor vi som voksne kan være tilbøjelige til at indtage en mere kynisk indstilling eller mangle energi til at engagere os. Det engagement og den passion, vi ser hos teenagere, er værdifuldt, for det er med til at sætte gang i forandringer, og det kan vi som voksne lade os inspirere af,” fortæller Dragana.

Selv om teenageårene rummer smukke sider og ikke skal ses som en periode, der bare skal overstås, kan det for nogle forældre alligevel være godt at blive mindet om, at teenagere med tiden vil lære at navigere i deres nye krop og sind.

”Som forælder vil man opdage, at ens barn på et tidspunkt begynder at rydde op, vasker tøj, gør rent og holder sine aftaler – helt af sig selv,” siger Dragana med et håbefuldt glimt i øjet og slutter af:

”De vil opleve at kunne stå på egne ben, være mere selvstændige, tage ansvar for sig selv, og der vil vi som forældre for alvor kunne se frugterne af vores opdragelse og relation til vores børn. Ja, teenageårene er bare en fase i livet – men det er en enorm vigtig fase, og forældres reaktioner og måder at tackle de udfordrende situationer på kan være afgørende for den fremtidige relation til de voksne børn.”

Center for Familieudviklinghar tidligere afholdt kurset ”Hold mig / Slip mig”. ”Kurset henvendte sig til teenageforældre, som ønskede at gå på opdagelse i teenagebarnets verden, få redskaber til at tackle problematiske situationer og samspilsmønstre og finde inspiration til at udvikle og forbedre relationen til teenagebarnet til gavn for hele familiens trivsel.

Fotos: Pexels.com

Artikel om ”Sammen om Børnene” fortalt ud fra stemmer på konferencen “Højkonflikte skilsmisser – veje til forandring for børn og voksne”. Af Rebekka Steinvig. 

Hvad har en sang, en hjemmeopgave og en ven til fælles? De har alle potentiale til at bringe forandring i fastlåste skilsmissekonflikter, og de indgår alle i behandlingsprogrammet ”Sammen om Børnene”, som tilbyder hjælp til dem, der er blandt de sværeste at hjælpe: Børn og forældre i højkonflikte skilsmisser.

16-årige Laura træder frem på scenen. I festsalen på Moltkes Palæ står hun foran 270 deltagere på en konference om højkonflikte skilsmisser. Lauras lyse hår er farvet rødt i toppen, og hun præsenterer sig med en forsigtig stemme, inden hun sætter sig ved flygelet: ”Jeg er Laura, jeg er 16 år. Min familie og jeg var sidste år med i ”Sammen om Børnene” for at få hjælp efter mine forældres skilsmisse. Det var der, jeg skrev den sang, jeg vil synge for jer nu.”

Prisen ved højkonflikte skilsmisser
Omtrent 20.000 børn oplever hvert år, at deres forældre blive skilt, og omkring 3.000 børn bliver del af en højkonflikt skilsmisse, som påvirker trivsel og udvikling. Laura er et af de børn.

”Vi er stadig ved at erkende, hvor svært det er at blive skilt. Forældre kan ende i en kamp, de aldrig havde forestillet sig, hvor de kæmper om det i verden, som de elsker mest nemlig børnene,” fortæller Søren Marcussen, afdelingsleder på Center for Familieudvikling, der arrangerer konferencen.

”Jeg har mødt en mor, som følte sig fanget i en højkonflikt skilsmisse, men ikke anede, hvordan det var kommet dertil, eller hvordan hun skulle stoppe det. Og jeg har mødt børn, der har haft en barndom præget af et konfliktfyldt brud mellem forældrene, og som tager en mere usikker tilknytning med sig videre i livet,” siger Søren Marcussen.

Svær målgruppe at hjælpe
Ca. 270 deltagere er mødt op til konferencen, og de fleste kommer fra det kommunale system, Familieretshuset, Familieretten og diverse interesseorganisationer. Stemningen er præget af lydhørhed, nysgerrighed og en vilje til at finde veje til forandring. Flere af deltagerne genkender fra eget arbejde, at børn og forældre i højkonflikte skilsmisser er en vanskelig målgruppe at hjælpe, hvilket også forskningen bekræfter.

”Som fagperson kan man blive frustreret og vred på de højkonflikte skilsmisseforældre: Hvorfor tager de sig ikke sammen? Hvorfor stopper de ikke konflikterne for børnenes skyld? Men en sådan reaktion er sjældent gavnlig,” siger den hollandske psykolog, Justine van Lawick, som er konferencens hovedtaler: ”En fastlåst og kold relation har brug for varme, så kulden kan tø op. Og den varme kan vi som behandlere være med til at formidle.”

Justine van Lawick har igennem årtier beskæftiget sig med højkonflikte skilsmisser. Det var i frustration over de eksisterende metoder, der havde vist sig utilstrækkelige til at hjælpe børn og forældre i højkonflikte skilsmisser, at hun i 2011 udviklede behandlingsprogrammet ”No Kids in the Middle”, som ”Sammen om Børnene” er den danske version af.

Børns stemmer
Før var jeg en teenager, sagde ’fuck it’ til alt
far træf en beslutning, mor græd
hvem tar’ sig af mor, og hvem af far?
ansvar kommer naturligt, men jeg er stadig barn.

Da 16-årige Laura begynder at synge fra scenen i Moltkes Palæ, synes hele salen at mærke, hvad der er det særlige ved ”Sammen om Børnene”: At barnet står i centrum og i en tryg ramme får lov til at udtrykke ærligt overfor de voksne, hvordan det føles at være fanget i forældrenes skilsmissekonflikt. Flere af deltagerne på konferencen får tårer i øjnene, og da sangen slutter, bliver Laura mødt med et stående bifald.

Lauras sang indgik i behandlingsprogrammet ”Sammen om Børnene”, hvor børnene samles i en børnegruppe og udarbejder produkter, som præsenteres for forældrene i en forældregruppe. Det kan være en tegning, en film, et digt, en historie. Produkterne skal vise, hvordan det er at være barn, når mor og far er uvenner, og børnene får frie hænder til, hvilket budskab de vil videregive.

”Det er en måde at bringe børnenes stemmer, følelser og oplevelser meget konkret og direkte ind i rummet. Det gør indtryk og berører mange. Vi oplever, at det virksomme i præcis den måde at arbejde på er, at det fremmer forældrenes mentalisering af og indlevelse i børnene i forhold til, hvor svært det er at være i klemme mellem forældrene. Og mentaliseringen skubber til modet på at forsøge at gøre noget andet og bedre i forældresamarbejdet,” siger psykolog Charlotte Jäger på baggrund af erfaringerne med ”Sammen om Børnene” i Århus kommune.

Billede: I ”Sammen om Børnene” bliver børnenes anonyme svar skrevet ned og sendt fra børnegruppen til forældregruppen som en flaskepost.

”Det at fortælle i flok – hvor alle børn skal fortælle forældrene om noget, der er svært – gør det mindre sårbart for den enkelte. Forældre og børn begynder at få et fælles sprog, og i en tryg og styret ramme kommer de i gang med at tale om noget af det, der er svært,” fortæller Sinne Pedersen, som er psykolog ved Center for Familieudvikling og terapeut i flere børnegrupper.

”Børnegruppen giver også børnene en unik mulighed for at høre andre børn udtrykke noget, man selv genkender. Det kan være helende i sig selv at høre, at andre kæmper med noget af det samme, og man ikke står alene med at opleve det,” siger Charlotte Jäger fra Århus kommune.

Forandring er forældrenes ansvar
Hvert år ender omkring 10-12% af alle skilsmisser som højkonflikte skilsmisser, hvor forældrene føler sig fanget i håbløshed og magtesløshed. ”Forældrene føler ikke, de lever, fordi alt er centreret om konflikten, og de ønsker mere ro, så de kan komme videre med deres liv,” siger Justine van Lawick fra scenen i Moltkes Palæ.

Alligevel er forældrenes egen mistrivsel ofte ikke i sig selv motivation nok til, at de vil deltage i et behandlingsprogram. Når motivationen findes frem, er det næsten altid, fordi forældre ser, at deres børn lider under konflikterne.

I forældregruppen bliver der arbejdet med de konfliktfyldte mønstre, der er imellem forældrene – for det er forældrenes ansvar at forandre den kontekst, børnene befinder sig i. Sammen med Sinne Pedersen præsenterer Mathias Rolskov, psykolog ved Center for Familieudvikling, arbejdet i forældregruppen på konferencen:

”Problemet er ikke den ene eller den anden forælder. Problemet er de mønstre, der udspiller sig imellem forældrene. Dette arbejde griber ind i den dybeste sårbarhed i forældrene og sætter dem i stand til at bevæge sig henimod, hvad de længes efter, og væk fra kampen om, hvem der er den gode og den dårlige forælder.”

Mathias Rolskov fortæller, hvordan forældrene fra gruppegang til gruppegang bliver stillet nogle hjemmeopgaver, hvor forældrene skal arbejde med deres egen proces. En af hjemmeopgaverne er at skrive en ny skilsmissefortælling, der formuleres som et brev til barnet. Opgaven er ikke at finde på en usand historie, men at forældrene skaber en fortælling om skilsmissen, som børnene kan leve med, og som giver børnene lov til fortsat at elske begge forældre.

I forældregruppen gør terapeuterne også brug af forskellige øvelser og inddeler forældrene i mindre refleksionsgrupper, så de kan spejle sig i hinandens situation, støtte hinanden, komme med forslag til forbedringer og bevidne hinandens processer. Som en forælder sagde om en øvelse: ”To forældre sidder og diskuterer deres problemstilling, og vi øvrige forældre sad og krummede tæer og tænkte: ’Sådan kan jeg også finde på at være’.”

Inddragelse af familiens netværk
”Sammen om Børnene” er ikke alene et behandlingsprogram for forældre og børn, men også for netværket omkring familierne, fortæller Justine van Lawick:

”Der kan være meget sorg hos bedsteforældre, der måske ser deres børnebørn mindre på grund af konflikten. Og hos den nye kæreste, der bliver påvirket af konflikten og involveret i den. Højkonflikte skilsmisser er som to klaner, der bekæmper hinanden, og som behandlere kan vi ikke klare den situation alene. Vi er nødt til at inddrage familiernes netværk, hvis vi skal hjælpe forældrene til at bygge en bro, som børnene kan krydse over,” forklarer Justine van Lawick.

I Århus kommune har de været vant til at involvere skoler og institutioner i behandlingen, men først med ”Sammen om Børnene” er de begyndt at inddrage forældrenes private netværk i de voksnes problematikker.

”En far fortæller, at hans ven var begyndt at kommentere mere direkte på hans handlinger og f.eks. havde sagt til ham, at han havde lagt mærke til, at han ikke længere talte negativt om sin ex. Det styrkede ham i, at han var på rette vej. Det at have fået installeret et par hjælpere, som man har fået et fælles sprog med omkring forældresamarbejdet, gør det lettere at række ud og bede om konkret hjælp til at fastholde de bevægelser, man ønsker at gå i retning af. F.eks. at få en ven til at læse en sms igennem, inden der trykkes ’send’,” fortæller psykolog Charlotte Jäger.

Hvad er udbyttet af ”Sammen om Børnene”?
35 familier har deltaget i ”Sammen om Børnene” igennem de sidste tre år, hvor programmet er blevet afprøvet i Danmark. Oprindeligt skulle dobbelt så mange familier have deltaget, men færre forløb blev iværksat på grund af Covid-19, som i perioder ikke tillod en gruppeintervention.

På baggrund af dette datamateriale har VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, udarbejdet en evaluering af ”Sammen om Børnene”, som senioranalytiker Karen Margrethe Vendelbo Dahl fremlægger på konferencen:

”Forældrene oplever en større forståelse for deres børns reaktioner og behov efter endt intervention, og de oplever, at konfliktniveauet er lavere, og at tonen imellem forældrene er mindre fjendtlig. Forældrene fortæller også om en personlig afklaring, som medvirker til at skabe bedre forældretrivsel,” fortæller hun.

Det betyder ikke, at forældrenes samarbejdsudfordringer er forsvundet, og ikke alle forældre ender med det samarbejdsideal, de havde håbet på. ”Forældre kan fra venner og medier have et ideal om den gode skilsmisse, som kan være svært at leve op til, og de må tilpasse deres ideal til, hvad der er muligt hos dem – eksempelvis acceptere, at et godt samarbejde ikke nødvendigvis handler om venskab,” siger Karen Margrethe Vendelbo Dahl.

Hun tilføjer, at de fleste børn er glade for ”Sammen om Børnene”, men at børnenes udbytte og oplevelse i høj grad afhænger af forældrenes proces. Datamaterialet er hentet fra en 3-årig projektperiode, som netop er afsluttet. Det vides derfor ikke, hvordan den danske intervention indvirker på børnenes trivsel på længere sigt.

”Der er nogle forhåbninger i det her tilbud, men formen er krævende,” siger Karen Margrethe Vendelbo Dahl og uddyber: ”Programmet kræver, at forældre kan få fri fra arbejde og har overskud til at sidde i rum sammen med den anden forælder over mange gange. Det er heller ikke alle, der kan føle sig hjemme i en gruppesammenhæng, hvor man skal tale om noget så svært. Det tiltaler nok en særlig gruppe, som er vant til at sætte ord på deres følelser, og som grundlæggende anerkender den anden forælders plads i barnets liv.”

Karen Margrethe Vendelbo Dahl udelukker ikke, at ”Sammen om Børnene” kan bruges til flere forskellige grupper, men hun peger på, at programmet er nødt til først at blive afprøvet på en mere repræsentativ gruppe.

I Århus kommune har de valgt at gøre ”Sammen om Børnene” til en integreret del af deres behandlingstilbud til de højkonflikte skilte familier. Tidligere var de højkonflikte skilsmissesager upopulære og blev ofte fravalgt af medarbejderne. ”I et arbejde, hvor tvivlen ofte er en følgesvend, og hvor man skal have et skarpt øje for de små bevægelser og nogle gange mister håb undervejs, har det været af afgørende betydning for os at få et fagligt stillads at læne os ind i og at blive et team rundt omkring familierne,” siger Charlotte Jäger og fortsætter:

”Nogle familier hjælper vi rigtig meget, nogle hjælper vi mindre, og nogle hjælper vi slet ikke. Det er vi ved at finde veje i. Vi har ikke indtil videre mødt gengangere blandt de deltagende familier. Hvis der kan skabes en blivende forandring, er der meget at vinde.”

En sang, en hjemmeopgave og en ven
Og lad os så slutte, hvor vi begyndte: For hvad har en sang, en hjemmeopgave og en ven til fælles?

En sang som den, Laura skrev til sine forældre, en hjemmeopgave, hvor forældre skriver en ny skilsmissefortælling til deres børn, og en ven, der læser en sms til ex-partneren igennem, inden der trykkes ’send’, har ét til fælles: De har alle potentiale til at bringe forandring i fastlåste skilsmissekonflikter, og de har alle vist sig virkningsfulde i behandlingsprogrammet ”Sammen om Børnene”, som tilbyder hjælp til dem, der er blandt de sværeste at hjælpe: Børn og forældre i højkonflikte skilsmisser.

Laura slog den første tone an. Og det afsluttende ord giver vi også til barnet: ”Jeg vil godt sige til de nye børn i børnegruppen: I er ikke de eneste. Og I kan godt få hjælp til at få det bedre.”

FAKTA

Skilsmisser i Danmark:

• I 2021 blev 12.800 ægtepar skilt. Det er et fald på 19% i forhold til gennemsnittet af skilsmisser de 10 foregående år.
• I løbet af de sidste 10 år toppede skilsmissetallet med 19.400 skilsmisser i 2014, mens det laveste antal skilsmisser var i 2019, hvor 10.500 ægtepar blev skilt.

Kilde: Danmarks Statistik

”Sammen om Børnene”:

• er et dansk behandlingsprogram, som over et halvt år tilbyder familier i højkonflikte skilsmisser et gruppeterapiforløb, der hjælper til at mindske konflikterne og skabe bedre trivsel for børnene.
• er en gruppeintervention med op til seks deltagende familier, hvor både forældre og børn arbejder terapeutisk i to parallelle grupper; en forældregruppe og en børnegruppe.
• er den officielle danske version af det hollandske behandlingsprogram ”No Kids in the Middle”, som blev udviklet af Justine van Lawick i 2011.
• er afprøvet seks gange i Danmark i løbet af de sidste tre år – fire gange af Center for Familieudvikling og to gange af Århus kommune.

Center for Familieudvikling udbyder forskellige forløb, som giver fagpersoner og fagteams specialtræning og uddannelse i arbejdet med familier i højkonflikte skilsmisser. Ønsker du at vide mere, så find oplysninger om de forskellige forløb her.

Interview med Søren Marcussen, leder af Skilsmisseafdelingen hos Center for Familieudvikling.

Hvert år bliver 3.000 børn fanget mellem en mor og en far i højkonflikte skilsmisser. Konsekvensen er, at børnene lever i vedvarende konflikter, der skaber et utrygt opvækstmiljø med stor negativ indvirkning på trivslen. Det gælder i 10-12% af alle skilsmisser.

”En skilsmisse behøver ikke udgøre et stort problem i sig selv. Det helt afgørende er, hvad der sker efter et brud. Og en del af de skilsmisser, vi producerer i dag, lider børn under,” siger Søren Marcussen, som gennem mange år har beskæftiget sig med højkonflikte skilsmisser.

I alt for mange tilfælde kommer børn i disse familier i klemme og udsættes for en form for omsorgssvigt, der ofte har store og langvarige omkostninger for deres trivsel. I visse tilfælde mister børn helt kontakten til den ene forælder.

”Når jeg ser TV2-udsendelserne ”Med børnene som våben”, der har fået en del opmærksomhed de seneste uger, viser det en ekstrem mørk plet på vores forsøg på at hjælpe højkonflikte skilsmissefamilier. Der hersker ingen tvivl om, at vi skal gøre det langt bedre for de familier, end vi formår i dag.”

TV2-udsendelserne illustrerer ifølge Søren Marcussen åbenlyse udfordringer i vores hjælpesystemer, og han giver tre perspektiver på, hvordan vi skal blive bedre til at sætte børn og forældre fri af konflikten og skabe den forandring, der er brug for:

1. perspektiv: Anerkend, at barnet har brug for begge sine forældre
”Det er okay at blive skilt som par, men det er ikke okay at blive skilt som forældre og kæmpe for retten til at være den eneste forælder i barnets liv. Vi er nødt til at acceptere og arbejde for, at barnet har brug for begge forældre – når vi selvfølgelig ser bort fra de tilfælde, hvor der er bevist overgreb og vold,” udtaler Søren og fortsætter:

”Når hjælpesystemerne i håndteringen af højkonflikte skilsmissesager i alt for mange tilfælde placerer barnet hos kun den ene forælder, slukker de ikke den brand, der blusser – de kaster yderligere brænde på bålet. Argumentet om, at det gøres for at beskytte barnet, holder ganske enkelt ikke.”

”Uanset hvor god en far, man er, kan man aldrig være mor – og omvendt. Hver forælder giver barnet noget forskelligt. Det er kun ved at indtage den position, at barnet bliver sat fri til at elske og kan opnå en tryg tilknytning til både mor og far.”

2. perspektiv: Lyt nænsomt og opmærksomt til barnet
Fra sit mangeårige arbejde indenfor området oplever Søren, hvordan forældre i højkonflikte skilsmisser kan begynde at anklage hinanden. For ham at se er det netop kendetegnende ved højkonflikte skilsmisseforældre, at de begynder at dæmonisere hinanden, og at en del af den dæmonisering kan lede til anklager om den andens forældrekompetencer.

”Som myndighedspersoner må vi ikke lægge det ansvar over på børnene at skulle vælge side mellem mor og far. Børn danner deres meninger i mødet med de primære omsorgspersoner. Og når børn bliver taget som gidsler mellem forældre, der er fanget i et højt og vedvarende konfliktniveau, ved børnene ikke, hvad der er op og ned. Dét at spørge dem, hvor de helst vil bo, er sjældent nogen hjælpe. De føler sig helt fortabte,” fortæller Søren.

”Barnet ønsker næsten altid kontakt til begge forældre. Barnet ved ubevidst, at det er afhængig af forældrenes kærlighed om omsorg, og barnet kan blive fanget i det dilemma at skulle vælge side: Hvis det undlader at vælge mellem mor og far, risikerer det, at kontakten til begge omsorgspersoner kan blive udfordret. Det vækker en grundlæggende frygt i barnet: Så er der ingen, der kan tage sig af mig.”

”I de situationer må vi være langt mere nænsomme og opmærksomme, når vi lytter til børns udsagn. Vi er nødt til at komme tæt på børnene og forstå, hvad der sker i deres hverdag, når de er fanget mellem en mor og far, der bekæmper hinanden. Vi skal blive bedre til at lytte til børnene – ikke alene høre, hvad de siger, men også forstå, hvad de i grunden ønsker og har behov for,” understreger han.

”Ellers kan udfaldet blive, som vi ser i dag: At børn mister hverdagskontakt til en forælder, de elsker, som følge af forældreanklager og forkerte afgørelser.”

3. perspektiv: Tilbyd kvalificerede behandlingsprogrammer til forældrene
For Søren står det klart, at der er brug for at udvikle langvarige og kvalificerede behandlingsprogrammer med fokus på forældrene – en behandling, som vores hjælpesystemer ikke i dag formår at tilbyde.

”Kommunerne kunne med god gavn løfte en større opgave her – såfremt de får at vide, at det forventes af dem. Skal de det, er det afgørende, at der sker en specialtræning af de medarbejdere, der skal løfte opgaven, fordi forældre i højkonflikte skilsmisser er en af de sværeste målgrupper at hjælpe. Heller ikke Familieretshuset, som der er satset stort på, har ressourcer eller profil til at kunne tilbyde langvarig behandling, som særligt retter sig mod at støtte forældrene i at arbejde med deres konflikter.”

”Det er et kæmpe problem. Man kan sammenligne det med en kræftbehandling: For hver dag, uge og måned, der går, før behandlingen går i gang, des større bliver mistrivslen blandt de børn og forældre, der er fanget i højkonflikte skilsmisser,” fortæller han og peger på, at der er veje at gå:

”Vi kan lade os inspirere af andre lande som eksempelvis England, hvor det er muligt rent juridisk at pålægge forældre i højkonflikte skilsmisser at modtage hjælp og behandling,” siger han og giver en afsluttende appel:

”Men der er ingen tvivl om, at der er brug for politisk handling til at anerkende problemet med højkonflikte skilsmisser: Hvordan får vi udviklet behandlingsprogrammer og trænet specialiserede teams til at varetage opgaven? Og hvilke institutioner skal udføre sådanne behandlingstilbud? De spørgsmål kræver svar – og først da kan vi begynde at skabe den forandring, som børn og voksne i højkonflikte skilsmisser har desperat brug for.”

Center for Familieudvikling afholder konferencen ”Højkonflikte skilsmisser – veje til forandring for børn og voksne” d. 9. juni. Find program og læs mere om konferencen her

Interview med Steen Kruse, parterapeut og afdelingsleder i Center for Familieudvikling.

I mange hjem vil påskeharer og chokoladeæg bidrage til den hyggelige stemning, når den udvidede familie samles omkring påskebordet, men det betyder ikke, at der alle steder er hyggelige vibes i forholdet mellem svigerbørn og svigerforældre.

Mange har det heldigvis godt med deres svigerforældre – men ikke alle. For selv om vi har det til fælles med vores svigerforældre, at vi elsker den samme person, nemlig deres søn eller datter, behøver det ikke betyde, at svigerbørn og svigerforældre knytter kærlige bånd. I påskedagene vil mange ligefrem blive mindet om, at det kan være en belastning at samles i svigerfamiliens skød.

Svigerforældre kan udfordre parforholdet
”At det kan være svært med forholdet til svigermor, er nærmest en kliché, og det er nok fordi, der er et gran af sandhed i det,” fortæller Steen Kruse, som er parterapeut og afdelingsleder i Center for Familieudvikling.

I parterapien oplever han relativt ofte, at der kommer en sidehistorie om en svigermor eller svigerfar, der ikke er til at holde ud, og hvor svigerfamilien fylder så problematisk meget, at det kan være med til at koste parforholdet.

Et fortættet rum af intentioner
For mange handler problemerne med svigerforældrene om retten til at definere familiens kultur, traditioner og værdier – og det kan blive aktualiseret ved påskemiddagen:

”Bordet er stemt til fest, påskekyllingerne er klar, og hele familien stimler sammen. Der kan ligge rigtig meget kærlighed i dét fra en mor eller fars side. Når børnene så kommer hjem med svigerbørn og børnebørn, bliver det et rum fortættet af følelser og intentioner, fordi der er en forventning om, at nu skal vi rigtig hygge os,” siger Steen.

Hyggen bliver imidlertid hurtigt brudt, hvis den øvrige familie omkring bordet oplever, at de ikke kan – eller vil – leve op til samme forventninger.

”Hvis en svigermor eller svigerfar for eksempel signalerer, at nu skal børnebørnene lade være med at skrige og sidde med ved bordet og opføre sig ordentligt, kan man som den part, der ikke er ’indkultureret’ i svigerfamiliens måde at være familie på, opleve, at det er svært at være med på de præmisser,” fortæller Steen.

Partneren, der blev en gummibold
En anden familiekultur kan være svær at gennemskue, og den kan vække undren. I værste fald vil man som svigersøn eller svigerdatter støde sig på kulturen og tage afstand fra at blive en del af den. Det er derimod ikke usædvanligt at opleve, at ens partner forandrer sig i mødet med familien og falder tilbage i gamle mønstre:

”Hvis man har en partner, der i parforholdet er deltagende og aktiv, kan man godt blive frustreret, hvis han eller hun bliver en gummibold hjemme ved sin familie og passivt lader andre styre tingene,” siger Steen.

For den, der er søn eller datter i familien, bliver problemet på sin vis dobbelt: På den ene side sidder partneren, som er en syrebombe af irritation, og på den anden side sidder familien, der smiler over at være samlet. Det kan godt give en følelse af at være spændt ud.

”Jeg har ikke statistik på det, men jeg vil tro, der er rigtig mange par, der skændes på vej hjem fra påskefrokosten med svigerfamilien. Noget af det kunne sikkert være undgået, hvis man på vej hen til påskemiddagen havde afstemt, hvordan man som par bedst kunne støtte hinanden i at være i det spændingsfelt,” fortæller Steen.

Hvor mange gram sukker og doser irettesættelse
Han peger på, at når der er børnebørn inde i billedet, kan især børneopdragelsen bringe splid mellem svigerbørn og svigerforældre:

Må svigerforældrene godt irettesætte børnebørnene? Har man tillid til svigermors måde at passe børnene på? Og hvad hvis svigerfar giver børnene et stort chokoladeæg, selv om mor og far har sagt, at de ikke skal have mere sukker?

”Nogle i svigerforældregenerationen kan have svært ved at anerkende, at der er gået 25 år, siden de selv havde små børn, og nu kommer næste generation med deres normer og børn. Svigerforældrene kan mene, at de har helt styr på det med små børn, og af et velmenende hjerte kommer de til at blande sig og fortæller vidt om bredt om, hvor kloge de er på børneopdragelse, selv om ingen har bedt om deres råd,” fortæller Steen.

”Min egen mor sagde eksempelvis til mig, at børn havde godt af at ligge og græde lidt ude i barnevognen, fordi det udvidede deres lunger. Det havde lægen fortalt hende i 1967. Da min mor gav det råd til mig i slutningen af 90’erne, mens vi havde små børn, tænkte jeg: Nej, vi gør det på en anden måde. Vi tager vores børn op, når de græder.”

Giftig kritik
Særligt problematisk bliver det, hvis svigerforældrene kritiserer næste generations måde at være familie og forældre på. ”Den kritik er gift. Og yderligere giftigt bliver det, hvis ens partner allierer sig med sine forældre i kritikken,” understreger Steen.

”Mit råd til svigerforældre er, at de skal træde i baggrunden og lytte til deres børn og svigerbørn. Den yngre generation ved godt, hvordan de vil have, deres børn skal opdrages – og så må man følge deres anvisninger. I den gode relation kan det være, man bliver spurgt til råds, og så er det en gave, hvis man som svigerforældre får lov at bidrage.”

Irritationen vokser over tid
Steen fremhæver, at når vi er sammen med familien i længere tid, kommer vores forskelligheder frem. Er vi sammen i to dage i stedet for to timer, ser vi sider af hinanden, vi godt ved, vi bliver irriterede over – som den i familien, der aldrig hjælper med at bære ud af bordet eller den, der aldrig spørger interesseret til andre:

”Det samme ville ske, hvis vi var ude at rejse med et vennepar. Over tid bliver vi frustrerede over vores forskelligheder, og det møder vi også ved påskefrokostbordet. I en familie med store forskelle er mit råd derfor at undlade at være sammen i lang tid ad gangen. At skære ned på tiden kan være med til at hindre, at konflikter opstår,” anbefaler han.

Vær large overfor hinanden
Skal der holdes tale til familien omkring påskebordet, foreslår Steen et helt enkelt budskab:

”Prøv at være lidt large. Der er små børn til stede, der er nogle ældre, der har slidt i to dage med at få det her op at stå. Vi sidder svigerforældre, børn, svigerbørn og børnebørn sammen. Vi kan kun få det til at lykkes, hvis vi alle sammen giver lidt – er lidt elastiske i vores relationer,” afslutter han.

Gode råd til påskemiddag i svigerfamilien

To gode råd til svigerforældrene

• Elsk dine svigerbørn:
  Det ligger tæt på os som mennesker, at vi tager vores egne børn i forsvar og tænker, at problemer skyldes svigersønnen eller svigerdatteren. Men vi skal elske vores svigerbørn – ellers sår det splid i familien. Vi er nødt til at anerkende, at de partnere, vores børn kommer med, kan blive gode medlemmer af familien, og som svigerforældre har vi et ansvar for at indlemme dem i familien.
• Træd i baggrunden:
  Et godt råd til dem, der har voksne børn med små børn: Lad dem styre showet og træd selv i baggrunden. Som svigerforældre skal vi vise, at vi er der og vil hjælpe, men det er forældrenes opgave at anvise, hvordan deres børn skal opdrages.

To gode råd til svigerdatteren/-sønnen

• Vær nysgerrig:
  Du er gæst i en ny kultur, hvor du er forelsket i måske 20% af kulturen, nemlig din partner. Du skal være villig til at undersøge, hvad det er for en kultur, du befinder dig i – i det mindste for din partners skyld.
• Tøv med at kritisere:
  Hvis du for hurtigt kritiserer din partners familie, vil din partner føle behov for at tage sin familie i forsvar – det ligger så dybt i os. Hold igen med din kritik. De fleste af os vil hellere selv formulere kritikken af vores familie og bagefter se andre nikke genkendende til det.

Søger du inspiration til at håndtere udfordringerne i parforholdet, kan du og din partner tilmelde jer et parkursus (PREP) – et forebyggende kursus til alle par, der ønsker inspiration til at holde kærligheden ved lige.