6 gode råd til julen- og resten af året

Mattias Stølen Due giver her nogle gode råd, der kan hjælpe familier helskindede gennem julens strabadser. Han understreger, at rådene ikke kun gælder i den søde juletid, de må også meget gerne bringes i anvendelse resten af året.

1: Afstem forventningerne

»Hvis du vil undgå, at julen bliver de skuffede forventningers fest for både børn og voksne, er det vigtigt i god tid at afstemme forventningerne hos alle parter. Helt lavpraktisk: Hvem skal vi besøge? Hvor meget skal vi være sammen med henholdsvis din og min familie? Læg en plan for julen, nøjagtig som man lægger en plan for en god arbejdsuge. Skriv den ned og læg den f.eks. i Outlook eller i anden kalender – det lyder usexet, men det hjælper til at minimere clashede forventninger og dermed frustrationer. Det er meget nemmere at tale om sine forventninger i »fredstid«, end når det hele brænder på juleaften.«

2: Lav gaveregler og hold dem

»Afstem også forventningerne til gaver, både dem til børnene, til den øvrige familie og til hinanden. Det kan godt være, at manden vil overraske kæresten/hustruen med en gave til flere tusinde kroner for at kompensere for, at han ikke har været så nærværende i årets løb. Men det kan stille hende i en sårbar position, hvis hun har købt noget til et par hundrede kroner. Og nu vi er ved gaven til ægtefællen, så ved vi fra forskningen, at materielle ting ikke nødvendigvis bidrager særligt meget til vores trivsel. Hvad med i stedet at investere i noget, der har til formål at skabe bedre relationer i de nære forhold. For eksempel et kro- eller spaophold, så man kan få noget kvalitetstid sammen.«

3: Glem perfektionismen

»Skru ned for ambitionerne og zoom ind på det vigtigste. Det vil også være en god træning i, hvordan I i det nye år generelt kan skrue ned for forestillingen om, hvor meget man kan nå. Lav en prioritering: Hvis det her skal være en god jul, hvad er det så, vi især skal lykkes med? Hvis det skal være at få pulsen ned og nå at kigge hinanden i øjnene og spille nogle spil med børnene, så kan det godt være, I skal købe konfekten i stedet for partout at lave den selv. Lav en knivskarp prioritering og indse, at vi er nødt til at sige nej til noget for at sige ja til noget andet.«

4: Tal med din partner

»Der er alt for mange par, der aldrig får talt sammen om, hvordan de egentlig har det med hinanden. Det bør man efter min mening gøre med jævne mellemrum. Måske er det ikke lige op til jul, man skal tage hul på den samtale. Men man kunne benytte en af dagene mellem jul og nytår til det. I stedet for at åbne sin arbejdsmail, så snart man har en ledig stund, skulle man måske tage en time med ægtefællen eller kæresten og spørge, hvordan han eller hun egentlig synes, det går mellem jer to.«

5: Sluk skærmen og hold fri

»Hold så vidt muligt fri fra arbejde og digitale medier i julen. Mange har en tendens til, selv om de holder ferie, lige at skulle tjekke arbejdsmailen, de er nærmest blevet afhængige af det. Drop det eller – hvis det er absolut nødvendigt – aftal, hvornår og hvor meget. Prøv også at holde fri fra smartphonen og de sociale medier i julen. Ikke bare er de sociale medier tidsrøvere ud over det sædvanlige – og for mange en frygtelig dårlig vane – ved vi jo alle, at de også kan kan skabe en negativ vurdering af ens eget liv. Ikke mindst ved særlige højtider som julen, hvis man ikke føler, man kan leve op til de glansbilleder, andre lægger ud på Facebook og Instagram.«

6: Alle har ret til deres minder

»Hav respekt for de juleminder, andre har med i bagagen. Noget af det mest sårbare ved julen er, at den aktiverer både gode og dårlige barndomsminder. Det kan godt være, at din partner holder fast i nogle traditioner, du dybest set finder tåbelige. Men hvis du interesserede dig lidt mere for den historik, der ligger bag, ville du måske forstå hvorfor – og ikke bare anse det for et åndssvagt behov. Det gælder ikke bare i julen, det gælder også i livets andre forhold.«

Find mere hjælp til parforholdet her.

Artikel bragt på Berlingske.

Det langvarige parforhold skal bygges af godhed, mod og realisme

Interview med par- og familieterapeut Anne Dahl.

De har taget imod hinanden, og de har afvist hinanden. De har set hinanden, og de har overset hinanden. De har været tålmodige, og de har være utålmodige. Hvorfor er ægteparret Anne og Per Arne så stadig sammen? Måske fordi de oplevede en kærlighed så dyrebar, at den fortjente, at de kæmpede for den.

Sådan indleder det norske par, Anne og Per Arne Dahl, forordet i deres bog ”Den store kjærligheten – kan vi lære å elske?”, der netop er udkommet i en nyudgivelse. Ægteparret tror på, at vi kan lære at elske, og at vi kan holde af hinanden igennem et langt liv sammen, så længe vi kæmper for at holde liv i de varme følelser. For kærligheden kan ikke overleve af sig selv.

Smit med de gode handlinger
”I Norge har vi en sundhedskampagne, der hedder ’fem om dagen’. Kampagnen har til formål at få folk til dagligt at spise fem stykker frugt og grøntsager. På samme måde tror jeg, det er vigtigt for et samliv, at vi hver dag gør konkrete ting for vores partner, hvor vi udtrykker vores kærlighed,” siger Anne Dahl.

Hun er til daglig ansat ved det diakonale psykoterapeutiske hospital Modum Bad i Norge, men har i løbet af efteråret opholdt sig i Danmark sammen med sin mand. I den periode var hun tilknyttet Center for Familieudvikling som parterapeut.

”Når vi bliver optaget af vores partners behov, er vi med til at styrke den fælles trivsel i parforholdet. I tråd med kampagnen kan vi gøre os umage med at praktisere daglige ”godhedshandlinger”. Lykkes vi med det, vil det skabe et godt udgangspunkt for, at vi kan bevare de varme følelser for hinanden igennem et langt liv,” siger Anne.

Hun foreslår, at vi øver os i at spørge og lytte til hinanden, give hinanden komplimenter, sige den anden tak, prioritere tid sammen, tilbyde hinanden vores hjælp og på lignende måde mobilisere konkrete gode handlinger – som når Per Arne hver morgen kommer med kaffe til hende på sengen.

”Jeg føler stadig, han tænker på mig. Gang på gang overrasker han mig med hverdagsgodhed. Jeg ved, han har meget at tage sig af, men alligevel føler jeg aldrig, at nogen kommer før mig,” fortæller Anne.

Hun understreger, at det har stor betydning for vores trivsel, når vi føler os tænkt på og holdt af. Godhed har det med at smitte, og når man oplever, at man har værdi og er elskværdig, har kærligheden gode betingelser for at vokse frem. Selv små godhedshandlinger kan summe op til at blive en stor kærlighed.

Byg relationen på mere end følelser
Sammen har Anne og Per Arne fem voksne børn. Bogen ”Den store kjærligheten” er skrevet til børnene og deres ægtefæller – og par som dem – der vokser op i en tid med store forventninger til, hvordan et samliv skal se ud.

”Der går næsten ikke en uge, uden at vi ser overskrifter i medierne, der fortæller os, hvor heftige og lidenskabelige følelser, vi skal have for hinanden i et parforhold. Man kan nemt komme til at tvivle på sit eget parforhold, hvis man ikke oplever, at man kan leve op til dette emotionelle ideal. Men følelser er svingende, og de er ikke altid et kompas til det gode liv. Hvis man hele tiden skal tage temperaturen på sine følelser, og lade følelserne styre forholdet, kan det skabe en meget utryg og ustabil relation,” siger Anne.

I begyndelsen af et forhold oplever vi ofte en intens forelskelse, fysisk tiltrækning og en spændt forventning til alt det gode, forholdet skal bringe. Men ifølge forskningen vil en kærlighedsrelation naturligt gå gennem forskellige faser. Når forelskelsen ebber ud efter de første par år, er det i højere grad beslutningen om, at man vil være der for hinanden og skabe et godt liv sammen, der bærer forholdet.

”Skal vi bevare de varme følelser for hinanden, kan vi ikke bygge en relation alene på lidenskab og tiltrækning. Vi må også træffe en beslutning om, at vi vil være sammen. For mig handler kærlighed om forelskelse, følelser og forventninger – men også om forpligtelse og om viljen til at gøre en indsats for at passe på forholdet,” fortæller Anne.

”Men det skal ikke lyde som en tung opgave, så længe man dyrker de fælles interesser, griber de øjeblikke, man kan få sammen, og hygger sig i hinandens selskab. I går havde Per Arne og jeg en fridag, hvor vi kørte en tur. Og bare det at sidde i bilen med en kop kaffe og noget strikketøj, spise frokost på et hyggeligt strandhotel, gå ned til bådene og lugte til fisk og bagefter slentre gennem byens hovedgade – det er da toppen af lykke og vækker nyt liv i kærligheden.”

Giv hinanden en statusrapportering
Da Anne og Per Arne første gang mødte hinanden, var hun 19 år, og han var 23 år. I dag har de været gift i 47 år.

”Dengang var jeg en lidt usikker og genert pige. Han var mere frimodig og udadvendt. Det var lidt af et tilfælde, at vi mødte hinanden på en korturné. Men vi fik hurtigt etableret en fortrolighed og ærlighed, som jeg ikke havde oplevet med nogen anden. Dén åbenhed og ærlighed skulle vise sig at blive bestemmende for vores liv sammen,” siger Anne.

I perioder af deres forhold har Per Arne rejst meget på grund af sit arbejde, mens Anne har været hjemme med børnene. Da børnene var små, gennemførte hun sideløbende sit studie i teologi. Hun mindes, at hun dengang følte sig temmelig træt og udkørt, og at deres parforhold kørte på lavt blus.

”Men vi har altid sørget for at give hinanden en statusopdatering, og det har givet en oplevelse af at vide, hvad der foregik i den andens liv. På den måde kunne vi være mere overbærende, når den ene var særligt presset, og vi kunne dele vores glæder i de gode tider. Det gav en oplevelse af at leve med i hinandens liv, selv når vi var fysisk adskilt.”

”Men jeg ønsker ikke, at vi skal fremstilles som et særligt vellykket par. I Per Arnes arbejde som præst og i mit arbejde som terapeut har vi mødt så mange par, at vi må sande, at der ikke findes én parforholdsrelation, som udelukkende er god. Man kan ikke forvente, at det altid skal være let. For os blev det hjælpsomt at holde fast i vores statusrapportering, og når jeg i dag ser tilbage, oplever jeg en dyb sammenhæng mellem ærlighed og kærlighed,” fortæller Anne.

Det kræver noget at vise sin sårbarhed
Anne understreger vigtigheden af, at vi deler de sårbare tanker og følelser med hinanden. For mange par kan det opleves vanskeligt, og vi undlader at gøre det. Måske fordi vi frygter, at de sårbare udmeldinger bliver afvist, korrigeret eller udfordret på en sådan måde, at vi ikke føler, vi kan være os selv.

”Det kræver noget at vise sin sårbarhed. Det er modigt, når vi deler vores personlige udfordringer, bekymringer og usikkerhed med vores partner. I parforholdet kan vi komme til at udvikle et mønster, hvor vi møder hinanden med tavshed og kritik. Men når vi vover at vise hinanden vores sande ansigt, kan det afføde en nyfunden empati og en helt anden respons. Lykkes vi med det, kan det skabe den grundlæggende tryghed og tillid i relationen, vi har brug for, og som binder os stærkere sammen,” siger Anne.

”Det er også derfor, vi holder parkurser som PREP. I PREP-undervisningen – såvel som i det terapeutiske arbejde – er der en tredje person til stede, som leder et forløb bl.a. gennem at stille spørgsmål. Det kan få parret til at åbne sig for hinanden og finde et nyt fælles sprog, hvor de deler deres sårbarheder med hinanden. Vi har stor dokumentation for, at sådanne kurser øger chancen for at overleve som par,” fortæller Anne, som sammen med sin mand var blandt initiativtagerne til at indføre parkurset PREP på Modum Bad for over 20 år siden.

”Samtidig er det vigtigt for mig at vise stor respekt for dem, der oplever, at et brud er nødvendigt. For nogle par er et brud det eneste rigtige. Det er kompliceret at leve sammen, og nogle gange er det bedre, at vi skilles på en ansvarlig måde og går videre ad hver vores vej.”

Du er ansvarlig for klimaet i dit forhold
Anne og Per Arne bor til daglig i den norske by Vikersund ikke langt fra Modum Bad. Her har de i sin tid bygget deres hus ud af genbrugstømmer fra gamle norske huse. Det har krævet hårdt arbejde – og den samme indstilling har gjort sig gældende i deres eget forhold. Skal vi passe på relationen, kræver det nemlig både vedholdenhed og vedligeholdelse, fortæller Anne.

”Når vi skal lære at køre bil, kræver det køretimer og en bestået køreprøve. Når vi skal dykke, skal vi certificeres først. Når vi skal have en god kondition, lægger vi mange timer i fitnesscentret. Men når det kommer til at leve sammen med det samme menneske igennem et helt liv, forventer vi, at det går af sig selv.”

Hun henviser til de negative følger, et skrantende samliv kan have, når vi ikke får passet på forholdet i tide og over tid. Stemningen og atmosfæren mellem os voksne i et parforhold har stor indvirkning på vores livsglæde, kreativitet, trivsel og møde med omverdenen. Ikke mindst præger det vores børn. Derfor er det så afgørende, hvad det er for en atmosfære, vi skaber i mødet med hinanden.

”Da jeg kom ind i min mands familie, mødte de mig med en venlighed, gavmildhed og opmærksomhed, som jeg ikke havde oplevet før. De var så gode. Når du vokser op i et sådant klima, bliver du mindre optaget af, hvad der er ’mit og dit’, og du lærer i højere grad at udvise gavmildhed, tage kærlige initiativer og udtrykke taknemmelighed,” siger Anne, som opfordrer par til at passe godt på klimaet i parforholdet – netop i en tid, hvor der tales meget om konsekvenserne ved klimaforandringer.

”Vi bliver gode til det, vi øver os på – og derfor skal vi også gøre os umage og øve os på at være i en nær relation med et andet menneske. Men det forudsætter en bevidstgørelse. Kun det, vi bliver bevidste om, kan vi gøre noget ved, mens det, vi ikke får bevidstgjort, gør noget ved os,” understreger hun.

Et realistisk blik på parforholdet
Anne peger på, at der er mange arenaer, hvor det handler om at vise omverdenen, hvor vellykket og dygtig man er. Også samlivet kan blive et område, hvor vi oplever, at vi skal være en succes og kunne præstere det perfekte forhold.

”De forventninger, vi stiller op for os selv, kan blive så store, at de er svære at indfri. Skaber vi en forestilling om, at parforholdet skal være perfekt, producerer det for mange en følelse af stress, præstationsangst og utilstrækkelighed. At vi ikke er gode nok. Jeg tror, der er et stort spring fra den virkelighed, vi præsenteres for i film og på nettet, til den virkelighed par rent faktisk oplever.”

Hun understreger, at sådanne forventninger kan være ekstra udfordrende, når man befinder sig i en krævende og slidsom livsfase – som når man har små børn eller er ramt af sygdom, og hvor det mest af alt bare handler om at holde ud. Også vor tids tendens til travlhed kan suge kraften ud af parforholdet.

”Da vi havde små børn, havde vi ikke det tempo, der er i dag. Der var ikke mobiltelefoner, sociale medier og det samme aktivitetsniveau. Der var et roligere tempo. Når jeg ser på vores børn og svigerbørn, som skal jonglere familie, fuldtidsarbejde og fritidsaktiviteter, kan jeg godt få lidt ondt af dem. Over tid kan travlheden slide på kærligheden og også tage livet af mange samliv.”

”Man må nogle gange tage nye greb og skabe ændringer i hverdagen – særligt i bestemte faser af livet – så man kan finde det nødvendige overskud til at passe på kærligheden og trivslen. Når par læser ”Den store kjærligheten”, håber vi, at bogen giver dem mod på at satse på kærligheden. Ikke fordi målet er, at vi skal skabe et perfekt forhold – men for at skabe et forhold, der er ’godt nok’, hvor vi kan trives og føle os hjemme. Vi ønsker, at bogen giver anledning til samtale – med ens partner, omgangskreds og i den bredere offentlighed – så vi kan fremme et mere realistisk syn på parforholdet. Og det kan der være brug for,” slutter Anne Dahl af.

Fakta
• Anne (68 år) og Per Arne Dahl (72 år) har været gift i 47 år. Sammen har de fem voksne børn og seksten børnebørn.
• Anne er teolog, arbejder ved Modum Bad i Norge og har i en periode været tilknyttet Center for Familieudvikling som par- og familieterapeut. Per Arne er tidligere biskop og har netop afsluttet en ansættelse som præstevikar i den danske sømandskirke i København.
• Sammen er de aktuelle med en genudgivelse af bogen ”Den store kjærligheten – kan vi lære å elske?”, som er udkommet på Gyldendals Norske Forlag. Bogen forventes også at udkomme i en dansk oversættelse.
• Per Arne Dahl har tidligere skrevet bøgerne ”Sårbarhedens kraft” og ”Gæstfrihedens kraft”. Begge er udgivet i en dansk oversættelse på Kristeligt Dagblads Forlag.

 

Glæden ved at blive ældre sammen

Interview med ægteparret Annette og Jørgen Due Madsen.

Ved indledningen af et forhold har de fleste par nok et ideal om en livsvarig og nogenlunde uforanderlig relation. Annette og Jørgen, der har været gift i mere end 45 år, kan skrive under på, at kærligheden imidlertid ikke er en statisk størrelse. Alle forhold har op- og nedture, men med en aktiv indsats kan kærligheden vedligeholdes, og de varme følelser kan udvikles og modnes igen og igen.

Annette og Jørgen, der i sin tid tog initiativ til at stifte Center for Familieudvikling, har delt det meste af livet med hinanden. Et sådant langvarigt forhold kan vække beundring og agtelse – og også give anledning til nysgerrige spørgsmål: For hvordan lykkes man med at blive ældre sammen?

At insistere på den gode samtale
”Jeg vil sige, at den største byggesten i vores relation er, når vi i dagligdagen har nogle betydningsfulde og gode samtaler. Vi giver os tid til at tale med hinanden, og vi har insisteret på, at der ikke må være noget usagt imellem os – i hvert fald ikke lang tid ad gangen. Det betyder ikke, at vi ikke har vores uenigheder, men når vi er kommet til at såre hinanden og har lavet rod i forholdet, er vi klar over, at vi må rydde op efter os,” fortæller Annette.

”At tale godt sammen forudsætter, at man er nysgerrig på, hvem den anden er på et dybere plan, og at man gør sigs umage med at lære den anden at kende,” supplerer Jørgen, som peger på, at deres faglige interesse uundgåeligt har smittet af på dem selv.

Han er psykiater, mens Annette er psykolog og familieterapeut. Igennem et virksomt liv har de arbejdet for at styrke trivslen hos par og familier, bl.a. gennem terapi, foredrag, kurser, bøger og brevkasseindlæg, og denne baggrund har bidraget til, at de tidligt begyndte at se sig selv udefra.

”Det er især, hvis vi er kommet til at såre hinanden, at det er betydningsfuldt at undersøge problematikken nærmere. F.eks. via spørgsmål som: Hvad skete der inde i dig, og hvad skete der inde i mig? Og hvordan kan vi undgå, at det gentager sig? I en sådan samtale får vi lov til at mærke, at vi er på hold sammen, og vi lærer hinanden at kende på et dybere plan. Det kan betegnes som gyldne øjeblikke,” siger Annette.

Anette Jørgen 1

Hvilken vej går du – mod bitterhed eller visdom?
Annette og Jørgen har snart delt fem årtier med hinanden, og ser man på parforholdet som inddelt i forskellige faser, kan man billedligt talt sige, at de befinder sig i deres forholds efterår.

”Det er et dejligt trygt sted at være, fordi vi nu kender hinanden så godt, og fordi vi har taget vores kampe. Vi kan stadigvæk have vores uenigheder og diskussioner. Men det smukke ved vores livsfase er, at vi kan høste nogle af de frugter, vi har brugt mange år på at så – nemlig et grundlæggende kendskab til hinanden, en stor tryghed og et dybt venskab,” fremhæver Annette.

I de første år som par kan det fylde meget, hvad man kommer fra, og hvad man har med i sin bagage. Når man er ung, skal man finde sin identitet som par, blive trygge ved hinanden og forme et liv sammen. Man har måske små børn og mange gøremål. Man kan ofte være stresset og i underskud, og man skal meget af tiden forhandle om, hvem der gør hvad og hvorfor.

”I den livsfase vi er i nu, er der mere ro. Men det er ikke en livslov, at man er et modent par, alene fordi man har været sammen længe. Man kan godt være ældre og alligevel umoden, hvis man ikke arbejder med sin relation og gør sig umage med at forstå og fordybe den,” fremhæver Jørgen og fortsætter:

”Hver livsfase har sine farer og muligheder for enten at størkne eller udvikle sig. Ifølge den gamle psykolog Erik Erikson befinder Annette og jeg os i den sidste af livets otte faser. Her er risikoen ifølge Erikson, at man kan ende i en form for bitterhed – at livet ikke blev, som man havde drømt om. Men der er også mulighed for, at man formår at integrere sit liv og i bedste fald får en indre visdom, fordi man har høstet så meget erfaring, at livets oplevelser er blevet modnet til noget godt.”

Kriser tærer på kærlighedskontoen
Også Annette og Jørgen har haft deres oplevelser, der skulle modnes, og deres liv er ikke kun gået ud ad den lige landevej.

”Den største udfordring for vores parforhold var, da vores yngste søn, Frederik, blev syg. Da ramlede vores verden. Han er født i 1983, og vi troede, vi havde et raskt barn. Men efter et par år blev vi mere og mere bekymrede,” siger Annette.

Dengang for knapt 40 år siden var familien på vej til Norge. Lejligheden i Danmark var allerede fremlejet og deres stillinger opsagt, og Annette og Jørgen havde forberedt flere års ophold i Norge, hvor de skulle arbejde ved det diakonale psykoterapeutiske hospital Modum Bad. Men et par måneder før afrejsen begyndte sønnen Frederik at få nogle specielle epileptiske anfald, fortæller Jørgen:

”Det var dengang, man ikke bare kunne google, så jeg fandt den store lægebog frem. Her kunne jeg læse, at 80-90 % af dem, der får sådanne anfald, bliver svært psykisk udviklingshæmmede. Jeg husker stadig, hvordan hele min krop stivnede i det øjeblik, jeg læste det.”

”Vi rejste til Norge, hvor vi ikke kendte et øje, og bare en uge efter vores ankomst blev Frederik indlagt igen. Derefter fulgte en tid med utallige anfald, indlæggelser og undersøgelser. Vi var oppe mange gange hver nat, og vi var stressede, udslidte og fortvivlede. Samtidig havde vi et raskt barn, vores ældste søn, der også skulle tages hånd om. I et helt år smilede Frederik ikke på grund af de mange anfald, og det tærer på kærlighedskontoen. På bare få måneder følte jeg, at jeg blev ti år ældre,” forklarer Annette.

Viljen til at holde sammen
Alle par har perioder, hvor ydre omstændigheder påvirker relationen og kan presse parforholdet – eksempelvis i form af langvarig sygdom som i tilfældet med Frederik.

”Det kradser i sjælen, når man har et barn, der ikke er raskt. Det tærer på den indbyrdes parrelation, og der opstod også konflikter imellem os. Der var ikke det store overskud til at tage vare på hinanden som voksne, og de første år i Norge var virkelig en kaotisk tid, fordi Frederik var så dårlig. Dengang levede vi mest i kraft af viljen,” husker Annette.

Anette og Jørgen

”Når man bliver gift, hvad enten det er på rådhuset eller i kirken, så er det centrale i bryllupsritualet spørgsmålet om, om man vil elske og ære hinanden i medgang og modgang. Ritualet handler ikke om, om man er sikker på, at man har de rigtige følelser hele tiden,” tilføjer Jørgen.

Han hentyder til, at der synes at være et kulturelt ideal om, at vi ofte skal føle en hel masse. Når vanskelighederne i parforholdet så begynder at dukke op, kan vi nemt komme til at forholde os kritisk til parforholdet, fordi vi måske ikke er bevidste om og accepterer, at vi som par naturligt nok kan få svære vilkår, hvor de store følelser ikke er de fremherskende.

Søg hjælpen i tide
Da de boede på Modum Bad i Norge, blev Annette og Jørgen opfordret til at søge professionel hjælp hos en familieterapeut, da de var allermest pressede på grund af sønnens sygdom.

”Da vi kom til familieterapeuten, fortalte vi, hvor triste vi var, og at vi også kunne have det svært indbyrdes. Vi sørgede jo heller ikke ens. Hans konklusion var: ’Hvor er I normale. I er jo så trætte’. Han normaliserede vores tilstand,” husker Annette, som peger på, at det i mange tilfælde er muligt at få det bedre med hinanden, hvis man gør noget i tide:

”Vi søger som regel hjælp, hvis vi har ondt i knæet, eller der udgår mærkelige lyde fra bilen. Når det derimod kommer til at søge hjælp til vores relationer, som er så vigtige for os, bliver vi ofte mere tøvende. Men bare det at sige sit problem højt, og tage modne og vise mennesker med på råd, kan gøre en stor forskel.”

Annette Jørgen 2

Vi er rigere sammen
Når Annette og Jørgen ser tilbage på deres liv sammen, husker de ikke alene modgangen, men mindes også de mange positive øjeblikke, der har haft betydning for deres parforhold.

”Som den månedlange rejse til Nordnorge, vores sølvbryllupsfest, eller når Jørgen lægger armen om mig på en almindelig hverdag. For mig er de mest gyldne øjeblikke, når jeg i hverdagen opdager, hvor privilegeret jeg er: At der er én, der har omsorg for mig, selv om han kender både revl og krat,” forklarer Annette.

”Vi mødte alvoren i en ung alder, og vi måtte tidligt indse, at man i et parforhold ikke altid kan forvente det store sus. Frederiks sygdom udgjorde en belastning for vores parforhold – men det gjorde også, at vi udforskede nogle rum inde i os selv, som vi ikke ville have besøgt frivilligt. Derfra kunne vi ikke gå overfladisk videre i vores forhold,” uddyber Jørgen.

”Når Jørgen og jeg synes, at livet har været allerhårdest, har vores varme følelser ligget meget i dvale. Men vi har fået den gave, at vi grundlæggende kan lide hinanden og har sat pris på hinanden. Selv om vi er meget forskellige, tænker jeg, at jeg ville blive meget fattigere, hvis Jørgen ikke var her. Vi synes stadigvæk, der er rigtig meget at hente i fællesskabet med den anden. Man kan nemt komme til at tage hinanden for givet, som årene går – men glæden og taknemligheden ved hinanden har vi fået lov til at bevare,” afslutter Annette.

Fakta
• Annette Due Madsen (f. 1955) er psykolog og familieterapeut, og Jørgen Due Madsen (f. 1952) er psykiater. De har været gift siden 1977 og har tre voksne børn og fem børnebørn.
• Annette og Jørgen er initiativtagerne til Center for Familieudvikling, der blev stiftet i 2004 med det formål at styrke tryghed og trivsel hos par og familier gennem bl.a. terapi, kurser og folkeoplysning.
• Annette og Jørgen er fortsat engagerede medarbejdere på Center for Familieudvikling, og deres ældste søn er i dag direktør.

Artiklen indeholder to privatfotos af Annette og Jørgen på deres bryllupsdag og sølvbryllupsdag.

Hvad kan du gøre for dit parforhold? 

Få 7 gode råd og inspiration til hvordan du kan pleje dit parforhold.

Skilsmisser er fyldt med sorg – også for de voksne børn

Selvom man er ung eller voksen, er man stadig barn af sine forældre, og når forældrene skal skilles, gør det ondt. Men de unge kan hurtigt komme til at stå alene med både sorg og dårlig samvittighed.

”Når ens forældre pludselig annoncerer deres skilsmisse, så udløser det en sorg, fordi en skilsmisse er et tab. Vi forbinder ordet tab med dødsfald, men faktisk er der også noget, der dør, når man mister sin kernefamilie,” siger psykolog Annette Due Madsen fra Center for Familieudvikling.

Hun peger på, at de store børn nemt kan stå med følelsen af, at de bliver nødt til at være den voksne og tage ansvar for familien, som er i opløsning.

”Som ung er man både barn og voksen, og det kan gøre det svært at finde ud af, hvilken rolle man har i skilsmissesituationen. Man har måske mest af alt lyst til at være vred og ked af det og blive trøstet af mor og far, men ofte overskygges det af en ansvarsfølelse over for forældre eller søskende.”

”Når man som voksent skilsmissebarn skal passe på sig selv, er det vigtigt, at man finder nogle gode mennesker at snakke med, som ikke er en del af konflikten. Det kan være en ven, noget familie, en præst eller en psykolog – et sted, hvor man kan få forståelse for sin situation, og hvor nogen kan lytte til smerten, vreden, dilemmaerne og give gode råd,” foreslår Annette Due Madsen.

Læs mere i denne artikel, som er bragt i Samvirke: Skilsmisser er fyldt med sorg – også for de voksne børn.

Forstå konflikterne og skab et bedre parforhold

Interview med Steen Kruse, familieterapeut og leder af Familieafdelingen i Aarhus på Center for Familieudvikling.

Skal mobiltelefonen ligge fremme under aftensmaden, og hvad er den ”rigtige” måde at fylde opvaskemaskinen på? Konflikter kan ikke undgås i et parforhold. Men vil vi skabe en god og tryg relation til vores partner, skal vi insistere på nærhed gennem hele livet.

Vi ved fra forskning, at tilfredsheden og nærheden er meget høj i starten af et parforhold. Men når den første forelskelse har lagt sig, bliver intimiteten af og til udfordret. Det sker typisk, når et par har etableret sig med børn, fuldtidsjob og fritidsinteresser, og hverdagen efterhånden går mere op i fornuft og praktik.

”Her kan par opleve, at de begynder at kommer på afstand af hinanden, og at afstanden også giver grobund for mere vanskelige konflikter, hvor vi bliver trigget på et dybere plan,” fortæller Steen Kruse, som er familieterapeut og leder af Familieafdelingen i Aarhus på Center for Familieudvikling.

Typiske konflikter i parforholdet
Konflikter er uoverensstemmelser, der indebærer spændinger i og mellem mennesker. Steen peger på nogle typiske konflikter i parforholdet, som ofte handler om forskellighederne imellem os – vores forskellige interesser, værdier og temperamenter, som vi kan have en tendens til at bagatellisere i starten af et forhold.

”Det vi blev forelsket i, og som vi syntes var særligt spændende hos den anden i den første tid, kan efter nogle år opleves uforeneligt imellem os. Det kan f.eks. være en bestemt interesse eller fritidsbeskæftigelse, den anden har, som med tiden opleves mere irriterende end inspirerende, og det kan skabe en interessekonflikt i parforholdet på den lange bane,” siger Steen.

En anden typisk konflikt i parforholdet er værdikonflikter. Ofte bliver vi forelsket i nogen, vi ligner på det værdimæssige område. Men selv om vi deler mange værdier som på et idéplan ligner hinanden, kan det med tiden vise sig, at vi ikke er enige i praksis.

Konflikthåndtering i parforholdet

”Det kan være, vi i begyndelsen af parforholdet deler en værdi om, at der ikke skal ligge mobiltelefoner på spisebordet, når vi spiser, og det vil vi godt lære vores børn. Senere vil man måske se, at den ene part alligevel har mobilen fremme under måltidet, fordi vedkommende i praksis er mere lempelig i, hvordan værdien leves ud i hverdagen. Og det kan lede til en værdikonflikt i parforholdet,” fortæller Steen.

Steen fremhæver også at, de fleste i samarbejdet om at få en hverdag til at fungere vil støde på funktionskonflikter, som eksempelvis handler om, hvordan vi fordeler morgentjansen med de små børn, hvis tur det er til at tømme skraldespanden, eller hvad der er den bedste måde at fylde opvaskemaskinen på.

”Det sker naturligt i hverdagens travlhed, hvor opgaver skal fordeles, at man hurtigt kan komme til at krydse klinger med sin partner. Det er ofte småting, der kan være starten på, at en konflikt udvikler sig mere hidsigt. Når par i parterapien skal fortælle om sådanne konflikter, kan de næsten synes, det er pinligt at sige højt, fordi det set på afstand kan virke som bagateller.”

90% af konflikterne skyldes vores egen bagage
Steen forklarer, at vi ofte kan komme til at gå fra en sådan funktionskonflikt, hvor der ikke nødvendigvis er mange følelser involveret, til det der kaldes en dynamisk konflikt, hvor vi får aktiveret den bagage, der ligger i os hver især. Derfor kan nogle par genspille den samme konflikt i årevis. Får man ikke stoppet en sådan konflikt i tide, vil det ikke alene lægge kimen til at ødelægge en god dag, men også et godt parforhold.

”Dynamiske konflikter er typisk mønstre, hvor dét, jeg gør, aktiverer noget bestemt i dig, som igen aktiverer en bestemt modreaktion hos mig. Det mønster, vi skaber sammen, kan vi ofte genkende fra konflikt til konflikt, og med tiden kan vi have svært ved at komme ud af det mønster igen.”

”Hvis min kone f.eks. giver mig instrukser om, hvordan noget skal udføres, kommer hun hurtigt til at lyde, som min far gjorde for 50 år siden, da han udstak direktiver til mig som barn. Selv om det er lang tid siden, har jeg stadig en modstand imod, at nogen giver mig instrukser og vil diktere, hvad jeg skal gøre. Det gælder ikke kun min kone, men kan også blive trigget af kollegaer eller andre mennesker omkring mig,” fortæller Steen.

Konflikthåndtering i parforholdet

Ifølge parterapeuten John Gottman, som igennem mange år har forsket i parforhold, bliver 90 % af de konflikter, vi har med hinanden, aktiveret af noget, vi selv slæber med i bagagen. Dette til trods for at vi kan være tilbøjelige til at tænke, at det 90 % af tiden nok snarere er vores partner, der er skyld i konflikten.

Med de dynamiske konflikter skal vi derfor ofte se tilbage i vores liv for at forstå, hvorfor det er blevet så væsentlig en konflikt for os: Hvad er det, jeg selv bringer ind i parforholdet, som vedvarende aktiveres af min partner, uden at det nødvendigvis er hans eller hendes ansvar?

Indlæg en selvvalgt pause
Når vi har en konflikt med vores partner, synes logikken for mange af os at være, at der er én, der er forkert på den, og én, der har ret. Logikken synes også at være, at konflikten først kan løses, når vi finder den skyldige.

Konflikter aktiverer vores nervesystem på en sådan måde, at vi ofte har svært ved at se vores egen andel i konflikten. Det sker helt naturligt. Psykiateren Daniel Siegel peger på, at når en konflikt optrappes, og vi bliver vrede, er der meget aktivitet i den del af hjernen, som er forbundet med kamp-, flugt- og frys-responser. Når der er meget aktivitet i den del af hjernen, er der samtidig mindre aktivitet i de præfrontale regioner, som har at gøre med empati og nuanceret tænkning.

”Vi ændrer perspektiv fra at være nysgerrige, åbne og undersøgende overfor, hvad den anden mener, til en optagethed af at dominere samtalen, få ret og bevise vores partners andel og skyld i konflikten. Vi bliver med andre ord mindre konstruktive udgaver af os selv, og derfor giver det god mening at indlægge en selvvalgt pause i samtalen – en ’time out’ – så vi kan få ro på os selv,” foreslår Steen.

”I en ’time out’ vil vi måske først mentalt forberede argumenter for, hvorfor den anden er en idiot og tager fejl, og vi kan holde vores egen forsvarstale. Men efterhånden kan vi begynde at se, at vi selv fik sagt noget, der ikke var et 12-tal værdigt. Når vi vender tilbage til vores partner efter en ’time out’, kan vi starte et andet sted – f.eks. med at sige undskyld og arbejde på at genskabe den gode kontakt til hinanden.”

Hvad trigger mig, og hvad trigger dig?
Steen peger på, at vi er nødt til at kigge indad og åbent undersøge, hvad det er, der provokerer og trigger os, når vi havner i konflikter. Det er i sagens natur svært. Men hvis vi ikke ved, hvad der sker indeni os, bliver vi ’lost’ i en konflikt med vores partner. Så forstår vi ikke, hvorfor vi reagerer, som vi gør, og det bliver svært at håndtere konflikten, tage ansvar for os selv og passe på parforholdet.

Et væsentligt spørgsmål er, hvordan vi tager vare på den forskellighed, der er imellem os, uden at det bliver relationen, det går ud over. Her peger Steen på, at vi må skabe gode samtaler om vores forskelligheder – og gerne tidligt i parforholdet, hvor vi stadig har en god portion nysgerrighed.

”I langt de fleste parforhold daler nysgerrigheden desværre over tid, og vi kan med årene blive mindre optagede af, hvad vores partner egentlig mener. I stedet for begynder vi at danne fastlåste billeder af hinanden.”

”Hvis vi derimod tidligt i parforholdet udvikler en velvillig indstilling til, at vi vil lære vores partners udgangspunkt bedre at kende, danner vi en god grobund for at varetage vores forskelligheder. Kun ved at forholde os nysgerrigt til vores partner kan vi indgå i samtalen og håndtere den konflikt, vi har nu og her,” siger Steen.

”Har vi lagt vores våben, som Anne Dorte Michelsen synger i én af sine sange, bliver vi i stand til at have konflikter med vores partner, uden at det skal gøre os til fjender. Vi kan gå ind i konflikterne uden en intention om at ville skade hinanden – og selv hvis vi skulle komme til at sige noget sårende, vil vi vide med hinanden, at det ikke var vores hensigt.”

Bevar den gode kontakt til hinanden
Selvom det kræver hårdt arbejde at bevare forholdet til vores partner, er den dybe relation til et menneske, som kender os så godt heldigvis indsatsen værd. For forskningen viser, at langvarige og gode forhold gør os til gladere mennesker, der lever længere.*

Konflikthåndtering i parforholdet

”Spørger man par, hvorfor de er i et forhold, vil langt de fleste fremhæve, at det er for at være sammen med et menneske, som griber dem, når de har brug for at blive grebet, som trøster dem, når de har brug for trøst, og som vil forstå dem, når de har brug for forståelse. Et menneske, som de har tillid til, vil én det bedste, og som de kan være trygt forbundet med, samtidig med at de kan være fuldstændig sig selv,” fortæller Steen og slutter af:

”Konflikterne kan vi ikke helt undgå i et parforhold. Men hvis vi bevarer en nysgerrig indstilling til vores partner, tager ansvar for vores egen bagage og insisterer på nærhed livet igennem, kan vi bedre forstå og håndtere konflikterne i parforholdet – og bevare en tryg relation på den lange bane.”

Ønsker du inspiration og hjælp til at bevare et godt parforhold? Så ring til Partelefonen – Danmarks største telefonrådgivningslinje for par. Her får du gratis og anonym rådgivning, så du kan passe på parforholdet. Ring 44 144 146 – eller læs mere om Partelefonen her.

*”Gopler ældes baglæns” af Nicklas Brendborg.

Fotos: Pexels.com

Gisp, nu skal vi begge på barsel!

Interview med Mathias Rolskov, psykolog hos Center for Familieudvikling.

Barsel med familiens børn har traditionelt været morens opgave. I dag er det derimod et helt almindeligt syn at se en far, der skubber barnevognen foran sig eller går rundt med det lille barn i en bæresele – og med den nye fædreorlov er det intentionen, at flere mænd tager et længere ophold i barselsland.

Fra august i år har fædre ret til sammenlagt 11 ugers øremærket barsel. Det er omtrent to måneders mere barsel, end hvad mænd var berettiget til, før loven trådte i kraft. De nye barselsregler giver kommende fædre og børn mere tid sammen. Det kan vække glæde hos både mor og far – men det kan også udfordre os følelsesmæssigt i parforholdet, siger psykolog hos Center for Familieudvikling, Mathias Rolskov.

En forælders glæder og bekymringer
”Når man skal på barsel, kan man glæde sig til at tilbringe meget tid sammen med sit barn og lære det lille menneske at kende,” siger Mathias Rolskov. ”Samtidig vil mange forældre nok opleve en usikkerhed og bekymring forud for barslen. En del handler om, om man kan gøre det godt nok som mor eller far: Vil jeg slå til som forælder? En anden del handler om, hvorvidt man kommer til at trives i den nye hverdag: Bliver det en god tid for mig og barnet?”

”Som forælder til et lille barn melder der sig en ny type af bekymringer om hverdagslogistik og lavpraktiske forhold som f.eks. at huske ekstra bleer og en sut til barnevognsturen. Det er dog særligt tanken om, at barnet er mit ansvar alene, der kan vække en uro. Ved en straffesparkskonkurrence i fodbold må målmanden sande, at det i sidste ende står og falder med ham, og samme følelse kan vise sig hos en forælder på barsel: Når alt kommer til alt, afhænger mit barns trivsel af mig. Det er mit ansvar, at barnet får opfyldt de basale behov for kontakt, omsorg, mad og søvn,” siger Mathias.

I barselsperioden er man naturligvis sammen med sit barn, men for mange forældre kan der alligevel opstå en følelse af ensomhed, fordi man mange timer dagligt står alene med ansvaret for barnet uden andet voksensamvær. Selv om der er interaktion med det lille barn, er det noget andet end et travlt arbejdsliv blandt kollegaer og et aktivt socialt liv i fritiden – og som forælder kan man frygte at havne i en ensom position.

Fædreorlov

Find empati for din partners position
Mathias Rolskov bemærker, at det er en selvstændig udfordring for mange parforhold, at forældrenes liv ofte tegner sig så forskelligt i barselsperioden. Selv om begge er dybt optagede af det lille barn, vil man i praksis få forskellige dagsrytmer.

”Den ene kommer hjem fra en travl dag på arbejdet og kan have brug for at omstille sig til at være privatperson. Imens har den anden tilbragt hele dagen derhjemme sammen med barnet og længes måske efter andre input og en pause fra bleskift. Når man mødes fra de to forskellige positioner, kan der være divergerende forventninger til, hvad der skal ske, og hvilke roller der skal udfyldes. Det møde er svært for mange par.”

Mere øremærket barsel til mænd kan betyde, at både mor og far i højere grad prøver at stå i begge situationer, og at der hos forældrene skabes en bevidsthed om, at man på et tidspunkt skal bytte position. Det kan der være noget sundt i, fortæller Mathias:

”Så opdager man, hvor hårdt det til tider er at være på barsel, eller man mærker, hvor svært det er at komme hjem fra en arbejdsdag og omstille sig til familielivet. Jeg tror, mange par kan finde en ny form for empati for hinanden i det perspektivskifte, når barslen går fra den ene forælder til den anden.”

Led efter glæder – ikke fejl
Som forælder kan der være en stor glæde forbundet med at se, at ens partner tager mere ansvar i samværet med barnet og også viser sig kompetent til det. Vi ved, at jo mere tid, vi bruger sammen med et lille barn, des hurtigere får vi en dyb og tæt relation til barnet. Hvis manden tager mere af barslen, kan det vække en glæde hos kvinden, fordi faren kommer mere på banen og får en dybere relation til barnet. Det kan styrke en varm forbindelse i parforholdet.

Omvendt vil nogle mødre opleve, at de begynder at savne deres barn, når de afslutter barslen, og ikke alle mødre vil have ro i maven med at overlade ansvaret for barnet til faren.

”Moren, som nok typisk tager den første del af barslen, har måske udviklet 120 forskellige tricks til, hvordan hun får dagligdagens små gøremål med barnet til at lykkes. Man kan ikke forvente, at faren med det samme lander i den form for rutine og mestring, som moren har opbygget over flere måneder. Risikoen er, at faren begynder at tvivle på, om han kan lykkes med at tage sig af sit lille barn. Den tvivl bliver kun forstærket, hvis moren er usikker på, om han gør det godt nok, og han fornemmer, at hun kigger kritisk på ham,” siger Mathias.

”Begynder man først at lede efter fejl hos ens partner og pege på alt det, den anden gør ”galt” som forælder, kan det være meget sårende og også stressende. I en sådan situation gør man det svært for ens partner at være den bedste forældreversion, han eller hun har mulighed for at blive,” uddyber han.

Opdag trygheden i et fælles forældreansvar
Potentialet i flere ugers øremærket barsel til fædre er, at der er to forældre, der i højere grad bliver gjort ansvarlige overfor børnene. Et større fællesskab om forældreopgaven, hvor man læner sig mere op ad hinanden, kan for begge voksne give en følelse af tryghed. Man ved, den anden træder til, hvis man eksempelvis selv har en ”off day” og ikke synes, man slår til som forælder.

I tidligere generationers familiemønstre fandt forældre også en version af tryghed i hinanden, men dengang var der en større opsplitning i, hvilken type af tryghed hver forælder bidrog med. Hvor manden skabte sikkerhed i de økonomiske forhold, stod kvinden mere med ansvaret for børnene og deres følelsesmæssige trivsel.

Mathias peger desuden på, at to stærke og nære forældrerelationer har stor betydning for en sund udvikling hos barnet: ”Dermed ikke sagt, at barnet ikke kan udvikle sig sundt og godt, hvis det er vokset op med bare én forælder. Men vi ved fra forskningen, at det er en ressource og en beskyttende faktor for barnet at have to tætte tilknytningspersoner. Det handler ikke alene om, at to voksne har flere ressourcer end én voksen. Det handler også om forskellighederne i den måde, vi som forældre er omsorgspersoner på.”

Accepter hver jeres forældrestil
Når begge forældre tager del i samværet og opdragelsen af børnene introducerer de samtidig en værdi om forskellighed. Et velfungerende forældresamarbejde kan komme til udtryk ved, at man supplerer hinanden som to ligeværdige forældre. Det giver grobund for, at barnet kan erfare, at begge forældre er i stand til at drage god omsorg, men at de gør det på hver deres måde.

”Barnet vil få nogle oplevelser med sin mor, som faren ikke kan give. Omvendt repræsenterer faren nogle evner, som moren ikke nødvendigvis besidder. Der vil altid være forskelle i, hvordan man er en god forælder – det kan handle om personlighed, køn og erfaringer fra egen opvækst. Man skal ikke stræbe efter at blive ens som omsorgspersoner eller have den samme forældrestil. Faktisk er det en ressource, at vi er forskellige, og igennem hver vores relation kan vi bringe flere sider frem i barnet,” siger Mathias.

Før barnet kommer til verden, gør de fleste sig tanker om, hvilken forælder de gerne vil være. Men forældreskabet er også et felt, hvor vi reagerer næsten instinktivt. Som forældre bliver vi vækket midt om natten og havner i andre situationer, hvor vi bliver pressede, og derfor er vores adfærd ikke altid rationel eller tro mod vores værdier.

”Man kan i det hele taget blive overrasket over, hvordan ens partner håndterer forældrerollen på, ligesom man ikke på forhånd ved, hvilken type forælder man selv bliver. Det kan være, den ene ofte irettesætter børnene, mens det falder den anden fjernt. Eller at den ene har en meget disciplineret tilgang til eksempelvis måltidssituationen, mens den anden er mere laissez faire.”

”Man opdager måske: Gisp, jeg har fået barn med et menneske, som griber forældrerollen an på en helt anden måde end mig. Man kan i sin usikkerhed komme til at stå fast på sit eget bedste bud og overse, at den måde ens partner udøver forældreskabet på ikke nødvendigvis er forkert, selv om det er anderledes,” siger Mathias.

Fædreorlov

Lyt omsorgsfuldt til din partners sårbarheder
For stort set alle er der sårbarheder forbundet med at blive forælder. Der vil opstå situationer i samspillet med børnene og i samarbejdet med partneren, som kan udfordre os følelsesmæssigt. Derfor anbefaler Mathias også, at vi forsøger at sætte ord på de følelser og forestillinger, der knytter sig til at være forælder, og giver plads til de usikkerheder, der naturligt følger med forældreskabet.

”Når vi i en samtale med vores partner kommer tættere på vores egen og den andens sårbarheder, giver det en forståelse af, hvad der er på spil, hvis den anden reagerer uhensigtsmæssigt overfor børnene. Frem for at udtrykke bebrejdelse kan vi prøve at forholde os nysgerrigt til hinanden og stille spørgsmålet: Ved du, hvorfor du gjorde sådan?,” foreslår Mathias.

”Når vi viser hinanden tillid til, at det er gode intentioner, der ligger bag vores bestræbelser som forældre, kan vi som par bedre håndtere de udfordringer, vi står i, og støtte hinanden i de sårbare situationer. Det er med til at bane vejen for et godt forældresamarbejde, og vi kan vokse tættere sammen som par,” siger Mathias.

”Vi har alle nogle svagheder eller usikkerheder, og dem skal vi arbejde med. Men det er en grundlæggende styrke i forældreskabet, hvis vi kan se omsorgsfuldt på os selv og hinanden. Her kan et første skridt være at huske sig selv på, at der ikke er én rigtig måde at lykkes på som forælder, ligesom idealet ikke er, at min partner skal være ligesom mig. Vores partner har helt sikkert kvaliteter som forælder, som vi ikke kan gøre ham eller hende efter. Men barnet er vi fælles om, og derfor må vi prøve at finde et fælles fodslag i forældreskabet, selv om vi ikke altid er enige.”

Center for Familieudvikling afholder parkurser (PREP), som er et forebyggende tilbud til par, der ønsker inspiration til at holde kærligheden ved lige i livets forskellige faser. Vi tilbyder desuden terapi og rådgivning til par, der finder det svært at håndtere forældresamarbejdet og få parforholdet til at fungere.

Du finder næste parkursus med ledige pladser her
Du kan bestille tid til parterapi her

Fakta om den nye barselslov:

  • Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en lov, som øremærker 11 ugers barsel til begge forældre, mens de sidste 26 uger kan deles, som det passer familien bedst.
  • Konkret betyder de nye regler, at fædre fra august 2022 får ni ugers øremærket barsel mere end nu. De kan ikke overdrages og går tabt, hvis ikke vedkommende holder dem.
  • Loven er vedtaget på baggrund af et EU-direktiv fra 2019, som pålægger alle EU-lande at sikre minimum ni ugers øremærket barsel til begge forældre senest i 2022.
    Kilde: Ritzau, marts 2022.

Hjælp, mit barn er teenager

Interview med Dragana Mateskovic Lyduch, psykolog hos Center for Familieudvikling.

Teenageårene er kendt for at være en tid, der kan være fyldt med udfordringer i relationen mellem teenager og forældre.

Der er ofte ambivalente følelser på spil, som kan føre til fastlåste konflikter og et tab af kontakt. Men det er også en tid, hvor der foregår en rivende udvikling i teenagerens krop og sind. Heri kan der ligge et stort potentiale for forælder-barn-relationen, hvis bare man ved, hvordan man som forælder fastholder overblikket og bedst støtter sin teenager.

Gå på opdagelse i dit barns verden
Vi genkender sikkert alle billedet af den uengagerede og uinteresserede teenager, der tilbringer meget tid bag en skærm og reagerer med følelsesudbrud, så snart forældrene forsøger at sige noget.

”Længe har vi tænkt, at teenagere er ’dovne’ og ’hormonstyrede’, når det kommer til deres reaktioner. Men det er en myte, som kan få forældre til at føle sig magtesløse og utilstrækkelige, og som fremstiller det som en fase i livet, der bare skal overstås. Faktisk er teenageårene en af de perioder, hvor der sker den største udvikling i hjernen, og børn i den alder er alt andet end dovne set fra et neurovidenskabeligt perspektiv,” siger psykolog hos Center for Familieudvikling, Dragana Mateskovic Lyduch.

Hjælp, mit barn er teenagerForskningen viser nemlig, at vi indtil 12-13-års alderen suger al viden til os, men at hjernen i teenageårene går gennem en stor og vigtig omstruktureringsproces.

”Det betyder helt konkret, at nogle forbindelser i hjernen dør, fordi de ikke skal bruges længere, mens andre forbindelser bliver forstærket, og nye forbindelser bliver dannet med lynets hast. Som Daniel Siegel, en af verdens førende forskere indenfor dette område, siger, kan man sammenligne teenageres hjerne med et træ, som fra naturens side skal igennem et efterår, hvor det smider blade for sidenhen at komme til et forår, hvor træet kan blomstre og give frugt,” forklarer Dragana og siger videre:

”Det kan være en ekstra energikrævende proces at skulle igennem disse forandringer, og det kræver tålmodighed og tid til at lære sin nye hjerne at kende. Det er derfor ikke så mærkeligt, at teenagere har brug for mere søvn og kan have svært ved at regulere deres følelser.”

Forældre på sidelinjen
Alle disse forandringer kan for nogle forældre føles som et lyn fra en klar himmel, og der er særligt to ting, der kan være udfordrende i denne livsfase.

”For det første oplever mange forældre et tab, når deres barn, som hidtil har søgt trøst og støtte hos forældrene, for alvor begynder at afvise dem og trække sig fra kontakten. Derudover kan forældre være forvirrede over, hvad der nu forventes af dem, og hvad deres rolle egentlig er,” siger Dragana.

Der opstår et indre følelsesliv, som teenageren skal lære at navigere i, og det kan resultere i, at følelserne sidder uden på tøjet. For forældrene bliver barnets humør og sindsstemning mere uforudsigeligt, og det kan føles svært at gøre noget som helst rigtigt, fordi teenagehjernen ganske enkelt er vanskelig at forstå. Derudover kaster teenagere sig ud i mere risikofyldt adfærd, fortæller Dragana:

”Fra naturens side er det en helt normal og forventelig udvikling, fordi teenagere skal afprøve og erfare, hvad de kan. De øver sig på at skulle stå på egne ben. Men som forælder kan man fyldes af bekymring, særligt fordi man kan opleve, at man ikke helt kan stole på teenagerens dømmekraft.”

Forældres bekymringer er reelle, for teenageres hjerne ikke er færdigudviklet. Det er særligt pandelapperne, som bl.a. er ansvarlige for planlægning, følelsesregulering og risikovurdering, der er uudviklede.

”Det kan give forældre grå hår, når de skal lade deres børn begå sig mere frit i den store verden. Mange forældre erfarer også, at de ikke længere har det samme mandat til at påvirke barnets beslutninger, men må betragte meget fra sidelinjen,” siger Dragana.

Hjælp, mit barn er teenagerDerhjemme kan man opleve, at børnene ikke vil bidrage til de huslige pligter, ikke overholder aftaler, næppe hilser og blot kommer hjem for at spise for så at smutte igen. Eller at man som forælder er nødt til at gentage de samme ting mange gange.

”Det er helt forståeligt, at forældrene bliver trigget af teenagerens ’lunefulde’, ’uansvarlige’, ’dovne’ og ’uengagerede’ adfærd, bl.a. fordi de synes, de kan forvente en anden opførsel fra de store børn. Mange forældre føler en stor frustration og afmagt, mens de kæmper med at finde ud af, hvad de kan stille op,” fortæller Dragana og fortsætter:

”Forældre kan komme til at føle sig mindre værdsat og mindre betydningsfulde, og de stiller måske sig selv spørgsmålene: Hvad er min betydning her? Hvad er min rolle nu? Og ind imellem kan forældrenes forsøg på at navigere i dette nye landskab resultere i konflikter og et negativt samspil med teenageren.”

Forældre som det stabile bagland
Gennem barndommen har barnet brug for en tryg tilknytning til forældrene for at kunne trives og udvikle sig. Behovet for en tryg tilknytning forsvinder ikke, men i teenageårene er det vennerne, der udgør de vigtigste sociale relationer. Igennem venskaber lærer de væsentlige sociale færdigheder, videreudvikler deres selvforståelse og får erfaringer med at træffe valg og sætte grænser.

”Når teenageren vender sig mere mod vennerne, kan det for forældrene være forbundet med en smerte over at miste den nære relation, der har været før,” fremhæver Dragana.

”Men forældre har fortsat stor betydning som det stabile bagland, teenagebarnet altid kan vende tilbage til, få støtte, omsorg og kærlighed fra. Teenagere har meget brug for deres forældre – bare på en anden måde end i den tidlige barndom.”

Det kan være svært for teenageren at følge med, når kroppen og sindet ændrer sig. Teenagere mærker de store forandringer, der sker både udvendigt og indvendigt, og det kan skabe en uro og usikkerhed. I den situation vil de have brug for deres forældre, der hjælper dem til at forstå, hvad der sker.

”Teenagere vil også opleve, at der er andre forventninger til dem fra omverdenen. Der er mange valg, de skal træffe, og det kan opleves som en belastning og udfordring. Derfor vil de nogle gange føle sig overvældede og forvirrede og have behov for, at en forælder kan være med dem i disse overvejelser som en stabil og indsigtsfuld voksen, de kan støtte sig op ad,” siger Dragana.

Forældre skal tage ansvar for relationen
Hun peger på, at vi som forældre kan have de bedste intentioner om at opnå en tættere kontakt til vores teenagebarn, men i vores forsøg kan vi komme til at opføre os anmassende og invaderende. Eller vi kan ende med at trække os fra relationen, fordi vi vil undgå konflikter, eller simpelthen fordi vi ikke aner, hvad vi skal stille op.

”Selv om teenagere har brug for deres forældre, kan de give udtryk for noget andet, og den måde man hidtil har udfyldt forældrerollen på, bliver måske afvist. Det er vigtigt, at forældrene respekterer afvisninger og grænser fra teenagerens side, også når det opleves modsætningsfuldt og som en hårfin balance.”

Hjælp, mit barn er teenagerDragana understreger, at hvis vi skal hjælpe vores barn igennem den periode, hvor deres hjerne er på overarbejde, skal vi være mere nysgerrige end opdragende, mere ansvarstagende end beskyldende.

”Vi skal tage ansvar for relationen ved at være lydhøre overfor, hvordan vores teenager egentlig har det og prøve at handle ud fra det. Vi kan forsøge at lytte til og forstå, hvordan det, vi gør, opleves, ligesom vi kan forsøge at reparere, når vi handler på en måde, som virker uhensigtsmæssigt,” siger hun og uddyber:

”Det er ingen enkel opgave. Som forældre skal vi kunne respektere et ’nej’ og en lukket dør, selv i de situationer hvor vi føler os magtesløse, bekymrede og sårede. Det kræver, at vi kan håndtere og regulere vores følelser og bekymringer, som kan blive trigget i samspillet med teenageren.”

”Samtidig skal vi være i stand til at vise, at vi som forældre står til rådighed, når barnet har brug for vores hjælp, og være en støtte for dem på en respektfuld måde, som hverken er dømmende eller bedrevidende.”

”Som forældre kan vi bestræbe os på at være autentiske. Vi kan begynde med ærligt at sige, når vi synes, der er noget i relationen, der er svært – men uden at forvente, at vores teenager skal gøre noget ved vores følelser. Vi kan dele, hvad vi finder vigtigt, og hvilke håb, vi har for relationen eller en bestemt situation. Men vi må også acceptere, at vi ikke har kontrol over, hvorvidt vores teenager hilser pænt om morgenen eller tager skraldet med ud.”

Værdsæt de smukke sider af dit barn
Frem for hovedsageligt at betragte teenageårene som en besværlig fase, kan vi tænke over, hvad vi kan lære af teenageren. De vil eksempelvis blive optaget af nye interesser og begynde at sætte sig nye mål.

”Vi ser mange unge, der engagerer sig i sociale og globale forhold som f.eks. klimabevægelsen. De kan være fyldt af en passion, idealisme og tro på, at de kan ændre på, hvad der foregår i verden, hvor vi som voksne kan være tilbøjelige til at indtage en mere kynisk indstilling eller mangle energi til at engagere os. Det engagement og den passion, vi ser hos teenagere, er værdifuldt, for det er med til at sætte gang i forandringer, og det kan vi som voksne lade os inspirere af,” fortæller Dragana.

Selv om teenageårene rummer smukke sider og ikke skal ses som en periode, der bare skal overstås, kan det for nogle forældre alligevel være godt at blive mindet om, at teenagere med tiden vil lære at navigere i deres nye krop og sind.

”Som forælder vil man opdage, at ens barn på et tidspunkt begynder at rydde op, vasker tøj, gør rent og holder sine aftaler – helt af sig selv,” siger Dragana med et håbefuldt glimt i øjet og slutter af:

”De vil opleve at kunne stå på egne ben, være mere selvstændige, tage ansvar for sig selv, og der vil vi som forældre for alvor kunne se frugterne af vores opdragelse og relation til vores børn. Ja, teenageårene er bare en fase i livet – men det er en enorm vigtig fase, og forældres reaktioner og måder at tackle de udfordrende situationer på kan være afgørende for den fremtidige relation til de voksne børn.”

Center for Familieudvikling afholder kurset ”Hold mig / Slip mig”. ”Kurset henvender sig til teenageforældre, som ønsker at gå på opdagelse i teenagebarnets verden, få redskaber til at tackle problematiske situationer og samspilsmønstre og finde inspiration til at udvikle og forbedre relationen til teenagebarnet til gavn for hele familiens trivsel. Læs mere her.

Fotos: Pexels.com

Stemmer fra skilsmisseland

Artikel om ”Sammen om Børnene” fortalt ud fra stemmer på konferencen “Højkonflikte skilsmisser – veje til forandring for børn og voksne”. Af Rebekka Steinvig. 

Hvad har en sang, en hjemmeopgave og en ven til fælles? De har alle potentiale til at bringe forandring i fastlåste skilsmissekonflikter, og de indgår alle i behandlingsprogrammet ”Sammen om Børnene”, som tilbyder hjælp til dem, der er blandt de sværeste at hjælpe: Børn og forældre i højkonflikte skilsmisser.

16-årige Laura træder frem på scenen. I festsalen på Moltkes Palæ står hun foran 270 deltagere på en konference om højkonflikte skilsmisser. Lauras lyse hår er farvet rødt i toppen, og hun præsenterer sig med en forsigtig stemme, inden hun sætter sig ved flygelet: ”Jeg er Laura, jeg er 16 år. Min familie og jeg var sidste år med i ”Sammen om Børnene” for at få hjælp efter mine forældres skilsmisse. Det var der, jeg skrev den sang, jeg vil synge for jer nu.

Prisen ved højkonflikte skilsmisser
Omtrent 20.000 børn oplever hvert år, at deres forældre blive skilt, og omkring 3.000 børn bliver del af en højkonflikt skilsmisse, som påvirker trivsel og udvikling. Laura er et af de børn.

”Vi er stadig ved at erkende, hvor svært det er at blive skilt. Forældre kan ende i en kamp, de aldrig havde forestillet sig, hvor de kæmper om det i verden, som de elsker mest nemlig børnene,” fortæller Søren Marcussen, afdelingsleder på Center for Familieudvikling, der arrangerer konferencen.

”Jeg har mødt en mor, som følte sig fanget i en højkonflikt skilsmisse, men ikke anede, hvordan det var kommet dertil, eller hvordan hun skulle stoppe det. Og jeg har mødt børn, der har haft en barndom præget af et konfliktfyldt brud mellem forældrene, og som tager en mere usikker tilknytning med sig videre i livet,” siger Søren Marcussen.

Svær målgruppe at hjælpe
Ca. 270 deltagere er mødt op til konferencen, og de fleste kommer fra det kommunale system, Familieretshuset, Familieretten og diverse interesseorganisationer. Stemningen er præget af lydhørhed, nysgerrighed og en vilje til at finde veje til forandring. Flere af deltagerne genkender fra eget arbejde, at børn og forældre i højkonflikte skilsmisser er en vanskelig målgruppe at hjælpe, hvilket også forskningen bekræfter.

”Som fagperson kan man blive frustreret og vred på de højkonflikte skilsmisseforældre: Hvorfor tager de sig ikke sammen? Hvorfor stopper de ikke konflikterne for børnenes skyld? Men en sådan reaktion er sjældent gavnlig,” siger den hollandske psykolog, Justine van Lawick, som er konferencens hovedtaler: ”En fastlåst og kold relation har brug for varme, så kulden kan tø op. Og den varme kan vi som behandlere være med til at formidle.”

Justine van Lawick har igennem årtier beskæftiget sig med højkonflikte skilsmisser. Det var i frustration over de eksisterende metoder, der havde vist sig utilstrækkelige til at hjælpe børn og forældre i højkonflikte skilsmisser, at hun i 2011 udviklede behandlingsprogrammet ”No Kids in the Middle”, som ”Sammen om Børnene” er den danske version af.

Børns stemmer
Før var jeg en teenager, sagde ’fuck it’ til alt
far træf en beslutning, mor græd
hvem tar’ sig af mor, og hvem af far?
ansvar kommer naturligt, men jeg er stadig barn.

Da 16-årige Laura begynder at synge fra scenen i Moltkes Palæ, synes hele salen at mærke, hvad der er det særlige ved ”Sammen om Børnene”: At barnet står i centrum og i en tryg ramme får lov til at udtrykke ærligt overfor de voksne, hvordan det føles at være fanget i forældrenes skilsmissekonflikt. Flere af deltagerne på konferencen får tårer i øjnene, og da sangen slutter, bliver Laura mødt med et stående bifald.

Lauras sang indgik i behandlingsprogrammet ”Sammen om Børnene”, hvor børnene samles i en børnegruppe og udarbejder produkter, som præsenteres for forældrene i en forældregruppe. Det kan være en tegning, en film, et digt, en historie. Produkterne skal vise, hvordan det er at være barn, når mor og far er uvenner, og børnene får frie hænder til, hvilket budskab de vil videregive.

”Det er en måde at bringe børnenes stemmer, følelser og oplevelser meget konkret og direkte ind i rummet. Det gør indtryk og berører mange. Vi oplever, at det virksomme i præcis den måde at arbejde på er, at det fremmer forældrenes mentalisering af og indlevelse i børnene i forhold til, hvor svært det er at være i klemme mellem forældrene. Og mentaliseringen skubber til modet på at forsøge at gøre noget andet og bedre i forældresamarbejdet,” siger psykolog Charlotte Jäger på baggrund af erfaringerne med ”Sammen om Børnene” i Århus kommune.

skilsmisseland flaskepost

Billede: I ”Sammen om Børnene” bliver børnenes anonyme svar skrevet ned og sendt fra børnegruppen til forældregruppen som en flaskepost.

Det at fortælle i flok – hvor alle børn skal fortælle forældrene om noget, der er svært – gør det mindre sårbart for den enkelte. Forældre og børn begynder at få et fælles sprog, og i en tryg og styret ramme kommer de i gang med at tale om noget af det, der er svært,” fortæller Sinne Pedersen, som er psykolog ved Center for Familieudvikling og terapeut i flere børnegrupper.

Børnegruppen giver også børnene en unik mulighed for at høre andre børn udtrykke noget, man selv genkender. Det kan være helende i sig selv at høre, at andre kæmper med noget af det samme, og man ikke står alene med at opleve det,” siger Charlotte Jäger fra Århus kommune.

Forandring er forældrenes ansvar
Hvert år ender omkring 10-12% af alle skilsmisser som højkonflikte skilsmisser, hvor forældrene føler sig fanget i håbløshed og magtesløshed. ”Forældrene føler ikke, de lever, fordi alt er centreret om konflikten, og de ønsker mere ro, så de kan komme videre med deres liv,” siger Justine van Lawick fra scenen i Moltkes Palæ.

Alligevel er forældrenes egen mistrivsel ofte ikke i sig selv motivation nok til, at de vil deltage i et behandlingsprogram. Når motivationen findes frem, er det næsten altid, fordi forældre ser, at deres børn lider under konflikterne.

I forældregruppen bliver der arbejdet med de konfliktfyldte mønstre, der er imellem forældrene – for det er forældrenes ansvar at forandre den kontekst, børnene befinder sig i. Sammen med Sinne Pedersen præsenterer Mathias Rolskov, psykolog ved Center for Familieudvikling, arbejdet i forældregruppen på konferencen:

”Problemet er ikke den ene eller den anden forælder. Problemet er de mønstre, der udspiller sig imellem forældrene. Dette arbejde griber ind i den dybeste sårbarhed i forældrene og sætter dem i stand til at bevæge sig henimod, hvad de længes efter, og væk fra kampen om, hvem der er den gode og den dårlige forælder.”

Mathias Rolskov fortæller, hvordan forældrene fra gruppegang til gruppegang bliver stillet nogle hjemmeopgaver, hvor forældrene skal arbejde med deres egen proces. En af hjemmeopgaverne er at skrive en ny skilsmissefortælling, der formuleres som et brev til barnet. Opgaven er ikke at finde på en usand historie, men at forældrene skaber en fortælling om skilsmissen, som børnene kan leve med, og som giver børnene lov til fortsat at elske begge forældre.

I forældregruppen gør terapeuterne også brug af forskellige øvelser og inddeler forældrene i mindre refleksionsgrupper, så de kan spejle sig i hinandens situation, støtte hinanden, komme med forslag til forbedringer og bevidne hinandens processer. Som en forælder sagde om en øvelse: ”To forældre sidder og diskuterer deres problemstilling, og vi øvrige forældre sad og krummede tæer og tænkte: ’Sådan kan jeg også finde på at være’.

Inddragelse af familiens netværk
”Sammen om Børnene” er ikke alene et behandlingsprogram for forældre og børn, men også for netværket omkring familierne, fortæller Justine van Lawick:

Der kan være meget sorg hos bedsteforældre, der måske ser deres børnebørn mindre på grund af konflikten. Og hos den nye kæreste, der bliver påvirket af konflikten og involveret i den. Højkonflikte skilsmisser er som to klaner, der bekæmper hinanden, og som behandlere kan vi ikke klare den situation alene. Vi er nødt til at inddrage familiernes netværk, hvis vi skal hjælpe forældrene til at bygge en bro, som børnene kan krydse over,” forklarer Justine van Lawick.

Skilsmisseland myrer

I Århus kommune har de været vant til at involvere skoler og institutioner i behandlingen, men først med ”Sammen om Børnene” er de begyndt at inddrage forældrenes private netværk i de voksnes problematikker.

”En far fortæller, at hans ven var begyndt at kommentere mere direkte på hans handlinger og f.eks. havde sagt til ham, at han havde lagt mærke til, at han ikke længere talte negativt om sin ex. Det styrkede ham i, at han var på rette vej. Det at have fået installeret et par hjælpere, som man har fået et fælles sprog med omkring forældresamarbejdet, gør det lettere at række ud og bede om konkret hjælp til at fastholde de bevægelser, man ønsker at gå i retning af. F.eks. at få en ven til at læse en sms igennem, inden der trykkes ’send’,” fortæller psykolog Charlotte Jäger.

Hvad er udbyttet af ”Sammen om Børnene”?
35 familier har deltaget i ”Sammen om Børnene” igennem de sidste tre år, hvor programmet er blevet afprøvet i Danmark. Oprindeligt skulle dobbelt så mange familier have deltaget, men færre forløb blev iværksat på grund af Covid-19, som i perioder ikke tillod en gruppeintervention.

På baggrund af dette datamateriale har VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, udarbejdet en evaluering af ”Sammen om Børnene”, som senioranalytiker Karen Margrethe Vendelbo Dahl fremlægger på konferencen:

”Forældrene oplever en større forståelse for deres børns reaktioner og behov efter endt intervention, og de oplever, at konfliktniveauet er lavere, og at tonen imellem forældrene er mindre fjendtlig. Forældrene fortæller også om en personlig afklaring, som medvirker til at skabe bedre forældretrivsel,” fortæller hun.

Det betyder ikke, at forældrenes samarbejdsudfordringer er forsvundet, og ikke alle forældre ender med det samarbejdsideal, de havde håbet på. ”Forældre kan fra venner og medier have et ideal om den gode skilsmisse, som kan være svært at leve op til, og de må tilpasse deres ideal til, hvad der er muligt hos dem – eksempelvis acceptere, at et godt samarbejde ikke nødvendigvis handler om venskab,” siger Karen Margrethe Vendelbo Dahl.

Skilsmisseland Vive Graf

Hun tilføjer, at de fleste børn er glade for ”Sammen om Børnene”, men at børnenes udbytte og oplevelse i høj grad afhænger af forældrenes proces. Datamaterialet er hentet fra en 3-årig projektperiode, som netop er afsluttet. Det vides derfor ikke, hvordan den danske intervention indvirker på børnenes trivsel på længere sigt.

”Der er nogle forhåbninger i det her tilbud, men formen er krævende,” siger Karen Margrethe Vendelbo Dahl og uddyber: ”Programmet kræver, at forældre kan få fri fra arbejde og har overskud til at sidde i rum sammen med den anden forælder over mange gange. Det er heller ikke alle, der kan føle sig hjemme i en gruppesammenhæng, hvor man skal tale om noget så svært. Det tiltaler nok en særlig gruppe, som er vant til at sætte ord på deres følelser, og som grundlæggende anerkender den anden forælders plads i barnets liv.”

Karen Margrethe Vendelbo Dahl udelukker ikke, at ”Sammen om Børnene” kan bruges til flere forskellige grupper, men hun peger på, at programmet er nødt til først at blive afprøvet på en mere repræsentativ gruppe.

I Århus kommune har de valgt at gøre ”Sammen om Børnene” til en integreret del af deres behandlingstilbud til de højkonflikte skilte familier. Tidligere var de højkonflikte skilsmissesager upopulære og blev ofte fravalgt af medarbejderne. ”I et arbejde, hvor tvivlen ofte er en følgesvend, og hvor man skal have et skarpt øje for de små bevægelser og nogle gange mister håb undervejs, har det været af afgørende betydning for os at få et fagligt stillads at læne os ind i og at blive et team rundt omkring familierne,” siger Charlotte Jäger og fortsætter:

”Nogle familier hjælper vi rigtig meget, nogle hjælper vi mindre, og nogle hjælper vi slet ikke. Det er vi ved at finde veje i. Vi har ikke indtil videre mødt gengangere blandt de deltagende familier. Hvis der kan skabes en blivende forandring, er der meget at vinde.”

En sang, en hjemmeopgave og en ven
Og lad os så slutte, hvor vi begyndte: For hvad har en sang, en hjemmeopgave og en ven til fælles?

En sang som den, Laura skrev til sine forældre, en hjemmeopgave, hvor forældre skriver en ny skilsmissefortælling til deres børn, og en ven, der læser en sms til ex-partneren igennem, inden der trykkes ’send’, har ét til fælles: De har alle potentiale til at bringe forandring i fastlåste skilsmissekonflikter, og de har alle vist sig virkningsfulde i behandlingsprogrammet ”Sammen om Børnene”, som tilbyder hjælp til dem, der er blandt de sværeste at hjælpe: Børn og forældre i højkonflikte skilsmisser.

Laura slog den første tone an. Og det afsluttende ord giver vi også til barnet: ”Jeg vil godt sige til de nye børn i børnegruppen: I er ikke de eneste. Og I kan godt få hjælp til at få det bedre.”

FAKTA

Skilsmisser i Danmark:

  • I 2021 blev 12.800 ægtepar skilt. Det er et fald på 19% i forhold til gennemsnittet af skilsmisser de 10 foregående år.
  • I løbet af de sidste 10 år toppede skilsmissetallet med 19.400 skilsmisser i 2014, mens det laveste antal skilsmisser var i 2019, hvor 10.500 ægtepar blev skilt.

Kilde: Danmarks Statistik

”Sammen om Børnene”:

  • er et dansk behandlingsprogram, som over et halvt år tilbyder familier i højkonflikte skilsmisser et gruppeterapiforløb, der hjælper til at mindske konflikterne og skabe bedre trivsel for børnene.
  • er en gruppeintervention med op til seks deltagende familier, hvor både forældre og børn arbejder terapeutisk i to parallelle grupper; en forældregruppe og en børnegruppe.
  • er den officielle danske version af det hollandske behandlingsprogram ”No Kids in the Middle”, som blev udviklet af Justine van Lawick i 2011.
  • er afprøvet seks gange i Danmark i løbet af de sidste tre år – fire gange af Center for Familieudvikling og to gange af Århus kommune.

Center for Familieudvikling udbyder forskellige forløb, som giver fagpersoner og fagteams specialtræning og uddannelse i arbejdet med familier i højkonflikte skilsmisser. Ønsker du at vide mere, så find oplysninger om de forskellige forløb her.

Søges: Løsninger på højkonflikte skilsmisser

Interview med Søren Marcussen, leder af Skilsmisseafdelingen hos Center for Familieudvikling.

Hvert år bliver 3.000 børn fanget mellem en mor og en far i højkonflikte skilsmisser. Konsekvensen er, at børnene lever i vedvarende konflikter, der skaber et utrygt opvækstmiljø med stor negativ indvirkning på trivslen. Det gælder i 10-12% af alle skilsmisser.

”En skilsmisse behøver ikke udgøre et stort problem i sig selv. Det helt afgørende er, hvad der sker efter et brud. Og en del af de skilsmisser, vi producerer i dag, lider børn under,” siger Søren Marcussen, som gennem mange år har beskæftiget sig med højkonflikte skilsmisser.

I alt for mange tilfælde kommer børn i disse familier i klemme og udsættes for en form for omsorgssvigt, der ofte har store og langvarige omkostninger for deres trivsel. I visse tilfælde mister børn helt kontakten til den ene forælder.

”Når jeg ser TV2-udsendelserne ”Med børnene som våben”, der har fået en del opmærksomhed de seneste uger, viser det en ekstrem mørk plet på vores forsøg på at hjælpe højkonflikte skilsmissefamilier. Der hersker ingen tvivl om, at vi skal gøre det langt bedre for de familier, end vi formår i dag.”

TV2-udsendelserne illustrerer ifølge Søren Marcussen åbenlyse udfordringer i vores hjælpesystemer, og han giver tre perspektiver på, hvordan vi skal blive bedre til at sætte børn og forældre fri af konflikten og skabe den forandring, der er brug for:

1. perspektiv: Anerkend, at barnet har brug for begge sine forældre
”Det er okay at blive skilt som par, men det er ikke okay at blive skilt som forældre og kæmpe for retten til at være den eneste forælder i barnets liv. Vi er nødt til at acceptere og arbejde for, at barnet har brug for begge forældre – når vi selvfølgelig ser bort fra de tilfælde, hvor der er bevist overgreb og vold,” udtaler Søren og fortsætter:

”Når hjælpesystemerne i håndteringen af højkonflikte skilsmissesager i alt for mange tilfælde placerer barnet hos kun den ene forælder, slukker de ikke den brand, der blusser – de kaster yderligere brænde på bålet. Argumentet om, at det gøres for at beskytte barnet, holder ganske enkelt ikke.”

”Uanset hvor god en far, man er, kan man aldrig være mor – og omvendt. Hver forælder giver barnet noget forskelligt. Det er kun ved at indtage den position, at barnet bliver sat fri til at elske og kan opnå en tryg tilknytning til både mor og far.”

2. perspektiv: Lyt nænsomt og opmærksomt til barnet
Fra sit mangeårige arbejde indenfor området oplever Søren, hvordan forældre i højkonflikte skilsmisser kan begynde at anklage hinanden. For ham at se er det netop kendetegnende ved højkonflikte skilsmisseforældre, at de begynder at dæmonisere hinanden, og at en del af den dæmonisering kan lede til anklager om den andens forældrekompetencer.

”Som myndighedspersoner må vi ikke lægge det ansvar over på børnene at skulle vælge side mellem mor og far. Børn danner deres meninger i mødet med de primære omsorgspersoner. Og når børn bliver taget som gidsler mellem forældre, der er fanget i et højt og vedvarende konfliktniveau, ved børnene ikke, hvad der er op og ned. Dét at spørge dem, hvor de helst vil bo, er sjældent nogen hjælpe. De føler sig helt fortabte,” fortæller Søren.

”Barnet ønsker næsten altid kontakt til begge forældre. Barnet ved ubevidst, at det er afhængig af forældrenes kærlighed om omsorg, og barnet kan blive fanget i det dilemma at skulle vælge side: Hvis det undlader at vælge mellem mor og far, risikerer det, at kontakten til begge omsorgspersoner kan blive udfordret. Det vækker en grundlæggende frygt i barnet: Så er der ingen, der kan tage sig af mig.”

”I de situationer må vi være langt mere nænsomme og opmærksomme, når vi lytter til børns udsagn. Vi er nødt til at komme tæt på børnene og forstå, hvad der sker i deres hverdag, når de er fanget mellem en mor og far, der bekæmper hinanden. Vi skal blive bedre til at lytte til børnene – ikke alene høre, hvad de siger, men også forstå, hvad de i grunden ønsker og har behov for,” understreger han.

”Ellers kan udfaldet blive, som vi ser i dag: At børn mister hverdagskontakt til en forælder, de elsker, som følge af forældreanklager og forkerte afgørelser.”

3. perspektiv: Tilbyd kvalificerede behandlingsprogrammer til forældrene
For Søren står det klart, at der er brug for at udvikle langvarige og kvalificerede behandlingsprogrammer med fokus på forældrene – en behandling, som vores hjælpesystemer ikke i dag formår at tilbyde.

”Kommunerne kunne med god gavn løfte en større opgave her – såfremt de får at vide, at det forventes af dem. Skal de det, er det afgørende, at der sker en specialtræning af de medarbejdere, der skal løfte opgaven, fordi forældre i højkonflikte skilsmisser er en af de sværeste målgrupper at hjælpe. Heller ikke Familieretshuset, som der er satset stort på, har ressourcer eller profil til at kunne tilbyde langvarig behandling, som særligt retter sig mod at støtte forældrene i at arbejde med deres konflikter.”

”Det er et kæmpe problem. Man kan sammenligne det med en kræftbehandling: For hver dag, uge og måned, der går, før behandlingen går i gang, des større bliver mistrivslen blandt de børn og forældre, der er fanget i højkonflikte skilsmisser,” fortæller han og peger på, at der er veje at gå:

”Vi kan lade os inspirere af andre lande som eksempelvis England, hvor det er muligt rent juridisk at pålægge forældre i højkonflikte skilsmisser at modtage hjælp og behandling,” siger han og giver en afsluttende appel:

”Men der er ingen tvivl om, at der er brug for politisk handling til at anerkende problemet med højkonflikte skilsmisser: Hvordan får vi udviklet behandlingsprogrammer og trænet specialiserede teams til at varetage opgaven? Og hvilke institutioner skal udføre sådanne behandlingstilbud? De spørgsmål kræver svar – og først da kan vi begynde at skabe den forandring, som børn og voksne i højkonflikte skilsmisser har desperat brug for.”

Center for Familieudvikling afholder konferencen ”Højkonflikte skilsmisser – veje til forandring for børn og voksne” d. 9. juni. Find program og læs mere om konferencen her

Kære svigerbørn og svigerforældre – vær large overfor hinanden

Interview med Steen Kruse, parterapeut og afdelingsleder i Center for Familieudvikling.

I mange hjem vil påskeharer og chokoladeæg bidrage til den hyggelige stemning, når den udvidede familie samles omkring påskebordet, men det betyder ikke, at der alle steder er hyggelige vibes i forholdet mellem svigerbørn og svigerforældre.

Mange har det heldigvis godt med deres svigerforældre – men ikke alle. For selv om vi har det til fælles med vores svigerforældre, at vi elsker den samme person, nemlig deres søn eller datter, behøver det ikke betyde, at svigerbørn og svigerforældre knytter kærlige bånd. I påskedagene vil mange ligefrem blive mindet om, at det kan være en belastning at samles i svigerfamiliens skød.

Svigerforældre kan udfordre parforholdet
”At det kan være svært med forholdet til svigermor, er nærmest en kliché, og det er nok fordi, der er et gran af sandhed i det,” fortæller Steen Kruse, som er parterapeut og afdelingsleder i Center for Familieudvikling.

I parterapien oplever han relativt ofte, at der kommer en sidehistorie om en svigermor eller svigerfar, der ikke er til at holde ud, og hvor svigerfamilien fylder så problematisk meget, at det kan være med til at koste parforholdet.

Et fortættet rum af intentioner
For mange handler problemerne med svigerforældrene om retten til at definere familiens kultur, traditioner og værdier – og det kan blive aktualiseret ved påskemiddagen:

”Bordet er stemt til fest, påskekyllingerne er klar, og hele familien stimler sammen. Der kan ligge rigtig meget kærlighed i dét fra en mor eller fars side. Når børnene så kommer hjem med svigerbørn og børnebørn, bliver det et rum fortættet af følelser og intentioner, fordi der er en forventning om, at nu skal vi rigtig hygge os,” siger Steen.

Hyggen bliver imidlertid hurtigt brudt, hvis den øvrige familie omkring bordet oplever, at de ikke kan – eller vil – leve op til samme forventninger.

”Hvis en svigermor eller svigerfar for eksempel signalerer, at nu skal børnebørnene lade være med at skrige og sidde med ved bordet og opføre sig ordentligt, kan man som den part, der ikke er ’indkultureret’ i svigerfamiliens måde at være familie på, opleve, at det er svært at være med på de præmisser,” fortæller Steen.

Partneren, der blev en gummibold
En anden familiekultur kan være svær at gennemskue, og den kan vække undren. I værste fald vil man som svigersøn eller svigerdatter støde sig på kulturen og tage afstand fra at blive en del af den. Det er derimod ikke usædvanligt at opleve, at ens partner forandrer sig i mødet med familien og falder tilbage i gamle mønstre:

”Hvis man har en partner, der i parforholdet er deltagende og aktiv, kan man godt blive frustreret, hvis han eller hun bliver en gummibold hjemme ved sin familie og passivt lader andre styre tingene,” siger Steen.

For den, der er søn eller datter i familien, bliver problemet på sin vis dobbelt: På den ene side sidder partneren, som er en syrebombe af irritation, og på den anden side sidder familien, der smiler over at være samlet. Det kan godt give en følelse af at være spændt ud.

”Jeg har ikke statistik på det, men jeg vil tro, der er rigtig mange par, der skændes på vej hjem fra påskefrokosten med svigerfamilien. Noget af det kunne sikkert være undgået, hvis man på vej hen til påskemiddagen havde afstemt, hvordan man som par bedst kunne støtte hinanden i at være i det spændingsfelt,” fortæller Steen.

Hvor mange gram sukker og doser irettesættelse
Han peger på, at når der er børnebørn inde i billedet, kan især børneopdragelsen bringe splid mellem svigerbørn og svigerforældre:

Må svigerforældrene godt irettesætte børnebørnene? Har man tillid til svigermors måde at passe børnene på? Og hvad hvis svigerfar giver børnene et stort chokoladeæg, selv om mor og far har sagt, at de ikke skal have mere sukker?

”Nogle i svigerforældregenerationen kan have svært ved at anerkende, at der er gået 25 år, siden de selv havde små børn, og nu kommer næste generation med deres normer og børn. Svigerforældrene kan mene, at de har helt styr på det med små børn, og af et velmenende hjerte kommer de til at blande sig og fortæller vidt om bredt om, hvor kloge de er på børneopdragelse, selv om ingen har bedt om deres råd,” fortæller Steen.

”Min egen mor sagde eksempelvis til mig, at børn havde godt af at ligge og græde lidt ude i barnevognen, fordi det udvidede deres lunger. Det havde lægen fortalt hende i 1967. Da min mor gav det råd til mig i slutningen af 90’erne, mens vi havde små børn, tænkte jeg: Nej, vi gør det på en anden måde. Vi tager vores børn op, når de græder.”

Center for Familieudvikling

Giftig kritik
Særligt problematisk bliver det, hvis svigerforældrene kritiserer næste generations måde at være familie og forældre på. ”Den kritik er gift. Og yderligere giftigt bliver det, hvis ens partner allierer sig med sine forældre i kritikken,” understreger Steen.

”Mit råd til svigerforældre er, at de skal træde i baggrunden og lytte til deres børn og svigerbørn. Den yngre generation ved godt, hvordan de vil have, deres børn skal opdrages – og så må man følge deres anvisninger. I den gode relation kan det være, man bliver spurgt til råds, og så er det en gave, hvis man som svigerforældre får lov at bidrage.”

Irritationen vokser over tid
Steen fremhæver, at når vi er sammen med familien i længere tid, kommer vores forskelligheder frem. Er vi sammen i to dage i stedet for to timer, ser vi sider af hinanden, vi godt ved, vi bliver irriterede over – som den i familien, der aldrig hjælper med at bære ud af bordet eller den, der aldrig spørger interesseret til andre:

”Det samme ville ske, hvis vi var ude at rejse med et vennepar. Over tid bliver vi frustrerede over vores forskelligheder, og det møder vi også ved påskefrokostbordet. I en familie med store forskelle er mit råd derfor at undlade at være sammen i lang tid ad gangen. At skære ned på tiden kan være med til at hindre, at konflikter opstår,” anbefaler han.

Vær large overfor hinanden
Skal der holdes tale til familien omkring påskebordet, foreslår Steen et helt enkelt budskab:

”Prøv at være lidt large. Der er små børn til stede, der er nogle ældre, der har slidt i to dage med at få det her op at stå. Vi sidder svigerforældre, børn, svigerbørn og børnebørn sammen. Vi kan kun få det til at lykkes, hvis vi alle sammen giver lidt – er lidt elastiske i vores relationer,” afslutter han.

Gode råd til påskemiddag i svigerfamilien

To gode råd til svigerforældrene

  • Elsk dine svigerbørn:
    Det ligger tæt på os som mennesker, at vi tager vores egne børn i forsvar og tænker, at problemer skyldes svigersønnen eller svigerdatteren. Men vi skal elske vores svigerbørn – ellers sår det splid i familien. Vi er nødt til at anerkende, at de partnere, vores børn kommer med, kan blive gode medlemmer af familien, og som svigerforældre har vi et ansvar for at indlemme dem i familien.
  • Træd i baggrunden:
    Et godt råd til dem, der har voksne børn med små børn: Lad dem styre showet og træd selv i baggrunden. Som svigerforældre skal vi vise, at vi er der og vil hjælpe, men det er forældrenes opgave at anvise, hvordan deres børn skal opdrages.

To gode råd til svigerdatteren/-sønnen

  • Vær nysgerrig:
    Du er gæst i en ny kultur, hvor du er forelsket i måske 20% af kulturen, nemlig din partner. Du skal være villig til at undersøge, hvad det er for en kultur, du befinder dig i – i det mindste for din partners skyld.
  • Tøv med at kritisere:
    Hvis du for hurtigt kritiserer din partners familie, vil din partner føle behov for at tage sin familie i forsvar – det ligger så dybt i os. Hold igen med din kritik. De fleste af os vil hellere selv formulere kritikken af vores familie og bagefter se andre nikke genkendende til det.

Søger du inspiration til at håndtere udfordringerne i parforholdet, kan du og din partner tilmelde jer et parkursus (PREP) – et forebyggende kursus til alle par, der ønsker inspiration til at holde kærligheden ved lige.

Skælvede kærligheden, da corona-toget kørte forbi?

Interview med Susanne Stilling, parterapeut og psykolog hos Center for Familieudvikling.

For to år siden stoppede corona-toget ved vores danske perron. Ombord på toget var krisestemning, isolation og usikkerhed – et gods, som stillede os i en radikal anderledes hverdag. Men hvad betød det for os, der stod på perronen med vores partner i hånden, at corona-toget kom forbi? Hvad har coronakrisen betydet for vores parforhold?

For parterapeut og psykolog hos Center for Familieudvikling, Susanne Stilling, skal coronapandemien ses som et ydre pres, vi alle blev sat under. Men vi har haft forskellige vilkår og forudsætninger for at håndtere det.

Susanne peger på, at nogle par oplevede at blive knyttet tættere sammen. De så coronapandemien som en udefrakommende krise og fandt styrke i at stå sammen og løse hverdagens nye udfordringer som et team.

Par i overlevelsesmode
For andre par forstærkede coronaperioden nogle negative samspilsmønstre, der havde knirket og knaget i parforholdet længe. Billedligt talt stod parret et sted på perronen, hvor konstruktionen i forvejen havde sine sårbarheder. For dem gav det godstunge corona-tog store skælv.

“Et kærestepar beskrev for mig, at corona satte dem i ’overlevelsesmode’. Da jeg møder dem, er de virkelig kommet langt væk fra hinanden og med mange konflikter, der eskalerer fra nul til hundrede. Det er smertefuldt for dem, for det er voldsomt skræmmende gentagne gange at tabe kontakten til sin partner, som ofte er det menneske, vi har allermest brug for, når verden omkring os bliver usikker,” siger Susanne.

En tyndslidt kærlighed
Susanne oplever, at det kan slide på kærligheden, når vi som par går op og ned ad hinanden, og vi bliver bedt om at reducere det sociale liv udenfor hjemmet:

”Vores partner skal pludselig udfylde mange roller – ud over at være min kæreste og elsker bliver min partner også den kollega, jeg deler kontor med og sludrer med i fem minutter, når jeg henter kaffe,” siger hun. ”Pludselig forventer vi utroligt meget af hinanden, og det lægger naturligt et pres på relationen.”

Parterapi

Er vi et dårligt match?
Susanne peger på, at vi kan være tilbøjelige til at udvise mindre tolerance overfor vores partner, når vi oplever et ydre pres som en coronapandemi. Når vi er utrygge, vækkes vores sårbarheder, og vi bliver mere reaktive og mindre refleksive. Konflikterne bliver flere, og vi begynder måske at sætte spørgsmålstegn ved vores forhold:

”Er der noget galt med os som par? Er vi et dårligt match? Er jeg en dårlig partner for dig? Vi kan få skabt en masse negative billeder af vores partner og af os selv, og vi kommer måske til at fremhæve vores uforenelighed med hinanden,” siger hun.

“Det påvirker kærlighedsrelationen, hvis vi ikke får brudt med de negative samspilsmønstre og billeder af os selv og vores partner. Det sker for os alle, at vi taber kontakten til vores partner ind imellem. Det er helt normalt”, påpeger Susanne. ”Det afgørende er, at vi evner at finde tilbage til hinanden. Og man skal ikke være bange for at række ud efter hjælp. Ellers kan det lede til brud.”

Hvad skal vi to?
Samtidig har tiden under coronapandemien haft en positiv effekt på mange parforhold. Susanne mener, at for de par, der i forvejen oplevede en tryghed i forholdet, har coronakrisen hverken været en større eller mindre udfordring end alt muligt andet, vi kan møde i livet.

”Coronakrisen gjorde, at vi i perioder gik fra at have en kalender pakket med aftaler til en tom kalender. Jeg har hørt fra mange, og jeg genkender fra mig selv, at tilværelsen med restriktioner og isolation gav anledning til at vende sig mod sin partner og spørge: Hvad skal vi to med hinanden næste weekend? Pludselig var der luft til at finde tilbage til det, man engang var glad for at gøre sammen eller genopfinde noget nyt, man vil med hinanden.”

Susanne understreger, at vi i vid udstrækning har fået øjnene op for, hvor meget vores partner betyder for os. Mange par kan sikkert genkende, at det ville være ensomt at skulle gå gennem coronakrisen uden sin partner. Når man som par klarer sig gennem en udfordrende tid sammen, kan det vække en taknemmelighed for parforholdet og en villighed til at gå lidt længere for at bevare forholdet.

Gode råd til at genvinde trivslen

Gode råd til at genvinde trivslen i parforholdet efter to års coronakrise:

1) Anerkend det ydre pres. Mind hinanden om, at der har været et ydre pres på jeres parforhold under coronakrisen. Fortæl hinanden, at det er helt i orden, hvis I som par har følt jer udfordret under pandemien.

2) Vær nysgerrig på din partner. Tal med hinanden om, hvad I oplever har været svært i jeres parforhold under coronakrisen. Hvordan har det ramt jer hver især? Udvis nysgerrighed og lyt til hinanden, også når I har forskellige oplevelser af, hvad der har udfordret jeres parforhold.

3) Vis taknemmelighed. Tal om, hvad I har sat pris på hos hinanden i coronaperioden. Har I gjort noget på en ny måde, som I har værdsat og ønsker at tage med videre i parforholdet?

4) Se forsoning som et fælles ansvar. Når I oplever at have tabt kontakten, så tag begge skridt hen mod at finde hinanden igen.

Find inspiration til dit parforhold her

3 gode råd til at styrke dit parforhold

Af psykolog og direktør, Mattias Stølen Due.

1. Lav månedlig status på forholdet

Ifølge Mattias Stølen Due ligger nøglen til at passe på parforholdet i, at du og din partner sætter tid af til en samtale om det, der kan være sårbart og svært. Uanset om det er børneopdragelse, sex eller coronakrisen.

– De fleste par vil have godt af fra tid til anden at tage temperaturen på, hvordan det går. For nogen er det nok at tage en overordnet refleksion en gang om året, men de allerfleste vil have gavn og glæde af at gøre det en gang om måneden.

Ifølge Mattias Stølen Due skal I være enige om et tidspunkt for, hvornår I har samtalen og måske også beslutte jer for en tidsramme.

– Ellers risikerer I, at alle diskussionerne er noget, der opstår tilfældigt og kommer ind fra højre på tidspunkter, der absolut ikke er særlig hensigtsmæssige.

Og selvom det kan lyde Excel-agtigt at planlægge en samtale i et parforhold, er det vigtigt, understreger han.

– Vi prioriterer at gå til fitness og sætte vennerne i kalenderen. Det gør vi, fordi det er værdibaseret – fordi vi godt vil træne og se vores venner. Men den tid, vi har til hinanden, hvor vi taler om parforholdet, bliver ofte til en tilfældig tid.

2. Vær nysgerrig på din partner

Når I sætter jer ned og har samtalen om jeres parforhold, er det vigtigt, at du viser en stor grad af nysgerrighed, og at du godt vil lytte.

– Vi skal være interesserede i at lytte til den anden, også selvom vores partner mener noget, som, vi synes, er fuldstændig galt afmarcheret. Man skal vise interesse og nysgerrighed, også når man er uenig.

Ifølge Mattias Stølen Due mister mange par, der har været sammen i fem, 10 eller 20 år interessen for hinanden. Og når de er uenige, har de ofte en tendens til at blive kritiske i stedet for at lytte.

– Vi skal genbruge noget af den nysgerrighed, vi bragte ind i forholdet, da vi mødte hinanden og turde stille spørgsmål med et åbent sind og milde øjne, også selvom vi tænker anderledes, siger han.

3. Vis taknemmelighed

Det behøver ikke kun være i form af gaver, at du viser, hvor meget du sætter pris på din partner, mener Mattias Stølen Due.

– Jeg vil også opfordre til, at man i det hele taget er mere generøs med ordene, viser større taknemmelighed og fortæller hinanden noget mere, hvad man sætter pris på og værdsætter.

– Og det behøver ikke tage mere end otte sekunder. Det handler bare om at sige: ’Tusind tak, fordi du igen i dag har lavet god aftensmad eller har været en god mor til vores børn.’ Det behøver ikke tage lang tid, men kan have en enorm stor effekt, siger han.

Artikel bragt på Dr.dk d. 5. januar 2021.

Læs mere om hvad du kan gøre for dit parforhold

Sådan passer du på parforholdet under coronakrisen

Af psykolog og direktør, Mattias Stølen Due.

Coronavirussen har ikke kun medført en global sundhedskrise og en økonomisk krise. Den kan også ramme parforholdet, skriver psykolog Mattias Stølen Due.

Vi gennemlever lige nu en sundhedskrise og en økonomisk krise af historiske og apokalyptiske dimensioner. Der er dog desværre også risiko for, at vi vil opleve store udfordringer i parforholdet i de kommende måneder.

Vores relation til hinanden vil nemlig komme under et massivt pres. I tråd med myndighedernes forebyggende linje på de ovennævnte områder kommer derfor her et kortfattet perspektiv på, hvordan vi passer på parforholdet i denne tid.

For det første må vi indse, at risikoen for flere skænderier og misforståelser er væsentligt forøget. Vi er alle præget og plaget af bekymringer, uanset om disse handler om eget helbred, vores nærmestes overlevelse, eller om vi kan beholde vores arbejde. Desuden er vi logistisk udfordret, fordi arbejdspladser, skoler og børnehaver er lukkede.

Endelig og ikke mindst er hele situationen kendetegnet ved afmagt og uvidenhed. Vi kan ikke gøre noget ved krisen, og vi ved ikke, hvornår og hvordan den ender. Alt dette bidrager til en stresstilstand, der reducerer vores evne til at udvise forståelse, empati og omsorg over for vores ægtefælle, ligesom hun eller han vil have samme problemer med at møde vores behov.

Det er derfor afgørende, at vi i denne tid formår at perspektivere vores konflikter og misforståelser. At vi indser, at diskussionernes omfang og intensitet ikke handler om, at der er noget galt med vores ægtefælle eller vores parforhold. Det er en undtagelsestilstand lige nu – også for parforholdet.

Ligesom man ikke bør lade sig skille, når børnene er helt små, bør vi også udsætte den slags radikale beslutninger og overvejelser i denne tid. Det er konteksten, der i bogstavelig forstand er sygelig, ej vores forhold.

For det andet må vi acceptere, at kriser ofte håndteres anderledes af vores ægtefælle end af os selv. Nogle bliver meget løsningsorienterede og vil ikke snakke så meget om bekymringer, mens andre har brug for at tale meget om de svære følelser. Det kan udvikle sig til et negativt samspil, hvor begge gør den anden forkert. Af samme grund bør vi først som sidst indse – og fortælle hinanden – at alle coping- mekanismer har deres berettigelse.

Den anden er ikke forkert, men har – bag den for os irriterende adfærd – en god intention. Som alternativ til det negative samspil bør vi sætte tid af til at lytte til hinanden. Både til de legitime bekymringer og de praktiske løsningsforslag for den kommende tid.

Vi lever i en tid, hvor vi er isoleret med vores ægtefælle og familie. Det er derfor vigtigere end nogensinde, at vi passer på hinanden.

 

Kommentar bragt i Kristligt Dagblad d. 23 marts, 2020.

Hvordan håndterer vi familielivet lige nu?

Af Steen Kruse, pædagog – par og familieterapeut
Center for familieudvikling Århus.

Hvordan klarer vi os igennem en længere periode, hvor al normal struktur er brudt op?
Det har sikkert bekymret mange familier i disse dage. Jeg har selv tre drenge, som godt nok er voksne nu, men jeg har i disse dage mange gange tænkt på, hvordan jeg skulle gribe tingene an, hvis de havde været 6, 9 og 12 år. Jeg husker tydeligt, hvordan der var en årrække, hvor man hele tiden var på. Kun afbrudt af skolegang, søvn og fritidsaktiviteter. Når så skolegangen skal lægges i hjemmet, og fritidsaktiviteterne holder pause – så er det meget forståeligt, at mange kan gribes af usikkerhed og måske en oplevelse af, at man ikke er udrustet til at håndtere den nye situation.

Svaret på ovenstående retoriske spørgsmål kan kort og godt besvares på følgende måde: Ved at skabe en ny struktur!

Hvorfor er struktur nødvendig
Hvis vi kigger tilbage på, hvordan vi levede før strømmen og dermed glødelampen var opfundet – så lænede mennesket sig i langt højere grad op af døgnets givne struktur. Når mørket faldt på, så holdt man op med at arbejde i dét, der kaldtes mørkningstimen eller den blå time, som nogle kalder denne time. Den blå time skabte i mange familier en time til fortælling. Altså også en struktur som man formede sin hverdag ud fra – tvunget af omstændighederne. Vores forfædre var nødt til at overgive sig til døgnets struktur og indrette sig efter den.

Vi ved fra mennesker, der har psykiske lidelser, og som har svært ved at fastholde en vis døgnstruktur, at deres lidelse ofte bliver vanskeligere at håndtere, hvis de vender om på nat og dag eller har en uens døgnrytme. Mange forældre og bedsteforældre har for år tilbage lært, at små børn har brug for ro, renlighed og regelmæssighed. Måske kan man smile lidt af en sådan formulering, men jeg genkender det nu ganske godt, fra da mine børn var små, at det med ro og regelmæssighed gav forudsigelighed og tryghed.

En forklaring på hvorfor struktur er nødvendig, er den, at det giver forudsigelighed. Godt nok længes vi ofte efter ferien og weekenden, fordi forudsigeligheden blødes op af mere løse rammer. Det kan de fleste mennesker godt lide – dog ikke mindre børn. De vil sådan set helst have forudsigelighed og struktur hele tiden. Hvis man f.eks. putter små børn meget senere, end de plejer, så vil man dagen efter opleve, at de er trætte og mere uoplagte. Nogle gange vil man også opleve, at de slet ikke kan sove, hvis ikke man putter dem i deres normale vante døgnstruktur.

Strukturens nødvendighed for den umodne hjerne
Hjernen er ikke fuldt udviklet, før man er ca. 20 år. Lidt forskelligt for piger og drenge. I tænkehjernen har vi en evne til strukturering, regulering og til at målrette en adfærd i forhold til omstændighederne. Det kaldes de eksekutive funktioner. Eksekutive funktioner er et overordnet styringssystem, der koordinerer undersystemer, som tilsammen sørger for meningsfuld og målrettet adfærd. Undersystemerne er f.eks. evnen til impulskontrol, opmærksomhedsstyring samt planlægning og organisering. Alt samme evner der skal hjælpe i vores problemvurdering og problemløsning. F.eks. vil evnen til at udsætte behov og holde impulser nede hjælpe os til at kunne fuldende en opgave. Noget børn, jo mindre de er, skal have støtte til via en omgivende struktur. Disse forskellige funktioner skal hjælpe os til formålsrettet adfærd.

Formålsrettet adfærd
Jo yngre børn er, desto mindre kan man forvente af deres evne til formålsrettet adfærd. Man kan naturligvis forvente mere af en teenager, men teenageren vil ofte, som en del af dette udviklingstrin, sætte spørgsmål ved deres forældres krav og ved systemers krav til dem. Det hører til dette udviklingstrin, at de eksperimenterer med de ”sandheder”, vi som forældre ønsker at påvirke dem med f.eks. i forhold til at holde en dagsstruktur. Netop den del, der handler om at forstå konsekvenserne fuldt ud af ikke at holde en dagsstruktur, er noget af det sidste hjernen udvikler. Dertil kommer jo mange teenagers store lyst til at være i kontakt med andre meget af tiden.

Hvis vi kigger på skolebørn eller mindre børn, så kan man altså ikke forvente at deres hjerne er udviklet til at forstå, hvorfor de skal lære netop dét, de skal lære. Man kan derfor ikke forvente, at børn kan tage initiativ til ting, der for dem kan virke formålsløse. Man kan ikke forvente, at de skal kunne finde ud af, hvordan de kan arbejde sig hen imod målet og slet ikke, hvis de ikke kan se et mål. Eller hvilken rækkefølge en plan skal følge. Netop derfor arbejder institutioner og skoler med handleplaner og læseplaner osv. Det er en strukturering af et stof, som vi som samfund har besluttet, at børn skal igennem.

Nu er det hele brudt op
Når Coronakrisen aflyser al denne struktur, så oplever mange børn og unge i første omgang en form for glæde (med mindre man bliver bange for denne krise, eller hvis man som barn har indsigt i, at man kan lide struktur). Denne glæde er knyttet til glæden vi alle har ved kortvarig strukturbrud. For eksempel så er den netop overståede vinterferie et dejligt brud på strukturen. Nogle står på ski. Nogle tager i sommerhus. Mange daser rundt hjemme og hygger sig med, at det hele er sat lidt på pause. Og når ferien lakker mod enden, så synes de fleste, den har været lidt for kort.

Nogle vil dog allerede efter en uges strukturbrud længes efter skolen og dagligdagens struktur igen. Fordi det ene betinger det andet. Er det sjovt og hyggeligt at holde fri hele tiden? Eller er det sjovt at gå i skole eller arbejde hele tiden. Svaret for mange her er nej, fordi det er i bruddet med strukturen af den normale døgn-, uge- og årsstruktur, at vi mærker lyst og glæde. Bliver rytmen for ens, begynder vi at kede os. Os der er lidt op i årene, kan huske når snestorme lukkede hele landet ned i 5 dage. Det var virkelig sjovt de første to dage, men på femtedagen gravede vi alle alt, hvad vi kunne, så vi kunne komme tilbage til det normale igen. Vi har altså to lidt modsatrettede behov som gensidigt betinger hinanden. Brug for genkendelighed og forudsigelighed samt lyst til strukturbrud og pause.

Coronakrisen er provokerende
Coronakrisen udfordrer os på mange områder. Mest lige nu med den ret store uforudsigelighed. Hvor hårdt bliver vi ramt? Hjælper al denne lukken ned? Hvornår slutter det? Hvordan kommer livet til at gå videre og hvornår? Den er også vanskelig på den måde, at forældre med små børn og skolesøgende børn nu for manges vedkommende får en masse ekstra roller. Ud over at de skal klare deres egen usikkerhed og bekymringer, så skal de agere hjælpere for deres børn omkring deres skolearbejde. Heldigvis hjulpet af lærerne og pædagogerne der fjernunderviser. Lige nu er det eneste forudsigelige, at det hele er uforudsigeligt og i dette spændingsfelt mellem egne bekymringer, måske sygdom og kaotisk hverdag, skal man til skabe en ny forudsigelighed for sine børn.

Lav en ny struktur
Den gamle struktur er væk – den kommer igen, men vi ved ikke hvornår. Der er ingen tvivl om, at det vil lønne sig, hvis man bruger den første tid på at lave en ny og af omstændighederne tilpasset struktur. Først og fremmest må man som forældre, og dér hvor man er to samboende forældre, lave en plan for hvem der gør hvad og hvornår. Man må udarbejde nogle principper for, hvordan man vil løse de næste ugers strukturelle udfordringer. Sådan at man har ret klare grænser for, hvem der arbejder hvornår, og hvem der passer børnene og laver hjemmeundervisning hvornår. Man må også indbyrdes drøfte en vis fælles linje for, hvad man vil kræve af børnene m.h.t. rammer og den tid, de skal sidde omkring spise(skole)bordet.

I starten vil børnene, afhængig af alder og temperament, udfordre jer forældre. Det er helt naturligt. Nu skal I ikke bare være forældre, men også lærere og pædagoger, og det skal naturligvis prøves af, hvorvidt I mener det. Husk på at deres hjerner ikke er udviklet til at forstå den overordnede mening, og deres lyst til ferie-, pause- og weekendaktiviteter vil være de dominerende.

I skolen taler man om klasserumsledelse. Altså at læreren indtager undervisningsrummet. Ikke på den autoritære facon men som en autoritet. Den første tid skal en del forældre antagelig kæmpe med at få en passende klasselærerautoritet. Her er forældre selvfølgelig forskellige ligesom lærerne. Nu er de to lærere altså bare i et parforhold med hinanden, hvis man er et par – og det åbner for nogle oplagte problemer for klasserumsledelsen. Den ene lærer (mor) siger sådan, men matematiklæreren (far) siger sådan.

Hvis denne virus gør, at I som forældre skal være lærere og forældre og pædagoger i måske 6-8 uger, så vil det helt klart lønne sig, hvis I holder en ret stram struktur lige fra starten og arbejder med at få den indlært. Her er det oplagt at læne sig op ad den struktur, børnene kender:

At man har skoletimer fra f.eks. kl. 8.30-10 og kl. 10.30 – 12 osv.
At man har fri kl 14.00 alt afhængig efter alder.
At man måske aftaler at hygge sig med fælles film inden sengetid.
At man holder weekend fredag eftermiddag til mandag morgen.

Én af mine kollegaer har løbetur med sine tre drenge og deres far hver morgen. Glimrende ide. Gymnastik og sport for alle – så er vi i gang. Elsker de det? Formodentlig ikke. Men så vil de elske lørdag og søndag, hvor de må sove længe. De vil elske strukturbruddet som weekenden byder på. Når vi bruger tid på at fastlægge en ny struktur, så vil vi i løbet af få dage skabe ny forudsigelighed og dermed tryghed. Børnene vil falde til ro, og de vil acceptere, at du som mor og far også for en tid er lærer og pædagog. Og så skal vi holde fast i, at om nogle uger, så normaliseres det hele igen, og de vil vende tilbage til deres vante liv.

Prioriter parforholdet

Mattias Hundebøll og Marie Plum har prøvet vores Par-tjek.

Læs om deres oplevelse i blogindlægget her:

Billedet her er faktisk seks år gammelt. Så hvorfor har jeg valgt det? Jo, fordi vi nærmest ikke har et, der er nyere, hvor vi står sammen og kissemisser. For det er virkelig sjældent, at vi prioriterer tid til hinanden- uden børn. Og det er netop det, det her blogindlæg handler om. Så mens du alligevel “arbejder” hjemmefra pga. en vanvittig pandemi, så kan du lige så godt udnytte tiden til at læse det her- og bagefter kigge din partner dybt i øjnene, kramme, snakke eller hvad I nu ikke har gjort længe. Bare det handler om jer.

Og hvorfor så det? Hvorfor skal man pludselig prioritere parforholdet og bruge sin dyrebare tid på sin partner, når man kunne bruge den på sine børn eller sig selv? Jo, fordi det faktisk er ret afgørende for både dine børn og din egen trivsel, at mor og far har det godt med hinanden og kan vise kærlighed og intimitet. Og det kræver, at I prioriterer jer selv som par. For når man er en børnefamilie, er der ikke meget ekstra tid til mor og far, med mindre man virkelig insisterer på det. Og gør man ikke det, kan det ende et rigtig skidt sted med alt for mange konflikter, for lidt kærlighed og for manges vedkommende også skilsmisse, som nok hverken er ønskescenariet for dig eller dine børn. Det har jeg talt med Mattias Stølen Due om, der er psykolog og direktør i NGO´en Center for familieudvikling.

»Hvis vi ikke tager tid til at passe på parforholdet i tide, så bliver det langt sværere i fremtiden. Hvis små ting ikke bliver repareret, så vokser de sig store, og så kan vi føle os ensomme og misforståede og til sidst ikke orke hinanden længere. Og så ender man i skilsmisse eller i et meget ulykkeligt ægteskab. Derfor er det meget nemmere at hjælpe par, der kommer i tide«, siger han.

Center for Familieudvikling tilbyder alle forældrepar terapi og kurser, som kan hjælpe dem med at forebygge problemer og holde gnisten i live. Og vi fik lov til et teste et af deres produkter. For vi er helt klart et pragteksempel på et par med små børn, der glemmer bare en gang imellem at prioritere forholdet over børnene og karrieren.

D. 18 februar mødte vi første gang ind i centerets københavner-afdeling, hvor vi skulle til parterapi hos en af de ansatte psykologer. Inden da havde vi hver især svaret på et langt spørgeskema om, hvilke styrker og svagheder vores parforhold har. Og med udgangspunkt i det, kunne samtalen begynde. Den pakke, vi afprøvede, hedder ”par-tjek”, og indeholder to samtaler a 1,5 time. Og på trods af den relativt korte tid blev vi meget klogere på hinandens adfærdsmønstre, hvorfor konflikter opstår, og hvordan vi bedst kan forebygge dem. Samtidig fik vi også sat fokus på alt det, som faktisk fungerer rigtig godt i vores parforhold, og som vi lidt glemmer at hylde. På den måde kom vi os selv og hinanden meget nærmere, fik nogle brugbare værktøjer til konflikthåndtering og gik stærkere derfra med en større forståelse for hinanden. En intensiv omgang parpleje, som vi, og nok alle andre par med små børn, trænger til.

For som Mattias Stølen Due siger:

»Mange par fortæller os, at de mangler mere kvalitetstid med deres partner. De har et højt arbejdspres og høje idealer, som gør det svært for parrene. Samtidig udtrykker mange også problemer med at kommunikere sårbare emner til hinanden og/eller problemer med deres sexliv«.

Derfor mener han, at alle par ville have godt af noget forebyggende hjælp, så de ikke ender et sted, hvor forholdet er svært at redde.

»Fuldstændig ligesom at vi opsøger tandlægen, også selvom vores tænder ikke gør ondt. Selv hvis man grundlæggende har det glimrende, så kan de anbefales at investere i parholdet. Vi prøver at motivere folk til at afsætte mere tid til deres parforhold generelt. Både til at have det sjovt og til at snakke sammen om, hvordan det går«, siger han.

Men hvis problemet for mange par er manglende tid, kan parterapi så overhovedet hjælpe?

»Ja, for det kan give parret en større forståelse for, at hvis man har det svært, så skyldes det måske den manglende tid. At man har vanskelige betingelser og dermed skal være lidt mere nådig over for hinanden. Samtidig skal man heller ikke bruge tid som en undskyldning for ikke at pleje parforholdet. For det handler også om prioritering. Og vi er rigtig gode til at prioritere selvudvikling, men dårlige til dyrke parforholdet«.

Vi kan i hvert fald anbefale alle par at få ryddet op i papirkurven, inden den bliver så overfyldt, at både kurv og det hele ryger ud!

 

Podcast med Mattias Stølen Due: “Gift med dit job”

I denne podcast-serie undersøges hvad der har betydning for, om vi har det godt – både i parforholdet og på arbejdet.

Lyt med når Mattias Stølen Due blandt andre diskuterer og kommer med gode råd inden for følgende emner:

“Jobsamtalen er den første date”
“Lær at sætte grænser”
“Er græsset grønnere?”

Podcasten er produceret for Krifa af Bauer Media.

Du kan lytte til alle 3 afsnit her.

Den sammenbragte familie

Vi havde besøg af bloggeren SneglCille og hendes mand på et Parkursus for forældre med bonusbørn.

Læs om hendes oplevelse i blogindlægget her:

Tidligere på ugen deltog Michael og jeg i et parkursus hos Center for familieudvikling. Emnet var bonusbørn, hvilket jo for rigtig mange familier, også vores, kan være et lidt følsomt emne. Selvom jeg helt bestemt synes, at vores lille skøre konstellation fungerer overraskende godt, er der ingen tvivl om, at der selvfølgelig alligevel kan være udfordringer og ikke mindst mange forskellige følelser i at være en sammenbragt familie. Det er aldrig noget vi har grebet rigtig fat om og talt igennem med hinanden. Ikke siden vi fandt sammen (igen) for nu snart seks år siden, og så på ukonstruktiv vis, når der har været sammenstød, misforståelser eller konflikter, hvilket der sjældent kommer noget godt ud af.

Da muligheden for et dagskursus omkring emnet dumpede ned i skødet på os, tog vi imod med åbne arme og et åbent sind. Ærlig talt vidste jeg ikke, at det fandtes, og at det var tilgængeligt for alle, og ikke kun “dem” med kæmpestore problemer og dårlig kommunikation. Hvilket når jeg ser det på skrift, må siges at være både naivt og en anelse fordomsfuldt. For i virkeligheden findes der nok ikke et menneske eller en familie derude, der ikke ville have godt af at få lidt ekstra hjælp og rådgivning til at få livet til at føles lidt mindre overvældende.

Så vi takkede som sagt ja, og mødte op i onsdags (og kom for sent. Aka det værste jeg ved) sammen med to andre par, og så stod den på oplæg af en virkelig behagelig psykolog, samt små samtaler og øvelser dagen igennem (i ens eget par – Ikke på kryds og tværs, hvilket jeg personligt havde frygtet lidt) Det var på alle måder virkelig spændende, givende, og så var det ikke mindst helt vildt befriende. At høre en fagperson (i det her tilfælde en psykolog) fortælle om udfordringer og følelser man som bonusforælder kan støde på, som det mest naturlige i verden, og tilmed forklare om mekanismerne i de følelser, gjorde noget virkelig godt. Både for mig og for Michael og jeg imellem. Jeg har nemlig prøvet nogle gange at sætte ord på, hvordan det kan være svært, at finde en balance i at være en ekstra-forældre. Hvor meget må jeg blande mig, hvad forventer Michael af mig, må jeg irettesætte lige så meget som jeg ville gøre med mine biologiske børn og en masse andre hverdagssituationer, der ind imellem kan gøre mig usikker og bange for at træde forkert. Og også den frustration og usikkerhed man kan føle som den biologiske forældre, der har bragt et ekstra barn ind i familien. Alt det blev taget op, og vi fik mulighed for at tale sammen om det, og fik nogle rigtig gode værktøjer til, hvordan man kan løse forskellige konflikter, eller helt undgå dem. Derudover blev der fortalt om børnene, som jo lige meget hvordan man vender og drejer det, altså er de allervigtigste og oftest også dem, der kan have det sværest i det, at skulle omstille sig hver eller hver anden uge, og at skulle forholde sig til en ny familie, noget som jeg selv er næsten ekspert i, eftersom at jeg selv har været dele- og bonusbarn, men der var alligevel ting jeg havde glemt, og ting der gav virkelig god mening, som fik mig til at forstå mit eget bonusbarn endnu bedre.

Jeg var meget nysgerrig, men vel nok en anelse skeptisk inden kurset. Nok mest på Michaels vegne, men han fik også virkelig meget ud af det, og vi har i den grad fået øjnene op for, at vi skal gøre mere af den slags.

Fra bloggen: http://sneglcille.dk/2019/10/den-sammenbragte-familie/

Læs mere om Parkursus for forældre med bonusbørn og se de næste datoer for kurset.

Færre bliver skilt: Stor interesse for at redde ægteskabet med parterapi

Det er gået op for flere par, at man faktisk kan forebygge skilsmisse, siger direktør i Center for Familieudvikling.

Flere og flere par rækker ud mod hinanden, mod parkurser, mod par-tjek og mod parterapi.

På landsplan er antallet af skilsmisser faldet med 8,3 procent – Alene i hovedstadsområdet er antallet faldet med 12 procent i forhold til 2015.
(Kilde:https://www.dr.dk/…/faerre-bliver-skilt-stor-interesse-redd…)

Se klip med Mattias Stølen Due i TV2 News her. 

Kursus i konflikthåndtering hjælper skilte forældre

Nyt, stort projekt Forældre sammen – hver for sig – dokumenterer gode resultater: Konklusionen er, at det nytter, at støtte forældre i en skilsmisse til et bedre samarbejde omkring deres børn.

Forældre sammen – hver for sig er finansieret af satspuljen. Konceptet for projektet er udviklet af Center for Familieudvikling. VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har over en 3-årig periode evalueret effekten af projektet.

Hele evalueringsrapporten udgivet af VIVE, kan læses her.

 

Par-tjek i Sundhedsmagasinet på DR 1

Vores parforhold er under pres af arbejde, hverdag og børn, men et godt forhold er vigtigt for vores sundhed. Så hvordan undgår vi at gå fra hinanden?

Tirsdag d. 27. november kl. 21.55 kan du se med, når Sundhedsmagasinet på DR 1 viser Mikael og Dorte, som tager et Par-tjek og får temperaturen på deres parforhold.

Vil du vide mere om Par-tjek? Så kan du læse meget mere her.

 

 

FAGFOLK: Kandidatafhandling om Par-tjek

Kandidatafhandlingen undersøger specifikke og nonspecifikke forandringsmekanismer i den forebyggende korttidsintervention ’Par-tjek’.

“Par-tjek er udviklet i et samarbejde mellem psykologer fra Center for Familieudvikling og forskere fra Aarhus Universitet. Par-tjek er et tilbud til par, som ønsker at styrke og pleje deres parforhold og forebygge udviklingen af parforholdsvanskeligheder, som kan føre til brud eller skilsmisse”

Du kan her læse hele kandidatafhandling om Par-tjek, som er skrevet af Elisabeth Liv Krogsgaard Wistisen.

PAR: Trives dit parforhold?

“Det er svært for mange par at bevare et forhold, som begge har det godt i. Men det kan godt betale sig at arbejde for nærhed og tryghed i sit parforhold. For når vi har det godt sammen, bliver vores livskvalitet forbedret.”

Læs hele artiklen af Line Brøgger Mikkelsen her

PAR: Lancering af app’en SAMSPIL

App’en SAMSPIL blev torsdag den 18/1 2018 lanceret ved en konference og CFF Aarhus har været faglige konsulenter på indholdet. SAMSPIL er et app-spil, der kan spilles af nybagte forældre. Spillet inspirerer til gode parsamtaler i den sårbare tid, hvor vi får vores første barn. Download det gratis fra App Store eller Google Play og spil det med din partner!

 

PAR: Et årligt par-tjek forbedrer parforholdet

Burde vi alle sammen gå til et årligt par-tjek på lige fod med et årligt besøg hos tandlægen? Noget tyder på det. Tilfredsheden med ens parforhold falder, jo længere tid man har kendt hinanden og næsten halvdelen af alle ægtepar lader sig på et tidspunkt skille. Forskning viser nu, at par-tjek kan forbedre kvaliteten i parforholdet, og det gælder både parrenes parforholdstilfredshed, oplevelse af intimitet og den gensidige opmærksomhed.

Læs hele artiklen af Trine Bagger Christiansen her

PAR: Uddrag af bogen Pas på parforholdet

Bogen Pas på parforholdet er skrevet af Mattias Stølen Due, psykolog, parterapeut og direktør på Center for Familieudvikling. Bogens grundlæggende budskab er, at hvis vi ønsker at passe på parforholdet og bevare kærligheden over tid, skal vi først og fremmest spørge os selv: Hvad kan jeg gøre for, at min partner kan have det godt?

Her kan du læse første kapitel af bogen. Bogen kan købes her.

FAGFOLK: Det gyldne øjeblik

Af Linda Korsgaard, Signe Steenberger og Tea Trillingsgaard

Nærværende artikel præsenterer interventionen Det Gyldne Øjeblik, en 15 minutters guidet samtaleøvelse, som bringer erindrede mødeøjeblikke fra et pars hverdagsliv ind i ”nuet” i den terapeutiske session.

Læs hele artiklen her

FAGFOLK: Norsk artikel om PREP-kurser

Uddrag fra artikel med psykologiprofessor Frode Thuen:

Parforhold er en vanskelig øvelse for mange av oss. Noen forblir livslange partnere, mens andre glir fra hverandre. Frode Thuen, professor i psykologi ved Høgskolen på Vestlandet, holder en knapp på at forskningsbaserte samlivskurs kan hjelpe mange par som sliter med å få parforholdet til å fungere.

Læs hele artiklen her

FAGFOLK: Speciale om børns reaktioner på skilsmisse

Børns reaktion på forældres skilsmisse – en litteraturgennemgang

Abstract
Baggrund: Skilsmisse har været en stigende tendens igennem de seneste årtier og et stigende antal børn bor i en deleordning mellem deres forældre. Skilsmisse kan være en stressende oplevelse for hele familien, som kan påvirke børns mentale helbred. Formålet med denne litteratur gennemgang er at skabe en opdateret evaluering af børns mentale helbred og reaktion efter forældres skilsmisse.

Metode: Vi udførte en systematisk litteratursøgning i Pubmed og PsycNET. Vi ekskluderede studier ældre end 5 år, ikke-engelsksprogede studier, fokus på voksnes helbred, interventions studier og risikoadfærd. Vi ud-valgte 13 hovedartikler som er blevet grundigt gennemarbejdet. Der er kun blevet brugt de relevante resulta-ter for vores forskningsspørgsmål.

Resultater: 12 af de 13 artikler finder en øget internalisering og otte artikler finder øget eksternalisering. Vi har ikke fundet en tydelig forskel på drenge og pigers reaktion på forældres skilsmisse. Resultaterne tyder på at børn påvirkes i højere grad når de er under 15 år når deres forældre skilles. Seks ud af de otte studier, som undersøger de socioøkonomiske forhold finder at skilsmissebørn, der kommer fra dårligere familiekår, har dårligere mentalt helbred. Desuden viser vores resultater at en deleordning er mere fordelagtig for børns mentale helbred, end andre samværsordninger efter forældres skilsmisse.

Konklusion: Børns mentale helbred bliver belastet når deres forældre skilles. Dårlige socioøkonomiske faktorer og lav alder hos barnet en øger påvirkningen af denne belastning. Fremtidig forskning bør fokusere på hvordan man kan reducere risikoen for at skilsmissen påvirker børns mentale helbred.

Læs hele specialet her

FAGFOLK: Introduktion til Par-tjek

Uddrag fra Par-tjeks manual

De fleste af os går regelmæssigt til tandlægen for at få et eftersyn, fordi vi ønsker at have sunde tænder i mange år. Hvis vi først søger hjælp, når en tand gør ondt, er det ofte en større og mere omfattende behandling, der skal til for at redde tanden, og nogle gange er det for sent.

På samme måde er det vigtigt at passe på vores parforhold både i tide og over tid. Tilfredsheden med parforholdet falder over tid (Doss, Rhoades, Stanley, Markman, 2009) og par søger ofte ikke hjælp til parforholdet eller søger først hjælp, når problemerne har vokset sig store – og det måske er for sent at redde forholdet (Doss, Atkins, & Christensen, 2003). Skilsmissestatistikken taler sit eget tydelige sprog, næsten halvdelen af dem, der bliver gift, bliver skilt igen (50,8 procent ifølge Danmarks Statistik, 2016). Det er vanskeligt at bevare et sundt og trygt parforhold.

Læs den fulde introduktion til Par-tjek her