Kategori: Nyheder

Om børn i parforholdet – vi har modtaget dette spørgsmål:

Hej Center for Familieudvikling.

Jeg er for et par måneder siden flyttet sammen med min kæreste. Vi befinder os i midten af tyverne, og i samtalen om fælles drømme ender det ofte ud i en længere snak om, hvornår man som par er “klar” til at stå i den opgave og gave, det er at få børn.

Så mit spørgsmål går på: Hvilke overvejelser bør man sammen have taget stilling til, inden man bliver forældre? Skal eksempelvis ens værdier, holdning til opdragelse eller forventninger til parforholdet være ens?

Hvis man gerne vil undgå at blive en del af de over 40%, som bliver skilt, hvad skal man så tage stilling til, før man sammen er klar til at få børn og starte en familie?

Mange venlige hilsner Klara

---

Kære Klara.

Det er et godt spørgsmål, du stiller.

Først og fremmest vil jeg nævne, at det er de færreste forældre, der er helt enige om børneopdragelsen. Hvis man oplever, man er forholdsvist enige om eksempelvis værdier, inden man får børn, så vil mange alligevel opleve, at man er forskellige, når det kommer til, hvordan man udlever dem i praksis.

Du spørger bl.a., fordi du gerne vil undgå en senere skilsmisse. Jeg tænker, det bedste man kan gøre, når man er et nyt par, er at undersøge, hvordan man taler sammen, når man er uenige.

De fleste taber hovedet ind imellem – men oplever du for det meste, at I kan tale jer ind på hinanden? Kan I behandle hinanden med respekt og anerkendelse, når I er uenige? Formår I at komme hinanden i møde, når I har været uenige?

Det er nemlig sådan, at hvis man kan være uenige med respekt og opleve, at man har forholdsvist let ved at forsone sig igen, så kan det være en god rettesnor for parforholdets uenigheder sidenhen.

Noget andet du kan overveje er, om I ser radikalt forskelligt på centrale temaer. Hvis I gør, så er det måske godt at tale om, hvordan I vil forholde jer til forskellige konkrete ting i fremtiden.

Det kræver naturligvis større rummelighed, hvis man er direkte uenige om eksempelvis politiske og religiøse forhold. Og nogle uenigheder kan også være af en sådan karakter, at par vælger at gå fra hinanden.

Ofte er det dog sådan, at vi i diskussioner får presset hinanden op i et hjørne, hvor vores uenigheder bliver firkantede ”sandheder” om hinanden, som vi sjældent kan genkende os selv i. Netop i disse tilsyneladende store uenigheder kan det være hensigtsmæssigt at forsøge at nuancere, hvad vi måske rent faktisk er enige om i uenigheden.

På den måde er det værd at bemærke, at der er forskel på, hvorvidt man ser forskelligt på nogle ting, men er i stand til at rumme og anerkende den anden, eller om der er ting, man ved, man simpelthen ikke kan leve med. Så kan man jo lige så godt tage det op og finde ud af, hvad man gør.

Min erfaring er, at man generelt kommer længst, hvis man lykkes med at være nysgerrig på den andens perspektiv, og man formår at lytte til hinanden med oprigtig interesse.

Jeg håber, dette svar kan give lidt stof til eftertanke i jeres videre rejse sammen som par.
Ønsker du mere rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte vores gratis rådgivningslinje Partelefonen, ligesom du kan hente inspiration i podcasten Vores Parforhold eller tilmelde dig vores gratis webinar d. 15/6: Hvordan passer vi på parforholdet, når vi får børn?

De bedste hilsner
Steen
Par- og familieterapeut
Center for Familieudvikling

Interview med psykolog og parterapeut Amalie Vatne Brean.

Nok er det en lykkelig begivenhed at få børn, men ifølge forskningen kan børn også udfordre tilfredsheden og ligefrem skabe en krise i parforholdet. Psykolog Amalie Vatne Brean giver bud på, hvordan vi kan lykkes med at bevare en tæt følelsesmæssig kontakt til hinanden, når der føjes børn til ligningen, og parforholdet får nye betingelser.

”Først og fremmest er det en kæmpe omstilling i vores liv, når vi får børn. Med barnet flytter en ny person ind i parforholdet, som skal have vores opmærksomhed. I al fremtid er vi sammen om noget andet end os selv. Oplevelsen af mening styrkes som regel, fordi vi får noget fælles at være sammen om, men der opstår også mange udfordringer i kølvandet på den glædelige begivenhed,” fortæller Amalie Vatne Brean.

”For at være i stand til at møde det lille barns behov er vi indrettet sådan, at der i overgangen til forældreskabet sker en række biologiske og følelsesmæssige ændringer, som gør os mere sensitive. Den gravide kvinde oplever den største forandring rent biologisk, men forandringerne viser sig også hos partneren. Den nye sensitivitet kan blive en styrke for parforholdet, hvis vi forvalter det godt. Omvendt kan det også blive en sårbarhed, som risikerer at medføre flere konflikter,” forklarer Amalie.

Som psykolog på Center for Familieudvikling i København møder hun jævnligt forældrepar, der opsøger terapi, fordi problemerne i den indbyrdes relation begynder at overskygge styrkerne. De har brug for hjælp for at komme godt videre som par og familie.

Kastet ud på dybt vand

”Som samfund taler vi for lidt om, hvor stor en følelsesmæssig og eksistentiel overgang det er at blive forælder. I fagsprog kalder vi det ofte en udviklingskrise. Desuden lever vi i en tid, hvor myten om den perfekte forælder og det perfekte parforhold blomstrer. Udmattelsen over at tage vare på et lille barn kommer derfor af gode grunde bag på mange. For ikke at tale om usikkerheden over, om man er en god forælder.”

Ifølge Amalie står det moderne forældrepar ret alene om en stor opgave, som vi i andre kulturer tit har været bedre til at løfte som storfamilie eller lokalsamfund, og kulturelt set har vi høje forventninger til, hvad parrelationen skal kunne klare.

”Der er forskning, der peger på, at tilfredsheden i parforholdet falder, efter vi har fået det første barn. At få børn er ligefrem blevet kaldt en krise for parforholdet, fordi vi billedligt talt bliver kastet ud på dybt vand,” siger Amalie.

Hun understreger, at den faldende parforholdstilfredshed ikke handler om barnet i sig selv, men om hvordan vi forvalter vores parforhold i den periode, hvor vi er ekstra pressede og trætte.

”Som forældrepar står vi helt konkret med et barn, der vågner måske ti gange om natten, der er utallige bleskift i løbet af døgnet, indkøb der skal gøres på urimelige tidspunkter, amning og tilberedning af mos, som vi ikke bare kan udskyde.”

”Her kan vi ende med, at vi mest af alt bliver et arbejdsteam, og at vi langsomt mister den romantiske relation, de hyggelige stunder og det seksuelle rum, vi førhen delte. Får vi ikke talt sammen og kigget hinanden i øjnene, kan vi miste perspektivet for den andens livsverden og følelsesmæssigt glide fra hinanden,” forklarer Amalie.

De par, hun møder i terapien, fortæller ofte om en følelse af ensomhed. Hun møder også forældrepar, der er havnet i en magtkamp, hvor de kommer til at modarbejde hinanden frem for at støtte hinanden. Hver dag kan blive en kamp om, hvem der gør mest, eller hvem der gør det rigtige.

Kampen kompliceres af, at vi måske for første gang står i en ulige situation. I kraft af den gravide mave, fødsel og amning vil de fysiske forskelle træde tydeligt frem, og det kan udfordre den fremherskende idé om det ligestillede parforhold.

”I de situationer kan det være en hjælp, hvis vi øver os i at sige til hinanden: ’Hold da op, hvor er vi pressede for tiden’. Tør vi række ud til hinanden og indrømme, at vi har svære betingelser, kan vi bedre skabe en fælles front mod det ydre pres, der er på parforholdet,” siger Amalie og hentyder til, at det dybe vand bliver mindre udfordrende, når vi sidder to i samme båd og prøver at komme godt videre ved fælles hjælp.

Bevar de små kontaktøjeblikke

Når vi får børn, går vi fra en hverdag, hvor vi har en masse tid til os selv og vores partner, til en hverdag, hvor der melder sig en masse opgaver af praktisk karakter. De fleste par oplever, at de får mindre uforstyrret tid til sig selv og hinanden. De har ikke samme mulighed for at have romantiske middage, danse hele natten, dyrke lidenskabelig sex og have lange dybe snakke.

”Det er helt okay og tit nødvendigt at sætte parentes om noget af det for en tid. Der er nogle forventninger, vi skal sænke i visheden om, at det kan komme delvist igen senere,” siger Amalie.

Derimod bør vi øge frekvensen af de små kontaktøjeblikke, mener hun og understreger, at de små ting, vi gør for hinanden i hverdagen, har stor betydning på lang sigt.

”Det kan være små handlinger, der signalerer ’jeg vil dig’ eller ’du er vigtig for mig’ – f.eks. at give den anden et kys på kinden, se en film sammen, sende en sød sms i løbet af arbejdsdagen eller sige den anden tak for mad.”

”Det kan også være at tage tidligere fri fra arbejde for at drikke en kop kaffe sammen. Eller gå senere i seng en aften eller droppe at ordne vasketøj, så man kan få talt med hinanden. Bare en halv time her, et kvarter der,” foreslår hun.

”Vi har en kulturel forventning om, at det er ved den årlige ’get away’-weekend, at vi kan tage de store snakke, og parforholdet vil blomstre. Men ofte er det i de små øjeblikke, der opstår hele tiden, at vi får mulighed for at skabe og opretholde en god kontakt til hinanden,” siger Amalie, som påpeger, at det, der virker for nogle par, ikke nødvendigvis fungerer for andre.

”Derfor må man spørge sig selv: Hvordan kan det se ud for os? Hvordan skaber vi små huller til hinanden i hverdagen? Har man erfaring med, at det ikke sker af sig selv, kan planlægning være en god ting.”

Et eventyrligt eller rutinepræget liv

Med forældreskabet opdager vi måske, at vi får nye behov og forventninger, eller vi begynder at stå mere stejlt på vores værdier – f.eks. når det kommer til børneopdragelse, eller hvordan vi skaber det gode familieliv. Det kan lede til misforståelser og konflikter, vi ikke har haft før.

”Et eksempel kan være et par, der i udgangspunktet har en idé om at opretholde et eventyrligt liv, når de får børn. Men da først barnet er kommet, får den ene behov for en mere hjemlig og rutinepræget tilværelse, mens den anden fortsat ønsker en spontan og udadvendt livsstil,” fortæller Amalie.

Hun understreger, at forskellighederne også kan kredse om, hvorvidt man skal prioritere karriere eller et familieorienteret liv, om man skal bo i lejlighed i byen eller flytte i hus på landet, om børneopdragelsen skal være defineret ved en tydelig grænsesætning eller en mere afslappet tilgang, eller hvor ofte man skal have sex.

I de diskussioner kan vi føle os truede, hvis den anden vil noget andet end os selv. Eller vi begynder at tænke om vores partner som en fjende, der står i vejen for vores lykke. Her har vi ofte mere lyst til at forsvare os eller angribe den anden frem for at lytte.

”Man kommer på prøve, når man opdager de forskelligheder. Det er nemt at sige, at man skal bevare nysgerrigheden og lytte oprigtigt til hinanden. Og selv om det er vigtigt, er det i praksis ofte svært,” siger Amalie og understreger, at man ikke skal forvente, at man kan finde en løsning med det samme.

”Først og fremmest handler det om at gå på opdagelse i hinandens indre verden. Her kan man f.eks. starte med at spørge sin partner: ’Hvad er vigtigt for dig? Hvad handler det her om for dig?’ Kan vi tage den snak, åbner der sig gerne nogle nuancer, som vi ikke ser, når vi råber fra hvert vores hjørne,” fortæller hun.

”Helt konkret kan man strukturere samtalen ved at give hinanden en kuglepen i hånden. Den, der har kuglepennen, taler, mens den anden først lytter og dernæst gentager, hvad han eller hun har hørt.”

I terapien opfordrer Amalie par til at følge nysgerrighedens vej, fordi den leder os til bedre at kunne forstå hinanden. Som f.eks. at den andens intention i bund og grund kan være den samme som vores egen – nemlig at skabe et godt familieliv eller at opdrage ens børn, så de føler sig elskede og kan stå trygt i tilværelsen. Hun peger på, at jo tidligere vi starter med at have de nysgerrige snakke, hvor vi prøver at lytte til hinanden, desto nemmere er de at opretholde, når vi bliver ekstra presset.

‘Puha, du kommer sent hjem’

Vi skal ikke forvente, at vi kan undgå problemer i parforholdet, når vi får børn. Vi vil havne i konflikter, og ifølge Amalie er det helt normalt og slet ikke farligt. Det afgørende er, om vi lykkes med at genfinde kontakten til hinanden. Det kan dog være ekstra svært i tiden før og efter fødslen, fordi behovet for den anden kan vække svære følelser.

”Et eksempel er en kvinde, der sidder og ammer, og hendes mand, der kommer senere hjem fra arbejde end planlagt. Kvinden har savnet ham. Men fordi hun er træt og føler sig i underskud, kommer hun til at udtrykke sin længsel på en bebrejdende måde og siger: ’Puha, du kommer godt nok sent hjem’.

Savnet er gengældt. Men kvindens udmelding gør, at manden får dårlig samvittighed. I stedet for at sige ’jeg har savnet dig,’ reagerer han med en vrede, som trigger hende – og pludselig råber de ad hinanden, blot fordi de har længtes efter kontakt.

”Af frygt for at miste kontakten kan det ske, at vi taber kontakten til hinanden endnu mere. Fordi vi er så vigtige for hinanden, er der meget på spil, og selv små kontaktbrud kan gøre ufattelig ondt. Vi kan komme til at såre hinanden dybt – med det resultat, at vi begynder at forsvare os, går til angreb eller trækker os mere væk fra hinanden,” forklarer Amalie.

”Det kompliceres af, at vi befinder os i to meget sårbare positioner med et lille barn i midten. Det, vores partner gør her og nu, såsom at komme for sent hjem, kan trække tråde tilbage til vores egen opvækst eller tidligere svigt i parforholdet. Der kan f.eks. melde sig billeder af en fraværende far eller at have følt sig alene under fødslen. Den aktuelle hændelse hænger altså måske sammen med noget, der er sket i fortiden, men det kan vores hjerner ikke altid nødvendigvis skelne imellem.”

Amalie påpeger, at hvis der sker mange af disse konflikter, uden at vi når at stoppe op eller reparere på dem, kan vi med tiden havne et sted, hvor afstanden mellem os bliver uoverskuelig stor. Med tiden vil vi glide længere og længere væk fra hinanden, og i sidste ende kan det blive for sårbart overhovedet at genfinde den intimitet og kontakt, der er nødvendig for at have det godt sammen.

Få hjælp til det, der er svært

”Det kræver mod at sige undskyld, når vi har dummet os, eller sige højt, når vi savner den anden. Men jo oftere vi tør række ud, når noget bliver svært, spørge ind til den andens perspektiv eller fortælle om egne følelser, desto nemmere er det at nærme os hinanden,” siger hun.

Amalie påpeger, at en krise ikke kun behøver at være noget negativt. Den rummer også et potentiale – som f.eks. at vi i kraft af forældreskabet får gode chancer for at lære os selv og hinanden bedre at kende.

”Formår vi at bevare en grundlæggende følelse af, at ’vi står i det her sammen’, er der god grund til at tro, at tilfredsheden i parforholdet vil stige igen med tiden,” fortæller Amalie og fremhæver, at vi på et tidspunkt vil komme på den anden side, i takt med at mængden af bleskift, natlige opvågninger og praktiske gøremål reduceres.

”Det er også vigtigt at fremhæve, at konflikter ikke er farlige, og at et midlertidigt tab af kontakt er et vilkår og ikke en fiasko. Det oplever vi alle sammen. Vi kan også alle komme derud, hvor det bliver svært at finde hinanden igen – især hvis vi er pressede, eller noget i relationen vækker nye eller gamle følelsesmæssigt svigt,” siger hun.

”Her kan parterapi være en hjælp til at blive klogere på hinandens perspektiv og få øje på hver vores ønsker og drømme, som i sidste ende ofte er de samme: At skabe de bedste betingelser for parforholdet og familien.”

…

Er du interesseret i at vide mere, kan du tilmelde dig vores gratis webinar d. 15/6, som sætter fokus på: Hvordan passer vi på parforholdet, når vi får børn? 

Interview med Andreas Schröder, Overlæge, ph.d. og speciallæge i psykiatri.

I løbet af livet kommer hver tredje af os i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem mindst én gang. Selv om vores viden om de komplekse årsager til psykisk sygdom fortsat er begrænset, kan vi konstatere, at psykisk sygdom koster – både for samfundet, for den enkelte og for de pårørende. Men det behøver ikke koste de nære relationer, hvis vi søger professionel hjælp i tide, kender de typiske faldgruber og prøver at følge nogle vigtige råd, mener speciallæge i psykiatri, Andreas Schröder. 

”Psykisk sygdom er som udgangspunkt ligesom andre sygdomme, vi kan rammes af. Vi kan være fysisk syge, og på samme måde kan vi være ramt på sjælen, og det kan påvirke vores tanker, adfærd, følelser og selvopfattelse,” siger Andreas Schröder, som siden 2019 har arbejdet som psykiater hos Center for Familieudvikling i Afdelingen for Individuel og Eksistentiel Terapi i Aarhus.

”Når vi låner et sygdomsbegreb fra lægeverdenen, hvor perspektivet er at undersøge og behandle det organ, der er ramt, kan det lyde som om, at psykisk sygdom er lig med en ’syg hjerne’. Det er ikke decideret forkert, men det forsimpler den komplekse virkelighed, at vi mennesker er mere end vores hjerner,” fortæller Andreas.

Han hentyder til, at selv om psykisk sygdom er et af de mest udbredte sygdomsområder, er forskningen på området begrænset. Traditionelt har der været et større fokus på forskning i fysiske sygdomme, og vi ved stadig ikke nok om, hvorfor nogle af os bliver psykisk syge, mens andre ikke gør.

”Vi ved, at psykisk sygdom typisk opstår på baggrund af en medfødt eller erhvervet sårbarhed. Sygdommen kan så blive udløst af en voldsom følelsesmæssig oplevelse, svære intrapsykiske konflikter eller en mere langvarig psykisk belastning, f.eks. på arbejdspladsen, men vi ved også, at lidelserne hos nogle kan opstå i forbindelse med fysiske sygdomme. Endelig opstår psykisk sygdom nogle gange ud af det blå, altså uden en klar udløsende årsag.”

 

Hvornår er man syg – og hvornår har man det bare skidt?

Der kan herske den opfattelse, at man kan trække en klar grænse mellem at være psykisk syg og rask. Indimellem kan denne tydelige skelnen ligefrem være en hjælp, og vores diagnosesystemer bidrager også til at definere en klar grænse, fremhæver Andreas.

“Ikke mindst er dette nødvendigt, når fagpersoner skal vurdere, om en person skal have hjælp f.eks. i den offentlige psykiatri, eller om der er indikation for at tilbyde medicinsk behandling. Samtidig sikrer diagnosesystemerne, at man på tværs af lande bruger de samme faglige kriterier til at skelne mellem syg og rask.”

”På den lavpraktiske side har vi derfor nogle klare og fagligt bredt anerkendte kriterier til at afgøre, om en person er ramt af psykisk sygdom. Men hvis vi ser på psykisk sygdom i et mere overordnet, historisk perspektiv, findes der ikke en endegyldig sandhed om, hvor grænsen mellem psykisk syg og psykisk rask præcist går. Ofte placerer vi os på et kontinuum med ’syg’ og ’rask’ som to yderpoler, og samfundets opfattelse af ’normalitet’ er altid i bevægelse,” påpeger Andreas.

”Vi kan bruge sukkersyge som eksempel på en fysisk sygdom, som mange kender til. Her ved vi, at sygdommen gerne udvikles gradvist: Vi kan gå fra at have en helt rask krop til en snert af noget sygt, som med tiden kan blive til decideret sygdom. Og det samme gælder indenfor psykiatrien, hvor psykisk sygdom kan udvikle sig gradvist. Derfor er en tidlig indsats uhyre vigtig for at forhindre sygdomsudvikling og begrænse følgevirkninger – både for den ramte og for familien.”

Når lidelsen plager den enkelte

På Center for Familieudvikling er der fokus på de områder, man i fagsprog kalder ’den mindre psykiatri’, som ofte kan behandles ambulant og uden indlæggelse.

”Vi tager imod mennesker, der er ramt af stress, angst eller depression, men også mennesker med relaterede sygdomme, f.eks. OCD og udbrændthed. Vi tilbyder samtalebehandling og medicinsk behandling, ofte i en kombination, fordi mange af vores klienter har brug for begge dele,” siger Andreas, som sammen med sine kollegaer i Afdelingen for Individuel og Eksistentiel Terapi trækker på forskellige terapeutiske retninger og tilgange i deres behandling.

”Mennesker, der er ramt af psykisk sårbarhed i form af depression, stress eller angst, har typisk svært ved at være til stede i livet på grund af den lidelse, som plager dem. De skal måske for en periode sygemeldes eller skrue ned for arbejdet. Derudover vil personen ofte være ramt på sit selvbillede, tænke mere pessimistisk eller angstfyldt og måske nemmere blive ’trigget’,” fortæller Andreas, som samtidig understreger, at det kan tage sig meget forskelligt ud fra menneske til menneske.

Han peger på, at det kan føles meget ensomt at være ramt af psykisk sygdom, fordi omverdenen ikke nødvendigvis ved, hvor mørk og håbløs den indre verden kan se ud. Selv hvis man forsøger at være åben om sin indre verden, er det ikke sikkert, at den giver intuitiv mening for andre. Mange holder derfor op med at dele deres tanker, følelser og oplevelser med venner og familie. De oplever ikke at blive forstået.

Hvorfor kan jeg ikke redde min ægtefælle?

”Engang kom en pårørende og spurgte mig: ’Hvorfor er jeg ikke i stand til at redde min ægtefælle?’ Mit svar var, at vi er oppe imod stærke kræfter, når vi taler om psykisk sygdom. Selv om vi er psykisk stærke, og vi vil gå langt for vores elskede, er vi bare mennesker, og det er ikke sundt at tage for meget over. Det vil skævvride relationen.”

”Hvis vores partner er ramt af stress, angst eller depression, kan det være nødvendigt med behandling, så han eller hun på sigt kan lære at bære sig selv igen. Det er ikke op til os som pårørende at behandle vores partner. Det kan vi ikke. Omvendt må vi prøve at acceptere, at den anden er forandret for en tid, og også huske os selv på, at det oftest er sygdomme, der vil gå over,” siger Andreas, der selv i en periode har været ramt af depression.

”På et tidspunkt listede jeg op, hvem jeg havde fået hjælp af i den periode, hvor jeg havde været syg. På listen stod: Min hustru, en psykiater, en præst, en psykolog, en fagforeningsmentor, en jobkonsulent, trofaste venner… Listen var lang, og det blev en øjenåbner for mig, hvor mange mennesker der havde hjulpet mig til at få det godt igen,” fortæller Andreas.

”Det kan være afgørende, at den psykisk syge får professionel hjælp, især hvis lidelsen er alvorlig eller står på over længere tid. Dette må man gerne sætte al sin energi og kærlighed ind på som pårørende – at ens partner, forælder eller barn søger og finder professionel hjælp. Ellers kan det være svært at holde til i det lange løb.”

’Det er ikke din skyld’

Andreas fortæller, at det ofte vil aktivere vores tilknytningssystem, når vi bliver ramt af angst, depression eller stress.

”Nogle bliver overdrevent kontaktsøgende og en smule hjælpeløse i kontakten, når de har det dårligt. Andre trækker sig fra deres kære, de bliver tavse og undlader at fortælle, hvordan de egentlig har det, fordi de oplever, det kan være svært for familien at bære. Andre igen kan svinge imellem de to kontaktmønstre. De kan være meget klagende og bede om hjælp den ene dag for at så at lukke i og trække sig den næste.”

”Når nogen på den måde svinger mellem de to poler, bliver det forvirrende for partner og børn, fordi de ikke ved, hvad der foregår, og alligevel skal prøve at manøvrere i det,” forklarer Andreas.

Er man ramt af stress, angst eller depression, kan man ikke altid bidrage i hjemmet på samme måde som før, selv om man gør sit bedste for at hænge i. Det kan give et stort ekstraarbejde til den anden forælder.

”Man føler måske, at man ligger sin partner og familie til last, og det kan føre til selvbebrejdelse og en selvudslettende adfærd. Her kan det være en hjælp, hvis man hører fra sine nærmeste: ’Det er ikke din skyld. Du har ikke valgt at blive deprimeret eller angst.’ Hvis man kunne vælge, ville man jo slukke for sygdommen.”

En familie på listefødder 

Når den enkelte oplever psykisk sygdom, vil det ofte påvirke hele familien og præge hjemmet. For de pårørende kan det gøre ondt, men også være opslidende, uforudsigeligt og bekymrende, når et menneske, man holder af, har det svært.

”Det kan medføre, at hele familien begynder at gå på listefødder, tager særlige hensyn og bevidst eller ubevidst forsøger at aflaste den, der har det svært. Familien prøver måske at indrette sig efter den nye situation, og der kan opstå uhensigtsmæssige samspilsmønstre,” fortæller Andreas.

Han peger på, at psykisk sygdom på den måde kan blive en belastning for alle i familien. Hvis man ikke taler åbent om, hvordan det forholder sig, og både den ramte og dennes nærmeste undviger den svære samtale, vil det ofte forværre hele situationen yderligere.

”Her kan børn og partner komme til at tro, at det har noget med dem at gøre. At det ligefrem kan være deres skyld. Eller at de har gjort noget forkert, siden han eller hun ikke vil lege, fravælger hyggestunder eller forholder sig negativt til noget, familien skal foretage sig sammen. Hvis den øvrige familie ikke forstår, hvad det hele handler om, kan der opstå destruktive diskussioner og fastlåste konflikter.”

“Når sygdommen rammer, kan det også ske, at vi ikke længere ligner de mennesker, vi omgiver os med og normalt definerer os ud fra. Det kan være ekstra opslidende, hvis vi som familie oplever ubehag ved at skille os ud fra venner og folk i omgangskredsen. Fra et socialpsykologisk perspektiv er det afgørende for vores emotionelle og fysiske overlevelse, at vi er en del af gruppen, og vi vil gå langt for ikke at blive udstødt,” siger Andreas.

”Fordi psykisk sygdom fortsat er så stigmatiseret i vores samfund, kan det opleves ekstra svært at være åben om situationen – både for den syge og dennes familie. Men åbenhed er nødvendigt, så man kan modtage både følelsesmæssig støtte og praktisk hjælp og aflastning fra venner og bekendte.”

Kæmp for det kærlige samvær

Som pårørende kan man blive overbelastet af den andens bekymringstanker. Selv om man forsøger at lytte og hjælpe, kan det nemt ske, at balancen tipper.

”Vi begynder måske at negligere problemet og siger til vores partner, at det hele nok skal gå, og at det måske ikke er så slemt endda. Eller vi begynder at trække os fra relationen, fordi vi ikke kan holde til det i længden og mærker, at der er en tærskel for vores empati. I begge situationer vil det efterlade den sårbare alene med sine tanker og sit indre mørke,” fortæller Andreas.

”Desuden kan der opstå en magtkamp om, hvorvidt det bekymrede eller optimistiske perspektiv udgør det rigtige verdenssyn. Det kan føre til en destruktiv polarisering, hvor vi holder fast i hver vores opfattelse af virkeligheden, som i værste fald kan resultere i konflikter og en følelsesmæssig distance.”

Mange starter med en oprigtig interesse og opmærksom lytten. Men hvis man som partner oplever, at den anden er ramt af stress, angst eller depression i en sådan grad, at selv de mindste invitationer til kontakt afvises gang på gang, at der ikke længere er nogen seksuel intimitet, og at man ikke kan grine eller hygge sig sammen, kan det med tiden gå ud over den tætte forbindelse og samhørighed i parforholdet.

”Her gælder det om at forsøge at mindes de gode oplevelser, man har haft sammen – selv om det utvivlsomt er svært i situationen, fordi man kan rammes af sorg og fortvivlelse over alt det, der for en tid er gået tabt. Man er nødt til at kæmpe for det gode og kærlige samvær, så det hele ikke kommer til at handle om lidelse, og fokusere på det, der er muligt i relationen her og nu, hvor man stadig kan mærke en nærhed og forbundethed.”

”Som pårørende kan man gøre det helt lavpraktisk ved at spørge: ’Hvad ville være rart for dig nu?’ Det kan også være ved at sige noget kærligt eller vise den anden opmærksomhed, f.eks. ved at sætte hans eller hendes yndlingsfilm eller yndlingsmusik på,” foreslår Andreas og fortsætter:

”Jeg kender par, som øver sig i bare at sidde sammen og holde hinanden i hånden uden at sige noget. Det kan give en tryghed og minde om den dybe forbundethed midt i angst eller depression. Andre går regelmæssige ture, og hvis den syge ingen ord har at dele ud af, kan man gå i kærlig tavshed, eller som partner kan man f.eks. nævne de ting, man får øje på i naturen. Der er mange måder at bevare båndet til sin psykisk syge partner på, også når den samme ydre virkelighed opleves ekstremt forskelligt.”

Besøg din partners ’syge’ verden

Andreas påpeger, at det har stor betydning, hvis man regelmæssigt kan ’besøge’ den syges indre verden, uden at man forsøger at ændre den.

”Man skal ikke blive behandler, og det er ikke partnerens ansvar konstant at berolige den angste eller overbekymrede. Den afgørende hjælp består i, at man som pårørende er til stede og blot lytter til ham eller hende, der er ramt af psykisk sygdom.”

”Ofte vil vi gerne fikse problemet, og vi kommer måske til at sige, at det svære nok snart vil gå over. Langt bedre ville det være, hvis vi som pårørende øver os i at acceptere, at vi ikke kan ændre den andens tilstand her og nu. Som psykisk syg har man mest af alt brug for at mærke interesse og medfølelse – ikke at blive talt fra det, der fylder, eller høre at det nok skal blive godt i morgen,” siger Andreas.

Han understreger, at det bestemt ikke er nemt. Men hvis vi skal bevare relationen til vores partner, hører det til det vigtigste at kunne lytte og være der for den anden, også når han eller hun bliver ramt.

”Det betyder ikke, at vi skal være enige i den andens sortsyn. Vi kan ikke ændre den andens verden, og vi skal heller ikke gøre den til vores egen verden,” understreger Andreas, der mener, at man som pårørende gerne må insistere på, at ens egen verden ser anderledes ud.

”Jeg kan godt forstå, at det ind imellem kan være svært at bevare håbet. Både hos den psykisk syge og hos den pårørende kan tanken melde sig, at det er nemmere at opgive relationen. Begge kan opleve, at de ikke længere forstår hinanden, og at de mindste ting kan blive til udfordringer. Hvis man er i tvivl, om man er ramt af angst, stress eller depression i en grad, der kræver behandling, kan jeg derfor klart anbefale, at man søger hjælp ved at tale med nogen, der kender ens sygdom, og som ved, hvad der skal til for at få det bedre. Her kan både individuel terapi og parterapi vise sig at være relevant.”

FAKTA

• Angst er en af de mest udbredte psykiske sygdomme. Vi kender alle til angst i en eller anden grad. Men for nogle bliver angsten langvarig og så intens, at de oplever en lammende fornemmelse, der hæmmer dem i at gøre almindelige dagligdags ting.
• Depression hører også til en af de mest udbredte psykiske sygdomme. Når man har en depression, er man trist og mangler sin sædvanlige energi. Man har negative tanker og har svært ved at huske og koncentrere sig.
• Stress er ikke en sygdom, men en belastningstilstand, som både kan være psykisk og fysisk. Belastningstilstanden opstår, når ydre eller indre krav overstiger de ressourcer, den enkelte har – eller oplever, at han eller hun har. Er der tale om længerevarende stress, kan det medføre følgesygdomme som blodpropper, hjerte-kar-sygdomme og depression.

Kilde: www.psykiatrifonden.dk 

Du kan også læse mere om vores tilgang til depression, angst og stress og få hjælp i vores afdelinger i København og Aarhus.

Mattias Stølen Due giver her nogle gode råd, der kan hjælpe familier helskindede gennem julens strabadser. Han understreger, at rådene ikke kun gælder i den søde juletid, de må også meget gerne bringes i anvendelse resten af året.

1: Afstem forventningerne

»Hvis du vil undgå, at julen bliver de skuffede forventningers fest for både børn og voksne, er det vigtigt i god tid at afstemme forventningerne hos alle parter. Helt lavpraktisk: Hvem skal vi besøge? Hvor meget skal vi være sammen med henholdsvis din og min familie? Læg en plan for julen, nøjagtig som man lægger en plan for en god arbejdsuge. Skriv den ned og læg den f.eks. i Outlook eller i anden kalender – det lyder usexet, men det hjælper til at minimere clashede forventninger og dermed frustrationer. Det er meget nemmere at tale om sine forventninger i »fredstid«, end når det hele brænder på juleaften.«

2: Lav gaveregler og hold dem

»Afstem også forventningerne til gaver, både dem til børnene, til den øvrige familie og til hinanden. Det kan godt være, at manden vil overraske kæresten/hustruen med en gave til flere tusinde kroner for at kompensere for, at han ikke har været så nærværende i årets løb. Men det kan stille hende i en sårbar position, hvis hun har købt noget til et par hundrede kroner. Og nu vi er ved gaven til ægtefællen, så ved vi fra forskningen, at materielle ting ikke nødvendigvis bidrager særligt meget til vores trivsel. Hvad med i stedet at investere i noget, der har til formål at skabe bedre relationer i de nære forhold. For eksempel et kro- eller spaophold, så man kan få noget kvalitetstid sammen.«

3: Glem perfektionismen

»Skru ned for ambitionerne og zoom ind på det vigtigste. Det vil også være en god træning i, hvordan I i det nye år generelt kan skrue ned for forestillingen om, hvor meget man kan nå. Lav en prioritering: Hvis det her skal være en god jul, hvad er det så, vi især skal lykkes med? Hvis det skal være at få pulsen ned og nå at kigge hinanden i øjnene og spille nogle spil med børnene, så kan det godt være, I skal købe konfekten i stedet for partout at lave den selv. Lav en knivskarp prioritering og indse, at vi er nødt til at sige nej til noget for at sige ja til noget andet.«

4: Tal med din partner

»Der er alt for mange par, der aldrig får talt sammen om, hvordan de egentlig har det med hinanden. Det bør man efter min mening gøre med jævne mellemrum. Måske er det ikke lige op til jul, man skal tage hul på den samtale. Men man kunne benytte en af dagene mellem jul og nytår til det. I stedet for at åbne sin arbejdsmail, så snart man har en ledig stund, skulle man måske tage en time med ægtefællen eller kæresten og spørge, hvordan han eller hun egentlig synes, det går mellem jer to.«

5: Sluk skærmen og hold fri

»Hold så vidt muligt fri fra arbejde og digitale medier i julen. Mange har en tendens til, selv om de holder ferie, lige at skulle tjekke arbejdsmailen, de er nærmest blevet afhængige af det. Drop det eller – hvis det er absolut nødvendigt – aftal, hvornår og hvor meget. Prøv også at holde fri fra smartphonen og de sociale medier i julen. Ikke bare er de sociale medier tidsrøvere ud over det sædvanlige – og for mange en frygtelig dårlig vane – ved vi jo alle, at de også kan kan skabe en negativ vurdering af ens eget liv. Ikke mindst ved særlige højtider som julen, hvis man ikke føler, man kan leve op til de glansbilleder, andre lægger ud på Facebook og Instagram.«

6: Alle har ret til deres minder

»Hav respekt for de juleminder, andre har med i bagagen. Noget af det mest sårbare ved julen er, at den aktiverer både gode og dårlige barndomsminder. Det kan godt være, at din partner holder fast i nogle traditioner, du dybest set finder tåbelige. Men hvis du interesserede dig lidt mere for den historik, der ligger bag, ville du måske forstå hvorfor – og ikke bare anse det for et åndssvagt behov. Det gælder ikke bare i julen, det gælder også i livets andre forhold.«

Find mere hjælp til parforholdet her.

Artikel bragt på Berlingske.

Interview med par- og familieterapeut Anne Dahl.

De har taget imod hinanden, og de har afvist hinanden. De har set hinanden, og de har overset hinanden. De har været tålmodige, og de har være utålmodige. Hvorfor er ægteparret Anne og Per Arne så stadig sammen? Måske fordi de oplevede en kærlighed så dyrebar, at den fortjente, at de kæmpede for den.

Sådan indleder det norske par, Anne og Per Arne Dahl, forordet i deres bog ”Den store kjærligheten – kan vi lære å elske?”, der netop er udkommet i en nyudgivelse. Ægteparret tror på, at vi kan lære at elske, og at vi kan holde af hinanden igennem et langt liv sammen, så længe vi kæmper for at holde liv i de varme følelser. For kærligheden kan ikke overleve af sig selv.

Smit med de gode handlinger
”I Norge har vi en sundhedskampagne, der hedder ’fem om dagen’. Kampagnen har til formål at få folk til dagligt at spise fem stykker frugt og grøntsager. På samme måde tror jeg, det er vigtigt for et samliv, at vi hver dag gør konkrete ting for vores partner, hvor vi udtrykker vores kærlighed,” siger Anne Dahl.

Hun er til daglig ansat ved det diakonale psykoterapeutiske hospital Modum Bad i Norge, men har i løbet af efteråret opholdt sig i Danmark sammen med sin mand. I den periode var hun tilknyttet Center for Familieudvikling som parterapeut.

”Når vi bliver optaget af vores partners behov, er vi med til at styrke den fælles trivsel i parforholdet. I tråd med kampagnen kan vi gøre os umage med at praktisere daglige ”godhedshandlinger”. Lykkes vi med det, vil det skabe et godt udgangspunkt for, at vi kan bevare de varme følelser for hinanden igennem et langt liv,” siger Anne.

Hun foreslår, at vi øver os i at spørge og lytte til hinanden, give hinanden komplimenter, sige den anden tak, prioritere tid sammen, tilbyde hinanden vores hjælp og på lignende måde mobilisere konkrete gode handlinger – som når Per Arne hver morgen kommer med kaffe til hende på sengen.

”Jeg føler stadig, han tænker på mig. Gang på gang overrasker han mig med hverdagsgodhed. Jeg ved, han har meget at tage sig af, men alligevel føler jeg aldrig, at nogen kommer før mig,” fortæller Anne.

Hun understreger, at det har stor betydning for vores trivsel, når vi føler os tænkt på og holdt af. Godhed har det med at smitte, og når man oplever, at man har værdi og er elskværdig, har kærligheden gode betingelser for at vokse frem. Selv små godhedshandlinger kan summe op til at blive en stor kærlighed.

Byg relationen på mere end følelser
Sammen har Anne og Per Arne fem voksne børn. Bogen ”Den store kjærligheten” er skrevet til børnene og deres ægtefæller – og par som dem – der vokser op i en tid med store forventninger til, hvordan et samliv skal se ud.

”Der går næsten ikke en uge, uden at vi ser overskrifter i medierne, der fortæller os, hvor heftige og lidenskabelige følelser, vi skal have for hinanden i et parforhold. Man kan nemt komme til at tvivle på sit eget parforhold, hvis man ikke oplever, at man kan leve op til dette emotionelle ideal. Men følelser er svingende, og de er ikke altid et kompas til det gode liv. Hvis man hele tiden skal tage temperaturen på sine følelser, og lade følelserne styre forholdet, kan det skabe en meget utryg og ustabil relation,” siger Anne.

I begyndelsen af et forhold oplever vi ofte en intens forelskelse, fysisk tiltrækning og en spændt forventning til alt det gode, forholdet skal bringe. Men ifølge forskningen vil en kærlighedsrelation naturligt gå gennem forskellige faser. Når forelskelsen ebber ud efter de første par år, er det i højere grad beslutningen om, at man vil være der for hinanden og skabe et godt liv sammen, der bærer forholdet.

”Skal vi bevare de varme følelser for hinanden, kan vi ikke bygge en relation alene på lidenskab og tiltrækning. Vi må også træffe en beslutning om, at vi vil være sammen. For mig handler kærlighed om forelskelse, følelser og forventninger – men også om forpligtelse og om viljen til at gøre en indsats for at passe på forholdet,” fortæller Anne.

”Men det skal ikke lyde som en tung opgave, så længe man dyrker de fælles interesser, griber de øjeblikke, man kan få sammen, og hygger sig i hinandens selskab. I går havde Per Arne og jeg en fridag, hvor vi kørte en tur. Og bare det at sidde i bilen med en kop kaffe og noget strikketøj, spise frokost på et hyggeligt strandhotel, gå ned til bådene og lugte til fisk og bagefter slentre gennem byens hovedgade – det er da toppen af lykke og vækker nyt liv i kærligheden.”

Giv hinanden en statusrapportering
Da Anne og Per Arne første gang mødte hinanden, var hun 19 år, og han var 23 år. I dag har de været gift i 47 år.

”Dengang var jeg en lidt usikker og genert pige. Han var mere frimodig og udadvendt. Det var lidt af et tilfælde, at vi mødte hinanden på en korturné. Men vi fik hurtigt etableret en fortrolighed og ærlighed, som jeg ikke havde oplevet med nogen anden. Dén åbenhed og ærlighed skulle vise sig at blive bestemmende for vores liv sammen,” siger Anne.

I perioder af deres forhold har Per Arne rejst meget på grund af sit arbejde, mens Anne har været hjemme med børnene. Da børnene var små, gennemførte hun sideløbende sit studie i teologi. Hun mindes, at hun dengang følte sig temmelig træt og udkørt, og at deres parforhold kørte på lavt blus.

”Men vi har altid sørget for at give hinanden en statusopdatering, og det har givet en oplevelse af at vide, hvad der foregik i den andens liv. På den måde kunne vi være mere overbærende, når den ene var særligt presset, og vi kunne dele vores glæder i de gode tider. Det gav en oplevelse af at leve med i hinandens liv, selv når vi var fysisk adskilt.”

”Men jeg ønsker ikke, at vi skal fremstilles som et særligt vellykket par. I Per Arnes arbejde som præst og i mit arbejde som terapeut har vi mødt så mange par, at vi må sande, at der ikke findes én parforholdsrelation, som udelukkende er god. Man kan ikke forvente, at det altid skal være let. For os blev det hjælpsomt at holde fast i vores statusrapportering, og når jeg i dag ser tilbage, oplever jeg en dyb sammenhæng mellem ærlighed og kærlighed,” fortæller Anne.

Det kræver noget at vise sin sårbarhed
Anne understreger vigtigheden af, at vi deler de sårbare tanker og følelser med hinanden. For mange par kan det opleves vanskeligt, og vi undlader at gøre det. Måske fordi vi frygter, at de sårbare udmeldinger bliver afvist, korrigeret eller udfordret på en sådan måde, at vi ikke føler, vi kan være os selv.

”Det kræver noget at vise sin sårbarhed. Det er modigt, når vi deler vores personlige udfordringer, bekymringer og usikkerhed med vores partner. I parforholdet kan vi komme til at udvikle et mønster, hvor vi møder hinanden med tavshed og kritik. Men når vi vover at vise hinanden vores sande ansigt, kan det afføde en nyfunden empati og en helt anden respons. Lykkes vi med det, kan det skabe den grundlæggende tryghed og tillid i relationen, vi har brug for, og som binder os stærkere sammen,” siger Anne.

”Det er også derfor, vi holder parkurser som PREP. I PREP-undervisningen – såvel som i det terapeutiske arbejde – er der en tredje person til stede, som leder et forløb bl.a. gennem at stille spørgsmål. Det kan få parret til at åbne sig for hinanden og finde et nyt fælles sprog, hvor de deler deres sårbarheder med hinanden. Vi har stor dokumentation for, at sådanne kurser øger chancen for at overleve som par,” fortæller Anne, som sammen med sin mand var blandt initiativtagerne til at indføre parkurset PREP på Modum Bad for over 20 år siden.

”Samtidig er det vigtigt for mig at vise stor respekt for dem, der oplever, at et brud er nødvendigt. For nogle par er et brud det eneste rigtige. Det er kompliceret at leve sammen, og nogle gange er det bedre, at vi skilles på en ansvarlig måde og går videre ad hver vores vej.”

Du er ansvarlig for klimaet i dit forhold
Anne og Per Arne bor til daglig i den norske by Vikersund ikke langt fra Modum Bad. Her har de i sin tid bygget deres hus ud af genbrugstømmer fra gamle norske huse. Det har krævet hårdt arbejde – og den samme indstilling har gjort sig gældende i deres eget forhold. Skal vi passe på relationen, kræver det nemlig både vedholdenhed og vedligeholdelse, fortæller Anne.

”Når vi skal lære at køre bil, kræver det køretimer og en bestået køreprøve. Når vi skal dykke, skal vi certificeres først. Når vi skal have en god kondition, lægger vi mange timer i fitnesscentret. Men når det kommer til at leve sammen med det samme menneske igennem et helt liv, forventer vi, at det går af sig selv.”

Hun henviser til de negative følger, et skrantende samliv kan have, når vi ikke får passet på forholdet i tide og over tid. Stemningen og atmosfæren mellem os voksne i et parforhold har stor indvirkning på vores livsglæde, kreativitet, trivsel og møde med omverdenen. Ikke mindst præger det vores børn. Derfor er det så afgørende, hvad det er for en atmosfære, vi skaber i mødet med hinanden.

”Da jeg kom ind i min mands familie, mødte de mig med en venlighed, gavmildhed og opmærksomhed, som jeg ikke havde oplevet før. De var så gode. Når du vokser op i et sådant klima, bliver du mindre optaget af, hvad der er ’mit og dit’, og du lærer i højere grad at udvise gavmildhed, tage kærlige initiativer og udtrykke taknemmelighed,” siger Anne, som opfordrer par til at passe godt på klimaet i parforholdet – netop i en tid, hvor der tales meget om konsekvenserne ved klimaforandringer.

”Vi bliver gode til det, vi øver os på – og derfor skal vi også gøre os umage og øve os på at være i en nær relation med et andet menneske. Men det forudsætter en bevidstgørelse. Kun det, vi bliver bevidste om, kan vi gøre noget ved, mens det, vi ikke får bevidstgjort, gør noget ved os,” understreger hun.

Et realistisk blik på parforholdet
Anne peger på, at der er mange arenaer, hvor det handler om at vise omverdenen, hvor vellykket og dygtig man er. Også samlivet kan blive et område, hvor vi oplever, at vi skal være en succes og kunne præstere det perfekte forhold.

”De forventninger, vi stiller op for os selv, kan blive så store, at de er svære at indfri. Skaber vi en forestilling om, at parforholdet skal være perfekt, producerer det for mange en følelse af stress, præstationsangst og utilstrækkelighed. At vi ikke er gode nok. Jeg tror, der er et stort spring fra den virkelighed, vi præsenteres for i film og på nettet, til den virkelighed par rent faktisk oplever.”

Hun understreger, at sådanne forventninger kan være ekstra udfordrende, når man befinder sig i en krævende og slidsom livsfase – som når man har små børn eller er ramt af sygdom, og hvor det mest af alt bare handler om at holde ud. Også vor tids tendens til travlhed kan suge kraften ud af parforholdet.

”Da vi havde små børn, havde vi ikke det tempo, der er i dag. Der var ikke mobiltelefoner, sociale medier og det samme aktivitetsniveau. Der var et roligere tempo. Når jeg ser på vores børn og svigerbørn, som skal jonglere familie, fuldtidsarbejde og fritidsaktiviteter, kan jeg godt få lidt ondt af dem. Over tid kan travlheden slide på kærligheden og også tage livet af mange samliv.”

”Man må nogle gange tage nye greb og skabe ændringer i hverdagen – særligt i bestemte faser af livet – så man kan finde det nødvendige overskud til at passe på kærligheden og trivslen. Når par læser ”Den store kjærligheten”, håber vi, at bogen giver dem mod på at satse på kærligheden. Ikke fordi målet er, at vi skal skabe et perfekt forhold – men for at skabe et forhold, der er ’godt nok’, hvor vi kan trives og føle os hjemme. Vi ønsker, at bogen giver anledning til samtale – med ens partner, omgangskreds og i den bredere offentlighed – så vi kan fremme et mere realistisk syn på parforholdet. Og det kan der være brug for,” slutter Anne Dahl af.

Fakta
• Anne (68 år) og Per Arne Dahl (72 år) har været gift i 47 år. Sammen har de fem voksne børn og seksten børnebørn.
• Anne er teolog, arbejder ved Modum Bad i Norge og har i en periode været tilknyttet Center for Familieudvikling som par- og familieterapeut. Per Arne er tidligere biskop og har netop afsluttet en ansættelse som præstevikar i den danske sømandskirke i København.
• Sammen er de aktuelle med en genudgivelse af bogen ”Den store kjærligheten – kan vi lære å elske?”, som er udkommet på Gyldendals Norske Forlag. Bogen forventes også at udkomme i en dansk oversættelse.
• Per Arne Dahl har tidligere skrevet bøgerne ”Sårbarhedens kraft” og ”Gæstfrihedens kraft”. Begge er udgivet i en dansk oversættelse på Kristeligt Dagblads Forlag.

 

Interview med ægteparret Annette og Jørgen Due Madsen.

Ved indledningen af et forhold har de fleste par nok et ideal om en livsvarig og nogenlunde uforanderlig relation. Annette og Jørgen, der har været gift i mere end 45 år, kan skrive under på, at kærligheden imidlertid ikke er en statisk størrelse. Alle forhold har op- og nedture, men med en aktiv indsats kan kærligheden vedligeholdes, og de varme følelser kan udvikles og modnes igen og igen.

Annette og Jørgen, der i sin tid tog initiativ til at stifte Center for Familieudvikling, har delt det meste af livet med hinanden. Et sådant langvarigt forhold kan vække beundring og agtelse – og også give anledning til nysgerrige spørgsmål: For hvordan lykkes man med at blive ældre sammen?

At insistere på den gode samtale
”Jeg vil sige, at den største byggesten i vores relation er, når vi i dagligdagen har nogle betydningsfulde og gode samtaler. Vi giver os tid til at tale med hinanden, og vi har insisteret på, at der ikke må være noget usagt imellem os – i hvert fald ikke lang tid ad gangen. Det betyder ikke, at vi ikke har vores uenigheder, men når vi er kommet til at såre hinanden og har lavet rod i forholdet, er vi klar over, at vi må rydde op efter os,” fortæller Annette.

”At tale godt sammen forudsætter, at man er nysgerrig på, hvem den anden er på et dybere plan, og at man gør sigs umage med at lære den anden at kende,” supplerer Jørgen, som peger på, at deres faglige interesse uundgåeligt har smittet af på dem selv.

Han er psykiater, mens Annette er psykolog og familieterapeut. Igennem et virksomt liv har de arbejdet for at styrke trivslen hos par og familier, bl.a. gennem terapi, foredrag, kurser, bøger og brevkasseindlæg, og denne baggrund har bidraget til, at de tidligt begyndte at se sig selv udefra.

”Det er især, hvis vi er kommet til at såre hinanden, at det er betydningsfuldt at undersøge problematikken nærmere. F.eks. via spørgsmål som: Hvad skete der inde i dig, og hvad skete der inde i mig? Og hvordan kan vi undgå, at det gentager sig? I en sådan samtale får vi lov til at mærke, at vi er på hold sammen, og vi lærer hinanden at kende på et dybere plan. Det kan betegnes som gyldne øjeblikke,” siger Annette.

Hvilken vej går du – mod bitterhed eller visdom?
Annette og Jørgen har snart delt fem årtier med hinanden, og ser man på parforholdet som inddelt i forskellige faser, kan man billedligt talt sige, at de befinder sig i deres forholds efterår.

”Det er et dejligt trygt sted at være, fordi vi nu kender hinanden så godt, og fordi vi har taget vores kampe. Vi kan stadigvæk have vores uenigheder og diskussioner. Men det smukke ved vores livsfase er, at vi kan høste nogle af de frugter, vi har brugt mange år på at så – nemlig et grundlæggende kendskab til hinanden, en stor tryghed og et dybt venskab,” fremhæver Annette.

I de første år som par kan det fylde meget, hvad man kommer fra, og hvad man har med i sin bagage. Når man er ung, skal man finde sin identitet som par, blive trygge ved hinanden og forme et liv sammen. Man har måske små børn og mange gøremål. Man kan ofte være stresset og i underskud, og man skal meget af tiden forhandle om, hvem der gør hvad og hvorfor.

”I den livsfase vi er i nu, er der mere ro. Men det er ikke en livslov, at man er et modent par, alene fordi man har været sammen længe. Man kan godt være ældre og alligevel umoden, hvis man ikke arbejder med sin relation og gør sig umage med at forstå og fordybe den,” fremhæver Jørgen og fortsætter:

”Hver livsfase har sine farer og muligheder for enten at størkne eller udvikle sig. Ifølge den gamle psykolog Erik Erikson befinder Annette og jeg os i den sidste af livets otte faser. Her er risikoen ifølge Erikson, at man kan ende i en form for bitterhed – at livet ikke blev, som man havde drømt om. Men der er også mulighed for, at man formår at integrere sit liv og i bedste fald får en indre visdom, fordi man har høstet så meget erfaring, at livets oplevelser er blevet modnet til noget godt.”

Kriser tærer på kærlighedskontoen
Også Annette og Jørgen har haft deres oplevelser, der skulle modnes, og deres liv er ikke kun gået ud ad den lige landevej.

”Den største udfordring for vores parforhold var, da vores yngste søn, Frederik, blev syg. Da ramlede vores verden. Han er født i 1983, og vi troede, vi havde et raskt barn. Men efter et par år blev vi mere og mere bekymrede,” siger Annette.

Dengang for knapt 40 år siden var familien på vej til Norge. Lejligheden i Danmark var allerede fremlejet og deres stillinger opsagt, og Annette og Jørgen havde forberedt flere års ophold i Norge, hvor de skulle arbejde ved det diakonale psykoterapeutiske hospital Modum Bad. Men et par måneder før afrejsen begyndte sønnen Frederik at få nogle specielle epileptiske anfald, fortæller Jørgen:

”Det var dengang, man ikke bare kunne google, så jeg fandt den store lægebog frem. Her kunne jeg læse, at 80-90 % af dem, der får sådanne anfald, bliver svært psykisk udviklingshæmmede. Jeg husker stadig, hvordan hele min krop stivnede i det øjeblik, jeg læste det.”

”Vi rejste til Norge, hvor vi ikke kendte et øje, og bare en uge efter vores ankomst blev Frederik indlagt igen. Derefter fulgte en tid med utallige anfald, indlæggelser og undersøgelser. Vi var oppe mange gange hver nat, og vi var stressede, udslidte og fortvivlede. Samtidig havde vi et raskt barn, vores ældste søn, der også skulle tages hånd om. I et helt år smilede Frederik ikke på grund af de mange anfald, og det tærer på kærlighedskontoen. På bare få måneder følte jeg, at jeg blev ti år ældre,” forklarer Annette.

Viljen til at holde sammen
Alle par har perioder, hvor ydre omstændigheder påvirker relationen og kan presse parforholdet – eksempelvis i form af langvarig sygdom som i tilfældet med Frederik.

”Det kradser i sjælen, når man har et barn, der ikke er raskt. Det tærer på den indbyrdes parrelation, og der opstod også konflikter imellem os. Der var ikke det store overskud til at tage vare på hinanden som voksne, og de første år i Norge var virkelig en kaotisk tid, fordi Frederik var så dårlig. Dengang levede vi mest i kraft af viljen,” husker Annette.

”Når man bliver gift, hvad enten det er på rådhuset eller i kirken, så er det centrale i bryllupsritualet spørgsmålet om, om man vil elske og ære hinanden i medgang og modgang. Ritualet handler ikke om, om man er sikker på, at man har de rigtige følelser hele tiden,” tilføjer Jørgen.

Han hentyder til, at der synes at være et kulturelt ideal om, at vi ofte skal føle en hel masse. Når vanskelighederne i parforholdet så begynder at dukke op, kan vi nemt komme til at forholde os kritisk til parforholdet, fordi vi måske ikke er bevidste om og accepterer, at vi som par naturligt nok kan få svære vilkår, hvor de store følelser ikke er de fremherskende.

Søg hjælpen i tide
Da de boede på Modum Bad i Norge, blev Annette og Jørgen opfordret til at søge professionel hjælp hos en familieterapeut, da de var allermest pressede på grund af sønnens sygdom.

”Da vi kom til familieterapeuten, fortalte vi, hvor triste vi var, og at vi også kunne have det svært indbyrdes. Vi sørgede jo heller ikke ens. Hans konklusion var: ’Hvor er I normale. I er jo så trætte’. Han normaliserede vores tilstand,” husker Annette, som peger på, at det i mange tilfælde er muligt at få det bedre med hinanden, hvis man gør noget i tide:

”Vi søger som regel hjælp, hvis vi har ondt i knæet, eller der udgår mærkelige lyde fra bilen. Når det derimod kommer til at søge hjælp til vores relationer, som er så vigtige for os, bliver vi ofte mere tøvende. Men bare det at sige sit problem højt, og tage modne og vise mennesker med på råd, kan gøre en stor forskel.”

Vi er rigere sammen
Når Annette og Jørgen ser tilbage på deres liv sammen, husker de ikke alene modgangen, men mindes også de mange positive øjeblikke, der har haft betydning for deres parforhold.

”Som den månedlange rejse til Nordnorge, vores sølvbryllupsfest, eller når Jørgen lægger armen om mig på en almindelig hverdag. For mig er de mest gyldne øjeblikke, når jeg i hverdagen opdager, hvor privilegeret jeg er: At der er én, der har omsorg for mig, selv om han kender både revl og krat,” forklarer Annette.

”Vi mødte alvoren i en ung alder, og vi måtte tidligt indse, at man i et parforhold ikke altid kan forvente det store sus. Frederiks sygdom udgjorde en belastning for vores parforhold – men det gjorde også, at vi udforskede nogle rum inde i os selv, som vi ikke ville have besøgt frivilligt. Derfra kunne vi ikke gå overfladisk videre i vores forhold,” uddyber Jørgen.

”Når Jørgen og jeg synes, at livet har været allerhårdest, har vores varme følelser ligget meget i dvale. Men vi har fået den gave, at vi grundlæggende kan lide hinanden og har sat pris på hinanden. Selv om vi er meget forskellige, tænker jeg, at jeg ville blive meget fattigere, hvis Jørgen ikke var her. Vi synes stadigvæk, der er rigtig meget at hente i fællesskabet med den anden. Man kan nemt komme til at tage hinanden for givet, som årene går – men glæden og taknemligheden ved hinanden har vi fået lov til at bevare,” afslutter Annette.

Fakta
• Annette Due Madsen (f. 1955) er psykolog og familieterapeut, og Jørgen Due Madsen (f. 1952) er psykiater. De har været gift siden 1977 og har tre voksne børn og fem børnebørn.
• Annette og Jørgen er initiativtagerne til Center for Familieudvikling, der blev stiftet i 2004 med det formål at styrke tryghed og trivsel hos par og familier gennem bl.a. terapi, kurser og folkeoplysning.
• Annette og Jørgen er fortsat engagerede medarbejdere på Center for Familieudvikling, og deres ældste søn er i dag direktør.

Artiklen indeholder to privatfotos af Annette og Jørgen på deres bryllupsdag og sølvbryllupsdag.

Hvad kan du gøre for dit parforhold? 

Få 7 gode råd og inspiration til hvordan du kan pleje dit parforhold.

Selvom man er ung eller voksen, er man stadig barn af sine forældre, og når forældrene skal skilles, gør det ondt. Men de unge kan hurtigt komme til at stå alene med både sorg og dårlig samvittighed.

”Når ens forældre pludselig annoncerer deres skilsmisse, så udløser det en sorg, fordi en skilsmisse er et tab. Vi forbinder ordet tab med dødsfald, men faktisk er der også noget, der dør, når man mister sin kernefamilie,” siger psykolog Annette Due Madsen fra Center for Familieudvikling.

Hun peger på, at de store børn nemt kan stå med følelsen af, at de bliver nødt til at være den voksne og tage ansvar for familien, som er i opløsning.

”Som ung er man både barn og voksen, og det kan gøre det svært at finde ud af, hvilken rolle man har i skilsmissesituationen. Man har måske mest af alt lyst til at være vred og ked af det og blive trøstet af mor og far, men ofte overskygges det af en ansvarsfølelse over for forældre eller søskende.”

”Når man som voksent skilsmissebarn skal passe på sig selv, er det vigtigt, at man finder nogle gode mennesker at snakke med, som ikke er en del af konflikten. Det kan være en ven, noget familie, en præst eller en psykolog – et sted, hvor man kan få forståelse for sin situation, og hvor nogen kan lytte til smerten, vreden, dilemmaerne og give gode råd,” foreslår Annette Due Madsen.

Læs mere i denne artikel, som er bragt i Samvirke: Skilsmisser er fyldt med sorg – også for de voksne børn.

Interview med Steen Kruse, familieterapeut og leder af Familieafdelingen i Aarhus på Center for Familieudvikling.

Skal mobiltelefonen ligge fremme under aftensmaden, og hvad er den ”rigtige” måde at fylde opvaskemaskinen på? Konflikter kan ikke undgås i et parforhold. Men vil vi skabe en god og tryg relation til vores partner, skal vi insistere på nærhed gennem hele livet.

Vi ved fra forskning, at tilfredsheden og nærheden er meget høj i starten af et parforhold. Men når den første forelskelse har lagt sig, bliver intimiteten af og til udfordret. Det sker typisk, når et par har etableret sig med børn, fuldtidsjob og fritidsinteresser, og hverdagen efterhånden går mere op i fornuft og praktik.

”Her kan par opleve, at de begynder at kommer på afstand af hinanden, og at afstanden også giver grobund for mere vanskelige konflikter, hvor vi bliver trigget på et dybere plan,” fortæller Steen Kruse, som er familieterapeut og leder af Familieafdelingen i Aarhus på Center for Familieudvikling.

Typiske konflikter i parforholdet
Konflikter er uoverensstemmelser, der indebærer spændinger i og mellem mennesker. Steen peger på nogle typiske konflikter i parforholdet, som ofte handler om forskellighederne imellem os – vores forskellige interesser, værdier og temperamenter, som vi kan have en tendens til at bagatellisere i starten af et forhold.

”Det vi blev forelsket i, og som vi syntes var særligt spændende hos den anden i den første tid, kan efter nogle år opleves uforeneligt imellem os. Det kan f.eks. være en bestemt interesse eller fritidsbeskæftigelse, den anden har, som med tiden opleves mere irriterende end inspirerende, og det kan skabe en interessekonflikt i parforholdet på den lange bane,” siger Steen.

En anden typisk konflikt i parforholdet er værdikonflikter. Ofte bliver vi forelsket i nogen, vi ligner på det værdimæssige område. Men selv om vi deler mange værdier som på et idéplan ligner hinanden, kan det med tiden vise sig, at vi ikke er enige i praksis.

”Det kan være, vi i begyndelsen af parforholdet deler en værdi om, at der ikke skal ligge mobiltelefoner på spisebordet, når vi spiser, og det vil vi godt lære vores børn. Senere vil man måske se, at den ene part alligevel har mobilen fremme under måltidet, fordi vedkommende i praksis er mere lempelig i, hvordan værdien leves ud i hverdagen. Og det kan lede til en værdikonflikt i parforholdet,” fortæller Steen.

Steen fremhæver også at, de fleste i samarbejdet om at få en hverdag til at fungere vil støde på funktionskonflikter, som eksempelvis handler om, hvordan vi fordeler morgentjansen med de små børn, hvis tur det er til at tømme skraldespanden, eller hvad der er den bedste måde at fylde opvaskemaskinen på.

”Det sker naturligt i hverdagens travlhed, hvor opgaver skal fordeles, at man hurtigt kan komme til at krydse klinger med sin partner. Det er ofte småting, der kan være starten på, at en konflikt udvikler sig mere hidsigt. Når par i parterapien skal fortælle om sådanne konflikter, kan de næsten synes, det er pinligt at sige højt, fordi det set på afstand kan virke som bagateller.”

90% af konflikterne skyldes vores egen bagage
Steen forklarer, at vi ofte kan komme til at gå fra en sådan funktionskonflikt, hvor der ikke nødvendigvis er mange følelser involveret, til det der kaldes en dynamisk konflikt, hvor vi får aktiveret den bagage, der ligger i os hver især. Derfor kan nogle par genspille den samme konflikt i årevis. Får man ikke stoppet en sådan konflikt i tide, vil det ikke alene lægge kimen til at ødelægge en god dag, men også et godt parforhold.

”Dynamiske konflikter er typisk mønstre, hvor dét, jeg gør, aktiverer noget bestemt i dig, som igen aktiverer en bestemt modreaktion hos mig. Det mønster, vi skaber sammen, kan vi ofte genkende fra konflikt til konflikt, og med tiden kan vi have svært ved at komme ud af det mønster igen.”

”Hvis min kone f.eks. giver mig instrukser om, hvordan noget skal udføres, kommer hun hurtigt til at lyde, som min far gjorde for 50 år siden, da han udstak direktiver til mig som barn. Selv om det er lang tid siden, har jeg stadig en modstand imod, at nogen giver mig instrukser og vil diktere, hvad jeg skal gøre. Det gælder ikke kun min kone, men kan også blive trigget af kollegaer eller andre mennesker omkring mig,” fortæller Steen.

Ifølge parterapeuten John Gottman, som igennem mange år har forsket i parforhold, bliver 90 % af de konflikter, vi har med hinanden, aktiveret af noget, vi selv slæber med i bagagen. Dette til trods for at vi kan være tilbøjelige til at tænke, at det 90 % af tiden nok snarere er vores partner, der er skyld i konflikten.

Med de dynamiske konflikter skal vi derfor ofte se tilbage i vores liv for at forstå, hvorfor det er blevet så væsentlig en konflikt for os: Hvad er det, jeg selv bringer ind i parforholdet, som vedvarende aktiveres af min partner, uden at det nødvendigvis er hans eller hendes ansvar?

Indlæg en selvvalgt pause
Når vi har en konflikt med vores partner, synes logikken for mange af os at være, at der er én, der er forkert på den, og én, der har ret. Logikken synes også at være, at konflikten først kan løses, når vi finder den skyldige.

Konflikter aktiverer vores nervesystem på en sådan måde, at vi ofte har svært ved at se vores egen andel i konflikten. Det sker helt naturligt. Psykiateren Daniel Siegel peger på, at når en konflikt optrappes, og vi bliver vrede, er der meget aktivitet i den del af hjernen, som er forbundet med kamp-, flugt- og frys-responser. Når der er meget aktivitet i den del af hjernen, er der samtidig mindre aktivitet i de præfrontale regioner, som har at gøre med empati og nuanceret tænkning.

”Vi ændrer perspektiv fra at være nysgerrige, åbne og undersøgende overfor, hvad den anden mener, til en optagethed af at dominere samtalen, få ret og bevise vores partners andel og skyld i konflikten. Vi bliver med andre ord mindre konstruktive udgaver af os selv, og derfor giver det god mening at indlægge en selvvalgt pause i samtalen – en ’time out’ – så vi kan få ro på os selv,” foreslår Steen.

”I en ’time out’ vil vi måske først mentalt forberede argumenter for, hvorfor den anden er en idiot og tager fejl, og vi kan holde vores egen forsvarstale. Men efterhånden kan vi begynde at se, at vi selv fik sagt noget, der ikke var et 12-tal værdigt. Når vi vender tilbage til vores partner efter en ’time out’, kan vi starte et andet sted – f.eks. med at sige undskyld og arbejde på at genskabe den gode kontakt til hinanden.”

Hvad trigger mig, og hvad trigger dig?
Steen peger på, at vi er nødt til at kigge indad og åbent undersøge, hvad det er, der provokerer og trigger os, når vi havner i konflikter. Det er i sagens natur svært. Men hvis vi ikke ved, hvad der sker indeni os, bliver vi ’lost’ i en konflikt med vores partner. Så forstår vi ikke, hvorfor vi reagerer, som vi gør, og det bliver svært at håndtere konflikten, tage ansvar for os selv og passe på parforholdet.

Et væsentligt spørgsmål er, hvordan vi tager vare på den forskellighed, der er imellem os, uden at det bliver relationen, det går ud over. Her peger Steen på, at vi må skabe gode samtaler om vores forskelligheder – og gerne tidligt i parforholdet, hvor vi stadig har en god portion nysgerrighed.

”I langt de fleste parforhold daler nysgerrigheden desværre over tid, og vi kan med årene blive mindre optagede af, hvad vores partner egentlig mener. I stedet for begynder vi at danne fastlåste billeder af hinanden.”

”Hvis vi derimod tidligt i parforholdet udvikler en velvillig indstilling til, at vi vil lære vores partners udgangspunkt bedre at kende, danner vi en god grobund for at varetage vores forskelligheder. Kun ved at forholde os nysgerrigt til vores partner kan vi indgå i samtalen og håndtere den konflikt, vi har nu og her,” siger Steen.

”Har vi lagt vores våben, som Anne Dorte Michelsen synger i én af sine sange, bliver vi i stand til at have konflikter med vores partner, uden at det skal gøre os til fjender. Vi kan gå ind i konflikterne uden en intention om at ville skade hinanden – og selv hvis vi skulle komme til at sige noget sårende, vil vi vide med hinanden, at det ikke var vores hensigt.”

Bevar den gode kontakt til hinanden
Selvom det kræver hårdt arbejde at bevare forholdet til vores partner, er den dybe relation til et menneske, som kender os så godt heldigvis indsatsen værd. For forskningen viser, at langvarige og gode forhold gør os til gladere mennesker, der lever længere.*

”Spørger man par, hvorfor de er i et forhold, vil langt de fleste fremhæve, at det er for at være sammen med et menneske, som griber dem, når de har brug for at blive grebet, som trøster dem, når de har brug for trøst, og som vil forstå dem, når de har brug for forståelse. Et menneske, som de har tillid til, vil én det bedste, og som de kan være trygt forbundet med, samtidig med at de kan være fuldstændig sig selv,” fortæller Steen og slutter af:

”Konflikterne kan vi ikke helt undgå i et parforhold. Men hvis vi bevarer en nysgerrig indstilling til vores partner, tager ansvar for vores egen bagage og insisterer på nærhed livet igennem, kan vi bedre forstå og håndtere konflikterne i parforholdet – og bevare en tryg relation på den lange bane.”

Ønsker du inspiration og hjælp til at bevare et godt parforhold? Så ring til Partelefonen – Danmarks største telefonrådgivningslinje for par. Her får du gratis og anonym rådgivning, så du kan passe på parforholdet. Ring 44 144 146 – eller læs mere om Partelefonen her.

*”Gopler ældes baglæns” af Nicklas Brendborg.

Fotos: Pexels.com

Interview med Mathias Rolskov, psykolog hos Center for Familieudvikling.

Interview med Dragana Mateskovic Lyduch, psykolog hos Center for Familieudvikling.

Teenageårene er kendt for at være en tid, der kan være fyldt med udfordringer i relationen mellem teenager og forældre.

Der er ofte ambivalente følelser på spil, som kan føre til fastlåste konflikter og et tab af kontakt. Men det er også en tid, hvor der foregår en rivende udvikling i teenagerens krop og sind. Heri kan der ligge et stort potentiale for forælder-barn-relationen, hvis bare man ved, hvordan man som forælder fastholder overblikket og bedst støtter sin teenager.

Gå på opdagelse i dit barns verden
Vi genkender sikkert alle billedet af den uengagerede og uinteresserede teenager, der tilbringer meget tid bag en skærm og reagerer med følelsesudbrud, så snart forældrene forsøger at sige noget.

”Længe har vi tænkt, at teenagere er ’dovne’ og ’hormonstyrede’, når det kommer til deres reaktioner. Men det er en myte, som kan få forældre til at føle sig magtesløse og utilstrækkelige, og som fremstiller det som en fase i livet, der bare skal overstås. Faktisk er teenageårene en af de perioder, hvor der sker den største udvikling i hjernen, og børn i den alder er alt andet end dovne set fra et neurovidenskabeligt perspektiv,” siger psykolog hos Center for Familieudvikling, Dragana Mateskovic Lyduch.

Forskningen viser nemlig, at vi indtil 12-13-års alderen suger al viden til os, men at hjernen i teenageårene går gennem en stor og vigtig omstruktureringsproces.

”Det betyder helt konkret, at nogle forbindelser i hjernen dør, fordi de ikke skal bruges længere, mens andre forbindelser bliver forstærket, og nye forbindelser bliver dannet med lynets hast. Som Daniel Siegel, en af verdens førende forskere indenfor dette område, siger, kan man sammenligne teenageres hjerne med et træ, som fra naturens side skal igennem et efterår, hvor det smider blade for sidenhen at komme til et forår, hvor træet kan blomstre og give frugt,” forklarer Dragana og siger videre:

”Det kan være en ekstra energikrævende proces at skulle igennem disse forandringer, og det kræver tålmodighed og tid til at lære sin nye hjerne at kende. Det er derfor ikke så mærkeligt, at teenagere har brug for mere søvn og kan have svært ved at regulere deres følelser.”

Forældre på sidelinjen
Alle disse forandringer kan for nogle forældre føles som et lyn fra en klar himmel, og der er særligt to ting, der kan være udfordrende i denne livsfase.

”For det første oplever mange forældre et tab, når deres barn, som hidtil har søgt trøst og støtte hos forældrene, for alvor begynder at afvise dem og trække sig fra kontakten. Derudover kan forældre være forvirrede over, hvad der nu forventes af dem, og hvad deres rolle egentlig er,” siger Dragana.

Der opstår et indre følelsesliv, som teenageren skal lære at navigere i, og det kan resultere i, at følelserne sidder uden på tøjet. For forældrene bliver barnets humør og sindsstemning mere uforudsigeligt, og det kan føles svært at gøre noget som helst rigtigt, fordi teenagehjernen ganske enkelt er vanskelig at forstå. Derudover kaster teenagere sig ud i mere risikofyldt adfærd, fortæller Dragana:

”Fra naturens side er det en helt normal og forventelig udvikling, fordi teenagere skal afprøve og erfare, hvad de kan. De øver sig på at skulle stå på egne ben. Men som forælder kan man fyldes af bekymring, særligt fordi man kan opleve, at man ikke helt kan stole på teenagerens dømmekraft.”

Forældres bekymringer er reelle, for teenageres hjerne ikke er færdigudviklet. Det er særligt pandelapperne, som bl.a. er ansvarlige for planlægning, følelsesregulering og risikovurdering, der er uudviklede.

”Det kan give forældre grå hår, når de skal lade deres børn begå sig mere frit i den store verden. Mange forældre erfarer også, at de ikke længere har det samme mandat til at påvirke barnets beslutninger, men må betragte meget fra sidelinjen,” siger Dragana.

Derhjemme kan man opleve, at børnene ikke vil bidrage til de huslige pligter, ikke overholder aftaler, næppe hilser og blot kommer hjem for at spise for så at smutte igen. Eller at man som forælder er nødt til at gentage de samme ting mange gange.

”Det er helt forståeligt, at forældrene bliver trigget af teenagerens ’lunefulde’, ’uansvarlige’, ’dovne’ og ’uengagerede’ adfærd, bl.a. fordi de synes, de kan forvente en anden opførsel fra de store børn. Mange forældre føler en stor frustration og afmagt, mens de kæmper med at finde ud af, hvad de kan stille op,” fortæller Dragana og fortsætter:

”Forældre kan komme til at føle sig mindre værdsat og mindre betydningsfulde, og de stiller måske sig selv spørgsmålene: Hvad er min betydning her? Hvad er min rolle nu? Og ind imellem kan forældrenes forsøg på at navigere i dette nye landskab resultere i konflikter og et negativt samspil med teenageren.”

Forældre som det stabile bagland
Gennem barndommen har barnet brug for en tryg tilknytning til forældrene for at kunne trives og udvikle sig. Behovet for en tryg tilknytning forsvinder ikke, men i teenageårene er det vennerne, der udgør de vigtigste sociale relationer. Igennem venskaber lærer de væsentlige sociale færdigheder, videreudvikler deres selvforståelse og får erfaringer med at træffe valg og sætte grænser.

”Når teenageren vender sig mere mod vennerne, kan det for forældrene være forbundet med en smerte over at miste den nære relation, der har været før,” fremhæver Dragana.

”Men forældre har fortsat stor betydning som det stabile bagland, teenagebarnet altid kan vende tilbage til, få støtte, omsorg og kærlighed fra. Teenagere har meget brug for deres forældre – bare på en anden måde end i den tidlige barndom.”

Det kan være svært for teenageren at følge med, når kroppen og sindet ændrer sig. Teenagere mærker de store forandringer, der sker både udvendigt og indvendigt, og det kan skabe en uro og usikkerhed. I den situation vil de have brug for deres forældre, der hjælper dem til at forstå, hvad der sker.

”Teenagere vil også opleve, at der er andre forventninger til dem fra omverdenen. Der er mange valg, de skal træffe, og det kan opleves som en belastning og udfordring. Derfor vil de nogle gange føle sig overvældede og forvirrede og have behov for, at en forælder kan være med dem i disse overvejelser som en stabil og indsigtsfuld voksen, de kan støtte sig op ad,” siger Dragana.

Forældre skal tage ansvar for relationen
Hun peger på, at vi som forældre kan have de bedste intentioner om at opnå en tættere kontakt til vores teenagebarn, men i vores forsøg kan vi komme til at opføre os anmassende og invaderende. Eller vi kan ende med at trække os fra relationen, fordi vi vil undgå konflikter, eller simpelthen fordi vi ikke aner, hvad vi skal stille op.

”Selv om teenagere har brug for deres forældre, kan de give udtryk for noget andet, og den måde man hidtil har udfyldt forældrerollen på, bliver måske afvist. Det er vigtigt, at forældrene respekterer afvisninger og grænser fra teenagerens side, også når det opleves modsætningsfuldt og som en hårfin balance.”

Dragana understreger, at hvis vi skal hjælpe vores barn igennem den periode, hvor deres hjerne er på overarbejde, skal vi være mere nysgerrige end opdragende, mere ansvarstagende end beskyldende.

”Vi skal tage ansvar for relationen ved at være lydhøre overfor, hvordan vores teenager egentlig har det og prøve at handle ud fra det. Vi kan forsøge at lytte til og forstå, hvordan det, vi gør, opleves, ligesom vi kan forsøge at reparere, når vi handler på en måde, som virker uhensigtsmæssigt,” siger hun og uddyber:

”Det er ingen enkel opgave. Som forældre skal vi kunne respektere et ’nej’ og en lukket dør, selv i de situationer hvor vi føler os magtesløse, bekymrede og sårede. Det kræver, at vi kan håndtere og regulere vores følelser og bekymringer, som kan blive trigget i samspillet med teenageren.”

”Samtidig skal vi være i stand til at vise, at vi som forældre står til rådighed, når barnet har brug for vores hjælp, og være en støtte for dem på en respektfuld måde, som hverken er dømmende eller bedrevidende.”

”Som forældre kan vi bestræbe os på at være autentiske. Vi kan begynde med ærligt at sige, når vi synes, der er noget i relationen, der er svært – men uden at forvente, at vores teenager skal gøre noget ved vores følelser. Vi kan dele, hvad vi finder vigtigt, og hvilke håb, vi har for relationen eller en bestemt situation. Men vi må også acceptere, at vi ikke har kontrol over, hvorvidt vores teenager hilser pænt om morgenen eller tager skraldet med ud.”

Værdsæt de smukke sider af dit barn
Frem for hovedsageligt at betragte teenageårene som en besværlig fase, kan vi tænke over, hvad vi kan lære af teenageren. De vil eksempelvis blive optaget af nye interesser og begynde at sætte sig nye mål.

”Vi ser mange unge, der engagerer sig i sociale og globale forhold som f.eks. klimabevægelsen. De kan være fyldt af en passion, idealisme og tro på, at de kan ændre på, hvad der foregår i verden, hvor vi som voksne kan være tilbøjelige til at indtage en mere kynisk indstilling eller mangle energi til at engagere os. Det engagement og den passion, vi ser hos teenagere, er værdifuldt, for det er med til at sætte gang i forandringer, og det kan vi som voksne lade os inspirere af,” fortæller Dragana.

Selv om teenageårene rummer smukke sider og ikke skal ses som en periode, der bare skal overstås, kan det for nogle forældre alligevel være godt at blive mindet om, at teenagere med tiden vil lære at navigere i deres nye krop og sind.

”Som forælder vil man opdage, at ens barn på et tidspunkt begynder at rydde op, vasker tøj, gør rent og holder sine aftaler – helt af sig selv,” siger Dragana med et håbefuldt glimt i øjet og slutter af:

”De vil opleve at kunne stå på egne ben, være mere selvstændige, tage ansvar for sig selv, og der vil vi som forældre for alvor kunne se frugterne af vores opdragelse og relation til vores børn. Ja, teenageårene er bare en fase i livet – men det er en enorm vigtig fase, og forældres reaktioner og måder at tackle de udfordrende situationer på kan være afgørende for den fremtidige relation til de voksne børn.”

Center for Familieudviklinghar tidligere afholdt kurset ”Hold mig / Slip mig”. ”Kurset henvendte sig til teenageforældre, som ønskede at gå på opdagelse i teenagebarnets verden, få redskaber til at tackle problematiske situationer og samspilsmønstre og finde inspiration til at udvikle og forbedre relationen til teenagebarnet til gavn for hele familiens trivsel.

Fotos: Pexels.com

Artikel om ”Sammen om Børnene” fortalt ud fra stemmer på konferencen “Højkonflikte skilsmisser – veje til forandring for børn og voksne”. Af Rebekka Steinvig. 

Hvad har en sang, en hjemmeopgave og en ven til fælles? De har alle potentiale til at bringe forandring i fastlåste skilsmissekonflikter, og de indgår alle i behandlingsprogrammet ”Sammen om Børnene”, som tilbyder hjælp til dem, der er blandt de sværeste at hjælpe: Børn og forældre i højkonflikte skilsmisser.

16-årige Laura træder frem på scenen. I festsalen på Moltkes Palæ står hun foran 270 deltagere på en konference om højkonflikte skilsmisser. Lauras lyse hår er farvet rødt i toppen, og hun præsenterer sig med en forsigtig stemme, inden hun sætter sig ved flygelet: ”Jeg er Laura, jeg er 16 år. Min familie og jeg var sidste år med i ”Sammen om Børnene” for at få hjælp efter mine forældres skilsmisse. Det var der, jeg skrev den sang, jeg vil synge for jer nu.”

Prisen ved højkonflikte skilsmisser
Omtrent 20.000 børn oplever hvert år, at deres forældre blive skilt, og omkring 3.000 børn bliver del af en højkonflikt skilsmisse, som påvirker trivsel og udvikling. Laura er et af de børn.

”Vi er stadig ved at erkende, hvor svært det er at blive skilt. Forældre kan ende i en kamp, de aldrig havde forestillet sig, hvor de kæmper om det i verden, som de elsker mest nemlig børnene,” fortæller Søren Marcussen, afdelingsleder på Center for Familieudvikling, der arrangerer konferencen.

”Jeg har mødt en mor, som følte sig fanget i en højkonflikt skilsmisse, men ikke anede, hvordan det var kommet dertil, eller hvordan hun skulle stoppe det. Og jeg har mødt børn, der har haft en barndom præget af et konfliktfyldt brud mellem forældrene, og som tager en mere usikker tilknytning med sig videre i livet,” siger Søren Marcussen.

Svær målgruppe at hjælpe
Ca. 270 deltagere er mødt op til konferencen, og de fleste kommer fra det kommunale system, Familieretshuset, Familieretten og diverse interesseorganisationer. Stemningen er præget af lydhørhed, nysgerrighed og en vilje til at finde veje til forandring. Flere af deltagerne genkender fra eget arbejde, at børn og forældre i højkonflikte skilsmisser er en vanskelig målgruppe at hjælpe, hvilket også forskningen bekræfter.

”Som fagperson kan man blive frustreret og vred på de højkonflikte skilsmisseforældre: Hvorfor tager de sig ikke sammen? Hvorfor stopper de ikke konflikterne for børnenes skyld? Men en sådan reaktion er sjældent gavnlig,” siger den hollandske psykolog, Justine van Lawick, som er konferencens hovedtaler: ”En fastlåst og kold relation har brug for varme, så kulden kan tø op. Og den varme kan vi som behandlere være med til at formidle.”

Justine van Lawick har igennem årtier beskæftiget sig med højkonflikte skilsmisser. Det var i frustration over de eksisterende metoder, der havde vist sig utilstrækkelige til at hjælpe børn og forældre i højkonflikte skilsmisser, at hun i 2011 udviklede behandlingsprogrammet ”No Kids in the Middle”, som ”Sammen om Børnene” er den danske version af.

Børns stemmer
Før var jeg en teenager, sagde ’fuck it’ til alt
far træf en beslutning, mor græd
hvem tar’ sig af mor, og hvem af far?
ansvar kommer naturligt, men jeg er stadig barn.

Da 16-årige Laura begynder at synge fra scenen i Moltkes Palæ, synes hele salen at mærke, hvad der er det særlige ved ”Sammen om Børnene”: At barnet står i centrum og i en tryg ramme får lov til at udtrykke ærligt overfor de voksne, hvordan det føles at være fanget i forældrenes skilsmissekonflikt. Flere af deltagerne på konferencen får tårer i øjnene, og da sangen slutter, bliver Laura mødt med et stående bifald.

Lauras sang indgik i behandlingsprogrammet ”Sammen om Børnene”, hvor børnene samles i en børnegruppe og udarbejder produkter, som præsenteres for forældrene i en forældregruppe. Det kan være en tegning, en film, et digt, en historie. Produkterne skal vise, hvordan det er at være barn, når mor og far er uvenner, og børnene får frie hænder til, hvilket budskab de vil videregive.

”Det er en måde at bringe børnenes stemmer, følelser og oplevelser meget konkret og direkte ind i rummet. Det gør indtryk og berører mange. Vi oplever, at det virksomme i præcis den måde at arbejde på er, at det fremmer forældrenes mentalisering af og indlevelse i børnene i forhold til, hvor svært det er at være i klemme mellem forældrene. Og mentaliseringen skubber til modet på at forsøge at gøre noget andet og bedre i forældresamarbejdet,” siger psykolog Charlotte Jäger på baggrund af erfaringerne med ”Sammen om Børnene” i Århus kommune.

Billede: I ”Sammen om Børnene” bliver børnenes anonyme svar skrevet ned og sendt fra børnegruppen til forældregruppen som en flaskepost.

”Det at fortælle i flok – hvor alle børn skal fortælle forældrene om noget, der er svært – gør det mindre sårbart for den enkelte. Forældre og børn begynder at få et fælles sprog, og i en tryg og styret ramme kommer de i gang med at tale om noget af det, der er svært,” fortæller Sinne Pedersen, som er psykolog ved Center for Familieudvikling og terapeut i flere børnegrupper.

”Børnegruppen giver også børnene en unik mulighed for at høre andre børn udtrykke noget, man selv genkender. Det kan være helende i sig selv at høre, at andre kæmper med noget af det samme, og man ikke står alene med at opleve det,” siger Charlotte Jäger fra Århus kommune.

Forandring er forældrenes ansvar
Hvert år ender omkring 10-12% af alle skilsmisser som højkonflikte skilsmisser, hvor forældrene føler sig fanget i håbløshed og magtesløshed. ”Forældrene føler ikke, de lever, fordi alt er centreret om konflikten, og de ønsker mere ro, så de kan komme videre med deres liv,” siger Justine van Lawick fra scenen i Moltkes Palæ.

Alligevel er forældrenes egen mistrivsel ofte ikke i sig selv motivation nok til, at de vil deltage i et behandlingsprogram. Når motivationen findes frem, er det næsten altid, fordi forældre ser, at deres børn lider under konflikterne.

I forældregruppen bliver der arbejdet med de konfliktfyldte mønstre, der er imellem forældrene – for det er forældrenes ansvar at forandre den kontekst, børnene befinder sig i. Sammen med Sinne Pedersen præsenterer Mathias Rolskov, psykolog ved Center for Familieudvikling, arbejdet i forældregruppen på konferencen:

”Problemet er ikke den ene eller den anden forælder. Problemet er de mønstre, der udspiller sig imellem forældrene. Dette arbejde griber ind i den dybeste sårbarhed i forældrene og sætter dem i stand til at bevæge sig henimod, hvad de længes efter, og væk fra kampen om, hvem der er den gode og den dårlige forælder.”

Mathias Rolskov fortæller, hvordan forældrene fra gruppegang til gruppegang bliver stillet nogle hjemmeopgaver, hvor forældrene skal arbejde med deres egen proces. En af hjemmeopgaverne er at skrive en ny skilsmissefortælling, der formuleres som et brev til barnet. Opgaven er ikke at finde på en usand historie, men at forældrene skaber en fortælling om skilsmissen, som børnene kan leve med, og som giver børnene lov til fortsat at elske begge forældre.

I forældregruppen gør terapeuterne også brug af forskellige øvelser og inddeler forældrene i mindre refleksionsgrupper, så de kan spejle sig i hinandens situation, støtte hinanden, komme med forslag til forbedringer og bevidne hinandens processer. Som en forælder sagde om en øvelse: ”To forældre sidder og diskuterer deres problemstilling, og vi øvrige forældre sad og krummede tæer og tænkte: ’Sådan kan jeg også finde på at være’.”

Inddragelse af familiens netværk
”Sammen om Børnene” er ikke alene et behandlingsprogram for forældre og børn, men også for netværket omkring familierne, fortæller Justine van Lawick:

”Der kan være meget sorg hos bedsteforældre, der måske ser deres børnebørn mindre på grund af konflikten. Og hos den nye kæreste, der bliver påvirket af konflikten og involveret i den. Højkonflikte skilsmisser er som to klaner, der bekæmper hinanden, og som behandlere kan vi ikke klare den situation alene. Vi er nødt til at inddrage familiernes netværk, hvis vi skal hjælpe forældrene til at bygge en bro, som børnene kan krydse over,” forklarer Justine van Lawick.

I Århus kommune har de været vant til at involvere skoler og institutioner i behandlingen, men først med ”Sammen om Børnene” er de begyndt at inddrage forældrenes private netværk i de voksnes problematikker.

”En far fortæller, at hans ven var begyndt at kommentere mere direkte på hans handlinger og f.eks. havde sagt til ham, at han havde lagt mærke til, at han ikke længere talte negativt om sin ex. Det styrkede ham i, at han var på rette vej. Det at have fået installeret et par hjælpere, som man har fået et fælles sprog med omkring forældresamarbejdet, gør det lettere at række ud og bede om konkret hjælp til at fastholde de bevægelser, man ønsker at gå i retning af. F.eks. at få en ven til at læse en sms igennem, inden der trykkes ’send’,” fortæller psykolog Charlotte Jäger.

Hvad er udbyttet af ”Sammen om Børnene”?
35 familier har deltaget i ”Sammen om Børnene” igennem de sidste tre år, hvor programmet er blevet afprøvet i Danmark. Oprindeligt skulle dobbelt så mange familier have deltaget, men færre forløb blev iværksat på grund af Covid-19, som i perioder ikke tillod en gruppeintervention.

På baggrund af dette datamateriale har VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, udarbejdet en evaluering af ”Sammen om Børnene”, som senioranalytiker Karen Margrethe Vendelbo Dahl fremlægger på konferencen:

”Forældrene oplever en større forståelse for deres børns reaktioner og behov efter endt intervention, og de oplever, at konfliktniveauet er lavere, og at tonen imellem forældrene er mindre fjendtlig. Forældrene fortæller også om en personlig afklaring, som medvirker til at skabe bedre forældretrivsel,” fortæller hun.

Det betyder ikke, at forældrenes samarbejdsudfordringer er forsvundet, og ikke alle forældre ender med det samarbejdsideal, de havde håbet på. ”Forældre kan fra venner og medier have et ideal om den gode skilsmisse, som kan være svært at leve op til, og de må tilpasse deres ideal til, hvad der er muligt hos dem – eksempelvis acceptere, at et godt samarbejde ikke nødvendigvis handler om venskab,” siger Karen Margrethe Vendelbo Dahl.

Hun tilføjer, at de fleste børn er glade for ”Sammen om Børnene”, men at børnenes udbytte og oplevelse i høj grad afhænger af forældrenes proces. Datamaterialet er hentet fra en 3-årig projektperiode, som netop er afsluttet. Det vides derfor ikke, hvordan den danske intervention indvirker på børnenes trivsel på længere sigt.

”Der er nogle forhåbninger i det her tilbud, men formen er krævende,” siger Karen Margrethe Vendelbo Dahl og uddyber: ”Programmet kræver, at forældre kan få fri fra arbejde og har overskud til at sidde i rum sammen med den anden forælder over mange gange. Det er heller ikke alle, der kan føle sig hjemme i en gruppesammenhæng, hvor man skal tale om noget så svært. Det tiltaler nok en særlig gruppe, som er vant til at sætte ord på deres følelser, og som grundlæggende anerkender den anden forælders plads i barnets liv.”

Karen Margrethe Vendelbo Dahl udelukker ikke, at ”Sammen om Børnene” kan bruges til flere forskellige grupper, men hun peger på, at programmet er nødt til først at blive afprøvet på en mere repræsentativ gruppe.

I Århus kommune har de valgt at gøre ”Sammen om Børnene” til en integreret del af deres behandlingstilbud til de højkonflikte skilte familier. Tidligere var de højkonflikte skilsmissesager upopulære og blev ofte fravalgt af medarbejderne. ”I et arbejde, hvor tvivlen ofte er en følgesvend, og hvor man skal have et skarpt øje for de små bevægelser og nogle gange mister håb undervejs, har det været af afgørende betydning for os at få et fagligt stillads at læne os ind i og at blive et team rundt omkring familierne,” siger Charlotte Jäger og fortsætter:

”Nogle familier hjælper vi rigtig meget, nogle hjælper vi mindre, og nogle hjælper vi slet ikke. Det er vi ved at finde veje i. Vi har ikke indtil videre mødt gengangere blandt de deltagende familier. Hvis der kan skabes en blivende forandring, er der meget at vinde.”

En sang, en hjemmeopgave og en ven
Og lad os så slutte, hvor vi begyndte: For hvad har en sang, en hjemmeopgave og en ven til fælles?

En sang som den, Laura skrev til sine forældre, en hjemmeopgave, hvor forældre skriver en ny skilsmissefortælling til deres børn, og en ven, der læser en sms til ex-partneren igennem, inden der trykkes ’send’, har ét til fælles: De har alle potentiale til at bringe forandring i fastlåste skilsmissekonflikter, og de har alle vist sig virkningsfulde i behandlingsprogrammet ”Sammen om Børnene”, som tilbyder hjælp til dem, der er blandt de sværeste at hjælpe: Børn og forældre i højkonflikte skilsmisser.

Laura slog den første tone an. Og det afsluttende ord giver vi også til barnet: ”Jeg vil godt sige til de nye børn i børnegruppen: I er ikke de eneste. Og I kan godt få hjælp til at få det bedre.”

FAKTA

Skilsmisser i Danmark:

• I 2021 blev 12.800 ægtepar skilt. Det er et fald på 19% i forhold til gennemsnittet af skilsmisser de 10 foregående år.
• I løbet af de sidste 10 år toppede skilsmissetallet med 19.400 skilsmisser i 2014, mens det laveste antal skilsmisser var i 2019, hvor 10.500 ægtepar blev skilt.

Kilde: Danmarks Statistik

”Sammen om Børnene”:

• er et dansk behandlingsprogram, som over et halvt år tilbyder familier i højkonflikte skilsmisser et gruppeterapiforløb, der hjælper til at mindske konflikterne og skabe bedre trivsel for børnene.
• er en gruppeintervention med op til seks deltagende familier, hvor både forældre og børn arbejder terapeutisk i to parallelle grupper; en forældregruppe og en børnegruppe.
• er den officielle danske version af det hollandske behandlingsprogram ”No Kids in the Middle”, som blev udviklet af Justine van Lawick i 2011.
• er afprøvet seks gange i Danmark i løbet af de sidste tre år – fire gange af Center for Familieudvikling og to gange af Århus kommune.

Center for Familieudvikling udbyder forskellige forløb, som giver fagpersoner og fagteams specialtræning og uddannelse i arbejdet med familier i højkonflikte skilsmisser. Ønsker du at vide mere, så find oplysninger om de forskellige forløb her.

Interview med Søren Marcussen, leder af Skilsmisseafdelingen hos Center for Familieudvikling.

Hvert år bliver 3.000 børn fanget mellem en mor og en far i højkonflikte skilsmisser. Konsekvensen er, at børnene lever i vedvarende konflikter, der skaber et utrygt opvækstmiljø med stor negativ indvirkning på trivslen. Det gælder i 10-12% af alle skilsmisser.

”En skilsmisse behøver ikke udgøre et stort problem i sig selv. Det helt afgørende er, hvad der sker efter et brud. Og en del af de skilsmisser, vi producerer i dag, lider børn under,” siger Søren Marcussen, som gennem mange år har beskæftiget sig med højkonflikte skilsmisser.

I alt for mange tilfælde kommer børn i disse familier i klemme og udsættes for en form for omsorgssvigt, der ofte har store og langvarige omkostninger for deres trivsel. I visse tilfælde mister børn helt kontakten til den ene forælder.

”Når jeg ser TV2-udsendelserne ”Med børnene som våben”, der har fået en del opmærksomhed de seneste uger, viser det en ekstrem mørk plet på vores forsøg på at hjælpe højkonflikte skilsmissefamilier. Der hersker ingen tvivl om, at vi skal gøre det langt bedre for de familier, end vi formår i dag.”

TV2-udsendelserne illustrerer ifølge Søren Marcussen åbenlyse udfordringer i vores hjælpesystemer, og han giver tre perspektiver på, hvordan vi skal blive bedre til at sætte børn og forældre fri af konflikten og skabe den forandring, der er brug for:

1. perspektiv: Anerkend, at barnet har brug for begge sine forældre
”Det er okay at blive skilt som par, men det er ikke okay at blive skilt som forældre og kæmpe for retten til at være den eneste forælder i barnets liv. Vi er nødt til at acceptere og arbejde for, at barnet har brug for begge forældre – når vi selvfølgelig ser bort fra de tilfælde, hvor der er bevist overgreb og vold,” udtaler Søren og fortsætter:

”Når hjælpesystemerne i håndteringen af højkonflikte skilsmissesager i alt for mange tilfælde placerer barnet hos kun den ene forælder, slukker de ikke den brand, der blusser – de kaster yderligere brænde på bålet. Argumentet om, at det gøres for at beskytte barnet, holder ganske enkelt ikke.”

”Uanset hvor god en far, man er, kan man aldrig være mor – og omvendt. Hver forælder giver barnet noget forskelligt. Det er kun ved at indtage den position, at barnet bliver sat fri til at elske og kan opnå en tryg tilknytning til både mor og far.”

2. perspektiv: Lyt nænsomt og opmærksomt til barnet
Fra sit mangeårige arbejde indenfor området oplever Søren, hvordan forældre i højkonflikte skilsmisser kan begynde at anklage hinanden. For ham at se er det netop kendetegnende ved højkonflikte skilsmisseforældre, at de begynder at dæmonisere hinanden, og at en del af den dæmonisering kan lede til anklager om den andens forældrekompetencer.

”Som myndighedspersoner må vi ikke lægge det ansvar over på børnene at skulle vælge side mellem mor og far. Børn danner deres meninger i mødet med de primære omsorgspersoner. Og når børn bliver taget som gidsler mellem forældre, der er fanget i et højt og vedvarende konfliktniveau, ved børnene ikke, hvad der er op og ned. Dét at spørge dem, hvor de helst vil bo, er sjældent nogen hjælpe. De føler sig helt fortabte,” fortæller Søren.

”Barnet ønsker næsten altid kontakt til begge forældre. Barnet ved ubevidst, at det er afhængig af forældrenes kærlighed om omsorg, og barnet kan blive fanget i det dilemma at skulle vælge side: Hvis det undlader at vælge mellem mor og far, risikerer det, at kontakten til begge omsorgspersoner kan blive udfordret. Det vækker en grundlæggende frygt i barnet: Så er der ingen, der kan tage sig af mig.”

”I de situationer må vi være langt mere nænsomme og opmærksomme, når vi lytter til børns udsagn. Vi er nødt til at komme tæt på børnene og forstå, hvad der sker i deres hverdag, når de er fanget mellem en mor og far, der bekæmper hinanden. Vi skal blive bedre til at lytte til børnene – ikke alene høre, hvad de siger, men også forstå, hvad de i grunden ønsker og har behov for,” understreger han.

”Ellers kan udfaldet blive, som vi ser i dag: At børn mister hverdagskontakt til en forælder, de elsker, som følge af forældreanklager og forkerte afgørelser.”

3. perspektiv: Tilbyd kvalificerede behandlingsprogrammer til forældrene
For Søren står det klart, at der er brug for at udvikle langvarige og kvalificerede behandlingsprogrammer med fokus på forældrene – en behandling, som vores hjælpesystemer ikke i dag formår at tilbyde.

”Kommunerne kunne med god gavn løfte en større opgave her – såfremt de får at vide, at det forventes af dem. Skal de det, er det afgørende, at der sker en specialtræning af de medarbejdere, der skal løfte opgaven, fordi forældre i højkonflikte skilsmisser er en af de sværeste målgrupper at hjælpe. Heller ikke Familieretshuset, som der er satset stort på, har ressourcer eller profil til at kunne tilbyde langvarig behandling, som særligt retter sig mod at støtte forældrene i at arbejde med deres konflikter.”

”Det er et kæmpe problem. Man kan sammenligne det med en kræftbehandling: For hver dag, uge og måned, der går, før behandlingen går i gang, des større bliver mistrivslen blandt de børn og forældre, der er fanget i højkonflikte skilsmisser,” fortæller han og peger på, at der er veje at gå:

”Vi kan lade os inspirere af andre lande som eksempelvis England, hvor det er muligt rent juridisk at pålægge forældre i højkonflikte skilsmisser at modtage hjælp og behandling,” siger han og giver en afsluttende appel:

”Men der er ingen tvivl om, at der er brug for politisk handling til at anerkende problemet med højkonflikte skilsmisser: Hvordan får vi udviklet behandlingsprogrammer og trænet specialiserede teams til at varetage opgaven? Og hvilke institutioner skal udføre sådanne behandlingstilbud? De spørgsmål kræver svar – og først da kan vi begynde at skabe den forandring, som børn og voksne i højkonflikte skilsmisser har desperat brug for.”

Center for Familieudvikling afholder konferencen ”Højkonflikte skilsmisser – veje til forandring for børn og voksne” d. 9. juni. Find program og læs mere om konferencen her

Interview med Steen Kruse, parterapeut og afdelingsleder i Center for Familieudvikling.

I mange hjem vil påskeharer og chokoladeæg bidrage til den hyggelige stemning, når den udvidede familie samles omkring påskebordet, men det betyder ikke, at der alle steder er hyggelige vibes i forholdet mellem svigerbørn og svigerforældre.

Mange har det heldigvis godt med deres svigerforældre – men ikke alle. For selv om vi har det til fælles med vores svigerforældre, at vi elsker den samme person, nemlig deres søn eller datter, behøver det ikke betyde, at svigerbørn og svigerforældre knytter kærlige bånd. I påskedagene vil mange ligefrem blive mindet om, at det kan være en belastning at samles i svigerfamiliens skød.

Svigerforældre kan udfordre parforholdet
”At det kan være svært med forholdet til svigermor, er nærmest en kliché, og det er nok fordi, der er et gran af sandhed i det,” fortæller Steen Kruse, som er parterapeut og afdelingsleder i Center for Familieudvikling.

I parterapien oplever han relativt ofte, at der kommer en sidehistorie om en svigermor eller svigerfar, der ikke er til at holde ud, og hvor svigerfamilien fylder så problematisk meget, at det kan være med til at koste parforholdet.

Et fortættet rum af intentioner
For mange handler problemerne med svigerforældrene om retten til at definere familiens kultur, traditioner og værdier – og det kan blive aktualiseret ved påskemiddagen:

”Bordet er stemt til fest, påskekyllingerne er klar, og hele familien stimler sammen. Der kan ligge rigtig meget kærlighed i dét fra en mor eller fars side. Når børnene så kommer hjem med svigerbørn og børnebørn, bliver det et rum fortættet af følelser og intentioner, fordi der er en forventning om, at nu skal vi rigtig hygge os,” siger Steen.

Hyggen bliver imidlertid hurtigt brudt, hvis den øvrige familie omkring bordet oplever, at de ikke kan – eller vil – leve op til samme forventninger.

”Hvis en svigermor eller svigerfar for eksempel signalerer, at nu skal børnebørnene lade være med at skrige og sidde med ved bordet og opføre sig ordentligt, kan man som den part, der ikke er ’indkultureret’ i svigerfamiliens måde at være familie på, opleve, at det er svært at være med på de præmisser,” fortæller Steen.

Partneren, der blev en gummibold
En anden familiekultur kan være svær at gennemskue, og den kan vække undren. I værste fald vil man som svigersøn eller svigerdatter støde sig på kulturen og tage afstand fra at blive en del af den. Det er derimod ikke usædvanligt at opleve, at ens partner forandrer sig i mødet med familien og falder tilbage i gamle mønstre:

”Hvis man har en partner, der i parforholdet er deltagende og aktiv, kan man godt blive frustreret, hvis han eller hun bliver en gummibold hjemme ved sin familie og passivt lader andre styre tingene,” siger Steen.

For den, der er søn eller datter i familien, bliver problemet på sin vis dobbelt: På den ene side sidder partneren, som er en syrebombe af irritation, og på den anden side sidder familien, der smiler over at være samlet. Det kan godt give en følelse af at være spændt ud.

”Jeg har ikke statistik på det, men jeg vil tro, der er rigtig mange par, der skændes på vej hjem fra påskefrokosten med svigerfamilien. Noget af det kunne sikkert være undgået, hvis man på vej hen til påskemiddagen havde afstemt, hvordan man som par bedst kunne støtte hinanden i at være i det spændingsfelt,” fortæller Steen.

Hvor mange gram sukker og doser irettesættelse
Han peger på, at når der er børnebørn inde i billedet, kan især børneopdragelsen bringe splid mellem svigerbørn og svigerforældre:

Må svigerforældrene godt irettesætte børnebørnene? Har man tillid til svigermors måde at passe børnene på? Og hvad hvis svigerfar giver børnene et stort chokoladeæg, selv om mor og far har sagt, at de ikke skal have mere sukker?

”Nogle i svigerforældregenerationen kan have svært ved at anerkende, at der er gået 25 år, siden de selv havde små børn, og nu kommer næste generation med deres normer og børn. Svigerforældrene kan mene, at de har helt styr på det med små børn, og af et velmenende hjerte kommer de til at blande sig og fortæller vidt om bredt om, hvor kloge de er på børneopdragelse, selv om ingen har bedt om deres råd,” fortæller Steen.

”Min egen mor sagde eksempelvis til mig, at børn havde godt af at ligge og græde lidt ude i barnevognen, fordi det udvidede deres lunger. Det havde lægen fortalt hende i 1967. Da min mor gav det råd til mig i slutningen af 90’erne, mens vi havde små børn, tænkte jeg: Nej, vi gør det på en anden måde. Vi tager vores børn op, når de græder.”

Giftig kritik
Særligt problematisk bliver det, hvis svigerforældrene kritiserer næste generations måde at være familie og forældre på. ”Den kritik er gift. Og yderligere giftigt bliver det, hvis ens partner allierer sig med sine forældre i kritikken,” understreger Steen.

”Mit råd til svigerforældre er, at de skal træde i baggrunden og lytte til deres børn og svigerbørn. Den yngre generation ved godt, hvordan de vil have, deres børn skal opdrages – og så må man følge deres anvisninger. I den gode relation kan det være, man bliver spurgt til råds, og så er det en gave, hvis man som svigerforældre får lov at bidrage.”

Irritationen vokser over tid
Steen fremhæver, at når vi er sammen med familien i længere tid, kommer vores forskelligheder frem. Er vi sammen i to dage i stedet for to timer, ser vi sider af hinanden, vi godt ved, vi bliver irriterede over – som den i familien, der aldrig hjælper med at bære ud af bordet eller den, der aldrig spørger interesseret til andre:

”Det samme ville ske, hvis vi var ude at rejse med et vennepar. Over tid bliver vi frustrerede over vores forskelligheder, og det møder vi også ved påskefrokostbordet. I en familie med store forskelle er mit råd derfor at undlade at være sammen i lang tid ad gangen. At skære ned på tiden kan være med til at hindre, at konflikter opstår,” anbefaler han.

Vær large overfor hinanden
Skal der holdes tale til familien omkring påskebordet, foreslår Steen et helt enkelt budskab:

”Prøv at være lidt large. Der er små børn til stede, der er nogle ældre, der har slidt i to dage med at få det her op at stå. Vi sidder svigerforældre, børn, svigerbørn og børnebørn sammen. Vi kan kun få det til at lykkes, hvis vi alle sammen giver lidt – er lidt elastiske i vores relationer,” afslutter han.

Gode råd til påskemiddag i svigerfamilien

To gode råd til svigerforældrene

• Elsk dine svigerbørn:
  Det ligger tæt på os som mennesker, at vi tager vores egne børn i forsvar og tænker, at problemer skyldes svigersønnen eller svigerdatteren. Men vi skal elske vores svigerbørn – ellers sår det splid i familien. Vi er nødt til at anerkende, at de partnere, vores børn kommer med, kan blive gode medlemmer af familien, og som svigerforældre har vi et ansvar for at indlemme dem i familien.
• Træd i baggrunden:
  Et godt råd til dem, der har voksne børn med små børn: Lad dem styre showet og træd selv i baggrunden. Som svigerforældre skal vi vise, at vi er der og vil hjælpe, men det er forældrenes opgave at anvise, hvordan deres børn skal opdrages.

To gode råd til svigerdatteren/-sønnen

• Vær nysgerrig:
  Du er gæst i en ny kultur, hvor du er forelsket i måske 20% af kulturen, nemlig din partner. Du skal være villig til at undersøge, hvad det er for en kultur, du befinder dig i – i det mindste for din partners skyld.
• Tøv med at kritisere:
  Hvis du for hurtigt kritiserer din partners familie, vil din partner føle behov for at tage sin familie i forsvar – det ligger så dybt i os. Hold igen med din kritik. De fleste af os vil hellere selv formulere kritikken af vores familie og bagefter se andre nikke genkendende til det.

Søger du inspiration til at håndtere udfordringerne i parforholdet, kan du og din partner tilmelde jer et parkursus (PREP) – et forebyggende kursus til alle par, der ønsker inspiration til at holde kærligheden ved lige.